Samfundets holdning til brug af dyr udvikler sig løbende. Det betyder, at vi løbende har brug for at overveje »sædvanlige holdninger og procedurer« som personer og som profession i alle sammenhænge, vi udøver vores virke indenfor. På den måde kan vi sikre, at vi er i tråd med opdateret viden omkring dyrs behov og aflæsning af deres trivsel via eksempelvis dyreadfærdsvidenskabelige metoder og andre typer viden.
I de overvejelser har vi brug for metoder til at identificere og afprøve vores grundsynspunkt i forhold til dyrs forhold. Hvad er vores etiske perspektiv i forhold til de relationer, mennesker indgår i med dyr i forskellige sammenhænge? Gennem sådanne overvejelser får vi skabt et bevidstgjort etisk perspektiv, som vi kan arbejde ud fra – både som personer og i organisatorisk og lovgivningsmæssigt arbejde.
Artiklen "Translating Ethical Principles into Law, Regulations and Workable Animal Welfare Practices” https://doi.org/10.3390/ani15060821 handler om, hvordan man får sat ord på sin egen dyreetiske holdning, og hvordan man derefter kan omsætte den i praksis på en transparent måde. Altså hvordan man kan spørge: »Hvad mener du, når du taler om god dyrevelfærd?«. Man kan eksempelvis omsætte enkelthandlinger og strukturelle forhold til en proportionalitet mellem, hvordan dyret oplever situationen, og hvad mennesket ønsker.
Vi er i stigende grad nødt til at kunne forklare hinanden, hvad vores grundsyn på dyr er for at kunne have en åben debat omkring brugbare, praktiske ændringer, hvor det er nødvendigt.
I artiklen tager professor Mellor og jeg udgangspunkt i dyrets perspektiv som grundsynspunkt, og i at man skal være vidende om dyrets behov. Det kaldes forstærket nyttedyrsetik og læner sig op ad pligtetik-konceptet – dog med den forskel, at det tydeligt fremgår, at mennesket har ret til at relatere til og bruge dyr, men under ansvar.
Foto Scandinavian Stockphoto.
Tre punkter opsummerer tankegangen i artiklen
1) Når mennesker indgår relationer med dyr, er det aldrig ligeværdigt.
Mennesket bestemmer over dyret. Dyrets oplevelse er helt afhængig af, om man kommunikerer med dyret på en tryg og forståelig måde, eller om der er tale om en utryg, uforståelig og eventuelt tvangsbetonet form for relation.
2) Mennesker vil gerne indgå relationer med dyr, og det er også fuldt acceptabelt og muligt – så længe man respekterer dyrets behov, fysisk og mentalt.
Når man omgås dyr, vil man tage nogle beslutninger på dyrets vegne, som påvirker dyret og i nogle tilfælde også kan medføre et mindre ubehag. Der er altid en absolut øvre grænse for, hvor stort et ubehag man kan påføre et dyr – uanset intentionen.
Man skal altid vælge den mindst skadelige og ubehagelige måde at have interaktion med dyr på – også selvom der blot er tale om let ubehag. Det vil sige, at hvis man kan vælge en type opstaldning, træningsmetode, fodring eller noget udstyr, som giver mindre ubehag – eller hvis man kan træne sine egne kundskaber og teknikker yderligere for at kunne relatere til eller bruge dyret på en måde, som er mere forståelig, tryg og behagelig for dyret – skal man altid vælge denne løsning.
Man skal derfor øve sig i at opstille en transparent (bevidstgjort) proportionalitet mellem dyrets behov og menneskets (ens egne) ønsker om at bruge dyret.
I praksis betyder det, at man ikke bør tolerere ubehag, som kunne være undgået – hvis eksempelvis uddannelse, implementering af ny viden eller opdatering af praksis kunne ændre det.
Ved identifikation af problemer skal man handle på disse og foretage ændringer, så dyrets ubehag ikke er unødvendigt stort eller unødigt hyppigt forekommende.
Hvis en metode, opstaldningsform, udstyr mv. giver en øget risiko for ubehag, skal man iværksætte tiltag, som udvikler et dyrehold eller en relation til et dyr hen mod mindst muligt ubehag.
Man skal følge princippet efter bedste evne i alt, hvad man gør.
Man kan ikke »bytte sig« til retten til at udøve relativt ubehag – fx ved at lade en hest få ekstra tid på folden mod til gengæld at ride den på en bestemt måde eller med bestemt udstyr. Princippet er, at hestens behov altid skal varetages bedst muligt. Hesten skal altid have den tid på folden, man maksimalt kan give den. Derudover skal hesten altid rides efter bedste viden og evne med mindst muligt ubehag.
3) Man kan vurdere dyrs trivsel ud fra deres fysiske og mentale helbred (jævnfør Mellors Five Domains).
Mental trivsel er en afgørende faktor at vurdere. Den mentale trivsel er blandt andet en opsummering af de fire øvrige domæner: Ernæring, miljø, sundhed og adfærd. Mental trivsel vurderes blandt andet ved at se på dyrs kropssprog og adfærd (animal behavioral science). For at kunne vurdere mental trivsel skal man have adgang til at vurdere dyrene, hvilket altid bør kunne lade sig gøre (transparens omkring dyrehold og brug). De personer, som vurderer dyrene, skal kunne genkende dyrenes kropssprog og tillægge det korrekt betydning.
