Annonce Banner Banner Banner

Dyrlægens dilemma – i gråzonen mellem aflivning og behandling

Aflivning Ifølge dyrevelfærdsloven er dyrlægen forpligtet til sikre aflivning af et uhelbredeligt sygt dyr, hvis det medfører unødig lidelse at lade det leve. Det kan være udfordrende både fagligt og personligt at vurdere, om aflivning eller en form for behandling er det bedste for dyret. Og her er sparring et af de vigtigste værktøjer, er hestedyrlæge Mette Uldahl og veterinærstuderende Mathilde Bach Petersen enige om.

178672582 L © 123RF
Interview

Hestedyrlæge Mette Uldahl husker tydeligt en sag, hvor hun havde følelsen af at bevæge sig ud i en gråzone. Og hvor det kunne vise sig, at hun havde truffet en forkert beslutning. Hun blev kaldt ud til en meget afmagret hest, og hendes første indskydelse var at aflive den på stedet. Men hesten virkede på trods af sin fysisk afkræftede tilstand både nysgerrig og vågen rent adfærdsmæssigt. Og derfor besluttede Mette Uldahl at gøre et forsøg på at behandle den. Men samtidig stillede hun store krav til både ejeren, der ønskede at redde hesten, og til sig selv.

- Går man ud i gråzonen, påtager man sig også en øget grad af fagligt ansvar. Så det var vigtigt for mig at lave nogle meget klare aftaler med ejeren om forløbet. Jeg ville tilse hesten jævnligt, der skulle være mentale og økonomiske ressourcer til hele forløbet, og jeg gjorde meget ud af at lægge de økonomiske rammer frem – samt muligheden for fravalg. Og vigtigst af alt, hvis ikke hesten ret hurtigt begyndte at tage på, skulle den aflives, forklarer hun.

Forløbet endte godt og resultatet var en hest, der hurtigt kom i trivsel. Men eksemplet illustrer nogle af de overvejelser, der ligger bag, når dyrlægen skal vælge mellem behandling eller aflivning.

- De etiske overvejelser er jo nogle, vi laver med en kombination af vores dyrlægefaglige kriterier og vores personlige, etiske briller og værdisæt. Kriterierne er ikke nødvendigvis entydige og kan variere fra situation til situation. I eksemplet med den afmagrede hest, var der mange ting, der talte for aflivning – også med fagligt belæg i lovgivningen. Men hesten var adfærdsmæssigt og mentalt i trivsel og virkede subjektivt til at »ville mere«. På den måde er det komplekst og nogle gange også svært både fagligt og personligt at foretage vurderinger, forklarer Mette Uldahl.

Hun har den holdning, at dyreværnsloven er en god rettesnor for arbejdet som dyrlæge. Og hun er ikke i tvivl om, at det er vigtigt at tænke aflivning ind som en del af dyrevelfærden. Det samme slår veterinærstuderende Mathilde Bach Petersen fast.

- På den ene side vil man jo gerne undgå aflivning. Men på den anden side vil man heller ikke risikere at forlænge et liv, der skulle være afsluttet noget før. Når man ser på de steder i verden, hvor aflivning ikke er en mulighed, og hvor forfærdeligt de dyr har det, så er jeg slet ikke i tvivl. Jeg har en meget stærk tro på, at aflivning også er en form for behandling, siger Mathilde Bach Petersen.

De etiske overvejelser er jo nogle, vi laver med en kombination af vores dyrlægefaglige kriterier og vores personlige, etiske briller og værdisæt.

Mette Uldahl

Altid en konkret vurdering

Som både fagdyrlæge i sygdomme vedrørende heste, veterinærkonsulent for Dansk Rideforbund og FEI-dyrlæge er Mette Uldahl en af Danmarks mest erfarne og veluddannede hestedyrlæger. Men hendes lange CV er ikke ensbetydende med, at det altid er let, når hun skal vurdere, om det er forsvarligt at lade en hest leve – eller om det er forbundet med unødig lidelse.

- Jo mere du ved, jo flere aspekter kan du også medtage i dine overvejelser. Og jo mere erfaring du har, jo mere komplekse sager, står du også med, siger hun.

Dyrlægestuderende Mathilde Bach Petersen har et halvt år tilbage på studiet, hvor hun specialiserer sig i familiedyr. Hun lægger ikke skjul på, at hun oplever en lille bekymring i forhold til det store ansvar, hun skal løfte. Primært fordi hun stadig er uerfaren.

- Men omvendt er jeg også rimelig afklaret med, hvor mine grænser går rent etisk, siger hun.

- Jeg mener ikke, man skal forlænge dyrets liv koste, hvad det vil. Man skal ikke sætte gang i en behandling uden at tænke livskvalitet ind i den. For mig handler det meget om, at dyret i hvert fald ikke må have smerter, og at det ikke stresses voldsomt af behandlingen. Men det er svært at sætte eksakte standarder op, for det vil altid være en konkret vurdering, siger Mathilde Bach Petersen.

Mette Uldahl er enig i, at man ikke kan give overordnede og eksakte svar på det meget komplekse spørgsmål. I hendes optik er det fx i nogle tilfælde okay at acceptere en vis grad af smerte i et stykke tid, hvis man ved, at det er forbigående, og der foreligger en dyrlægefaglig plan.

MU Aflivning

Det er vigtigt at have et netværk at sparre med både fagligt og etisk, når vi skal vurdere, om dyret får noget ud af en given behandling«, mener Mette Uldahl.

© Privat

- Et godt eksempel fra min egen praksis er en pensioneret ridehest med skader i benene, hvor ledbehandling ikke længere har nogen effekt. Den har smerter, men da planen er at lade den gennemgå en operation, en såkaldt neurektomi, så den ikke længere føler smerte i benet, kan det accepteres, at den i en periode har ondt. Fordi den på sigt måske vil blive smertefri og i stand til at have et godt otium. Hvis planen ikke fører til smertefrihed, så må hesten aflives. Men den får statistisk set en god chance.

Dyrets perspektiv kommer først

Mette Uldahl har en række opmærksomhedspunkter, som skærper hendes fokus på spørgsmålet om, hvornår noget er unødig lidelse. Det handler om altid at sætte dyret først.

- Jeg sørger for, at jeg bedst muligt holder mig for øje, hvilke interessekonflikter der kan være i spil – også i forhold til mig selv, så jeg ikke agerer ud fra nogen form for interessekonflikt. Det er min intention at sætte mig ud over både eventuelle økonomiske interesser, menneskelige ambitioner og menneskelige følelser, som influerer negativt på varetagelsen af dyrets velfærd. I den forbindelse er det også meget vigtigt, at jeg gør det klart overfor ejeren, at jeg primært kigger på dyret og træffer beslutninger ud fra, hvad der er bedst for dyret – og intet andet. Men det er klart, at det at passe på dyrene også handler om at tage vare på ejerens samlede situation, da dyret er afhængigt af ejerens evne og vilje til at varetage dyrets tarv, forklarer hun.

Så selvom man som dyrlæge gør en dyd ud af at sætte dyret først – er der altså stadig en ejer at forholde sig til. At dyreejeren har stærke følelser og sommetider sin egen holdning til aflivning eller behandling af et elsket kæledyr, er ikke usædvanligt – og det skal man være forberedt på at håndtere, siger Mette Uldahl.

- Nogle er bare ikke parate til at erkende, at dyret skal aflives. De »ser« ikke dyret, men er blændet af deres egne følelser. Her kan det hjælpe at sætte ejeren i følelsesmæssig proces, hvor man giver dem tid, timer eller dage, afhængigt af dyrets tilstand, og mulighed for eksempelvis smertestillelse til at processere det, de står foran nu: Et farvel. En afklaret ejer varetager dyrets velfærd bedre, er hendes erfaring.

For dyrlægestuderende Mathilde Bach Petersen er det ligeledes vigtigst at tage dyrets perspektiv.

- Vi har modtaget undervisning og deltaget i temaaftener om »den svære samtale«, så jeg føler, jeg ved, hvordan jeg gerne vil agere i det. Jeg vil være meget konkret og tydelig i forhold til at kommunikere, hvad der er bedst for dyret.

Mathilde

»Vi er til for dyrene, de er ikke til for os. Vi skal ikke holde dem i live for enhver pris, fordi vi ikke kan undvære dem«, mener Mathilde Bach Petersen.

© Catharina Hjort

Netværk og samtale er svaret

- Jeg ved, jeg ville have det rigtigt skidt med at have fortsat en behandling, som så viser sig bare at have påført dyret unødig lidelse. Men jeg har svært ved at tro, at man kan være sikker i sin sag hver gang. Og jeg tror især, det er svært at stå med selv, hvis man er i tvivl, siger Mathilde Bach Petersen.

- Som ung dyrlæge skal man vide, at det kan være svært. Og hvis det er svært, er det okay at række ud, og det er okay at snakke om det, slår Mette Uldahl fast.

Mathilde Bach Petersens foreløbige oplevelse af standen er da også, at der er et godt sammenhold.

- Jeg har et godt bagland, som jeg kan spørge til råds, og mange at sparre med. Men jeg ved, at det er uundgåeligt at lave fejl. Det bliver vi også opfordret af alle erfarne dyrlæger til at snakke om.

Jeg ved, at det er uundgåeligt at lave fejl.

Mathilde Bach Petersen

En anden fortløbende dialog, som dyrlægestanden også er nødt til at have, handler om dyrevelfærd og de skiftende holdninger til samme i samfundet, mener Mette Uldahl.

- Som dyrlæger bør vi hele tiden spørge os selv og hinanden: Har vi selv styr på det i forhold til den dynamiske, etiske proces på området, som hele tiden ændrer sig?

Ud over at drive sin egen hestepraksis er hun også bestyrelsesmedlem i Federation of Veterinarians of Europe og medlem af FVEs Animal Welfare Working Group. Her fylder sådanne etiske overvejelser meget.

- Samfundet ændrer sig, og der er mange, der forholder sig kritisk til ting, der lige nu er hverdag i vores fag. Samtidig kommer der løbende ny, evidensbaseret viden om dyrs opfatteevne og følelsesliv. Det fører jo naturligt til nye overvejelser – også i dyrlægebranchen.

Derfor er spørgsmålet om, hvornår der er tale om »unødig lidelse« også noget, der vil udvikle sig fremadrettet, er hendes forventning.

- Vi kommer i højere grad til at diskutere ikke bare hvad, vi kan tillade os, men også for hvis skyld, vi udfører en given behandling. I samfundet er vi allerede vant til at diskutere »social license to operate« i forhold til brug af dyr. I det koncept er dyrlæger et langt stykke hen ad vejen »fredede«, fordi man antager, at vi gør alt for dyrets bedste, men det kræver, at vi så også arbejder i integritet med den forestilling, hvis vores status på området skal bevares. At vi løbende tager ny viden til efterretning og udvikler fag, behandling og teknikker i henhold hertil.