Annonce Banner Banner Banner

Veterinærstuderende har brug for os, og vi har brug for dem

Studerende Vi skal bruge hinanden til det, vi er bedst til. Jeg håber derfor, dyrlægerne i praksis vil være med til at række ud og hjælpe de studerende til at få deres tabte læring i hus.

Kommentar

COVID-19 havde held til at sætte hele verden i stå. Jeg tror ingen rigtig havde forestilling om, hvad der ventede, da Danmarks patient nul trak overskrifter torsdag den 27. februar. Rigtig mange dyrlæger i klinisk praksis fik vendt op og ned på dagligdagen med restriktioner og stor utryghed – og virksomhedsejerne i skyggen af økonomiske bekymringer. Mange har også været hårdt presset på hjemmefronten med hjemsendte børn, der som puslespilsbrikker skulle passes ind i den nye hverdag.

Selv om samfundet nu er gået fra lukket til næsten åben, er intet som før. Vi skal stadig passe på, holde afstand og mange praksisser har et stort efterslæb af patienter, der har afventet behandling til bedre tider. Fra alle lyder meldingen, at der er travlt, og det mentale overskud er hos nogle drænet i bund.

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har været og er en ekstraordinær situation for alle – ikke bare i klinisk praksis. Ingen er gået fri – heller ikke veterinærstuderende. Som Peter Holm og Charlotte Reinhard Bjørnvad fra KU SUND beskriver i deres klumme om coronakrisens efterslæb, er ugerne, hvor førsteårs-kandidatstuderende egentlig skulle have hands on-undervisning på Universitetshospitalet for Store Husdyr vekslet til en pukkel af tabt klinisk undervisning, som der nu skal findes en løsning på.

VetSkolen har derfor spurgt Dyrlægeforeningen, om vi vil hjælpe og tage studerende i praktik. Det vil vi selvfølgelig gerne, men det kan kun blive et forbeholdent ja – for vi kan ikkepåtvinge dyrlægevirksomhederne at tage praktikanter. Vi kan håbe og appellere til, at I vil hjælpe de studerende med at indhente det tabte, vel vidende at rigtig mange praksis, ligesom resten af den danske befolkning, har været igennem et stressende forår.

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har været og er en ekstraordinær situation for alle – ikke bare i klinisk praksis.

Helt afgørende i denne sammenhæng er forsikringsdelen, således at det ikke bliver en byrde for den praksis, der stiller sig til rådighed for en studerende. DA arbejder på at afklare, hvordan praksis skal forholde sig til forsikringsdelen. Under alle omstændigheder bør praksis derfor undersøge, om den respektive forsikring dækker de studerende. DA er i gang med at undersøge, om det er muligt, at KU dækker de studerende forsikringsmæssigt, således at denne udgift ikke hænger på praksis. DA vil via nyhedsbrevet snarest muligt melde ud, når der er en afklaring vedrørende forsikringsdelen.

Jeg ved, at der er mange studerende, der allerede har henvendt sig til praksis for at sikre sig et praktikophold med henvisning til, at KU og DDD har indgået en aftale. Hvis der er nogen i praksis, der har følt, at de manglede information fra foreningen om dette, kan jeg godt forstå det. Dyrlægeforeningen ønsker et samarbejde med VetSkolen, men foreningen er stadig i gang med at undersøge den forsikringsmæssige del af samarbejdet.

Det vi har aftalt, er, at den ønskede praktik forsøges afviklet i samarbejde mellem KU og praksis inden 1. februar 2021. Jeg er klar over, at det måske ikke imødekommer de forventninger, der er fra de studerendes side om at kunne afvikle sin praktik i løbet af sommeren. Den kommende sommerferieperiode betyder ekstra belastning i mange praksis med mindre bemanding fx grundet ferie, fortsatte restriktioner som følge af coronakrisen og planlægning, der skal gå op i en højere enhed. Vi håber, at der er forståelse fra alle studerende for denne situation.

DDD og VetSkolen har også givet hinanden hånd på, at der er brug for et mere formaliseret samarbejde fremadrettet. Vi mødes derfor igen efter sommerferien og lægger en plan for, hvordan vi bedst kan drage fordele af vores samarbejde om eksterne praktikophold. Øverst på Dyrlægeforeningens ønskeliste er kompensation til praktikværter, praktikværtmøder i form af faglig sparring og større faglig udveksling.