ADO: Undgå at brænde ud

Trivsel Selvom kontrakten er i orden, kan den daglige praksis sagtens stikke i en anden retning og skabe mistrivsel. Gør det derfor klart både for dig selv og din kommende arbejdsgiver, hvad du har brug for som ny i faget, lyder rådet fra Ansatte Dyrlægers Organisation (ADO).

Shutterstock 1083309506 © Shutterstock
Interview

En arbejdsuge på 40 timer, lange arbejdsdage fra 7 til 16, 24-timers vagter i weekender og ferier – og så til en løn på 15.000 kroner før skat. Sådan lyder forholdende i kontrakten til en stilling som »Veterinary trainee«, som ADO har fået tilsendt.

Kontrakten omtaler også medarbejderen som »intern«, hvilket kan være med til at give et billede af, at den meget lave løn opvejes af ekstra uddannelse til medarbejderen. Intet i trainee-kontrakten specificerer dog, hvilken uddannelse medarbejderen kunne forvente at modtage. Derimod efterlader kontrakten snarere et indtryk af en virksomhed, der forsøger at hyre en nyuddannet dyrlæge til at udføre veterinærfaglige opgaver til en ekstraordinært billig løn.

Kontraktens ordlyd kunne godt lede tankerne hen på en konstellation, der minder om et internship, som det fx optræder i uddannelsen til specialdyrlæge. Her skal det dog understreges, at et internship, som det er formuleret i EBVS’ (European Board of Veterinary Specialisation) forskrifter, er omfattet af overenskomst og skal følge særlige retningslinjer til læring og supervision.

En sårbar periode

Ovennævnte kontrakt er naturligvis langt fra reglen, men derimod et mere ekstremt eksempel på de forhold, man som nyudklækket dyrlæge kan risikere at møde, når man tager sine første skridt ind på arbejdsmarkedet, mener Freja Broe Hjerpe, der er medlem af ADOs bestyrelse.

Og hun påpeger, at netop tiden efter specialet er afleveret, og titlen er kommet i hus, kan være meget sårbar. For hvad er normalt? Hvordan tilpasser man sig en arbejdsgang og en praksis, der måske adskiller sig fra det, man har lært på universitetet? Og hvor skal man trække sine grænser for ikke at brænde ud?

For selvom kontrakten er i orden, og forholdene på papiret holder sig indenfor overenskomsten, kan den daglige praksis sagtens stikke i en noget anden retning. Det er en problemstilling, som Freja Broe Hjerpe kender alt for godt. Hun blev færdiguddannet i begyndelsen af 2019 og har både gode og dårlige erfaringer at referere til.

Hendes første stilling var et barselsvikariat, hvor hun oplevede en chef, der var nærværende, tilgængelig og villig til at sparre fagligt og onboarde i arbejdsgange. Derefter brugte hun et år hos Universitetshospitalet for Store Husdyr i Taastrup, hvorefter hun begyndte hos Statens Serum Institut. Her nåede hun blandt andet at arbejde med prøveanalyser under minkkrisen, før hun igen søgte tilbage til klinisk praksis.

Turen tilbage til praksis endte dog med at føles som en spand koldt vand i ansigtet.

- Det var et barselsvikariat i en blandet praksis. Jeg skulle hovedsageligt arbejde med heste, men også lidt med smådyr – og det var her, jeg første gang prøvede at få at vide, at jeg var for langsom, og at jeg ikke tjente min løn hjem.

- Det var noget, der ramte mig dybt, fordi det fik mig til at tvivle på mine egne færdigheder som dyrlæge. For selvom jeg nu havde cirka to års erfaring som dyrlæge, så havde jeg aldrig arbejdet med smådyr. På studiet havde jeg prioriteret heste og brugt tid i ferier på frivillig praktik, men jeg havde ikke gjort mere ud af smådyr end det, studiet krævede, fortæller Freja Broe Hjerpe.

Jeg fik meget frie tøjler, men som ny i smådyrsfaget var det bare ikke det, jeg havde brug for.

Hun oplevede også en chef, som forventede, at hun var langt mere selvkørende, og som gjorde tingene anderledes, end hun havde lært på studiet eller hidtil været vant til i klinik. Samtidig var der ikke meget onboarding eller indførelse i chefens arbejdsmetoder – hun skulle hovedsageligt passe sig selv og sætte tempoet op.

- Jeg fik meget frie tøjler, men som ny i smådyrsfaget var det bare ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for mere faglig sparring og forståelse for, at jeg var hestedyrlæge først og fremmest – og altså ikke havde indgående kendskab til smådyrsfaget.

Forskellige krav og forventninger skaber dårlig trivsel

Og her taler Freja Broe Hjerpes oplevelser ind i en problemstilling, der ser ud til at være meget større. For alt imens dyrlægers funktioner og stillingsmuligheder er blevet langt mere mangefacetterede, har det også betydet, at der i stigende grad er kamp om de dyrlæger, der brænder for det kliniske arbejde.

Samtidig har de ansatte dyrlæger måske også andre krav til arbejdspladsen end dem, praksisejere nødvendigvis selv havde, da de i sin tid trådte ind på arbejdsmarkedet. Og i en travl hverdag, hvor nogle praksisejere er dyrlæger først og ledere derefter, kan det nemt lede til misforståelser og dårlig trivsel.

I en undersøgelse fra 2020 spurgte firmaet Praqtice 134 dyrlæger om, hvorfor de havde forladt arbejdet i klinisk praksis – og hvor hurtigt efter endt uddannelse, de havde gjort det. Her svarede næsten 37 %, at de havde forladt arbejdet i klinisk praksis indenfor tre år efter endt uddannelse. Og hele 67 % var væk indenfor 6 år. Den absolut største faktor i deres beslutning om at søge væk fra klinisk praksis, var utilfredshed med ledelsen. Herefter fulgte lønforhold, arbejdspres, stress og udbrændthed.

Undersøgelse skal give mere viden

Der kan naturligvis ikke drages endelige konklusioner på baggrund af 134 svar, men det tegner alligevel et billede af en brudflade mellem de unge dyrlæger og praksisejerne.

DDD har iværksat en stor arbejdsmiljøundersøgelse for at kortlægge problemet, og hvorefter arbejdet med at finde en løsning vil være en topprioritet.

Her står DDD i en unik position, i og med at foreningen både repræsenterer ansatte dyrlæger og arbejdsgivere. Det betyder en usædvanlig mulighed for at kunne skabe rum til dialog og løsninger, som favner begge grupper.

For der er ingen tvivl om, at der ikke er nogen praksisejere, der ønsker at være »en dårlig chef«, eller at deres ansatte mistrives – tværtimod.

Men skal man tro undersøgelsen fra Praqtice, er der et tydeligt problem i samarbejdet mellem de ansatte dyrlæger og klinikejerne, der ikke er gavnligt for nogen af parterne. Det samme mener Freja Broe Hjerpe og understreger, at den nuværende situation er uholdbar:

- Alt for mange dyrlægers arbejdsliv bliver på bekostning af deres privatliv, og jeg mener, at vi som medarbejdere også har et ansvar i at sige fra over for urimelige vilkår og håndhæve de indgåede aftaler jævnfør vores ansættelseskontrakt.