Annonce Banner Banner Banner

»Vi er faktisk ret stolte over, at vi har fået den her klub op at stå«

Arbejdsplads - Interview med dyrlæge Anni Nielsen, embedsdyrlæge på DC Holsted.

Foredrag I AC Klubben 2
Interview

Hvordan får man fællesskab og faglighed vedligeholdt, når man arbejder på tre forskellige lokationer? Og hvordan sikrer man, at alle kolleger bliver hørt, og at kommunikationen fungerer? En mulighed er at oprette en AC-klub, ligesom medarbejderne på slagterierne i Holsted, Skærbæk og Blans har gjort.

Da Anni Nielsen for fire år siden begyndte at arbejde på slagteriet i Holsted, savnede hun en tættere kommunikation mellem de tre slagterier, som delte den samme tillidsrepræsentant. Fællesskabet mellem de tre arbejdspladser begrænsede sig til højst et møde årligt, og der var ingen sociale aktiviteter på tværs som fx fælles julefrokost.

- Der er ikke mange dyrlæger på de mindre slagterier, og man arbejder meget alene og mangler lidt kontakt. Derfor besluttede vi at oprette en AC-klub, fortæller hun.

AC-klubben har i alt 11 medlemmer, som arbejder i kødkontrollen på kreaturslagteriet i Holsted, soslagteriet i Skærbæk og svineslagteriet i Blans. Udover den geografiske afstand har medarbejderne i Blans både dag- og aftenarbejde, og det gjorde det svært at oparbejde et fællesskab. I første omgang havde medarbejderne inviteret
forhandlingskonsulent Lone Rente Hansen fra ADOs sekretariat til at komme ud på arbejdspladsen og give nogle råd til at lave retningslinjer for valg af tillidsrepræsentant.

Lone foreslog, at de kunne oprette en AC-klub for at knytte de tre arbejdspladser tættere sammen, og efter en del møder og skriverier frem og tilbage var det, hvad de gjorde.

Lone hjalp med at udarbejde vedtægterne, og Anni erkender, at det faktisk ikke var helt nemt. Men det lykkedes, og de fik indarbejdet alle de elementer, som de syntes, var vigtige. I foråret  2017 kunne kollegerne på tværs af de tre slagterier holde stiftende generalforsamling i den nye AC-klub.

Faglige og ansættelsesmæssige interesser

I formålet for klubben står bl.a., at der skal arbejdes for at varetage medlemmernes fælles faglige og ansættelsesmæssige interesser.

- Efter at have holdt nogle møder og lært hinanden bedre at kende er det faktisk det sociale og det faglige fællesskab, der fylder allermest. Vi snakker om, hvad der rører sig af stort og småt på de tre slagterier også i forhold til fx arbejdsforhold og arbejdsmiljø. Det er rigtig rart, når man til daglig går alene eller et par stykker sammen. Det er et godt forum til at snakke om de ting.

Bestyrelsen for klubben består af tre personer, hvoraf en er tillidsrepræsentant, en er suppleant og en er medlem. Der skal være en repræsentant fra hvert slagteri. Bestyrelsen har så har ansvar for at indkalde til møder, og de aftaler en gang årligt, hvad der skal ske det kommende år.

I løbet at det seneste år har der været tre møder med fokus på det sociale og på at lære hinanden at kende. I august holdt klubben så det første møde med et fagligt indslag med oplæg fra seniorforsker Mette S. Herskin, Aarhus Universitet, om hendes nyeste forskning. Det var en stor succes, og som Anni konstaterer; dyrlæger er meget faglige, og der var stor koncentration fra alle deltagerne.

Det er meningen, at der også fremover skal holdes tre møder årligt, og at et af dem skal være med et fagligt indlæg. Til disse faglige indlæg vil de også invitere dyrlæger fra andre arbejdssteder til at deltage.

Det hele værd

For at lette kommunikationen har klubben oprettet en Facebookgruppe for alle medlemmerne. Det gør det lettere, når man er på forskellige adresser, og nogen er på aftenarbejde og andre om dagen. Anni fortæller, at klubben kun er for dyrlæger på de tre arbejdssteder, og at man skal være medlem af DDD for at kunne være med i klubben. De har fået lov af Fødevarestyrelsen til at låne lokaler, og de bruger deres fritid på at holde møder. Selvom det har krævet en del arbejde at få klubben op at stå, synes Anni og alle de andre, at det er det hele værd.

- Jeg kan kun opfordre til, at andre steder gør det samme. Klubben gør, at man føler sig som en del af en helhed, og man får et forum at mødes i. Vi er faktisk ret stolte over, at vi har fået den her klub op at stå - det giver sådan en »yes«-fornemmelse. Og det gælder hele vejen rundt. Den er med til at give sammenhold, understreger Anni Nielsen.