Det er vores sammenhold, der sikrer vores rettigheder og arbejdsvilkår

8454?.Name Hvad er der at kæmpe for 1. maj? Det går jo meget godt – og hvad der én gang er forhandlet hjem, må jo være sikret. Men sådan er det ikke. Hvis fagforeningerne ikke kan organisere medlemmerne, kan de heller ikke forhandle fælles vilkår hjem, og så står hver arbejdstager alene – også i krisetider, siger Ida Tingman Møller, formand for Ansatte Dyrlægers Organisation.

COLOURBOX23857019
Klumme

Fredag den 1. maj kunne vi hejse flaget og sammen fejre arbejdernes internationale kampdag. Det er en tradition, der i Danmark er holdt i hævd siden 1890 – også selvom vi i år måtte fejre dagen sammen hver for sig.  

Et tilbageblik viser, at stærkt sammenhold gennem tiderne har skaffet et godt indtægtsgrundlag og mange forbedringer af arbejdernes vilkår både i Danmark og i resten af verden. Men i Danmark har vi en helt unik måde at håndtere forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

I 1899 blev den første store danske overenskomst indgået mellem på den ene side arbejdstagerne De samvirkende Fagforbund (i dag Fagbevægelsens Hovedorganisation), og på den anden side arbejdsgiverne Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag Dansk Arbejdsgiverforening). Aftalen lagde grundstenen til det, vi i dag kender som ”den danske model”, hvor arbejdsmarkedsparterne selv indgår frivillige aftaler om løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster uden indblanding fra politikere.

Unik aftale, der sikrer den måde, vi arbejder på, og vores rettigheder

Man kan spørge, hvad den danske model betyder for den enkelte medarbejder? Det korte svar er næsten alt. Alt, hvad der handler om løn og pension, hvor mange timer du skal arbejde, og om du får fuld løn, når du går på forældreorlov, eller om du har ret til efteruddannelse. Alt sammen indgår i de overenskomster, som arbejdsgivere og fagforeninger forhandler om med års mellemrum. Det er ikke rettigheder, der er fastsat i loven, men hårdt tilkæmpet.

Da man ikke behøver at være medlem af en fagforening for at nyde godt af de aftalte rettigheder, vælger mange at stå uden for fællesskabet. Nogle har også den fejlagtige opfattelse, at en rettighed som fx fem feriefridage, er noget, man pr. automatik har krav på som følge af loven. Men det er ikke korrekt – man er berettiget til feriefridagene, fordi der ligger en overenskomst på området – og det er de faglige organisationers medlemmer, der igennem deres medlemsskab har været med til at sikre, at denne ret kunne aftales.

Det er ret unikt, at vi har den form for kollektive aftaler på arbejdsmarkedet – og derfor hedder det også ”den danske model”.

Svingende opbakning til fagforeningerne

For at den danske model fungerer optimalt, skal arbejdsgivere og arbejdstagere stå sammen og være indbyrdes enige om de aftalte vilkår. Det er derfor også nødvendigt, at mange arbejdsgivere og arbejdstagere er organiserede.

Men i tider med opgang og få konflikter kan det være fristende at vælge dette medlemskab fra – for det går jo meget godt – og hvad der én gang er forhandlet hjem, må jo være sikret. Men sådan er det ikke. Hvis fagforeningerne ikke kan organisere medlemmerne, kan de heller ikke forhandle fælles vilkår hjem, og så står hver arbejdstager alene – også i krisetider.

Coronakrisen rammer arbejdsmarkedet

Den 11. marts 2020 ramte en nedlukning af samfundet danskerne i en grad, der ikke er set siden 2. verdenskrig. Alle offentligt ansatte blev sendt hjem, og uddannelses- og daginstitutioner lukkede. I dagene efter fulgtes den første nedlukning op med yderligere stramninger med blandt andet lukning af storcentre, restauranter, frisører og flere andre butikker.

Dansk økonomi sendes ud i et frit fald, der overstiger den finansielle krise i 2008.

Og situationen er den samme i hele verden. Alle Danmarks samarbejdspartnere er også lukket ned, og stort set al handel er sat på pause.

I USA har indtil videre 26 millioner eller godt 20 % meldt sig arbejdsløse som følge af coronakrisen. I begyndelsen af april havde 1 million europæere meldt sig arbejdsløse inden for de sidste par uger. Italien og Spanien er særligt hårdt ramt, og i Danmark meldte 45.837 sig ledige i løbet af marts. Og selvom vi ikke er ude på den anden side af coronakrisen endnu, og vi sikkert vil opleve yderligere stigninger i arbejdsløsheden – særligt op til månedsskifte - så er det dog alligevel værd at bemærke, at arbejdsløshedstallene faktisk i løbet af april vender i Danmark, og antallet af arbejdsløse falder igennem resten af april.

For at den danske model fungerer optimalt, skal arbejdsgivere og arbejdstagere stå sammen og være indbyrdes enige om de aftalte vilkår.

Den danske model viser sit værd under coronakrisen

Der kan være flere årsager til, at vi i Danmark allerede ser et fald i arbejdsløsheden – men en af grundene er helt sikkert indsatsen for at redde dansk økonomi og de danske arbejdspladser.  

Allerede den 8. marts mødtes arbejdsmarkedets parter med regeringen – og bare en uge efter lå der en trepartsaftale, der giver tilskud til coronaramte virksomheder for at undgå fyringer. Efterfølgende er der kommet yderligere aftaler for de private virksomheder, ligesom der er kommet aftaler for de offentligt ansatte, der fx risikerer midlertidigt at skulle flyttes til andre stillinger som følge af krisen.

For dyrlægers vedkommende har ADO været en del af forhandlingerne igennem Akademikerne. Vi har blandt andet bidraget til aftalerne, der sikrer de offentligt ansatte – herunder dyrlæger, der kan flyttes fra administrative jobs til fx Kødkontrollen, hvis der skulle blive behov for dette.

ADO og Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (DA) landede den 25. marts en midlertidig aftale om arbejdsfordeling i klinisk praksis. Aftalen gør det muligt for de ansatte at modtage supplerende dagpenge, hvis de sættes ned i tid som følge af coronakrisen.

Disse aftaler og denne indsats for at redde de danske arbejdspladser har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi i Danmark har en stærk tradition for at samarbejde og stå sammen og finde kollektive aftaler.

Men det er også vigtigt at holde sig for øje, at indsatsen er båret af de faglige organisationer – og derved af alle medlemmerne.

Det er medlemmerne af de faglige organisationer, der muliggør dette arbejde, også selvom resultaterne kommer alle til gode – inklusive de ansatte, der ikke er medlem af en fagforening, og som derved ikke har bidraget til fællesskabet.

Der er derfor brug for, at vi bliver ved med at stå sammen – ikke bare 1. maj, men til enhver tid.

Den danske model og dyrlæger

Den danske models grundpille er solidaritet. Sammenhold mellem ansatte på tværs af brancher og sammenhold via medlemskab i den overenskomstbærende fagforening.

Hvis de ansatte – og arbejdsgiverne for den sags skyld – ikke står sammen, kan de faglige organisationer intet stille op.

Dyrlægers brede uddannelsesmæssige baggrund gør, at vi spreder os over et stort område af arbejdsmarkedet. Der er dyrlæger i det offentlige, der er dækket af de store kollektive overenskomster, dyrlæger i klinisk praksis, hvor vi har en lokal overenskomst, og dyrlæger på det private arbejdsmarked i øvrigt, hvor der ikke foreligger kollektive aftaler, men i nogle tilfælde lokale aftaler på arbejdspladsen.

Den Danske Dyrlægeforening favner alle udgaver, og ”vi kender dyrlægers kompetencer”, som det er sagt og skrevet tusinde gange før. Det stiller også krav til ADO – at vi formår at varetage de ansatte dyrlægers interesser, når det gælder løn- og ansættelsesvilkår inden for alle brancher.

Vi er overenskomstbærende i det offentlige og deltager i de kommende OK21-forhandlinger. Vi har overenskomst for de ansatte i klinisk praksis, hvor vi derigennem sikrer de ansattes løn og arbejdsvilkår, så de ansatte ikke presses negativt, som vi ser andre lande i Europa. For de privatansatte i øvrigt har ADO et samlet overblik over løn og ansættelsesvilkår i lignende stillinger og kan derved være med til at sikre, at de løn- og ansættelsesvilkår, man tilbydes, stemmer overens med det, der tilbydes andre.

Det er vores sammenhold, der sikrer vores vilkår og den danske model. Det gælder også lokalt på arbejdspladsen. Hvis dyrlæger ikke står sammen og bakker op om hinanden, er det begrænset, hvor stor en effekt en fagforening har. Hvis arbejdsgiver ikke sørger for at sikre arbejdsmiljøet tilstrækkeligt, og to ud af tre ansatte ikke ønsker at ”gøre en sag ud af det” og indberette forholdet – ja, så er det lykkedes arbejdsgiver at forringe de ansattes berettigede krav på et godt arbejdsmiljø. Og uden indberetninger kan fagforeningen ikke gå videre med sagen. Og det er bare ét eksempel.

Hvis de ansatte derimod står sammen og bakker hinanden op lokalt på arbejdspladsen, kan en fagforening være den løftestang, som sikrer alle medarbejderes vilkår – hvad end det gælder de offentlige og private overenskomster eller de private ansættelser.

Fremtiden viser sig i de beslutninger og prioriteringer, vi træffer og foretager nu. Der er derfor brug for, at vi bliver ved med at stå sammen – ikke bare 1. maj, men til enhver tid, og sammen kæmper for en fælles sag om at sikre dyrlægerne attraktive løn- og ansættelsesforhold.