Annonce Banner Banner Banner

Tema: Efter- og videreuddannelse

I Dyrlægehuset Kolding prioriterer man personaleledelse højt - det kræver videreuddannelse i kommunikation og ledelse

Efteruddannelse For dyrlæge og medejer Lizette Sloth er det selvsagt vigtigt, at hendes kollegaer og medarbejdere er fagligt dygtige. Men lige så vigtigt er det for hende, at alle trives med at gå på arbejde. Derfor er hun i gang med en diplomuddannelse i ledelse og kommunikation.

Interview

Lizette Sloth er ansvarlig for ledelsen af de fem dyrlæger og fem veterinærsygeplejersker, der arbejder i Dyrlægehuset Kolding. Hun har gennem årene været på mange korte kurser og til mange foredrag om ledelse og management. Senest er hun gået i gang med en diplomuddannelse i ledelse og kommunikation gennem Dyrlægeforeningen.

- Når jeg tidligere har været på kurser og til foredrag, har det været hos private firmaer, hvor vi blev præsenteret for én ledelsesmæssig teori. Det kunne fx være girafsprog, som man så kan tage til sig og gå hjem og praktisere uden nærmere efter tanke. Men efterhånden som det er gået op for mig, hvor uendelig vigtig kommunikation er, fandt jeg ud af, at jeg havde behov for noget med mere substans.

På diplomuddannelsen bliver kursisterne præsenteret for forskellige retninger og lærer, hvordan man har set på ledelse og kommunikation op gennem tiden.

- Denne her uddannelse har en meget mere akademisk indgangsvinkel, end jeg tidligere er blevet præsenteret for. Når jeg nu går hjem og arbejder videre med nogle teorier eller metoder, er det på et langt mere oplyst grundlag.

Der er fire undervisningsgange, én eksamen i en selvvalgt opgave og meget hjemmearbejde.

- Der er overraskende meget at læse. Og det er ikke nemt stof. Jeg har ikke kunnet læse en halv time hist og pist. Det kræver, at jeg sætter tid af til det, og at jeg er frisk og veludhvilet. Det er mit første kig ind i denne her verden. Og første gang jeg blev præsenteret for ord som »socialkonstuktivisme«.

Selv om det til tider er hårdt og tidskrævende, er uddannelsen en spændende udfordring, og det er helt nødvendigt at vide noget om ledelse og kommunikation, når man er leder i en moderne dyrlægevirksomhed, mener Lizette Sloth.

- Personaleledelse er en udfordrende disciplin. Det kræver, at man har en opdateret viden, og at man har fokus på at fore bygge problemerne.

Dyrlægearbejdet handler om kommunikation

Også i mødet med klienterne har Lizette Sloth stor gavn af sine nye kompetencer.

- Meget af dyrlægearbejdet handler om kommunikation med klienterne. Den del er lige så vigtig som at behandle patienten. For at få det bedste resultat er det så vigtigt, at ejerne føler sig hørt og set, og at der er god tid til at stille spørgsmål. Man undgår misforståelser, og både klient, patient og personale får et godt forløb. 

Personale ledelse er en udfordrende disciplin. Det kræver, at man har en opdateret viden, og at man har fokus på at forebygge problemerne.

Men netop tiden er en udfordring for en ordentlig kommunikation i en travl hverdag ifølge Lizette Sloth.

- Vi presser hinanden på priser i branchen, og vi bliver nødt til at have travlt. Vi løber stærkt, og så ryger kommunikationen. Ikke med klienterne, men med kollegaerne. Pauserne og møderne bliver kortet af, og den ekstra lille samtale, som måske er vigtig, bliver ikke prioriteret. Hver morgen lukker Lizette Sloth og hendes kollegaer telefonen og holder et morgenmøde, og alle personalemøder ligger om aftenen, når klinikken er lukket, så alle medarbejdere kan deltage uden afbrydelser.

- Nogle gange har vi lidt tid inden mødet om morgenen, hvor jeg og mine kollegaer måske kunne nå en ukompliceret konsultation. Men vi ville sandsynligvis komme for sent til mødet, så vi gør det ikke. Vi prioriterer benhårdt.

Nødvendig specialisering

Ud over sin videreuddannelse i ledelse og kommunikation har Lizette Sloth valgt at specialisere sig i tandbehandling. Det er nødvendigt at vælge nogle områder inden for faget, hvor man bliver dygtig, mener hun.

- Dyrlægen, der kan det hele, findes stort set ikke mere. Og det er klienterne heller ikke tilfredse med længere. Når dyret skal behandles, skal det være efter den nyeste viden. Vi kan så meget i dag, og det kræver hele tiden opdatering, så ingen kan gabe over at kunne lave rodbehandlinger, kunne skanne et hjerte og sætte brækkede ben sammen. Man må prioritere.

Ifølge Lizette Sloth er det konkrete speciale ikke så afgørende. Det væsentlige er derimod at være dygtig på sit felt.

- Det er en kæmpe tilfredsstillelse at vide, at man gør det rigtigt godt. Det er ikke tilfredsstillende at stå og behandle efter gamle metoder. Jeg har det godt med at vide, at jeg gør det bedste for mine tandpatienter. Men det kræver, at man investerer i at opdatere sin viden hele tiden.

Nye generationer har nye krav

Ifølge Lizette Sloth kommer der for hver ny generation også nye udfordringer med personaleledelse.

- Hver generation har sin måde at se tingene på. De nyuddannede kandidater har andre forventninger til deres arbejdsliv og til deres leder end fx min generation. De skifter job oftere og plukker efter- og videreuddannelse på en helt anden måde end tidligere, hvor det primært var Dyrlægeforeningen, der var kursusudbyder på det veterinærfaglige område.

Lizette Sloth har selv videreuddannet sig som tandbehandler gennem kurser og kongresser i både Europa og USA.

- Der er behov for meget mere specialiseret viden, end jeg kan få herhjemme. Der er kommet et helt andet niveau for efter- og videreuddannelse. Den er både livslang, international og mere intensiv.