Sammenligning og undersøgelse af en ny gelbaseret forligelighedstest til hunde og katte
Baggrund og formål
Forligelighedstest mellem donor og modtager af blodprodukter er vigtig for at mindske risikoen for transfusions reaktioner, hvilke i alvorlige tilfælde kan være livstruende. Der findes flere metoder til at teste forligelighed, men
der er endnu ingen accepteret veterinær referencestandard. Formålet med dette studie var at undersøge, hvordan en nye re gelbaseret forligelighedstest (Alvedia, Frankrig) præsterer sammenlignet med den etablerede slide agglutinationstest. Standard tube-testen blev anvendt som referencestandard. Geltesten produceres også til hest, men equine test indgik ikke i dette studie.
Metode
Studiet omfattede blodprøver fra 19 donor-modtager-par af hunde og 9 donor-modtager-par af katte fra tre dyrehospitaler i Københavnsområdet. Der
blev anvendt overskydende EDTA-blod fra patienter, hvorfra prøverne var udtaget som led i anden klinisk diagnostik. Alle donor-modtager-pars forligelighed blev undersøgt ved slide agglutinationstesten, geltesten og standard tubetesten.
Resultater og betydning i klinisk praksis
Geltesten og slide agglutinationstesten viste kun begrænset overensstemmelse med kappa-værdier på 32,7 % i total gruppen, 26,9 % hos hunde og 55 % hos katte. Slide agglutinationstesten klassificerede oftere prøver som forligelige end geltesten.
Sammenlignet med standard tubetesten havde slide agglutinationstesten en specificitet på 100 % hos både hunde og den samlede population, men en lav sensitivitet på henholdsvis 25 % og 32 %. Geltesten havde en sensitivitet på 67 % i både hunde- og totalgruppen, mens specificiteten var 69 % hos hunde og 60 % i totalgruppen. Geltesten var dermed i højere grad i stand til at identificere sandt uforligelige donor-modtager-par, mens slide agglutinationstesten i højere grad evnede at identificere sandt forligelige.
På grund af det begrænsede antal katteprøver kunne sensitivitet og specificitet ikke beregnes meningsfuldt for denne gruppe.
Geltesten gav samtidig mere ens artede resultater mellem forskellige observatører, hvilket tyder på en højere grad af standardisering. Derimod var slide agglutinationstesten hurtigere at gennemføre med en gennemsnitlig analysetid på 10 minutter mod 26 minutter for geltesten.
Perspektivering
Resultaterne antyder, at geltesten er et mere standardiseret og reproducerbart værktøj til præ-transfusions forlige lighedstest af hunde og katte.
Figuren viser øverst fire billeder af forskellige grader af aggregering ved vurdering af slide agglutinationstest under mikroskop. Nederst ses fire billeder af Alvedias geler. De to blå er hunde forligelighedstests, hvoraf den første er negativ (forligelig) og den anden positiv (uforligelig) med dobbeltpopulation. De to gule er katte forligelighedstests, hvoraf den første er negativ og den anden positiv.
Slide agglutinationstesten kan fortsat have en plads i akutte situationer, hvor hurtige svar er afgørende. Der er behov for større studier for at bekræfte resultaterne og afklare, hvilken metode der bør anbefales som klinisk standard.
Lider Golden Retrievers af en særligt alvorlig epilepsiform?
Baggrund og formål
Idiopatisk epilepsi (IE) forekommer blandt alle hunderacer, men er hyppigere
hos nogle, ligesom anfaldenes frekvens og udtryk kan være mere alvorligt hos nogle individer. Golden Retrieveren, som er en af de mest populære hunderacer i Danmark, er prædisponeret for epilepsi, og mange dyrlæger har en oplevelse af, at epilepsi hos denne race kan være vanskelig at behandle, uden at egentlig evidens foreligger.
Dette studie havde derfor til formål at karakterisere IE hos Golden Retriever med hensyn til anfaldsfænomenologi, behandlingshistorie og overlevelse.
Metode
Studiet blev udført som et retrospektivt multicenterstudie og inkluderede data fra 32 Golden Retrievers med IE. Dataindsamlingen baseredes på journalmateriale (2012-2023) fra to skandinaviske henvisningshospitaler, henholdsvis Anicura Specialistdjursjukhuset Albano, Sverige (n=9) samt Universitetshospitalet for Familiedyr, Københavns Universitet (n=23).
Resultater og betydning i klinisk praksis
8/32 diagnosticeredes med »milde anfald« karakteriseret som enkeltstående
og selvbegrænsende, 21/32 havde »moderate anfald« karakteriseret ved at have udviklet sig til klyngeanfald minimum én gang, og 3/32 havde »svære anfald« karakteriseret ved at omhandle både klyngeanfald & status epilepticus.
29/32 hunde udviste postiktale symptomer, heraf 10 med postiktal aggressivitet.
På behandlingssiden modtog 30/32 hunde mindst ét antiepileptisk farmaka, og 50 % var i behandling med 3 eller flere antiepileptiske farmaka.
18/32 hunde var døde ved studiets sluttidspunkt. Median overlevelsestid fra 1. anfald til døds-/aflivningstidspunktet var 1361 dage. 10/18 hunde var aflivet på
grund af utilstrækkelig anfaldskontrol, mens 2 var aflivet på grund af behandlingsbivirkninger.
I tolkningen af studiets resultater er det naturligvis vigtigt at være opmærk som på, at data stammer fra neurologiske henvisningshospitaler og formodentlig ikke er repræsentative for den generelle population. Studiet bekræfter dog, at et stort antal Golden Retrievers lider af moderate til svære epilepsianfald, som ofte er behandlingsrefraktære. Den behandlende dyrlæge bør derfor indsætte antiepileptisk behandling tidligt i forløbet og forberede ejer på, at polyterapi ofte vil være nødvendig. Ejer bør desuden være opmærksom på mulig postiktal aggression hos hunden.
Perspektivering
De mange behandlingsrefraktære tilfælde peger på et stort behov for udvikling af nye antiepileptiske farmaka til behandling af IE – ikke bare hos Golden Retrievers, men også mange andre hunderacer. Der bør desuden være
opmærksomhed på at udelukke individer med IE af racens avlsprogrammer.
Resultaterne fra studiet er publiceret i The Vete rinary Journal (Heidemann et al, 2026 https://doi.org/10.1016/j.tvjl.2026.106729)
Tak til Dansk Retriever Klub for økonomisk støtte til rejseaktiviteter i forbindelse med dataindsamlingen.
