Konference om molekylær billeddannelse på Miami Beach

Forskning Efter to lange år med COVID-19-pandemi var det igen muligt for forskere indenfor molekylær billeddannelse at mødes til den internationale konference World Molecular Imaging Congress (WMIC 2022), som denne gang foregik i Miami Beach Convention Center i Florida i slutningen af september.

D9F0C0C3 D61F 40D0 B80F 8A032B0F400C © Mie Ringgaard Dollerup
Reportage

Verdens forskere var mødt til årets WMIC-konference. Der var tydelig gensynsglæde at spore, om end mange dog valgte at deltage virtuelt på grund af orkanen Ian, der som en tropisk orkan hærgede Florida i disse dage. Mange tilhørerpladser stod derfor tomme, og af de i alt 404 poster-pladser var kun 64 af dem hængt op ved slutningen af konferencens første dag – et uhørt lavt antal i forhold til tidligere års postertunge konferencer, hvor så godt som alle pladserne var fyldt ud.

Senere på ugen, da orkanen var drevet over, voksede poster-antallet til at omfatte omkring halvdelen af pladserne.

Bedre diagnostik af infektioner

Infektioner er et stadigt voksende område for den molekylære billeddannelse. Konferencen indledtes med to gennemgående sektioner om molekylær billeddiagnostik af infektioner. Indlæggene var præget af de forgangne års COVID-19-pandemi: Flere af projekterne relaterede direkte til diagnostik af COVID-19, men også viften af nye projekter var bredt meget mere ud end på WMIC2018-konferencen i Seattle fire år tidligere. Dengang var der primært fokus på diagnostik af bakterieinfektioner, ja, endda reelt kun på diagnostik af en enkelt bakterie, nemlig Stafylococcus aureus, der er den mest almindelige bakterie ved infektioner hos mennesker. I år blev der derimod præsenteret dugfriske forskningsresultater baseret på prækliniske undersøgelser med en bredere vifte af bakterier, vira og svampe.

Den bredere tilgang gjorde indlæggene mere interessante, og flere indlægsholdere var inde på, at da bakterier, vira og svampe biologisk set er meget forskellige, åbner det mulighed for at få mange flere forskellige informationer ud af skanningerne. Svampe er ligesom os eukaryote organismer, og derfor adskiller de sig biologisk fra de prokaryote bakterier – og vira er igen helt anderledes ved ikke at have et selvstændigt stofskifte.

Trenden er, at forskerne har fået øjnene op for, at skanningerne kan meget andet end blot påvise en infektions anatomiske lokalisation – de kan også påvise interaktionen mellem kroppens immunforsvar og agens – viden der potentielt vil kunne bruges terapeutisk. Et studie gik ud på at undersøge, hvorfor kvinder og mænd reagerer forskelligt på smitte med COVID-19, idet mænds risiko for hospitalsindlæggelse og død er større end kvinders. Studiet viste at immunforsvaret hos hanmus reagerer anderledes end hos hunmus efter en standart LPS-injektion.

Miami1

I år var der færre postere på WMIC-konferencen end normalt, da mange i sidste øjeblik valgte at følge konferencen hjemmefra som følge af orkanen Ian, der hærgede Florida. (Foto Mie Ringgaard Dollerup).

Åbningsceremoni mindede om oscaruddeling

Første eftermiddag blev brugt på den officielle åbning af WMIC2022, og her var det tydeligt, at konferencen foregik i USA. Mange prominente forskere bød på skift velkommen til konferencen, og der blev spillet musik og uddelt knus, som var det en  oscaruddeling, der var tale om! Der blev også uddelt guldmedaljer til to mangeårige medlemmer, og de kvitterede med højstemte takketaler. Konferencens mål om mangfoldighed blev kundgjort af en sort kvinde, der kunne fortælle, at der deltog 59 procent mænd, 59 procent hvide og 59 procent amerikanere på konferencen, men at man tilstræber, at alle kan deltage uafhængigt af køn, hudfarve og nationalitet. Aftenen sluttede med en åbningsfest, og så var konferencen for alvor skudt i gang!

Proteosome citizen science

WMIC er kendt for at invitere fremtrædende forskere fra beslægtede forskningsfelter til at give oversigtsforelæsninger – de såkaldte state-of-the-art-forelæsninger. Der er altid god opbakning til disse foredrag, da foredragsholderne perspektiverer deres eget forskningsfelt til den molekylære billeddannelse. En af disse inviterede forskere var svenske Emma Lundberg, som arbejder med proteosom-studier. Hun arbejder ikke blot med et enkelt molekyle, sådan som mange af tilhørerne gør, men har sat sig som mål at kortlægge alle menneskets proteiner i tid og rum – altså hvornår i cellernes livscyklus, proteinerne bliver produceret, og hvor de findes i kroppens celler.

Det er et ambitiøst projekt og kan kun lade sig gøre, fordi Emma Lundberg gør brug af over 30.000 computer-spillere verden over. Gennem online-spil scorer de point ved at genkende celleorganeller, således at Emma Lundberg og kollegaer får kortlagt proteinernes placering i millionvis af billeder. Emma Lundberg har kunnet vise, at selvom spillerne ikke er helt så dygtige til at genkende cellestrukturerne som eksperterne er det, så er spillerne tæt på efter blot fire ugers træning, og at spillerne bliver langt bedre til at løse opgaven end ved brug af kunstig intelligens. Emma Lundbergs forskning har vist, at 51 procent af vores proteiner har forskellige funktioner i cellerne, og hendes forskning giver rig lejlighed til mærkning af nye molekyler til billeddannelse.

Miami2

Traditionen tro var der en større industriel udstilling af skannere og andet udstyr til årets WMIC-konference på Miami Beach. (Foto Mie Ringgaard Dollerup).

ImmunoPET

Mange foredrag og postere omhandlede immunologiske mærkninger. Her udnyttes det, at der kan rettes antistoffer mod så godt som alle kroppens mange forskellige strukturer. Identifikation og opremsning af nye antistoffer er i forvejen velkendte teknikker fra blandt andet udvikling af ELISA-test, og herefter er det blot at mærke antistofferne, så de kan følges i kroppen.

ImmunoPET bruges blandt andet til at påvise cancer, hvor man typisk får ret specifikke billeder af cancerens placering. ImmunoPET kan også bruges til at monitorere behandlingsmuligheder og -effekter. Som en yderligere mulighed har man i hunde sekundært kunnet rette anticancer-behandling mod sådanne antistoffer, hvorved man får lægemidlet hen til tumoren uden at gøre skader andre steder i kroppen. ImmunoPET tillægges mange muligheder indenfor såvel diagnostik som behandlingsmonitorering af en række sygdomme.

Veterinære eftertanker

En sådan stor international konference som WMIC2022 inkluderer mange forskellige aktiviteter, og selvsagt næsten alle aspekter af molekylær billeddannelse bliver livligt og grundigt diskuteret. Eller næsten alle bliver det. Som dyrlæge bed jeg mærke i, at der til forsøgene primært var anvendt mus, rotter og non-humane primater, men at valget af dyreart overhovedet ikke blev diskuteret i de efterfølgende diskussioner af studiernes styrker og svagheder. Kun en enkelt foredragsholder kom i sin præsentation selv ind på overvejelser om valg af forsøgsdyr, og netop dette studie inkluderede flere dyrearter, strækkende sig fra gnavere til primater.

Et andet emne, der helt udeblev fra diskussionerne, var anæstesien, på trods af at de fleste studier er udført på bedøvede dyr, og at anæstesi vides at have enorm betydning for resultaterne. I en tid, hvor vi har erkendt at have en translational præklinisk krise, kunne det ellers have været på sin plads også at diskutere disse aspekter af studierne.