Den Danske Dyrlægeforenings årsmøde er det centrale samlingspunkt for hele Danmarks veterinære branche. Kombinationen af et dybdegående og fremadskuende fagligt program og den store udstilling med branchens førende leverandører og organisationer skaber en unik mulighed for ikke bare at skubbe din faglighed fremad, men også for at udforske de seneste teknologier og innovationer inden for veterinærmedicinen.
DDDs årsmøde holdes på Tivoli Hotel & Congress Center i København den 22. og 23. oktober 2026, hvor over 1.000 kolleger fra praksis, forskning, myndigheder, industri og fødevareområdet samles omkring de tre kernepunkter, der bærer årsmødet: Faglighed, fornyelse og fællesskab. Her løfter vi sløret for, hvad du kan glæde dig til.
Et program med noget for alle
Årsmødet byder på programspor for både dyrlæger og veterinærsygeplejersker. Programmet rummer op mod 20 faglige spor med flere end 40 danske og internationale indlægsholdere. Fokus er lagt på aktuelle og fremtidsrettede emner relateret til klinisk praksis inden for familiedyr, hest, kvæg og gris samt emner relateret til dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, One Health, life science, arbejdsliv, ledelse og virksomhedsdrift.
På familiedyrsområdet venter to dage med klinisk indhold – fra den typiske hjertepatient ved Jacob Larsen og øjensygdomme ved Claus Bundgaard Nielsen og Louise Baadsgaard Bruun til den akutte patient ved Julie Pio Kragerup og spørgsmål om kaniner, som Mette Halck tager under kærlig behandling. For veterinærsygeplejerskerne er der emner om blandt andet moderne sårbehandling, TIVA og fodring af seniordyret – og et fælles spor om teamwork i praksis samler hele klinikholdet.
Hestesporet strækker sig over begge dage med røntgenpanel og handelsundersøgelser ved Johnny Nørgaard Sørensen og Henrik Steen Andersen, medicinsk panel og News Hour, genoptræning ved Lise Berg og tænder ved Mette Aarup og Anne Vedel. Fredag gæster den internationalt anerkendte Gemma Pearson årsmødet med hele to indlæg om Low Stress Vet Care og håndtering af heste på boksstald.
Hænderne i faget - bogstaveligt talt
Noget af det, der for alvor skiller 2026-programmet ud, er kvægsporet torsdag, som rykker ud af Tivoli Hotel og hjem til sektionssalene på KU SUND på Frederiksberg. Her leder professor Henrik Elvang Jensen dagen fra teori om de hyppigste obduktionsfund hos selvdøde og aflivede køer over forensisk patologi til selvstudie og fælles gennemgang af kreaturpræparater. En dag med hænderne i dyr – det er der ikke mange kongresser, der tilbyder.
Grisesporet byder torsdag på et heldags SPF-dyrlægekursus ved Landbrug & Fødevarer – et af de kurser, der er obligatoriske for at varetage opgaver i SPF-systemet, og som er kompetencegivende til godkendelse som SPF-dyrlæge.
Dyrevelfærd i front
Fredag samler et tværfagligt spor forskere fra Aarhus og Københavns Universiteter, praktikere, myndigheder og erhverv om dyrevelfærd – fra transport af slagtekyllinger og nødslagtninger til fælles roundtable og et afsluttende dialogmøde med fokus på samarbejdet dyrlæger imellem. Sammen med temaer som One Health, antibiotikaresistens og fødevaresikkerhed er det diskussioner, der rækker langt ud over de to mødedage.
For dem, der er på vej ind i faget
Fredag er der et program dedikeret til studerende og nyuddannede, hvor Marie Uttenthal Kjærsgaard giver mentale værktøjer til de første år i praksis: At gå ind i konsultationen, når man ikke føler sig klar, at bruge sine styrker, at håndtere fejl – og at holde fri, når man har fri. Sideløbende byder life science-sporet på jobpitches, hvor dyrlæger fra industri og forskning fortæller om deres vej fra dyrlæge til international karriere.
Fællesskab og politisk indflydelse
Årsmødet styrker fællesskabet blandt dyrlæger og veterinærsygeplejersker ved at skabe en platform for netværk og samarbejde – i udstillingen, over frokosten og ikke mindst ved årsmødemiddagen torsdag aften, hvor DJ'en efterfølgende sørger for, at dansegulvet bliver taget i brug.
Årsmødet er også din mulighed for direkte politisk indflydelse: Torsdag afholder ADO, VeL og DA samt veterinærsygeplejerskerne generalforsamlinger, og der er medlemsmøder, hvor foreningens retning og fremtid diskuteres. Mød op og vær med til at sætte retningen.