Annonce Banner Banner Banner

Kampen om forfatterlisten

Forskning Reglerne for publicering bliver ofte overtrådt i forskningsverdenen, hvor folk, der ikke har bidraget til en artikel, alligevel rask væk bliver gæsteforfattere. Det kan være en hyggelig vennetjeneste, men kampen om forfatterlisten kan også medføre drabelige konflikter.

Top Web
Interview

Flere nye studier viser, at forskningsverdenen har et problem med gæsteforfatterskaber, som i virkeligheden ikke er gæsteforfatterskaber. Det er typisk forskere højere oppe i det akademiske hierarki, som får medforfatterskaber på videnskabelige artikler, de ikke har ydet et væsentligt bidrag til. De kommer med som vennetjenester fra andre seniorer, og fordi det er godt for deres karriere.

Det var en række ph.d.-studerende, som i foråret 2022 under hashtagget #pleasedontstealmywork protesterede mod fænomenet og fik problematikken sat på dagsordenen. Dette fik et internationalt forskerhold, under ledelse af forskere fra Københavns Universitet, til at undersøge problemets omfang, som viser sig at være større end antaget. 

I den dugfriske undersøgelse er 1.336 ph.d.-studerende fra et bredt udsnit af fagområder i fem europæiske lande blevet spurgt, om de har givet mindst et medforfatterskab til en mere magtfuld forsker, selvom vedkommende ikke havde bidraget væsentligt til den pågældende artikel. Det havde 34 procent af de adspurgte.

Værst ser det ud inden for de sundhedsvidenskabelige fag, hvor 49 procent af de ph.d.-studerende har givet ubegrundede gæsteforfatterskaber. I de naturvidenskabelige og tekniske fag er tallet på 42 procent.

Tallene kommer ikke helt bag på professor Peter Sandøe, der har været en af initiativtagerne til undersøgelsen, og som igennem 15 år har siddet i Udvalget for God Videnskabelig Praksis på KU – de seneste år som næstformand.

- Rigtig mange konflikter inden for forskerverdenen handler om forfatterskaber. Gæsteforfatterskaberne bliver givet i en skøn blanding af konflikt og hyggelige vennetjenester, som der er flest af. Kulturen er mange steder, at man tilføjer personer, hvis indsats ligger langt under det, de officielle normer kræver, på listen, siger Peter Sandøe.

Årsager til problemet

Det kan lyde vildt, at så mange unge forskere på så tidligt et tidspunkt i deres karriere vælger at bryde så klare regler. Men ifølge Peter Sandøe er det for det første ofte seniorer, som styrer processen omkring tildeling af forfatterskaber. For det andet er der også nogle af de unge, som ikke rigtig regner det for noget og er mere eller mindre ligeglade med, hvor mange der lægger navn til arbejdet – bare de selv står først på listen.

- Problemerne opstår, når der bliver manipuleret med en forfatterliste, og den unge forsker føler sig uretfærdigt behandlet. Og der må man forstå, at er man en ung forsker på vej frem, så kan det være svært at sige nej til en ældre og mere magtfuld kollega, som måske nok har bidraget med 10 minutters feedback, men som ikke af den grund er i nærheden af at leve op til retningslinjerne, siger Peter Sandøe.

Systemet mister troværdighed, når der er så meget rent ud sagt plat i forbindelse med krediteringer.

Peter Sandøe

Nogle gange kan problemet selvfølgelig også bunde i, at der er unge forskere, som overvurderer deres egen og undervurderer andres betydning i et projekt, mener han.

- Jeg tror, det er en ret almenmenneskelig ting, at man har en tendens til at overvurdere sit eget bidrag. Jeg har set eksempler, hvor problemet ligger hos den unge forsker, som overser et væsentligt bidrag fra en senior. Men det er en mindre del af problemet, som ikke kan bortforklare, at rigtig mange, der har deres navn på videnskabelige artikler, intet eller stort set intet har bidraget med.

Opgør med mængdeforskning

Der er flere problemer ved det system, vi har indrettet, hvor det er antallet af publikationer, man er forfatter eller medforfatter til, som – især hvis man befinder sig i mellemlaget af forskere og vil kæmpe sig op i første lag – er den kritiske faktor, mener Peter Sandøe.

- Én ting er, at systemet mister troværdighed, når der er så meget rent ud sagt plat i forbindelse med krediteringer. Noget andet er, at der ikke kommer god forskning ud af systemet. Holder man antallet af artikler op som det store dyr i åbenbaringen, så kalder man på mængdeforskning. Det er med til at sænke kvaliteten, fordi incitamentet bliver at bruge tid og energi på at være med i alt muligt ligegyldigt, som man måske ikke rigtig har bidraget til, fremfor at sætte sig ned og bruge et par år på at lave noget virkelig banebrydende, man så skriver en artikel om.

Det kræver et vist overskud at insistere på at levere selvstændig forskning. For man må stole nok på sig selv til ikke hele tiden at frygte, at man ryger bagud i rækkerne, understreger Peter Sandøe.

- På den lange bane gør det ikke spor, hvis der er en pause i de udgivelser, man medvirker i. Specielt ikke, hvis man bruger tiden til at tænke noget nyt. Men på den korte bane er det fristende at deltage i mængdeforskningen. Det giver en følelse af at være synlig. Men i virkeligheden har det en konserverende effekt, og man får noget ret kedelig forskning ud af det. Det er lidt ligesom indenfor kunst, hvor mange succesfulde malere på et tidspunkt begynder blot at gentage sig selv, fordi de har fundet en formel, der sælger godt. Men der er også denne verdens Picassoer, som pludselig laver noget helt nyt. Og der er det vigtigt at understrege, at oppe i toppen af forskningsverdenen kan du komme anstigende med nok så mange publikationer – det vil ikke gøre indtryk. Her betyder til gengæld originalitet og nyskabelse rigtig meget.

Vi kunne vælge at gøre det anderledes, mener Peter Sandøe.

- Hvorfor begynder vi ikke i højere grad at se på de bedste ting, folk har publiceret, og se lidt mindre på, hvor mange ting de har publiceret. Lad os sige, man i stedet blev vurderet på fem artikler, og at de mennesker, der bedømmer artiklerne, rent faktisk også læser dem. For det er jo ligegyldigt, om der er 70 andre artikler, hvis ikke de bedste er gode, siger Peter Sandøe.