Annonce Banner Banner Banner

Fremtidens veterinærforskning står i fællesskabets tegn

Forskning Fagfolk fra universiteter, SSI og SEGES kom med input og ideer til, hvordan det er muligt at styrke den veterinære forskning, da DDD i slutningen af august satte sig for bordenden og tog dialogen op. Og der var bred enighed om, at den bedste indsats gøres i fællesskab.

Scanstockphoto Image 320178 © Scandinavian Stockphoto
Referat

Det var DDDs Faggrupper Biomedicin og Dyresundhed og Fødevaresikkerhed, der tog initiativ til rundbordssamtalen om den veterinære forskning i Danmark. Formålet med mødet var, at få overblik over den eksisterende forskning på det veterinære område i lyset af mange års omstruktureringer – og mindst lige så vigtigt; hvilke tiltag DDD kan bidrage med for at sikre dyrlægerne arbejdspladser og forskningsmiljøer af høj kvalitet også i fremtiden.

Hvad er veterinær forskning?

Dette spørgsmål rejste stor debat blandt de indbudte. Giver det mening, at have et sådant begreb? Nok ikke så meget længere, blev der nikket rundt om bordet. Dyrlæger har ikke længere i samme grad ejerskabsret over veterinære fagspecifikke områder. Både grundlæggende basal forskning såvel som forskning, der kan bidrage til at løse store globale udfordringer som klimaforandringer, lægemiddeludvikling, antibiotika resistens, fødevareforsyning og sikkerhed, løses nu i teams af forskere med forskellig baggrund.

Veterinær forskning som begreb er derfor et for stort og vanskeligt definerbart område og bør måske netop ikke defineres så konkret. Forskningen begrænses ikke bare til husdyrssygdomme og zoonoser, men har taget et stort skridt ind i områder, som eksempelvis antibiotikaresistens, nye lægemidler, klimaforandringer og livsstilsygdomme, hvor det veterinære hensyn suppleres med menneskers sundhed og bindes sammen i one health-begrebet.

På mødet blev det billedligt forklaret med, at forskningen kan være de to dimensioner: Forskning om dyr i menneskers varetægt, og det bredere forskningsfællesskab, hvor dyrlægernes bidrag støtter op om andre faggrenes forskning, og hvorfra det humane område kan lære af det veterinære område og omvendt – altså forskellige discipliner lærer af hinanden til gavn for både dyr og mennesker.

En tredje dimension har endvidere sat sit præg på dagsordenen i 2019 og måske også i højere grad inden for forskningen. Her taler vi om det globale hensyn. Forskningen skal bevæge sig i takt med, at samfundet bevæger sig – fx i forhold til klimaforandringer, antibiotikaresistens og sikring af fødevarer i fremtiden, ligesom den skal give værdi for slutbrugeren.

Hvor foregår forskningen?

Dyrlæger finder typisk ansættelse i forskningsprojekter inden for landbrug og fødevarer på universiteter og hos medicinalfirmaer. Adressen er dog mindre væsentlig, og mulighederne er mange for dyrlægerne, og derfor kan forskning på veterinære områder alene og med inddragelse af dyrlæger ikke begrænses til specifikke steder. Det vanskeliggør en klar afgrænsning af miljøer i forhold dyrlægernes ansættelsesmuligheder. Dyrlæger er samtidig heller ikke selvskrevne til stillinger i forskningsmiljøer med veterinært fokus, da mange andre sundheds- og naturvidenskabelige kandidater byder ind med specifikke kompetencer, der værdsættes i miljøerne.

Grundforskning versus innovationsforskning

Deltagerne på mødet pegede i høj grad på et behov for at fokusere på grundforskningen som afsæt for forskningen på længere sigt. Som det er nu, føler deltagerne, at forskning, hvor hovedformålet er innovation, favoriseres over den strategiske og basale forskning. Innovationsforskning præges ofte af et behov for hurtigt implementerbare resultater, hvilket kan føre til for kortsigtede projekter. En anden udfordring er den forskel, der eksisterer imellem Danmark og visse andre europæiske lande, når det kommer til prioritering af forskningsmidler.

En yderligere problemstilling er, at manglende gennemsigtighed i forhold til den nuværende forskning har den konsekvens, at man risikerer, at der flere steder foregår sidestillet forskning, hvilket er uhensigtsmæssigt både i forhold til midler og de resultater, der kan opnås.

Er dyrlægernes fremtid truet?

Modsat mange af de mere specifikke sundhedsvidenskabelige uddannelser som fx biomedicin er dyrlæger bredt uddannede fra universitetet, hvorfor dyrlæger stadig har stor værdi som følge af deres kendskab til bl.a. fysiologiske og patologiske processer, større sammenhænge og helhedsbilledet fra dyr til menneskers sundhed. Det kan dog være farligt, hvis dyrlægerne betragter sig selv som særligt privilegerede til at varetage visse opgaver frem for andre faggrupper. Paradigmet med, at dyrlæger har patent på den veterinære forskning er passé – vi skal omfavne de udfordringer, som samfundet og fødevareområdet står overfor, blev det slået fast på mødet.

Bordet rundt var der bred enighed om, at DDD skal være mere aktiv med henblik på at sikre, at der allokeres offentlige forskningsmidler inden for de strategiske og basale forskningsfelter, hvor dyrlæger er beskæftigede.

Kåre Mølbak pointerede, at læger heller ikke sidder på det lægefaglige område.

- Det samme gælder jo for dyrlægernes område, sagde han.

Dyrlæger sidder altså med helt særlige kompetencer, men de bliver kun anvendelige, hvis de kan arbejde sammen med andre faggrupper. Og de, der kan, har stor succes i miljøerne. Dyrlægerne har trods stigende uddannelsesoptag, fra tidligere 80 studerende per år til nu 180 studerende, stadig en ekstremt lav arbejdsløshedsprocent. Som Christian Fink Hansen, sagde:

- Det veterinære område er ikke et område i krise. Et øget optag af studerende trods høje adgangskrav og en lav ledighed fortæller os, at dyrlægerne faktisk udgør en succeshistorie.

Tiden har altså i høj grad arbejdet for dyrlægerne til trods for nedskæringer. Dyrlæger har faktisk ekspanderet fra tidligere tiders forskningsområder til i højere grad at omfatte farmaindustrien og fødevareforskning, hvor dyrlæger bidrager positivt til forskningsmiljøet og oplever succes. Den Danske Dyrlægeforening ser i tråd med dette også en stigning i dyrlægers beskæftigelse inden for disse fagområder og har derfor sat fokus på dette gennem en strukturændring og dannelsen af to nye faggrupper: Faggruppe Biomedicin og Faggruppe Dyresundhed og Fødevaresikkerhed, som varetager netop disse gruppers faglige interesser.

Det næste skridt

Fremtidens forskningsområder bliver mere og mere komplekse og kræver derfor i højere grad end tidligere en mere tværfaglig tilgang og samarbejde. Men samtidig må vi stille spørgsmålet: »Er der nogle forskningsområder, som ikke finder prioritet i de forskningsbevilgende organer og dermed ikke kan opdyrkes, men hvor dyrlæger vil have væsentlige kompetencer til at indgå i«?

- De forskere, der har succes, er dem, der kan samarbejde og følge med udviklingen, pointerede Birgit Nørrung.

Succeshistorierne kommer fra de situationer hvor myndigheder, universiteter og erhverv har en fælles strategi for, hvor indsatserne lægges på et mere overordnet plan, som det fx er tilfældet med UC-CARE (*). Gennem dialog partnerne imellem og aktiv styrkelse af forskningsmiljøerne skaber man bedre resultater. I den forbindelse er det væsentligt, at der opnås en forståelse for, ikke mindst hos fondene, at grundforskning ikke kan tilsidesættes til fordel for innovativ forskning, da grundforskningen er med til at skabe den muld, hvorfra den innovative forskning skal vokse fra.

Bordet rundt var der bred enighed om, at DDD skal være mere aktiv med henblik på at sikre, at der allokeres offentlige forskningsmidler inden for de strategiske og basale forskningsfelter, hvor dyrlæger er beskæftigede. Der eksisterer et historisk langt samarbejde mellem DDD og fx Fødevarestyrelsen. Der er i fremtiden behov for, at DDD også aktivt indgår i dialog og samarbejde med andre aktører som fx Uddannelses- og Forskningsministeriet, Innovationsfonden, GUDP (Natur- og Erhvervsstyrelsen) samt flere interessenter fra erhvervet for at sikre endnu flere midler til forskning, at dyrlægerne har en plads i miljøerne og en politisk vilje til en fælles indsats. Hvordan det rent praktisk skal udmøntes, vil derfor indgå som en del af det fortsatte arbejde, som varetages i de respektive faggrupper og hovedbestyrelsen i DDD.

*UC-CARE – University of Copenhagen Research Centre for Control of Antibiotic Resistance – blev etableret i 2013 som et tværdisciplinært center med deltagelse af forskere fra de fire fakulteter på Københavns Universitet. Læs mere hos: uc-care.ku.dk