Kalibrering af transportegnethed med dyrlægeattesten

10252?.Name Praktiserende svinedyrlæge Anne Ovesen opfordrer til, at de praktiserende dyrlæger og slagteridyrlægerne får mere ansvar og kan bruge dyrlægeattesten til dialog og til at kalibrere og rette ind, hvis der er tvivl om et dyrs transportegnethed.

Slagtesvin PR © Pia Rindom
Interview

Med 15 års erfaring som praktiserende svinedyrlæge har Anne Ovesen set lidt af hvert i stalden. Hun har ligeledes arbejdet i Kødkontrollen og har derfor med egne øjne set, hvordan dyrene kan se ud, når de ankommer til slagteriet.

Alligevel oplever hun, at der indimellem kan være en grad af uoverensstemmelse mellem, hvilke grise hun som praktiserende dyrlæge og hvilke grise embedsdyrlægen vurderer som transportegnede. I de situationer har hun gode erfaringer med dyrlægeattesten, som hun mener, er et godt redskab både til at tage hånd om dyr i gråzonen og til at kalibrere transportegnethed. Anne Ovesen nævner flere eksempler, hvor hun har brugt attesten til at få dyr i gråzonen transporteret til slagt, fremfor at de skulle aflives og sendes til DAKA.

- Grise med navlebrok har været et stort problem i praksis, men efter vi har fået mulighed for at lave brokattest på op til fem grise, der transporteres sammen i et særskilt rum på lastbilen, synes jeg, det går meget bedre med at få disse leveret til slagt. Vi har fundet ud af, hvad Kødkontrollen vil se, og hvad de ikke vil se, siger Anne Ovesen.

Et andet tilfælde i gråzonen der arbejdes med, er grise med elefantiasis i øret.

- Øret kan være 4 gange så stort som et normalt øre. Det er oftest store fine grise, der ellers ikke fejler noget. Vognmændene vil ikke have dem med, og hvis øret er så stort, at det dækker for øjet, vil han slet ikke have den med. Jeg har skrevet dyrlægeattest på nogle stykker, og det har embedsdyrlægen ved modtagelse på slagteriet accepteret, hvis de er skilt fra.

- Søer med yversvamp kan også være et gråzonetilfælde. Yversvamp er nogle store faste hævelser i yveret, hvor der er små sår på, som er meget svære at få til at hele op. Disse søer skriver jeg også attest på, og dem har jeg heller ikke fået tilbagemeldinger på, at dyrlægerne på slagteriet er utilfredse over at få.

- Det er nok mest søer, jeg skriver attester på. Ofte er det en so, der fx har haft en ledbetændelse eller en klovbyld. Hvis den bliver skubbet rundt af de andre søer på transporten, kan vi nemt risikere, at den bliver ringere gående, end da den gik ombord på transporten, og derved ser det ikke godt ud for embedsdyrlægen i modtagelsen ved aflæsning på slagteriet. Det kan også være en so med lidt for lange klove. I disse situationer skriver jeg en attest, sådan at de bliver skilt fra. Det synes jeg også går ganske fornuftigt.

Der er dyr, som måske kunne have været leveret til slagteriet og blevet til menneskeføde i stedet for at gå til DAKA.

Anne Ovesen understreger, at det hovedsageligt er de dyr, der halter, hvor det kan være svært at afgøre, om de kan sendes afsted. Som hun siger: Tør vi, tør vi ikke.

- Det, man altid skal huske, er, at en so eller en gris ofte ser værre ud, når den/de ankommer på slagteriet efter en transport. Det skal jeg altid sørge for at få kommunikeret videre til landmanden. De kan godt synes, at »det er da ikke særligt slemt - den står godt og går godt nok«, men så bliver jeg nødt til at forklare ham de overvejelser, jeg har om det.

- Jeg synes, der er stor forskel på, hvad landmændene vil lade gå med til slagteriet, men langt de fleste kan dog godt se eller har forståelse for, at en skade kan blive værre under transporten. Ingen ønsker at få en anmeldelse, og derfor skal vi være ret sikre på det, vi laver, siger Anne Ovesen.

Dyrevelfærd og  transportegnethed

Det er Anne Ovesens erfaring, at det er meget med forskel fra den ene landmand til den anden, om de gør brug af dyrlægeattesterne og dermed gør brug af dyrlægen til at vurdere, hvor stabil en given gris’ tilstand er over tid, og om der skal være særlige krav til den måde, den transporteres på. Som det er nu, er det i sidste ende landmandens beslutning og ansvar.

- Jeg har nogle, hvor jeg laver attester hver måned og andre, hvor det kun er indimellem. Og så er der nogle, der slet ikke er bevidste om, at man kan lave dyrlægeattester.

Men dialog med  landmanden om transportegnethed er et emne, der tages op hver eneste gang, hun er i stalden. Og det tror Anne Ovesen gælder for de fleste praktiserende dyrlæger.

- Vi drøfter dyrevelfærd hver evig eneste gang, vi er i besætningen. Vi har vores dyrevelfærdsbriller på, hver gang vi kigger på et sygt dyr. Tror vi på, at det kan blive rask og blive leveringsegnet eller kan vi lige så godt sige stop og aflive, eller skal vi behandle videre? Vi laver selvfølgelig også rådgivning for at optimere landmandens udbytte og produktionsresultater, men mere end halvdelen
af et sundhedsrådgivningsbesøg er at tale om og sikre dyrenes velfærd.

Mere ansvar hos dyrlægerne

Anne Ovesen har et bud på, hvad der skal til for, at der kan transporteres flere dyr, som er i gråzonen.

- Mit store ønsker er, at de praktiserende dyrlæger kan få lov til sammen med og i tæt samarbejde med embedsdyrlæger på slagteriet, at bruge attesten i højere grad, så vi i fællesskab kan blive kalibreret og på den måde få flere dyr til slagt. Der er dyr, som måske kunne have været leveret til
slagteriet og blevet til menneskeføde som i stedet for går til DAKA. Jeg synes, at det på mange måder er noget svineri, at der er dyr, der ikke er syge, men må aflives, fordi landmanden er forsigtig og ikke vil risikere at blive anmeldt, eller vognmanden ikke tør tage dem med til slagteriet, fordi han frygter en anmeldelse.

Anne Ovesen er klar over, at det kræver flere transporter i adskilte rum for at få det til at fungere.

- De sort-hvide tilfælde er vi ikke i tvivl om. Det er dyrene i gråzonen, som er udfordringen. Og her tænker jeg, at hvis vi kunne få gjort brugen af dyrlægeattesterne lidt mere udbredt og lagt mere ansvar over på den praktiserende dyrlæge og embedsdyrlægen i et samarbejde, er det vejen
frem.

Anne Ovesen medgiver, at det er et stort ansvar, men hun tror, at de praktiserende dyrlæger og Kødkontrollens embedsdyrlæger ved fælles hjælp kan bruge dyrlægeattesterne til dialog og til at kalibrere og rette ind med, hvis der er tvivl om et dyrs transportegnethed.

- Jeg håber selvfølgelig aldrig, at det skal komme dertil, at en embedsdyrlæge anmelder en praktiserende dyrlæge for at have sendt noget skidt. Så er der noget, der er helt galt.