Annonce Banner Banner Banner

Tema: DDD i 175 år

Dyrlæger har formået at udvide deres arbejdsområder siden 1849

Arbejdsmarked Historien vidner om, at dyrlæger har formået at udvide deres arbejdsområder i takt med opståede behov og samfundets krav om løsninger på nye udfordringer.

Indblik

Dyrlæger gør syge dyr raske

Da Danmarks ældste fagforening, Den Danske Dyrlægeforening, blev grundlagt i 1849, var behandling af syge dyr det centrale arbejdsområde for dyrlægestanden. Hesten indtog en særlig vigtig position, da den udgjorde et uundværligt transportmiddel og var afgørende som trækdyr for hæren. Det var da også ønsket om bedre betaling for dyrlægers krigsdeltagelse, der var den konkrete anledning til Dyrlægeforeningens grundlæggelse midt under Treårskrigen i 1848-1851.

I denne tid spillede også andre husdyr, især kvæg, en betydningsfuld rolle for datidens dyrlæger, da produktionsdyrene havde stor økonomisk betydning både for den enkelte bonde og for Danmarks samlede økonomi.

Selv 175 år senere er behandling af syge dyr stadig en central del af dyrlægernes arbejde. Dog har fokus ændret sig over årene, og i dag retter dyrlægerne i stigende grad opmærksomheden mod kæledyr som hunde og katte, der dengang i 1849 kun havde mindre betydning.

Gennem årene har dyrlægerne formået at udvide deres virkefelt og skabe nye områder inden for veterinærmedicin. Dette er blevet nødvendigt på grund af det voksende antal veluddannede dyrlæger, som altid har haft gode muligheder for at finde beskæftigelse i samfundet. Antallet af dyrlæger forventes sandsynligvis også at stige i fremtiden, ikke mindst på grund af den kommende veterinære uddannelse i Foulum fra sommeren 2024. Derfor forventes behovet for at udvide arbejdsområderne at fortsætte i de kommende år.

I det følgende kan du læse enkelte nedslag i veterinærhistorien for at belyse, hvordan dyrlæger over tid har formået at udvide deres arbejdsområder.

One Health som centralt omdrejningspunkt

Dyrlæger indtager en afgørende rolle inden for One Health-tankegangen, der bygger på ideen om, at dyrs og menneskers sundhed er uløseligt forbundet og kun kan forstås gennem en holistisk tilgang. Det, der gør dyr syge, kan øjeblikkeligt påvirke menneskers sundhed. Selvom One Health som begreb er relativt nyt, har dyrlæger en lang historisk tradition for at beskæftige sig med One Health-relaterede udfordringer i samfundet.

Allerede den tyske læge Rudolph Virchow (1821-1902) introducerede begrebet »zoonoser« om infektiøse sygdomme, der kan smitte mellem dyr og mennesker. One Health-tankegangen har fået fornyet aktualitet med COVID-19-pandemien, som tydeligt viste, at i en globaliseret verden kan et formodet flagermus-virus på få måneder udvikle sig til årsagen bag en pandemi, der kræver millioner af menneskeliv verden over.

Hvis man kaster et blik på listen over infektioner, der har plaget menneskeheden, så stammer de primært fra dyr eller er blevet overført til mennesker gennem dyr. Cirka 62 procent af alle kendte infektiøse organismer er således zoonotiske. Menneskers tætte forhold til dyr øger risikoen for nye infektioner både gennem fysisk kontakt med levende dyr og gennem den mad, vi indtager. I denne sammenhæng er dyrlægers ekspertise uomgængelig at trække på.

Komparativ medicin har altid udgjort en central del af dyrlægernes virke, helt fra de første blev uddannet på Claude Bourgelats (1712-1779) veterinærskole i Lyon i 1762. Det faktum, at mange af de første dyrlæger tidligere var medicin- eller kirurgistuderende, har utvivlsomt haft betydning, da de allerede besad viden om menneskets sygdomme, før de rettede deres opmærksomhed mod det veterinære område. P. C. Abildgaard (1740-1801), grundlæggeren af den danske veterinærskole, var eksempelvis både uddannet dyrlæge og læge, og gennem hele sit liv beskæftigede han sig med begge fagområder.

Kødkontrol som en tidlig veterinær beskæftigelse

ste lov om kødkontrol, men denne regulering vedrørte udelukkende hestekød. Formålet var sandsynligvis primært at skabe tillid til forbrugerne, så de trygt kunne indtage hestekød i en tid, hvor der manglede andre former for slagtekød. Fra 1830'erne blev befolkningen gradvist opmærksom på, at trikiner udgjorde en risiko, hvis ikke skinker og andet kød blev tilstrækkeligt kogt. I 1865 foreslog dyrlægerne i Det veterinære Sundhedsråd derfor at udvide kødkontrollen fra hestekød til al slags slagtekød.

Dette forslag fik det lægefaglige råd i Det Kgl. Sundhedskollegium dog forpurret. De mente ikke, at kød fra syge dyr var sundhedsskadeligt for mennesker. I 1869 ophævede myndighederne endda loven om kødkontrol af hestekød, da salget af hestekød trivedes uden behov for kontrol. Sundhedskollegiet mente kun, at kød fra selvdøde dyr kunne udgøre en fare for mennesker, og derfor argumenterede de for, at et offentligt tilsyn blot skulle sikre, at slagtedyrene var blevet aflivet.

Kvægtorvet

I 1886 besluttede Københavns Kommune, at byens slagtere skulle anvende det nybyggede slagtehus på Kvægtorvet, hvor kødet blev kontrolleret af dyrlæger, før det blev solgt. Flere byer fulgte trop, og i 1906 indførte Danmark sin første lov om indenrigs kødkontrol.

© Københavns Stadarkivs Samlinger

Selvom Sundhedskollegiets holdning var fast, fortsatte flere dyrlæger ufortrødent med at argumentere for nødvendigheden af offentlig kødkontrol af hensyn til menneskers sundhed. Først i 1886 blev denne tanke imødekommet, da Københavns Kommune besluttede, at byens slagtere skulle anvende det nybyggede slagtehus på Kvægtorvet, hvor kødet blev kontrolleret af dyrlæger, før det blev solgt.

Dyrlægerne på Kvægtorvet havde ansvaret for at kategorisere kødet som førsteklasses, andenklasses eller kasseret. Andenklasses kød skulle koges grundigt, før det måtte indtages. Flere byer fulgte trop, og i 1906 indførte Danmark sin første lov om indenrigs kødkontrol. Siden da har veterinærkontrol af slagtekød til salg været obligatorisk. Eksportslagterierne indførte allerede inden 1906 obligatorisk kødkontrol, for her var eksporten jo på spil. Dyrlæger har således spillet en central rolle i vurderingen af slagtekød i Danmark, og med tiden udvidedes kontrollen fra slagtekød til levnedsmiddelkontrol, hvor dyrlæger også kom til at spille en vigtig rolle, herunder gennem de kommunalt ansatte stadsdyrlæger.

Sygdomsspredning gennem mejeriernes returmælk i slutningen af 1800-tallet

I slutningen af 1800-tallet stoppede Tyskland importen af jyske stude, hvilket tvang dansk kvægbrug til at omstille sig fra kødeksport til mejeriprodukter. Vestjysk bondesmør havde dengang en så dårlig kvalitet, at det ikke var egnet til eksport, og afregningspriserne var følgelig elendige. Som en konsekvens heraf åbnede verdens første andelsmejeri, Hjedding Fællesmejeri, den 10. juni 1882 i Ølgod i Vestjylland. Andelstanken kombineret med ansættelsen af uddannede mejerister og implementeringen af tidens nyeste teknologiske fremskridt som Maglekilde-centrifugen forbedrede hurtigt smørkvaliteten og priserne, og der kom snart gang i et dansk mejeri-eksporteventyr, især rettet mod England.

20120102 121619 6 5293X4950ma

Der har ikke været udbrud af mund- og klovsyge blandt kvæg siden 1983. For at styrke beredskabet træner myndighederne dog løbende embedsdyrlæger for at genopfrisket deres viden om symptomerne på denne yderst smitsomme sygdom, der kan koste store beløb i mistede eksportindtægter.

© Egon Engman/Ritzau Scanpix

Omstillingen var dog langt fra uproblematisk – allerede i sommeren 1882 blev området omkring andelshaverne af Hjedding Fællesmejeri ramt af et større udbrud af tyfus, hvor en ung mejeristelev ved navn Mads Henriksen (1860-1882) endda mistede livet. Mangelfuld produktionshygiejne viste sig at være en afgørende faktor, og returmælken (skummetmælk og kærnemælk), der blev sendt tilbage til gårdene, blev en alvorlig smittekæde for spredning af zoonoser mellem gårdene. Hygiejnen ved indsamling og behandling af returmælken blev derfor af afgørende betydning. Her kom One Health-tankegangen endnu engang i fokus, og dyrlægernes viden spillede en central rolle.

Især salmonella (som kunne føre til tyfus) og kvægtuberkulose udgjorde alvorlige problemer, der blev genstand for omfattende forskning på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg. Veterinærprofessoren og lægen Bernhard Bang (1848-1932) spillede en afgørende rolle i forebyggelsen af kvægtuberkulosen, mens professor og dyrlæge C. O. Jensen (1864-1934) forskede i mælkehygiejne, især i forbindelse med smørproduktion. Jensen grundlagde samtidig Serumlaboratoriet, der også blev afgørende for bakteriologisk og sygdomsforebyggende forskning. I 1898 blev det lovpligtigt at pasteurisere returmælken som en foranstaltning mod sygdomsspredning.

Zoonosebekæmpelsen i mejeridriften

Den industrielle mejeridrift medførte også risici for overførsel af zoonoser til forbrugerne. Fra omkring 1878 blev salget af mælk i byerne overtaget af større firmaer som Københavns Mælkeforsyning og senere Enigheden. I sammenligning med de mange små forhandlere, der tidligere solgte mælk i byerne, havde de større firmaer bedre mulighed for at kontrollere kimtallet og lagde også større vægt på mælkehygiejne.

Flere fremtrædende professorer fra veterinærskolen beklædte i årene efter bestyrelsesposter i mejeribestyrelser, heriblandt den velrenommerede Adam W. Mørkeberg (1863-1933). Myndighederne ansatte også dyrlæger med opgaven at overvåge mælkehygiejnen og kontrollere for indhold af blandt andet tuberkulose. En oplagt mulighed ville have været at pasteurisere mælken inden salg, men mange forbrugere var i begyndelsen ikke tilfredse med smagen – lidt ligesom mange danskere i dag har det med UHT-behandlet mælk.

Penicillinrester i mælk og deres konsekvenser for mejeribranchen

Et nyt One Health-problem opstod for mejeribranchen, da praktiserende dyrlæger kort efter Anden Verdenskrig begyndte at behandle syge køer med penicillin. Dyrlægerne var pionerer inden for behandlingen af yverbetændelse med penicillin, idet professor og dyrlæge Aage Jepsen (1908-1998) allerede i 1943 havde succes med at afprøve penicillins effekt på streptokok-mastitis i samarbejde med mikrobiologen Kai Adolf Jensen (1894-1971).

I efteråret 1949 konstaterede Statens Forsøgsmejeri desværre, at flere danske mejerier oplevede fejl i smør- og osteproduktionen. Problemet var, at de ikke kunne styre syrningsprocessen. Dette medførte, at smør og ost fik varierende konsistens og smag, hvilket selvfølgelig ikke var acceptabelt over for forbrugerne, der forventede en ensartet kvalitet af mejeriprodukterne. Det gik heller at eksportere sådanne produkter.

Da mejerierne i starten af det 20. århundrede begyndte at pasteurisere fløden, var de nødt til at tilsætte en mælkesyrekultur. En undersøgelse af problemet afslørede, at årsagen til syrningsproblemerne skulle findes i penicillin-behandlinger, som blev givet til køer med yverbetændelse, men som også hæmmede mælkesyrebakterierne på mejeriet.

20180612 083729 A 4542X3069ma

I sidste halvdel af 1800-tallet var mangelfuld produktionshygiejne en afgørende faktor for sygdomsspredning med returmælk til gårdene. Dyrlægerne kom til at spille en central rolle for at det i 1898 blev lovpligtigt at pasteurisere returmælken som en foranstaltning mod sygdomsspredning.

© Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Blandt andre kunne professor og dyrlæge H.C. Bendixen (1897-1976) gennem sin og kollegaers forskning dokumentere, at penicillin-rester i mælken fra fire forskellige intramammaria-præparater påvirkede gæringsprocessen. Igennem en række forsøg kunne H.C. Bendixen og kollegaer konstatere, at selv lave koncentrationer, svarende til penicillin-rester efter en overstået mastitis-behandling, var tilstrækkelige til at påvirke mælkesyreproduktionen. Noget måtte gøres.

Lovgivning mod medicinrester

I 1954 udstedte Landbrugsministeriet en bekendtgørelse om tilbageholdelse af mælk efter lokal penicillin-behandling for yverbetændelse. Danmark var dermed en pioner inden for lovgivningsmæssig regulering af brugen af penicillin til dyr.

Det er værd at bemærke, at anledningen i første omgang ikke primært var bekymringer for folkesundheden, men derimod de tekniske problemer med smør- og osteproduktionen på mejerierne. Ikke desto mindre blev tilbageholdelse af mælk genstand for diskussion blandt medlemmerne af Den Danske Dyrlægeforening, og lovgivningen blev gentagne gange strammet, så det generelt gjaldt, at mælk skulle tilbageholdes efter antibiotika-behandling af husdyr, uanset årsagen til behandlingen eller administrationsmetoden.

I 1962 blev reglerne udvidet, så de også omfattede tilbageholdelse før slagtning af husdyrene – altså fra mælk til nu også at omfatte slagtekød. Over tid udviklede reglerne sig fra at dække antibiotika til at omfatte medicinrester generelt. Det blev blandt andet en veterinær opgave at overvåge mælk og slagtekød for medicinrester gennem stikprøvekontrol, og Danmark blev snart førende på dette område.

Medicinrester i fødevarer blev også et folkeligt anliggende, især efter kunstneren Mikael Witte (f. 1952) i 1978 udgav sin ikoniske plakat med teksten: »Danske svin er sunde, de strutter af penicillin«.

Yderligere fokus på det veterinære medicinforbrug opstod med erkendelsen af resistensproblematikker. Her blev det endnu engang slået fast, at dyr og mennesker deler et skæbnefællesskab, og resistensproblematikken blev betragtet som et fælles lægeligt og veterinært anliggende. Af samme grund er det i dag ulovligt at anvende antibiotiske vækstfremmere til husdyr.

Lægemiddelindustrien og dyrlægernes rolle

Fra at være et landbrugsland er Danmarks største eksportvare i dag lægemidler, og også her har dyrlæger spillet en betydelig rolle i denne udvikling. Novo Nordisk er en af landets største veterinære arbejdspladser, og lægemiddelforskning, -udvikling og produktion er med årene blevet et vigtigt veterinært arbejdsområde. Dyrlægers viden om komparativ fysiologi og komparativ medicin har utvivlsomt været central for denne udvikling. Industrien har også i stor udstrækning benyttet forsøgsdyr, hvilket naturligvis kræver veterinær ekspertise.

20080820 180339 6 4368X2912ma

Lægemiddelforskning, -udvikling og produktion har gennem årene udviklet sig til en betydningsfuld sektor inden for veterinærmedicin. Dyrlægers ekspertise inden for komparativ fysiologi og komparativ medicin har uden tvivl spillet en central rolle i denne udvikling. 

© Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk blev grundlagt for et århundrede siden, da nobelpristageren August Krogh (1874-1949) i 1922 fik tilladelse til at producere insulin på grund af hans kone Marie Kroghs (1874-1949) diabetes. August Krogh startede insulinproduktionen sammen med lægen Hans Christian Hagedorn (1888-1971), men firmaet blev senere delt i to dele, Novo Industri og Nordisk Gentofte, begge med dyrlæger ansat. I 1989 blev de to firmaer dog slået sammen som det nuværende Novo Nordisk, der oprettede en specifik veterinærafdeling for forsøgsdyr, dyremodeller og 3R-principper (Replace, Reduce, Refine) for brug af dyr i forskning.

Dyrlægerne hos Novo Industri og Nordisk Gentofte beskæftigede sig oprindeligt primært med toksikologi, hvor de testede farligheden af nye lægemidler, men blev også tilkaldt, når forsøgsdyrenes sundhed skulle sikres. Antallet af dyrlæger er steget over årene, og i dag varetager dyrlæger en bred vifte af opgaver i firmaet. Novo Nordisk ansatte endda en dyrlæge som koncerndirektør for forskning.

Andre lægemiddelproducerende virksomheder i Danmark gør også brug af dyrlæger, og flere mindre biotek-virksomheder benytter sig af deres ekspertise. Som en konsekvens af behovet for dyrlæger i lægemiddelindustrien og offentlige forskningsinstitutioner tilbyder Københavns Universitet en specialisering inden for biodifferencering i slutningen af den veterinære kandidatuddannelse.

Dyrlægeforeningens betydning

Historien vidner tydeligt om, at dyrlæger har formået at udvide deres arbejdsområder i takt med opståede behov og samfundets krav om løsninger på nye udfordringer. Fortjenesten skal naturligvis tilskrives de enkelte dyrlæger, der har set potentialerne i at anvende deres viden på nye måder. Samtidig fortjener Den Danske Dyrlægeforening anerkendelse, da den har haft indflydelse på samfundsdebatten og bidraget til udviklingen.

I fremtiden vil der fortsat være behov for, at foreningen tænker kreativt og ikke kun fokuserer på de traditionelle dyrlægejobs. Den skal fortsat spille en central rolle i at guide og støtte dyrlægerne i at imødekomme samfundets skiftende behov og udfordringer. Dyrlægeforeningen har potentiale til at fungere som en bro mellem traditionel praksis og nye, innovative tilgange inden for veterinærmedicinen.