Annonce Banner Banner Banner

»Alt, hvad der kom fra dyrlæger, blev overhørt«

Mink Folkesundheden blev et diktatorisk argument. Sådan beskriver privatpraktiserende minkdyrlæge Peder Elbek Pedersen sin opfattelse af den proces, der ledte frem mod aflivningen af samtlige mink i Danmark. Undervejs forsøgte han sammen med flere kolleger at bidrage med sin mangeårige veterinærfaglige viden og erfaring på minkområdet. Men ingen ville lytte.

Peder Elbek Pedersen

- Jeg har stillet mig til rådighed for alt og alle for at kunne hjælpe mine kunder, myndighederne og minkene rent dyrevelfærdsmæssigt. Men intet af det hjalp. Det har været meget frustrerende ikke at blive hørt. Men jeg har ro i maven, fordi jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt, siger minkdyrlæge Peder Elbek Pedersen.

Interview

Dyrlæge Peder Elbek Pedersen har lige lagt røret på. Det er mange uger siden, han sidst var på besøg hos en af de næsten 100 minkavlere, han har kaldt sine kunder. Men på telefonen har han haft travlt.

- Mange avlere ringer og vil snakke. De ringer også for at spørge til mig. Og for at sige tak for vores samarbejde, fortæller han rørt over situationen.

I årtier har Peder Elbek Pedersen udelukkende arbejdet med mink. Han sad med i underarbejdsgruppen til den bekendtgørelse, der i 2010 førte til mindst fire årlige obligatoriske sundhedsrådgivningsbesøg af en dyrlæge på minkfarmene. Han har holdt kurser for dyrlæger med interesse i mink i regi af Den Danske Dyrlægeforening. Og for avlerne i etisk forsvarlig aflivning. Og så er han medforfatter på de dyrlægestuderendes nyeste lærebog i mink, som endnu ikke er trykt - og nok heller ikke bliver det, konstaterer han tørt.

- Mit bud på fremtiden er, at der i løbet af 2021 kommer et forslag om et permanent forbud mod minkavl i Danmark. Og selv om der ikke gør, vil det tage årtier at nå tilbage på det niveau, minkavlen havde inden corona.

Når Peder Elbek Pedersen reflekterer over den manglende logik, han oplever i hele forløbet, og de beslutninger, der blev truffet undervejs – fra den første smittede farm til et midlertidigt forbud mod minkhold i hele Danmark, ender han hver gang samme sted.

- Efterhånden har jeg fundet ud af, at der er en anden dagsorden. Og den dagsorden er, at regeringen og dens støttepartier vil af med minkavlen i Danmark, lyder hans konklusion.

Efterhånden har jeg fundet ud af, at der er en anden dagsorden. Og den dagsorden er, at regeringen og dens støttepartier vil af med minkavlen i Danmark.

Rystede minkdyrlæger

Da de første danske mink blev konstateret smittet med coronavirus, var Peder Elbek Pedersen allerede blevet advaret af sine hollandske kolleger, der havde oplevet, hvordan smitten bredte sig blandt mink i Holland. »I skal passe på. Det er ikke ovre, før den sidste mink har været smittet«, lød beskeden.

Da myndighederne slog fast, at alle mink indenfor en zone på 7,8 km fra en smittet besætning skulle slås ned ud fra et forsigtighedsprincip, begyndte Peder Elbek Pedersen og hans privatpraktiserende kolleger ikke kun at blive bekymrede for minkavlen generelt, de undrede sig også over den måde, myndighederne angreb problemet på. For de oplevede ikke, at der var sammenhæng mellem de vidtrækkende konsekvenser for minkavlerne og den hastighed, aflivningerne foregik i.

- For det første stillede vi både da og nu spørgsmålstegn ved de 7,8 km. Det virker fortsat meget tilfældigt, hvordan man nåede frem til det. Samtidig oplevede vi, at de besætninger, der skulle slås ned, stod i flere uger og dermed havde overstået smitten længe inden, de blev aflivet. Hvorfor aflive dyr, der må formodes at have opbygget en immunitet? Vi var rystede og frustrerede. Ikke mindst da Fødevarestyrelsen fløj 100 rumænerne til landet for at bistå med aflivningerne. Ved Gjøl skulle aflivningerne gå så stærkt, at de ikke kunne foregå på en forsvarlig måde, mener han.

Sender handlingsplan

Den praktiserende minkdyrlæge og hans kolleger rundt omkring i landet var alle af samme holdning. De udfærdigede derfor en handleplan med fire punkter, der set med deres veterinærfaglige briller og lange erfaring med minkproduktion, ville kunne hjælpe med både at inddæmme smitten og begrænse smitten til mennesker.

- Vi hørte, at der skulle være et møde i Folketingets Fødevareudvalg. Vores tanke var at påvirke politikerne med fornuftige argumenter.

I handlingsplanen lagde dyrlægerne vægt på, at minkene på smittede farme skulle slås ned inden for to døgn – i samarbejde med avleren, der jo havde den rette uddannelse i at foretage aflivningerne effektivt og humant. Samtidig skulle alle medarbejdere på farmen isoleres i 14 dage, så eventuel smitte til mennesker ikke bredte sig videre. Zonen på de 7,8 skulle fjernes, og i stedet for aflivning skulle raske dyr inden for en radius af 3-4 km testes to gange om ugen.

- Mange politikere kvitterede for modtagelsen, og vi ved, at en af fødevareordførerne sendte vores brev videre til Mogens Jensen. Fra ham fik vi et svar, der lød på, at regeringen holdt sig til de rådgivere, de havde. Vi hørte aldrig fra nogen myndighed, der ønskede at tage os med på råd eller ønskede vores assistance.

Til spørgsmålet, om han fortsat mener, at handlingsplanen ville have gjort en forskel, svarer han.

- Ja, det tror jeg. Den langsommelighed, som aflivningerne skete med i starten, gjorde at smitten fik lov til at brede sig. Jeg tror også at et tiltag, hvor man isolerede medarbejdere ville have begrænset smitten til mennesker.

 

Den langsommelighed, som aflivningerne skete med i starten, gjorde at smitten fik lov til at brede sig.

Han ville eksempelvis gerne have bidraget til, at aflivningerne skete hurtigere - uagtet at han var uenig i strategien.

- Jeg har undervist i, hvordan man afliver i 10 år, så selvfølgelig ville jeg have kunnet bidrage til, at man undgik de forfærdelige fejl, der skete under aflivningerne, og som vi har set billeder af.

Han understreger, at han ikke bebrejder sine fagfæller i Fødevarestyrelsen, der som han ser det, havde fået en umulig opgave – og var tvunget til at agere alt for hurtigt.

- Aflivning på akkord kan ikke andet end at gå ud over dyrene. Og det er samtidig urimeligt over for de mennesker, der skal gøre det. Ansvaret skal placeres hos Mette Frederiksen og Kåre Mølbak, der spreder panik med sine udtalelser om, at Danmark kan blive det nye Wuhan.

Bedre kommunikation

Minkdyrlægen føler endnu, at det er for tidligt at sige noget uddybende om, hvad man kan lære af forløbet. Men han er ikke i tvivl om, at der bør evalueres. Et af punkterne i den omtalte handlingsplan, som han var med til at udarbejde, var nedsættelsen af et task-force med medlemmer fra både myndighederne, universiteterne og veterinærpraksis, der kunne samle de oplysninger og den viden, der opstod undervejs.

- Det er da helt klart, at den dag vi rammes af afrikansk svinepest, bør der oprettes en informationsgruppe, der samler al viden. Som dyrlæger manglede vi et sted, vi kunne henvende os både med vores spørgsmål og med vores viden. I det mindste for at vi kunne rådgive vores kunder bedst muligt om smittebeskyttelse. Hvor skulle de lægge deres kræfter?

Samtidig, siger han, er det tragisk, at dyrlægerne i Fødevarestyrelsen og de praktiserende dyrlæger har været dårlige til at tale sammen.

- Kommunikationen har aldrig været god. Jeg ved ikke hvorfor. Men hvis vi kan drage en lære af det her og begynde at kommunikere mere konstruktivt, er der da kommet det ud af det. Det ville ikke have reddet minken, men det ville have gjort processen mere effektiv og dyrevenlig, er hans klare overbevisning.

For mere end 10 år siden var Peder Elbek Pedersen med til at udarbejde de veterinærfaglige forslag til, hvordan man kunne højne dyrevelfærden i den danske minkproduktion.

- Vi havde et fantastisk samarbejde med myndighederne dengang. Og har siden da også opbygget et fantastisk samarbejde med de danske avlere. Et samarbejde, der førte til en klar forbedring af minkenes dyrevelfærd. Det er blandt andet med det in mente, jeg siger, at jeg aldrig tidligere har oplevet ikke at blive hørt, når jeg kom med min veterinærfaglige viden.

Jobmæssigt på bar bund


Peder Elbek Pedersen føler på ingen måde, at hans arbejde i de danske minkstalde var slut, og som 65-årig ville han gerne have rundet sin karriere af blandt de generationer af minkavlere, han gennem årene har lært at kende så godt. Men per 1. december er han i sagens natur opsagt fra sin stilling som minkdyrlæge hos Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste.

- Jeg har aldrig siddet i denne situation før, men jeg må ud at finde mig et nyt arbejde. Alderen er imod mig, men som dyrlæge har jeg så god og alsidig en uddannelse, at jeg må kunne bruges et sted. Jeg er uddannet fagdyrlæge i smådyr og har haft egen praksis i 25 år.

Han håber dertil, at Den Danske Dyrlægeforening kan gøre en indsats for, at han og hans kolleger kan indgå i kompensationsordningen.

- Vi er fem dyrlæger, der har arbejdet fuld tid med mink og 50, der har haft det som supplement. Vores erhvervsminister nævnte dyrlæger på det pressemøde, hvor beslutningen om at man ville aflive alle mink, blev præsenteret, så vi håber at blive husket.

Set i bakspejlet kunne han have ønsket, at Den Danske Dyrlægeforening havde været mere opmærksom på de praktiserende medlemmer på minkområdet.

- Jeg ville gerne have været i dialog, inden den første pressemeddelelse kom, hvor DDD ukritisk støttede Fødevarestyrelsens strategi. Der fik vi opringninger fra kunder, der sagde, at hvis vi var medlemmer af DDD, ville de ikke bruge os længere. Og vi kunne ikke forstå, hvorfor der ikke blev stillet nogle flere spørgsmål til strategien.

Tilbage er der kun at køre runden for at sige farvel til kunderne. Det er, som Peder Elbek Pedersen siger det, bedre end at sidde derhjemme og have ondt af sig selv.

- Jeg har fået bevilliget kørepenge, så jeg kan besøge mine kunder en sidste gang og slutte vores samarbejde af på en god måde. Nogle af mine kunder har jeg kendt, siden de blev konfirmerede og drømte om at overtage farmen. For mig bliver det også en form for terapi.