Det har i over 15 år været et lovkrav, at alle, der arbejder med dyreforsøg, først tager et 30-timers kursus i forsøgsdyrskundskab. Og hvis forskerne tillige ønsker at søge deres egne dyreforsøgstilladelser, skal de også have gennemført et udvidet kursus af et tilsvarende omfang. Herudover sker der i stor udstrækning oplæring i afdelingernes specifikke forskningsmetoder, som kan inkludere alt fra kirurgiske indgreb til adfærdsbiologiske undersøgelser. Oplæring i dyreforsøg er altså i dag i høj grad mesterlære! Men er denne praktiske oplæring nok til, at dyrepassere og forskere forsvarligt kan udføre dyreforsøg, eller er der også brug for formel efteruddannelse? DVT har talt med tre erfarne forsøgsdyrsveterinærer om deres syn på behovet for efteruddannelse af dyrepassere og forskere.
Behovet for efteruddannelse af forskere
I dag er Cathrine Juel Bundgaard forsøgsdyrsveterinær på Novo Nordisk, men inden da bestred hun igennem tolv år en tilsvarende funktion på Københavns Universitet. Til spørgsmålet om hendes syn på forskernes generelle kompetencer inden for dyreforsøg, vurderer hun:
- Jeg synes egentlig, at de fleste forskere klarer sig godt ved at have et tæt samarbejde med forsøgsdyrsveterinærer og dyrepasserne.
Hun pointerer dog, at det kommer an på, hvad forskerne konkret beskæftiger sig med, og hvilken uddannelsesmæssige baggrunde, de kommer med. Eksempelvis oplever hun, at det kan være vanskeligt uden en lægelig eller veterinær baggrund på forsvarlig vis at udføre kirurgiske indgreb på forsøgsdyr, og at der derfor er behov for løbende efteruddannelse af forskerne.
Frederik Dagnæs-Hansen, der er mangeårig lektor på Aarhus Universitet og med en fortid hos en privat producent af forsøgsdyr, oplever ligeledes i sit daglige virke blandt forsker-kollegaerne, at der er brug for efteruddannelse. Han peger blandt andet på områder som forsøgsdesign, rapportering af forsøg efter de såkaldte ARRIVE-guidelines, genetik og nomenklatur som typiske emner, mange forskere med fordel kunne efteruddanne sig indenfor.
Grete Østergaard, der er chefdyrlæge på Afdeling for Eksperimentel Medicin på Københavns Universitet, men som tidligere var toksikolog i Fødevarestyrelsen igennem 15 år, ser knap så positivt på forskernes evner.
- Jeg oplever faktisk, at forskerne generelt ikke følger med i udviklingen omkring refinement. Det kan ses ud fra, at det er ret få forskere, der deltager i de årlige 3R-seminarer. Jeg oplever eksempelvis forskere, der er utilstrækkeligt uddannede til at udføre kirurgiske indgreb.
Grete Østergaard vurderer, at mange af forskerne prioriterer efteruddannelse inden for deres konkrete forskningsområde højere end at holde sig opdateret inden for dyreforsøg. Tid og økonomi kan her være væsentlige årsager til at fravælge efteruddannelse i dyreforsøg, vurderer hun.
Begrænsede efteruddannelsesmuligheder for dyrepassere
De tre forsøgsdyrsveterinærer er enige om, at også dyrepasserne bør efteruddanne sig. Grete Østergaard oplever, at dyrepassere ofte er meget interesseret i efteruddannelse, men at mange af dem mangler muligheder herfor – blandt andet som følge af et begrænset udbud af kurser.
Cathrine Juel Bundgaard oplever, at dyrepassere i de senere år er blevet fagligt dygtigere og mere engagerede i deres arbejde, end hvad de var tidligere, og at det også påvirker ønsket om efteruddannelse. Det har betydet meget, at dyrepasserne nu har fået en formel uddannelse, og at de i dag aktivt vælger det til at arbejde med netop forsøgsdyr. Ligesom Grete Østergaard mener hun, at der mangler efteruddannelsestilbud til dyrepasserne, omend hun også her ser en positiv udvikling, hvor der i de senere år er kommet flere nye kurser til. Blandt andet udbyder det private firma Scanbur løbende kurser for dyrepassere og andre teknikere, der arbejder med forsøgsdyr.
Frederik Dagnæs-Hansen ser ligeledes et behov for kurser til dyrepassere, og at dyrepasserne er meget interesseret i at tilegne sig nye kompetencer. Af konkrete emner peger han på, at mange har brug for at få opdateret deres viden om prøvetagningsmetoder, og hvordan prøverne skal håndteres, ligesom en del teknikere også har behov for at blive opdateret i forholdene omkring avl af genetisk modificerede forsøgsdyr.
Hvordan foregår efteruddannelserne?
Såvel Novo Nordisk som Aarhus’ og Københavns universiteter gør brug af både egne og andres kurser, når de skal efteruddanne deres personale. Frederik Dagnæs-Hansen ser det som en udfordring, at man på et universitet forsker meget bredt.
- Mange af forskningsområderne er meget specialiserede, og det kan derfor være vanskeligt at forestå efteruddannelse af mange forskellige forskere på en gang, siger han. Det samme gør sig gældende for teknikerne, der ofte er ligeså specialiserede, som forskerne er det. Så selvom han sagtens kan pege på kurser af mere almen karakter, ser han et behov for udbud af smalle kurser indenfor eksempelvis arbejdet med immun-deficiente forsøgsdyr, stamcelleforskning og cancerforskning.
Cathrine Juel Bundgaard forklarer, at de på Novo Nordisk løbende, 4-6 gange om året, holder kurser i emner som anæstesi og analgesi af forsøgsdyr, men at de også holder en del ad hoc-kurser, når der er specielle behov herfor.
- Det kan være emner, som os forsøgsdyrsdyrlæger selv vælger at tage op, eller emner, som brugerne ønsker at få undervisning i. Vi har holdt kurser i aseptik, ultralydsscanning, anatomi/obduktionsprocedurer, klovbeskæring af grise for blot at nævne nogle kurser, vi har holdt for nylig, forklarer hun.
Det er primært dyrepassere og laboranter, der tager disse kurser, da det er dem, der foretager det praktiske arbejde med forsøgsdyrene på Novo Nordisk. Cathrine Juel Bundgaard oplever, at der blandt disse grupper er en overvældende stor interesse for at deltage. På Københavns Universitet udbydes en bred vifte af kurser i dyreforsøgsrelaterede emner – bl.a. i biologi og adfærd, samt i eksperimentel-kirurgiske metoder og i fænotypning af genmodificerede forsøgsdyr.
Grete Østergaard har på egen krop oplevet, hvor nyttig efteruddannelse kan være:
- Da jeg for 15 år siden blev forsøgsdyrsdyrlæge, var min uddannelse allerede 20 år gammel, og det gav mig dengang et stort fagligt løft at tage en masteruddannelse i forsøgsdyr. Vi forsøgsdyrsdyrlæger skal så absolut også holde os opdateret, understreger hun.
Skal efteruddannelse være obligatorisk?
Er obligatorisk efteruddannelse vejen frem, eller skal det ske af frivillighedens vej? Cathrine Juel Bundgaard peger på, at når forskere uden en sundhedsvidenskabelig uddannelse skal udføre kirurgiske indgreb, burde det være obligatorisk for dem først at gennemføre efteruddannelse i anæstesi, analgesi, aseptik og kirurgi. Altså ud over, hvad der i dag indgår i de obligatoriske forsøgsdyrskurser.
Grete Østergaard er enig i dette, idet hun yderligere mener, at det ville være godt, hvis alle forskerne blev tvunget til ind imellem at tage et kursus, der sikrer opdatering:
- Jeg mener, at der skulle være et krav om, at man som forsker med jævne mellemrum – lad os sige hvert tredje år - skal tage et kursus, der opsummerer, hvad der p.t. anses for bedste praksis inden for gængse teknikker.
Grete Østergaard peger her på, at dette kunne omfatte emner som blodprøvetagning, dosering, håndtering af forsøgsdyr, aflivning samt retningslinjer og ny lovgivning. Hun mener også, at kurserne med fordel kunne være elektroniske og afsluttes med en obligatorisk eksamen, som man skal bestå for at måtte beholde sin dyreforsøgstilladelse:
- Jeg mener faktisk ikke, at det ville være en urimelig belastning af forskerne, hverken tidsmæssigt eller økonomisk, slutter hun.
