»Bekvemmelighedsaflivning«, er det blevet kaldt. Kæledyr, der af forskellige grunde er i vejen, og hvor ejeren ikke kan se andre udveje end at bede om en aflivning. Spørger man professor i bioetik Peter Sandøe ind til problematikken, er han dog ikke begejstret for at bruge dette begreb.
- Det er et ladet ord, som løfter en meget fordømmende pegefinger. Man skelner skarpt mellem bekvemmelighed og nødvendighed, og det lyder måske godt, men i praksis mener jeg, at der er så mange gråzoner, at jeg vil tænke mig meget om, inden jeg bruger det udtryk selv. Når vi ser på spektret af grunde til aflivning af dyr, som er raske eller kunne reddes, så er det meget sjældent sort-hvidt.
Alligevel mener han, at det er vigtigt, at dyrlæger taler sammen om det dilemma, det kan være at skulle aflive et dyr, der kan behandles eller som måske fysiologisk slet ikke fejler noget. Især fordi der ifølge Peter Sandøe både blandt dyrlæger og alment i befolkningen i stigende grad stilles spørgsmål ved, hvordan vi håndterer de »uønskede dyr«.
- Jeg vil påstå, at det er en generel tendens i tiden, at vi ser problemstillinger vedrørende såkaldt unødvendige aflivninger dukke op.
Det brede spektrum
I stedet for at bruge begrebet »bekvemmelighedsaflivning« foretrækker Peter Sandøe at udbrede samtalen om »gode og mindre gode grunde til aflivning«. Her kan man selvfølgelig godt starte med at spørge, hvornår man i det hele taget kan retfærdiggøre at tage et dyreliv, men for overblikkets skyld, holder vi os her til kæledyrene.
Når vi taler om »bekvemmelighed« som årsag til aflivning af kæledyr, er spektret bredt.
- I den ene ende vil du have sygdomme, som kan behandles, men med stort besvær og store omkostninger for ejerne, herunder eventuelt alvorlige adfærdsmæssige problemer hos dyret til følge. I den anden ende vil du have ejere, som opdager, at de ikke synes, det er sjovt at have en hund eller en kat, og som bare vil have problemet ud af verden.
- Og i midten er alskens problemer, herunder adfærdsproblemer hos dyrene ofte iblandet med personlige problemer hos ejerne, og ejere, som ikke kan betale for den nødvendige behandling, forklarer Peter Sandøe.
Hvor mange dyr, det samlet set drejer sig om, findes der ikke umiddelbare tal for.
Fokuserer man på familiehundene, viser den seneste undersøgelse fra 2015, at godt 11 % af aflivninger skyldtes hundens adfærd, og 3,3 % af aflivningerne var begrundet med ejerens situation. Her er det dog vigtigt at tilføje, at det for respondenterne i undersøgelsen kun var muligt at svare på hovedårsagen til hundens aflivning.
I en rapport fra 2007 var resultatet, at langt flere hunde blev aflivet som følge af både adfærdsproblemer (22 %) og ejerens situation (5,6 %). Her havde respondenterne dog mulighed for at angive flere årsager til aflivning. Peter Sandøe vurderer, at de reelle tal skal findes et sted imellem.
Når døden er der, er jeg der ikke
I samtalen om, hvornår man som dyrlæge vurderer, at en aflivning er forsvarligt begrundet, kan man starte med at spørge, hvad dyret mister ved at dø. Spørger man Peter Sandøe, begynder han svaret omkring 2300 år tilbage ved en af historiens store filosoffer.
- Epikur spurgte; hvorfor frygter du døden? For når jeg er der, er døden der ikke. Og når døden er der, er jeg der ikke. Altså helt grundlæggende mente han, at døden ikke er noget, man bør frygte eller beklage, fordi det er fravær.
I Epikurs perspektiv er døden altså ret uproblematisk. Og faktisk lever denne måde at anskue dyrenes død på videre i dag, når man ser på store dele af forskningen inden for dyrevelfærd, mener Peter Sandøe. Her drejer problematikken sig nemlig mere om måden, dyrene aflives på, end om det, at de mister livet i sig selv. En holdning som Peter Sandøe ikke deler med mange af sine kollegaer indenfor dyrevelfærdsforskning.
- Jeg bliver ofte upopulær, når jeg siger det her til foredrag, også internationalt. Men som jeg ser det, ville jeg – selvom jeg var lykkelig det øjeblik, jeg blev aflivet – stadig miste min fremtid og mine relationer. Mine mange gode fremtidige stunder med mine børnebørn og alt muligt andet. Noget tilsvarende mener jeg faktisk også gælder for dyrene. Når man afliver et dyr, fratager man det dets mulige fremtidige liv.
Epikur talte kun om døden som fraværet af liv, og altså ikke om den interesse dyret selv eller andre kan have i forbindelse med dyrets aflivning. Springer man et par tusinde år frem i tiden fra Epikur, præsenterer rettighedsetikken et noget andet perspektiv.
- Meget forsimplet ville rettighedsetikeren sige, at ethvert dyr har rettigheder. Der skal derfor ekstremt gode argumenter til for at aflive dyr, fordi dyrene her mister det allervigtigste for dem, deres liv, forklarer Peter Sandøe.
Grundlæggende bekender han sig selv til en variant af nytteetikken, eller utilitarismen, som det også hedder. Det betyder forsimplet, at man ser på den samlede sum af lidelse og nydelse for både dyr og mennesker. Dyret har i den forstand ikke nødvendigvis en »ret« til at leve, men det har en interesse i et fremtidigt liv, som også skal tælles med.
I debatten om »bekvemmelighedsaflivning « regner bioetikeren dog ikke sine egne holdninger for særlig relevante.
- Selvom jeg er nytteetiker, når jeg skal mene et eller andet, så er min vigtigste opgave jo ikke at gå og mene noget hele tiden. Det er at lægge nogle overvejelser frem, som måske får dyrlæger og andet godtfolk til selv til at tænke, hvor de gerne vil stå. Det er min vigtigste mission her i livet.
To former for empati
De filosofiske teorier kan være brugbare nok som pejlemærker. Vigtigere er det dog, at man som dyrlæge forholder sig til professionens etiske dilemmaer sammen med sine kollegaer for selv at finde sit etiske ståsted. At man mødes og taler om de dilemmaer, der opstår i hverdagens praksis.
Peter Sandøe kommer selv med et bevægende eksempel fra sin kones smådyrsklinik, som bestemt sætter problematikken om bekvemmelighedsaflivning på spidsen.
- Ind kommer en enlig ejer af en hund. Hun beder om at få aflivet hunden, da hun skal på hospice med en terminal cancer, og hun siger »jamen, hør her. Jeg kan ikke bære, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske med den«.
Nogle vil måske mene, at ejerens egen forestående død ikke er grund nok til at få en rask hund aflivet. I dette konkrete tilfælde, er Peter Sandøe selv tilbøjelig til at mene, at respekten for mennesket kommer først.
- Der er to former for empati på spil her. Den, jeg føler med hunden, og den, jeg føler med ejeren. Og her er jeg nok alligevel så menneskecentreret, at jeg synes, respekten for det døende medmenneske tæller mest.
Generelt er det Peter Sandøes indtryk, at der blandt danske dyrlæger er stor respekt for ejernes ønsker, også selvom det er en aflivning, der bedes om. Det kan kaldes den klientorienterede tilgang, og det er generelt sådan, kulturen ser ud i den danske veterinærbranche, vurderer Peter Sandøe.
Holdningen blandt yngre dyrlæger flytter sig i retning af noget, som er mere patientorienteret.
Et skifte kan dog være på vej. Som underviser på veterinærstudiet oplever han nemlig de studerende som mere patientorienterede end tidligere.
- Når jeg fortæller de studerende om klienten, der skal på hospice, møder jeg ofte den holdning, at man ikke vil være med til at aflive hunden. For at hunden kan leve, er man altså parat til at rippe op i en masse følelser hos klienten. Det ser jeg som et eksempel på, at holdningen blandt yngre dyrlæger flytter sig i retning af noget, som er mere patientorienteret.
Jura, etik og ejerens følelser
Som professionel er dyrlægens rolle styret af et samspil mellem både dyrvelfærdsloven, dyrlægeloven og de veterinæretiske retningslinjer. Samtidig er det ikke dyrlægens rolle at stille større krav til ejeren, end hvad loven foreskriver, påpeger Peter Sandøe.
Dyrlægen er ikke sat i verden for at prædike sin egen moral.
- Dyrlægen er efter min opfattelse ikke sat i verden for at prædike sin egen moral, men for at hjælpe samfundet med veterinærproblemer. Man arbejder inden for rammerne af den jura og den etiske forståelse, som samfundet og dyrlægerne i fællesskab har lagt ud.
Hertil bør man have for øje, at man som professionel intervenerer i et andet menneskes følelsesliv, mener Peter Sandøe.
- Man kan godt diskutere aflivning og andre følsomme emner med sine klienter. Men i sidste ende – hvis klienten beder om ting, der er inden for lovens rammer, er det efter min opfattelse ikke dyrlægens rolle at moralisere.
Finder man med sig selv ud af, at ens moralske grænse går ved aflivningen af raske dyr, mener Peter Sandøe derfor, at man forud for mødet med klienterne, må tage sig sine forholdsregler.
- Man må gøre op med sig selv; »hvad magter jeg?«. For det er jo helt fint at henvise til en kollega og sige til klienten; »jeg ønsker ikke at aflive flere raske hunde, men her er en kollega, som kan hjælpe dig«.
Robotter har ingen moral
Samlet set kalder dilemmaet omkring aflivningen af raske dyr på en klar professionsetik, mener Peter Sandøe. Et emne, som nu med en ny studieordning for veterinæruddannelsen på Københavns Universitet har fået lov at fylde mere på skemaet.
- Det handler om erkendelsen af, at dyrlæger udover at melde sig ind i forskellige etiske retninger også må erkende, at de har en fælles ramme, som er defineret med lovgivning og politikker fra Dyrlægeforeningen. Rammer, som de skal forholde sig til kollektivt og diskutere, hvordan de vil forvalte.
Hertil mener bioetikeren også, at det er en vigtig opgave for Dyrlægeforeningen at følge med udviklingen og hjælpe dyrlægestanden med de etiske problemstillinger, som hele tiden dukker op.
Her kan man med fordel skele til lande som Canada, der er langt mere systematiske i deres veterinære retningslinjer.
- Jeg synes godt, dyrlægerne kan lade sig inspirere fx af den canadiske veterinærforenings etiske retningslinjer, som kommer hele vejen rundt, i modsætning til de danske, der er mere tilfældige. Så første opgave for DDD kunne være at få ryddet lidt op og lavet nogle opdaterede retningslinjer.
I en verden, hvor det lader til, at alle vores problemer kan løses med kunstig intelligens, tænkte undertegnede, at dette måske også kunne være tilfældet med denne problemstilling. Hvordan moral og lovgivning balanceres, når dyrlæger bliver bedt om at aflive raske dyr, er dog ikke en sag for robotter, mener Peter Sandøe.
- Det er det rene gak. Det er ikke sådan man reflekterer. I moralske spørgsmål kan man ikke bare trykke på en knap og spørge; »hvad skal jeg mene om det her«?
