Annonce Banner Banner Banner

Minkforløbet skal lære os, hvordan vi ikke skal gøre

Mink Havde man virkelig afsøgt alle muligheder, da man tog beslutningen om at aflive alle mink? I bagklogskabens lys ser det ud som om, at man godt kunne have beholdt et par millioner mink på landsplan, vurderer professor Lars E. Larsen, mens DDDs formand siger: »Hvis vi var kommet til orde langt tidligere i minkforløbet, var det måske ikke gået så galt«.

DSC 0068 © Pia Rindom
Interview

Den overophedede debat om regeringens manglende lovhjemmel i minksagen kom mere eller mindre til at overdøve diskussionen om, hvorvidt der overhovedet havde været et fagligt grundlag for at nedlægge erhvervet. 

I de afgørende dage, hvor man besluttede at aflive alle mink, gik det hele meget stærkt. Alt kom til at handle om måden, myndighederne gjorde det på og den efterfølgende nedgravning. Og nu var der pludselig ikke så meget snak om et nyt Wuhan eller en særlig farlig mutation, som vaccinen måske ikke virkede på. Nu var der bare en masse døde mink. 

Det var kulminationen på et forløb, hvor det, siden infektionen af mink-besætningerne tiltog i efteråret 2020, havde været svært for Dyrlægeforeningen at komme igennem med faglig viden og saglig kritik, mener formand Hanne Knude Palshof.

- Hvis regeringen mener, der kan være fare for, at vi bliver det nye Wuhan, så må vi jo have tillid til, at den virkelig også har det faglige grundlag på plads. Det stod ikke for Dyrlægeforeningen at vurdere, om det var det sande billede. Der var tale om en sundhedspolitisk, ikke en veterinærfaglig vurdering. Men når man vil lukke et helt erhverv ned, så må vi med rimelighed kunne forvente, at det faglige grundlag er på plads. Det var det ikke, skulle det vise sig. En stor del af risikovurderingen var baseret på formodninger. Jeg mener, at vi sandsynligvis godt kunne have reddet minkavlen i Danmark og stadigvæk have taget hånd om smitterisikoen for mennesker. Under alle omstændigheder virker det forhastet, at man ikke havde tid til at lytte til Den Danske Dyrelægeforening. Mange af vores medlemmer arbejder til dagligt med smittebekæmpelse, smitteforebyggelse og zoonoser, siger Hanne Knude Palshof.

Når man vil lukke et helt erhverv ned, så må vi med rimelighed kunne forvente, at det faglige grundlag er på plads. Det var det ikke, skulle det vise sig.

Hanne Knude Palshof,
formand, Den Danske Dyrlægeforening

Udenfor indflydelse

Der blev tegnet et meget dramatisk situationsbillede op i de dage, da beslutningen blev taget, mener hun.

- »Holland og Norge afliver også deres mink«, var oplysningen. Jo, men situationen i de lande var anderledes end i Danmark. Holland havde i forvejen besluttet sig til at udfase erhvervet, og i Norge var minkproduktionen meget lille. Ét er, at vi lukker samfundet ned og op igen, men her udraderer vi et ret stort erhverv sandsynligvis for altid. Når man så ovenikøbet undlader at inddrage erhvervet tilstrækkeligt i måden, det hele bliver gjort på, så risikerer man, at der er noget grundlæggende tillid, der ryger. Dyrlægeforeningen havde og har stadig en udmærket kontakt med Fødevarestyrelsen, men den var temmelig envejs under minkkrisen, siger Hanne Knude Palshof. 

Da først beslutningen om at aflive alle mink var truffet, havde det også været en god ide at tage minkdyrlægerne med på råd om, hvordan man bedst kunne gennemføre den, mener hun.

- Det var jo en meget stor og uvant opgave, man pålagde Beredskabsstyrelsen. Og det var de praktiserende dyrlæger i minkbesætningerne, der kom til at skulle stå på mål for beslutningen overfor minkavlerne, som var frustrerede over, at de ikke kunne gøre noget for dem.

- Dyrlægeforeningen har efterfølgende evalueret forløbet, og der er ingen tvivl om, at vi skal have øget opmærksomhed på, at vi skal ind og spille en rolle, når det handler om zoonoser. Vi skal være de første, der bliver lyttet til, hvis der er noget, som i et tidligt stadie begynder at udvikle sig i en problematisk retning, når det drejer sig om smitte mellem dyr og mennesker. Hvis vi var kommet til orde langt tidligere i minkforløbet, var det måske ikke gået så galt, siger Hanne Knude Palshof.   

En fatal kommunikationsfejl

Da SSI fremlagde de data, der havde ligget til grund for regeringens beslutning, var der en del eksperter, som ikke blev overbevist om, at der var et tilstrækkeligt grundlag for at aflive alle mink. Professor i veterinær virologi på Københavns Universitet, Lars E. Larsen, var en af dem.

- Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, at det var en bekymrende situation. Og jeg kan godt forstå, at regeringen måtte reagere, når man tager i betragtning, hvad den fik af anbefalinger fra de forskere, den baserer de politiske beslutninger på. Men der er grund til at spørge, om man virkelig havde afsøgt alle muligheder, før man tog så drastisk en beslutning. Kunne man have beholdt nogle farme i de områder af landet, der ikke var ramt, så erhvervet fik en chance for at genetablere sig? Og ikke mindst - var cluster 5 så farlig, som der blev givet udtryk for?

Mette Frederiksen begrundede på det pressemøde, hvor aflivningen af 17 millioner mink blev annonceret, beslutningen med data, der viste, at mutationen kunne undslippe vaccinen. De data skulle snart efter vise sig ikke at holde vand, og de blev efterfølgende nedtonet. Det var en fatal kommunikationsfejl at lukke al diskussion med truslen om et nyt Wuhan, mener Lars E. Larsen.

- Grundlaget for at reagere var på plads alene på baggrund af smittespredningen, som der var rigeligt med dokumentation for. Det rigtige havde været at vente lidt med den ultimative beslutning. Bare det, at man begynder at aflive mink uden at vide, hvad man skal gøre af ligene, udstiller, at det var en proces med stor plads til forbedring. Der var slet ikke kapacitet til at gennemføre beslutningen forsvarligt. I stedet kunne man have startet i Nordjylland, som er nærmest dækket af farme, der ligger mindre end 7,8 km fra hinanden. På den måde kunne man have vundet noget tid, som man kunne have brugt til at få noget mere at vide om mink mutationen. Og man kunne have lavet nogle inspektioner på farmene på Sjælland og Fyn, hvor der ikke var nogen smitte. Måske kunne man have lavet nogle tiltag der for at beskytte nogle besætninger, siger Lars E. Larsen.

Hvad kan vi lære?

I bagklogskabens lys ser det ud som om, at man godt kunne have beholdt et par millioner mink på landsplan, vurderer Lars E. Larsen.

- Det er nemt at være bagklog, men vi skulle jo gerne lære noget af det her. Og her lærte vi så nogle måder ikke at gøre det på. Mink-forløbet viser, hvor vigtigt det er, at man i god tid, og helt i overensstemmelse med dansk tradition, sætter sig rundt omkring et bord og laver en beredskabsplan. Det er tydeligt, at hverken erhvervet eller veterinærerne var nok inddraget i processen. De to parter var vel de nærmeste til at sige noget fornuftigt om, hvad der var praktisk muligt, og hvilken reel risiko man løb.

Det er tydeligt, at hverken erhvervet eller veterinærerne var nok inddraget i processen. De to parter var vel de nærmeste til at sige noget fornuftigt om, hvad der var praktisk muligt, og hvilken reel risiko man løb.

Lars E. Larsen,
professor i veterinær virologi, KU SUND

Når det fx handler om mund- og klovsyge og fugleinfluenza, så ligger der helt klare beredskabsplaner og regler for, hvordan man håndterer situationen, pointerer han.

- Beredskabsplaner er dyre at udvikle, hvis de skal være effektive. Men når man tager i betragtning, at mink-forløbet kostede skatteyderne knap 19 milliarder kroner, så burde det stå klart, at der er brug for dem, siger Lars E. Larsen, som mener, vi skal helt til bunds i, hvad der kunne være gjort anderledes.

- Jeg er ikke overbevist om, at mink-arbejderne har været ordentligt beskyttede i deres omgang med dyrene. De har formodentlig haft masker på, men er det gjort ordentligt? Kunne de have været endnu bedre beskyttet med heldragter? Kunne det have hjulpet, hvis de havde været på kurser i, hvordan man bedst beskytter sig? Man kunne også have sagt: »I må ikke aflevere børn i børnehaven«. »Hvis jeres kone arbejder på et plejehjem, så må hun blive hjemme«. Når man kan lukke hele Nordjylland ned, så kan man også isolere 500 mink-arbejdere, siger han.

Der er proportioner i kampen mod corona, som kan være svære at forstå. Hvorfor må der være det samme antal tilskuere på Hjørring Stadion som i Idrætsparken. Det hænger jo ikke logisk sammen. Det kan vi heller ikke forvente, at det hele skal, mener Lars E. Larsen. 

- Vi kan udvikle nogle modeller for, hvordan vi skal reagere, men vi kan ikke forlange evidens og perfekt logisk sammenhæng hele vejen rundt. Man laver en restriktion, og så går der et stykke tid før, man kan se, om den har virket. Man lytter til forskellige forskere, som har forskellige holdninger til, hvilke tiltag der er nødvendige, og man prøver sig frem. For alternativet er jo ikke at gøre noget. Der er stadig så meget, vi ikke ved om, hvordan COVID-19 smitter, at regeringen indimellem må træffe beslutninger, som ikke er evidensbaserede. For hvis vi hver gang skal opbygge en hel masse viden og evidens for det, vi gør, så vil løbet måske være kørt, siger Lars E. Larsen.