Annonce Banner Banner Banner

Hvorfor skal lovgivning tage udgangspunkt i dyrs egenværdi?

Etik Hvornår må samfundet kompromittere dyrs behov, og hvordan skal det deklareres, spørger Mette Uldahl i indlægget her. Hun mener, at dyr bør have nogle grundlæggende rettigheder, uanset hvilken type lovgivning de falder ind under. Og at det skal være med baggrund i en etisk stillingtagen, hvis samfundet og lovgivningen ønsker at afvige fra de grundlæggende rettigheder. Det har hun sammen med kolleger i den europæiske dyrlægeorganisation FVE udarbejdet en model for.

135461463 L © 123RF
Klumme

I dag er der rundt om i Europa, også i Danmark, love og regler for dyr, som tager udgangspunkt i dyrets brugsværdi eller formål (intended use). Det betyder, at et dyr fra samme art med samme anerkendte biologiske behov og niveau som følende væsen (sentience) kan være underlagt helt forskellige typer af lovgivning – alt efter hvilken industri det mere eller mindre tilfældigt ender med at være tilknyttet. Således kan en rotte både være et kæledyr, laboratoriedyr eller et skadedyr.

Rottens liv og dyrevelfærdsmæssige beskyttelse via rammerne i lovgivningen for kæledyr, laboratorier og skadedyrbekæmpelse vil være markant forskellig, afhængigt af hvad det enkelte individ hører under. Samme eksempler kan gives for mange andre arter - grise, heste, katte og så videre.

Der er brug for rammerne

Der er ingen tvivl om, at samfundet har, og altid vil have, behov for at have lovgivningsmæssige værktøjer, som kan regulere dyrs og menneskers interaktion. Behovet kan dreje sig om sundhedsmæssige perspektiver; rotters potentielle indslæbning af smittestoffer, som kan være skadelige for mennesker at være i kontakt med. Der kan være tale om brug af dyr til produktion af levnedsmidler til mennesker, indfrielse af menneskers behov for at holde kæledyr eller at bruge dyr i sport.

Der kan også være tale om fordeling og brug af ressourcer mellem dyr og mennesker: Hvor meget vild natur skal der allokeres i et samfund? Hvilke dyr skal vi beskytte i den vilde natur, og hvordan må man bruge en dyreart til eksempelvis at sikre en større biodiversitet i naturen?

Der er virkelig mange facetter, hvor menneskers interaktion med dyr er nødvendige at regulere.

Den traditionelle metode for regulering i samfundet har været at tage udgangspunkt i et givent scenarie eller en problemstilling set fra et brugsmæssigt perspektiv: Hvordan skal reglerne for griseproduktion i Danmark være? Hvad er minimumskravene for dyrevelfærd ved brug af en dyreart i et laboratorium? Hvor ofte skal dyr, der udsættes i naturnationalparker, tilses?

Problemet i den traditionelle metode med at tage udgangspunkt i et givent scenarie; brugen af nogle dyr på en specifik måde, er, at de individuelle lovgivningsrammer indenfor forskellige brugsområder ikke nødvendigvis er logiske og sammenhængende, hvis man ser på varetagelse af dyrenes basale behov og niveau som følende væsner.

I dag er det ikke længere acceptabelt, at dyrs liv og varetagelse udelukkende afhænger af dets brugsværdi for mennesket, da en stadigt voksende del af samfundet anskuer dyr som berettigede til et godt liv uanset menneskets intention og formål.

Forskellige argumenttyper

Dyreetik er i dag en meget betydende faktor i Europa og andre steder i verden. Det er et felt, hvor der sker udvikling i rivende fart. Mennesket får en større og større indsigt i dyrs evner til at føle og agere, hvilket implicit medfører en pligt til at implementere denne viden i måden, vi omgås og behandler dyrene på.

I dag er det ikke længere acceptabelt, at dyrs liv og varetagelse udelukkende afhænger af dets brugsværdi for mennesket.

Dyreetik og dyrs velfærd er altid et meget eksplosivt emne at inddrage i enhver sammenhæng. Det skyldes, at mange mennesker kerer sig om dyr, men ofte på forskellige måder eller ud fra forskellige perspektiver – logos, patos og etos.

Der kan i en analyse af en aktuel samfundsmæssig problemstilling, der involverer dyr, tages udgangspunkt i eksisterende evidens (logos), hvor man forholder sig til dyrs behov. Men evidens er stadig udelukkende nedslagspunkter i en samlet behovspyramide for en given dyreart, og skal derfor også altid fyldes ud med andre fagligt kvalificerede synspunkter (etos). Samtidig vil emotionelt baserede argumenter (patos) også altid være inddraget.

De forskellige argumenttyper kan nogle gange være svære at skelne fra hinanden, og det er i hvert fald ofte meget svært mennesker imellem at acceptere et logos- eller etos-baseret argument, hvis man selv argumenterer ud fra patos. Alle argumentformer er imidlertid vigtige at inddrage, da de giver det samlede billede, som et samfund har brug for, når der skal laves en lovgivning, som repræsenterer den samlede population i samfundet.

Model for etisk stillingtagen

Det vigtige i en kompliceret proces med holdningsafstemning og udvikling af lovgivning, der involverer dyr og dyrevelfærd, er, at alle input indgår på en transparent måde, så processen bliver åben og forståelig for alle. Det betyder ikke, at alle holdninger kan tilgodeses, men at man tydeligt kan aflæse, hvor de eventuelt ikke er tilgodeset, og hvad argumentet herfor var.

Det er derfor nødvendigt at forme en model for lovgivning, hvor der er indbygget en standardiseret skabelon for en grundlæggende etisk stillingtagen til dyrene. Her er det logiske udgangspunkt, at man tager udgangspunkt i dyrets egenværdi (intrinsic value), hvorefter man laver en stepvis standardiseret proces, hvor etiske og dyrevelfærdsmæssige hensyn og faktuelle/potentielle kompromitteringer adresseres transparent (alle relevante logos-, etos- og patos-argumenter inddrages og analyseres).

Det er derfor nødvendigt at forme en model for lovgivning, hvor der er indbygget en standardiseret skabelon for en grundlæggende etisk stillingtagen til dyrene.

På den måde opnår man en fremlæggelse af en given problematik, hvor man først tager grundlæggende stilling til:

1. Er formålet med inddragelsen af dyr/reguleringen af dyr etisk forsvarlig?

Her skal der indgå en evaluering af den samfundsmæssige/individuelle betydning, eksempelvis grad af samfundsmæssig skadevirkning, omkostninger, samfundsmæssige/individuelle behov for et givent formål (produktion, forskning, sport, kæledyr mv.).

Hvis der kan svares ja til det, så kan man gå videre til trin to.

2. Identifikation af, i hvilken grad man kan forsvare at kompromittere de involverede dyrs egenværdi (basale behov, niveau som følende væsen osv.) i forhold til det givne formål; fastlæggelse af proportionalitet.

I trin to skal der udarbejdes en liste over mulige praktiske løsninger/reguleringsmetoder, og de skal herefter evalueres ud fra en afvejning af argumenternes validitet; sundhed, sikkerhed, miljø, fødevaresikkerhed, bevarelse af natur, samfundsøkonomi. Der indgår ofte også kultur, religion, tradition og individuelle typer af privilegier i overvejelserne.

Hvis trin 1 kan accepteres, og en acceptabel proportionalitet for kompromittering af involverede dyr kan opnås i trin to, kan man således nå frem til en given praktisk løsning/lovgivningsmæssig ramme for en problematik, hvor alle overvejelser fremgår transparent og argumenteret.

En rotte, som lever i en kloak under et parcelhus, kan altså stadig risikere at blive udsat for en pinefuld død på grund af rottebekæmpelse med gift, mens rotten, som lever i et bur lige oppe over inde i parcelhuset, som kæledyr i en familie, ikke må aflives med gift.

Argumenterne for forskellen i anskuelsen og behandlingen af dyrene er nu transparente og fremlagte: Kloakrotter udgør en helbredsmæssig risiko for mennesker, som proportionalt set retfærdiggør et givent værktøj, hvor kæledyrsrotten holdes af mennesket udelukkende for menneskets velbefindende, hvorfor der ikke kan tillades samme grad af kompromittering.

At følge den etiske beslutningsmodel er således ikke det samme som, at alle argumenter vil blive tilgodeset, men det bliver synligt, hvad der tilgodeses, og hvilket niveau af kompromittering som anses for acceptabelt for et givent formål på et givent tidspunkt.

Fremtidssikret model

Ved at fastholde en standardiseret model, hvor der hver gang tages udgangspunkt i dyrets egenværdi, vil man skabe en konsistent og logisk ramme for lovgivning, der involverer dyr.

Samtidig vil en sådan model betyde, at man efter en periode kan genbesøge beslutningsprocessen og evaluere om beslutningsgrundlaget (logos, etos, patos) eller den grundlæggende samfundsetik har ændret sig på nogle afgørende punkter. I så fald kan den etiske trin 1 eller 2-analyse køres igen, og udfaldet kan føre til en given opdatering af en lovgivningsramme.

Modellen vil samtidig medføre, at man ved ændring/opdatering af én lovgivningsramme kan identificere, hvilke andre rammer der også skal genbesøges, eksempelvis indenfor samme dyreart eller på tværs af dyrearter, hvis en grundlæggende etisk overvejelse ændrer sig.

Derfor vil der altid være behov for at inddrage dyrlægeprofessionen i beslutningsprocesser.

En vigtig stemme i beslutningsprocesser

Hvorfor har det relevans for dyrlæger, hvordan man udvikler lovgivning? Dyrlæger er den profession, som ved mest om dyrs behov og tegn på trivsel. Vi forholder os til dyr på en evidensbaseret måde (logos), som en akkrediteret og erfaren  fagperson (etos) - helst også med en velbevaret grad af følelsesmæssig indsigt (patos).

Derfor vil der altid være behov for at inddrage dyrlægeprofessionen i beslutningsprocesser, hvis en standardiseret etisk beslutningsmodel med udgangspunkt i dyrs egenværdi skal danne baggrund for lovgivning i fremtiden.