Annonce Banner Banner Banner

Tema: Efter- og videreuddannelse

"Man bliver vel aldrig færdig med at uddanne sig"

Efteruddannelse Dyrlæge i Fødevarestyrelsen Inge-Lis Kyllesbæk Andersen har taget et modul af masteruddannelsen i Fødevarekvalitet og -sikkerhed. Det har beriget hende både fagligt og personligt.

COLOURBOX8839330 © Colourbox
Interview

Inge-Lis Kyllesbæk Andersen har altid haft lyst til at lære nyt.

- Jeg har en sult efter at blive klogere og blive beriget. Man kan hele tiden lære noget nyt og blive bedre. Men det er vigtigt for mig, at jeg kan bruge uddannelsen. Og det skal være nye udfordringer i passende mængder. Man kan ikke bare hælde på hele tiden. Jeg skal have tid til at lade det synke ind og anvende det, jeg lærer.

Inge-Lis Kyllesbæk Andersen har løbende holdt sine kompetencer ved lige gennem kortere kurser. Som seneste led i sin efteruddannelse har hun for nylig taget et modul af masteruddannelsen i Fødevarekvalitet og -sikkerhed på Københavns Universitet. Modulet hedder Fødevaresikkerhed i et samfundsvidenskabeligt perspektiv.

- Jeg havde mod på et længere forløb. Og titlen på modulet tiltalte mig ved at lyde så meget anderledes end nogle af de andre kurser, jeg tidligere har været på. Min verden er hardcore mikrobiologi, håndtering af fødevarer og risikovurderinger. Alt sammen noget, der munder ud i et facit med to streger under. Her blev jeg præsenteret for sociologiske teorier og aspekter af fødevaresikkerhed. Det var en utrolig interessant og forfriskende verden at bevæge sig over i.

Inge-Lis Kyllesbæk Andersen føler selv, at hun er blevet rustet med ny og direkte an vendelig viden ved at vælge en efteruddannelse, der ligger uden for det rent naturvidenskabelige.

- Jeg har fået en videre horisont med et indblik i de sociologiske mekanismer. Det hjælper mig, når jeg skal formidle budskaber om fødevaresikkerhed, og det hjælper mig til at forstå, hvorfor forbrugerne handler, som de gør. Og på det personlige plan lytter jeg til nyhederne og læser avisen på en helt anden måde. Jeg bruger de teorier, jeg har lært, og det giver tit en bedre forståelse af forskellige sammenhænge.

Masteruddannelsen i fødevarekvalitet og -sikkerhed er ifølge Inge-Lis Kyllesbæk Andersen et af de eneste brugbare tilbud i Danmark indenfor fødevareområdet for medarbejdere som hende selv, der snart har været uddannet i 30 år. 

- Det er lidt svært for erfarne medarbejdere som mig at finde interessant og relevant efteruddannelse, som kan gøre mig bedre. Udbuddet er begrænset. Det er trist, for vi har jo lige så meget behov for at blive fyldt op med ny viden. Rent naturvidenskabelige kurser i fx mikrobiologi findes der ikke så meget af. Så skal man til udlandet og plukke hist og pist. Og pladserne er få.

Ny teknologi kræver ny viden

Fødevaresektoren udvikler sig konstant. Virksomhederne indfører nye produktionsformer og genoptager gamle måder at konservere på. Dertil kommer nye analyseformer. Det giver nogle helt nye udfordringer for dem, der arbejder med fødevaresikkerhed.

- Der er sket rigtig meget, siden jeg blev dyrlæge for snart 30 år siden. Da jeg havde mikrobiologi og levnedsmiddelhygiejne, som det hed dengang, gramfarvede vi, spredte kulturer ud på plader og fik dem til at vokse i et varmeskab. Nu er der kommet en hel masse nye laboratoriemæssige analyser, som bruger helt andre teknikker, end vi gjorde dengang. Så den teknologiske udvikling gør det også nødvendigt at efteruddanne sig. Det ville ikke være et tilfredsstillende arbejdsliv for mig, hvis jeg ikke fulgte med i de nyeste tendenser og den nyeste udvikling. 

Den teknologiske udvikling gør det også nødvendigt at efteruddanne sig.

Ledelsen i Fødevarestyrelsen har stor forståelse for, at medarbejderne ønsker at efteruddanne sig.

- Til vores MUS-samtaler er kompetenceudvikling et fast punkt på dagsordenen. Det er en god anledning til at snakke med sin leder om, hvilken vej man vil gå. Og til at få afklaret, hvor man kan opsøge relevante kurser. Ledelsen er meget lydhør overfor ens ønsker, og vi bliver tilskyndet til at dygtig gøre os.

Krævende uddannelse

På masterstudiet skrev Inge-Lis Kyllesbæk Andersen sammen med en kollega opgave om ny nordisk mad og de trends, det har ført med sig.

- Det er blevet moderne i visse kredse at sanke mad i naturen. Det giver os nogle udfordringer i forhold til at nå folk med information om, at de skal tænke sig om, inden de begiver sig ud og plukker bær og svampe.

Arbejdet med at studere og skrive opgave oveni et fuldtidsjob har været krævende.

- Det var meget hårdt. Der var meget at læse. Jeg afskar mig selv fra alle mulige sociale arrangementer i to måneder og dedikerede mig 100 procent til studiet. Men det var et valg. Jeg går og overvejer, om jeg vil investere så meget tid og gå videre med flere moduler. Det var ikke ved at tage livet af mig, men det var udfordrende. Men mest af alt har det givet mig en stor glæde både personligt og fagligt at få mulighed for at fordybe mig i en relevant efteruddannelse.