Aflivning af dyr, som på den ene eller anden måde er overskydende, besværlige eller dyre at holde eller behandle, giver i stigende grad anledning til kontroverser – ikke mindst i udlandet. Det så vi for godt ti år siden, da Københavns Zoo valgte at aflive giraffen Marius. Andre eksempler er overskudsdyr på internater, syge vilde dyr, som indleveres på plejestationer, tyrekalve eller hanekyllinger, som det ikke kan betale sig at fede op, heste der ikke længere kan bruges til det formål, de er anskaffet til, eller syge hunde og katte, som ejeren ikke har råd til at få behandlet. Det er tydeligt, at aflivning af sådanne dyr – i et globalt perspektiv og ofte forstærket af sociale medier – i stigende grad opfattes som etisk problematisk.
Kan du med udgangspunkt i din praksis eller dit arbejdsområde se tendenser til, at aflivning af dyr, medmindre der er tale om alvorligt syge eller skadede dyr, giver anledning til kontroverser?
Mette Rønn-Landbo, Aalborg Dyrehospital
Jeg syntes ikke, at vi ser tendens til at aflivning af dyr giver anledning til kontroverser. De fleste af vores patienter er sygeforsikrede og bliver derfor undersøgt og behandlet på forsvarlig vis. Det er ekstremt sjældent, at vi afliver dyr, der ikke har fortjent at få fred. Omvendt er jeg selv meget bevidst om ikke at bidrage til den ikke særligt dyrevenlige produktion af kød.
Kamilla König, Tønder Dyreklinik
At kæledyr i dag har fået en helt særlig status i familien, er velkendt. Senest har foreningen Find min hund været involveret i et par meget offentlige sager om løsslupne hunde i mit lokalområde i Tønder. Eftersøgningen blev organiseret med en systematik, der næsten kunne minde om en kriminalefterforskning. Samtidig var fordømmelsen på sociale medier markant.
Det illustrerer, hvor stor betydning kæledyr har fået. I dag betragtes de ofte som ligeværdige familiemedlemmer. Mange ejere er derfor villige til at gå meget langt for deres dyr – nogle gange længere, end både økonomi og overskud egentlig rækker til.
Fra min egen dyreklinik i Tønder oplever jeg ikke direkte offentlig fordømmelse i forbindelse med aflivning – jeg er som nystartet kommet godt fra start, fordi jeg netop gør et stort nummer ud af selve indsovningen, og har tilfredse klienter sagt videre. Jeg har dog alligevel en fornemmelse af, at holdningen findes under overfladen. Jeg oplever nemlig, at mange ejere – især de klienter, som af (manglende) økonomiske og/eller menneskelige ressourcer bliver nødt til at vælge aflivning, er meget skamfulde.
Økonomi spiller naturligvis en rolle i overvejelserne for ejerne. Samtidig ser jeg også mange omplacerede hunde. I den offentlige debat fremhæves omplacering ofte som et mere etisk alternativ til aflivning. I praksis kan det dog skabe nye problemer. Jeg møder jævnligt ejere, der overtager det, jeg vil kalde problemhunde – dyr, som ikke har fået tilstrækkelig socialisering, og som har været kastebolde mellem flere hjem. Når dyr med adfærdsproblemer, eller særlige behov omplaceres til ejere uden de nødvendige kompetencer eller ressourcer, risikerer man blot at forlænge et problemfyldt forløb. Konflikter, stress og frustration fortsætter eller forværres. Er det virkelig det vi ønsker for vores kæledyrspopulation?
I min klinik åbner jeg derfor altid muligheden for aflivning, når jeg vurderer, at det er relevant. Jeg gør det, fordi jeg mener, at dyr skal have et godt liv – og det skal ejerne også have! Et godt liv er dog ikke nødvendigvis det samme som et langt liv. Hvis et dyr sover det meste af dagen, ikke kan tygge sin mad, ikke kan holde til en gåtur, eller hvis ejeren må opgive sit sociale liv, fordi dyret ikke kan tåle almindelige situationer, er der efter min opfattelse ikke nødvendigvis tale om god dyrevelfærd.
Mette Uldahl, Vejle Hestepraksis
Min oplevelse er, at vi i de nordiske lande har et relativt afbalanceret forhold til aflivning. Lovgivningen er generelt velfungerende og understøtter dyrlægens faglige råderum, herunder retten til både at sige ja og nej. Det er langt fra en selvfølge i alle europæiske lande, hvor både dyreretslige strømninger og religiøse hensyn i højere grad kan komplicere praksis.
Men selv med gode rammer ændrer det ikke ved, at dyrlægens rolle i en aflivning altid udspiller sig i et komplekst spændingsfelt. Det er et møde mellem tre levende og sansende parter: Dyret, ejeren og dyrlægen. Hertil kommer det omgivende samfunds forventninger og normer, som – både kollektivt og individuelt – kan påvirke situationen.
Det er afgørende ikke at undervurdere den opgave, dyrlægen påtager sig. Aflivning er ikke blot en teknisk handling, men en dybt følelsesladet proces, hvor faglighed, etik og empati konstant må balanceres. Netop derfor er det vigtigt, at vi som branche taler åbent om de mange situationer, dyrlæger møder i praksis.
Det kan være ejeren, der dagen før en planlagt aflivning ringer og oplever, at dyret pludselig har fået det bedre, og derfor ønsker at udskyde beslutningen. Eller konsultationen, hvor dialogen med en uforstående ejer bliver så vanskelig, at sagen i sidste ende må håndteres med myndighedsinddragelse i henhold til dyrevelfærdsloven.
Set fra den enkelte dyrlæges perspektiv handler det ikke om, hvor mange af disse situationer man møder gennem karrieren, men om hvorvidt man er rustet til at stå i dem, når de opstår. Aflivning vil også fremover være en del af professionen. Derfor er det ikke et spørgsmål om omfang, men om forberedelse, og om at være mentalt klædt på til at håndtere en af de mest krævende opgaver i faget.
Der er brug for fokus og uddannelse i varetagelse af den svære følelsesmæssige og kommunikationsmæssige situation. Her vil det også være naturligt at indsamle objektiv viden om frekvensen af forskellige typer aflivninger, så debatten kan løftes på samfundsmæssigt niveau, hvis der er et problem. Det bør jo aldrig være den enkelte dyrlæge, som skal løfte eventuelle strukturelle samfundsproblematikker i et lille konsultationsrum, hvor venteværelset udenfor er fyldt med andre dyr og dyreejere, som venter på at komme ind.
