Læring fra distancen

De internationale undervisere på masteruddannelsen i Familiedyrsvidenskab sidder foran skærmen på deres hjemmearbejdspladser i henholdsvis Holland, Tyskland, Colorado, North Carolina og Ohio. De studerende er delt op i to grupper.

Den ene er »off-site«, som det hedder i det nye sprog, der er opstået sammen de digitale læringsuniverser, som fuldstændig er kommet til at dominere dette efterårssemester på uddannelserne. Den gruppe kan på grund af corona-pandemien ikke være til stede der, hvor undervisningen »foregår« – nemlig i det fysiske undervisningslokale på universitetet. Den følger undervisningen fra hjemmearbejdspladsen.

Den anden gruppe studerende er »on-site« og udgør, sammen med assisterende undervisere, moderskibet for gennemførelsen af lektionen.

Det minder lidt om et live tv-studie, men så alligevel ikke. For underviseren, der styrer slagets gang, er ikke til stede i lokalet. Men kan alligevel interagere frit med de studerende, fordi alle kigger på det samme og hører det samme.

For at få det hele til at fungere er en »e-moderator« helt nødvendig. Det er en stillingsbetegnelse, man sandsynligvis meget snart ikke behøver at forklare, hvad betyder, fordi de er overalt: Dem, der får teknikken til at spille der, hvor teknik bliver til undervisning. 

Close-up visibilitet

På Master of Companion Animal Clinical Science-uddannelsen, som Den Danske Dyrlægeforening samarbejder med KU SUND om, blev man i april måned klar over, at det kunne blive problematisk for de studerende at komme i mål med deres uddannelsesår, med mindre man fandt en løsning på at afvikle undervisningen digitalt.

Den særlige udfordring bestod i, at en stor del af undervisningen på modulerne er hands on med mange praktiske Wet-Labs, fortæller studiekoordinator på forløbet Pernille Holst.

- At få undervisere og studerende ind i det samme Zoom-rum er ikke noget problem, så længe undervisningen er teoretisk. Den form for undervisning fungerer generelt godt i Zoom. Men de praktiske øvelser, blandt andet på kirurgi- og oftalmologimodulerne, virkede som en stor udfordring at gennemføre på en tilfredsstillende måde. Både de internationale undervisere og de studerende havde en stor forhåndsskepsis. Men vi har netop evalueret det koncept, vi udviklede, og alle uden undtagelse har været positivt overraskede over, hvor godt det forløb, siger Pernille Holst.

Den model for afvikling af digital undervisning, man valgte på masteruddannelsen, var »Advanced on-site / off-site Hyflex model«. »Hyflex« er en sammentrækning af »hybrid« (som står for, at off-site og on-site fungerer sammen) og »fleksibilitet«, som giver sig selv.

Du kan tage kurset ligegyldigt, hvor du befinder dig. »Advanced« skal forstås, som at denne model kan eksekvere undervisningssituationer, der stiller særlige krav til »close-up visibilitet«, som det hedder, i læringssituationen. Som fx når de studerende skal instrueres i at operere på bedøvede grise eller kadavere. Alle skal kunne følge med helt tæt på.

Skræddersyet setup

Nu kunne man tro, at det hele har været nemt og blot et spørgsmål om at vælge den rigtige model – og så spiller det hele. Det er langt fra tilfældet, pointerer Pernille Holst.

- Man bliver nødt til at skræddersy setup’et til præcis den undervisning, der skal foregå. Vi troede fx, at e-moderatoren skulle stå med et stort kamera, men sammen med Center for online og blended learning på fakultetet fandt vi hurtigt ud af, at en ganske almindelig smartphone fungerer bedre til vores formål. Vores ide var fra starten et Go Pro-kamera placeret i panden på en studerende, der står og opererer eller udfører praktiske procedurer, så det følger den studerendes bevægelser og synsfelt. Men det virkede ikke optimalt, for billedet kom til at bevæge sig for meget, og billedkvaliteten blev forringet i en sådan grad, at den instruerende underviser fik tendens til køresyge.

Det er også meget vigtigt, at alle kan høre, hvad der bliver sagt, uanset om man er fysisk til stede i lokalet eller er off-site, pointerer Pernille Holst.

- Her skal man nøje overveje at få de helt rigtige mikrofoner til formålet, og de skal placeres rigtigt i lokalet. Desuden skal både underviser og studerende kunne se de studerende, der er fysisk til stede i undervisningslokalet.

- Man må eksperimentere sig frem og ikke undervurdere, hvor meget forberedelse det kræver. Forløbene skal planlægges helt ned i detaljen. Der skal være en nøje køreplan for undervisningen og en nøje køreplan for, hvordan teknikken skal bakke undervisningen og underviseren op.

Meget står og falder med, at det hele virker første gang, vurderer Pernille Holst.

- Hvis underviserne og de studerende starter med en dårlig oplevelse, kan det præge resten af forløbet. Så hvis modulet indebærer, at de studerende, der er on-site, skal stå bøjet over noget væv, så skal man gennemteste, at billedet zoomer så meget ind på vævet, at underviseren og de studerende off-site kan følge med, siger hun. 

Kørt i stilling til eksamen

Anna Müller er studerende på masteruddannelsen, men har været corona-isoleret og kunne derfor ikke være fysisk tilstede på universitetet. Hun fulgte undervisningen fra sin søns soveværelse og var først og fremmest rigtig glad for, at det overhovedet kunne lade sig gøre i et 2020, hvor rigtig mange uddannelsesforløb er blevet udskudt.

- Hvis ikke den digitale løsning havde været der, så havde jeg været udelukket fra kurset. Men nu kunne jeg gennemføre, og det var det vigtigste. Ganske vist kan man ikke gennemføre de praktiske moduler off-site, men man kan blive kørt fuldstændig i stilling til dem.

Noget af det, som virker rigtig godt ved modellen, er, at de studerende, som ikke er fysisk til stede, hele tiden ser og hører det samme som underviseren og de studerende on-site, oplever Anna Müller.

- Man føler sig aldrig hægtet af. Der kan være lidt med noget lyd, der lige falder ud et øjeblik, hvis underviserens internetforbindelse ikke er helt optimal, men det gør den jo også for underviseren, som derfor reagerer på udfaldet. Jeg har nu prøvet både at blive undervist og at undervise i de nye digitale læringsuniverser. Erfaringen er, at der er rigtig mange ting, der glider helt uden problemer.

- Vi kan dele vores skærme og arbejde helt fint sammen. Vi kan også skiftes til at styre skærmen og dermed holde en power point præsentation kørende, selvom vi ikke alle er fysisk til stede. Det er klart, at det er en noget større udfordring, når det gælder de praktiske moduler, men det viste sig at fungere godt. 

- Underviseren kunne fra sit hjem i fx Holland meget nøjagtigt vejlede de on-site-studerende under operationsøvelserne, både hvis de ikke holdt korrekt på de kirurgiske instrumenter og i selve operationsproceduren. Og mens der kun er få mennesker, der kan stå bøjet over noget væv, så gør kameraet, at uendeligt mange kan følge med, siger Anna Müller.

En amputeret oplevelse

Den ansvarlige for efteruddannelsesaktiviteterne i DDD, Gert Aagaard van Hauen, har fulgt med i, hvordan man rundt omkring i landet har indrettet sig digitalt på efteruddannelserne.

- Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra glade medlemmer, for hvem det er en redning, at man så hurtigt har kunnet omstille sig til digital undervisning. Nu kan de fortsætte deres efteruddannelse. Der er stadig en del, der har været på fysiske kurser. Men de har erfaret, at det er blevet en noget amputeret oplevelse, siger Gert Aagaard van Hauen og tilføjer, at der er så mange restriktioner, at det sænker kvaliteten på kurserne.

- Man må tage mundbind af, når man kommer ind i undervisningslokalet, men alle skal kigge den samme vej. Og man er begrænset i forhold til at gå ud i grupper og arbejde videre, hvilket jo er blevet en meget vigtig del af undervisningen. Hvis man skal nøjes med envejsundervisningen i plenum, og man mister muligheden for refleksioner og diskussioner i grupper, så er det ikke den samme kvalitet. Begge dele er faktisk noget, de digitale platforme kan eksekvere uden problemer,

»Break-out-room« er endnu et nyt begreb, vi skal lære at kende. Det betyder, at små grupper frit kan tage afstikkere ind i deres eget rum i en Zoom-session, for så igen at vende tilbage til den store gruppe.

- Vi går højt op i, at deltagerne involverer sig og reflekterer i fællesskab. Så man føler, man er en del af en dynamisk gruppe. For faren er jo, at man kommer til at føle sig isoleret på sin hjemmearbejdsplads. Men det er der redskaber til at undgå, som er effektive også af pædagogiske grunde. Man skiftes til at holde indlæg og deler slides. Man kan vise nogle røntgenbilleder. Hvad er det, I ser? Hvordan vil i diagnosticere ud fra det, I ser?

En af de helt store erfaringer med uddannelse på nettet er, hvor vigtigt det er at få rammesat forløbet, pointerer Gert Aagaard van Hauen.

- Hvis der er mange deltagere, kan det ende i rent kaos, hvis der ikke er nogle klare og tydelige spilleregler. Hvordan får man fx ordet? Hvordan undgår man at tale i munden på hinanden? Hvad er programmet? I princippet kan der være flere hundrede på, hvis det er stramt styret. For i samme øjeblik, det bliver for envejs, så deler man sig blot i break-out-rooms, hvor deltagerne bliver direkte aktiveret, siger han.

Og der er flere fordele. Den geografiske barriere er overvundet. Der er deltagere på fra hele landet. Alle sparer tid og penge. Og CO₂. Og alle kurser kan gennemføres. Alligevel står det klart for Gert Aagaard van Hauen, at vi aldrig kommer til at klare os uden at mødes fysisk.

- Pauserne, frokosten, den uformelle dialog, den fysiske minglen – det er en helt uundværlig del af enhver uddannelse. Derudover kommer vi ikke til at kunne levere helt den samme kvalitet i undervisningen, når det gælder de praktiske moduler. Jeg ved, at der foregår vellykkede eksperimenter, men stadig har vi måttet aflyse nogle af de moduler, som foregår ude i besætningerne. Så vi skal ikke til at overveje at erstatte det fysiske møde med det digitale. Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bevare nogle af de fordele, vi har erfaret ved de digitale læringsuniverser, også når vi frit kan vælge formen igen, siger Gert Aagaard van Hauen.