Annonce Banner Banner Banner

Dyrlægers arbejde stiller høje følelsesmæssige krav

Arbejdsmiljø Den svære samtale, kritisk omtale i medierne, dårlige betalere, travlhed. Det er blot nogle af de følelsesmæssige udfordringer, der følger med jobbet som dyrlæge. Det er vigtigt, at man bliver bevidst om eventuelle faresignaler på psykisk overbelastning, og at man reagerer på dem. Ellers risikerer man at blive enten overinvolveret eller underinvolveret, og det går ud over fagligheden.

Rikke Høgsted © Pia Rindom
Referat

Jobbet som dyrlæge er for langt de fleste både berigende og fagligt meningsfyldt. Men det stiller samtidig en række følelsesmæssige krav. Og fortællingen om den professionelle fagperson, der aldrig lader sig påvirke, er en myte. Ingen er immune. Alle har et punkt, hvor det hele bliver for meget. Det afhænger af frekvensen og intensiteten af belastningerne, fortæller Rikke Høgsted, psykolog og institutleder på Institut for Belastningspsykologi.

- Der følger altid en pris med at have et meningsfuldt arbejde. Prisen er, at man bliver psykisk påvirket af at bruge sig selv. Så samtidig med at arbejdet giver mening, er det også det, der belaster.

Modsat de fysiske symptomer er symptomerne på psykisk overbelastning ofte usynlige. Ifølge Rikke Høgsted er det derfor ekstra vigtigt at sige det højt, hvis man oplever, at belastningerne bliver for voldsomme.

- Det er helt klart en beskyttende faktor at være del af en velfungerende gruppe, hvor man kan tale åbent og trygt om sine belastende oplevelser. Det øger den psykiske trivsel.

Derudover er det også vigtigt at kende faresignalerne på overbelastning, for man vænner sig gradvist til arbejdet i et usundt klima.

- Vi er meget dygtige til at tilpasse os og bliver blinde og døve overfor stimuli, der ikke er gode for os. Vi opretholder en facade, så vi bliver ved med at fremstå som følelsesmæssigt upåvirkede. Men vi risikerer at miste vores mentale balance, hvis vi ikke erkender, at der er nogle høje følelsesmæssige krav, der skal håndteres. Den erkendelse er afgørende for at bevare sin professionalisme og for at have et godt arbejdsliv. Derfor skal man altid tage advarselssignalerne alvorligt.

Flere former for faresignaler

Rikke Høgsted deler advarselssignalerne ind i tre grupper: Kropslige, kognitive og relationelle. De findes alle i en let, moderat og svær grad, og man kan sagtens genkende sig selv i flere af dem, siger hun.

- Når man oplever kropslige signaler på følelsesmæssige belastninger, er en af klassikerne søvnproblemer. Selvom man måske sover godt, føler man sig aldrig helt udhvilet. Mange oplever at befinde sig i en form for kronisk alarmberedskab. Kroppen begynder at kræve noget for at falde ned, og man overforbruger stimulanser og giver efter for det lille hurtige fix, som kagen eller vinen giver.

Vi er meget dygtige til at tilpasse os og bliver blinde og døve overfor stimuli, der ikke er gode for os.

Hvis man reagerer kognitivt, vil det typisk vise sig som nedsat evne til at koncentrere sig og til at huske, og man kommer til at lide af tankemylder, hvor den ene tanke afløser den anden. Mange beskriver det som at befinde sig i en glasklokke uden kontakt til omgivelserne.

- De fleste vil også begynde at blive mere firkantede i deres tankegang. De mister nuancerne, som fagligheden egentlig består af.

Endelig vil de, der overvejende reagerer relationelt, miste lysten til kontakt med andre, og de trækker sig måske fra sociale sammenhænge.

- Man orker ikke at involvere sig i andre mennesker og beskytter sig selv fra andres krav. I fagkredse taler man om kontaktkvalme og relationsforstoppelse.

Rikke Høgsted understreger, at man altid skal huske på, hvordan man plejede at være.

- Hvis man plejer at være introvert, er der jo ikke noget nødvendigvis noget faresignal i, at man trækker sig fra sociale sammenhænge en gang imellem. Det vigtige her er forandringerne i ens væremåde.

Overinvolveret eller underinvolveret

Hvis man gennem længere tid har overhørt advarslerne og er blevet overbelastet, er der ifølge Rikke Høgsted to måder at reagere på. Man kan blive overinvolveret eller underinvolveret.

- Overinvolvering sker, når man forlader sit professionelle ståsted og kommer så meget i sine følelsers vold, at man mister evnen til at tænke klart. Der kan opstå en så stærk følelsesmæssig identifikation med den, man skal hjælpe, at man risikerer at blive smittet med den andens følelser.

I den anden ende af skalaen ligger underinvolvering.

- Den reaktion er kendetegnet ved, at man som professionel distancerer sig følelsesmæssigt og fremstår uempatisk. Vi har alle begge sider i os, og det afhænger af opgavens karakter, hvilken grøft vi falder i, når vi er mentalt pressede. Men i begge scenarier er det fagligt bekymrende, for man mister overblikket og proportionerne. Det forringer den faglige kvalitet.

Mellem over- og underinvolvering findes den mere optimale tilstand.

- Det er, når vi er i kontakt med os selv. I den tilstand er man i stand til at blive følelsesmæssig berørt, men samtidig bevare sin professionelle tilgang til opgaven.

Der findes flere metoder og værktøjer til at sikre, at man undgår både over- og underinvolvering i psykisk krævende fag, og som hjælper til at bringe en i balance.

- Hvis man åbent anerkender, at det her job indebærer en mental højrisiko, og hvis man skaber en kultur, hvor det er tid og rum til at tale om det, er man godt på vej. Samtidig er det også vigtigt at tillade en pause fra alle bekymringerne og at snakke om noget andet i frokostpausen.

- Et andet helt basalt råd er at huske at trække vejret helt ned i maven. En god vejrtrækning er en hurtig beroligende pille. Derudover kan man rent bogstaveligt forsøge at ryste oplevelsen af sig ved at ryste kroppen. Endelig kan man også lære at arbejde bevidst med sine tanker. Man kan beslutte sig for at fokusere på nuet og på den konkrete opgave. Og man kan beslutte sig for at tænke konstruktive tanker og holde fast i, at man gjorde sit bedste.