Annonce Banner Banner Banner

Økonomiske fordele skal få flere seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet

Pension Nye ændringer betyder, at det nu kan betale sig endnu bedre at arbejde i årene op til og efter folkepensionsalderen. Læs med og bliv klogere på de vigtigste økonomiske incitamenter.

COLOURBOX1053783 © Colourbox
Interview

Forhøjet skattefri seniorpræmie og ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer. Lyder det lokkende? Det skulle det også helst. Det er nemlig de to nyeste tiltag, der er blevet lagt frem med finansloven 2026 for at få seniorerne til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Og de står ikke alene, forklarer rådgivningsleder i PJD Pension, Helle Dalsgaard.

- De senere år har vi set en række tiltag, som har gjort det til en god forretning for den enkelte at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Der er ganske enkelt kommet flere økonomiske fordele, siger hun.

Her får du et overblik over de væsentligste tiltag:

Skattefri seniorpræmie

Hvis du arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen mindst 1.560 timer om året, kan du få en skattefri seniorpræmie. I 2026 lægges der op til, at præmien forhøjes, så du i det første år kan få 53.901 kr. og i det andet år 32.074 kr.

Opjusteringen forventes vedtaget i april med tilbagevirkende kraft fra januar, og det samme gør sig gældende med det næste tiltag – nemlig ekstra beskæftigelsesfradrag.

Ekstra beskæftigelsesfradrag

I 2026 er der lagt op til et ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer. Det kan give en skattelempelse på op til 7.950 kr., hvis du har to år eller mindre til folkepension, og op til 9.500 kr., hvis du har tre til fem år til folkepension.

Fradraget gælder også, selvom du arbejder på nedsat tid.

Stigning i folkepensionen – og ingen modregning

Folkepensionen stiger desuden kraftigt i 2026 – med hele 4,8 % procent. Det er den største stigning i 16 år. Men er det ikke netop med til at få én væk fra arbejdsmarkedet, tænker du måske? Jo, hvis det stod alene, men sådan forholder det sig ikke.

Siden 2023 har det nemlig været muligt at arbejde uden at blive modregnet i sin folkepension, og med den forhøjede folkepension bliver det ekstra attraktivt at arbejde og modtage folkepension på samme tid.

Vær dog opmærksom på, at der fortsat er modregning på al anden indkomst udover arbejdsindkomst.

Der er altså en række økonomiske fordele at hente, hvis du vælger at fortsætte med at arbejde – også efter folkepensionsalderen. Men penge er ikke alt, fremhæver Helle Dalsgaard.

- Selvom de økonomiske incitamenter formentlig har fået en række danskere til at fortsætte på arbejdsmarkedet, er det i sidste ende lysten, der driver værket. I Danmark spiller arbejdet en stor rolle vores for vores identitet, og mine erfaringer med kunder gennem årene tyder på, at det netop er det, der er afgørende for, om vi bliver lidt længere på arbejdsmarkedet eller takker af, når vi får muligheden, siger hun.

Denne artikel er del af

DVT årgang 2026 nr. 2