Søer: Samspillet mellem Actinobacillus pleuropneumoniae og antistofniveauer

Baggrund

Infektioner med serotype 2 (Ap2) og serotype 3 (Ap3) forekommer hos svenske grise som regel i perioden fra fravænning til slagtning. Ofte finder man pleuritis efter infektionen, eller i den akutte fase en pleuropneumoni, som kan medføre en høj dødelighed. Ap-bakterier findes i soens tonsiller, hvorfra de spreder sig til pattegrisene, sandsynligvis allerede i dieperioden (1,2). Pattegrisene får en vis beskyttelse gennem råmælkens indhold af antistoffer. Varigheden af beskyttelsen er afhængig af koncentrationen af antistoffer i råmælken, som er proportional med koncentrationen i soens serum.

Så længe beskyttelsen er højere end infektionstrykket, er grisene symptomfrie, og afkom efter søer med meget antistof i serum smittes derfor senere end grise fra søer med lavt antistofniveau i blodet (1). Ved et lavt smittetryk kan smågrisene håndtere en Ap-infektion uden at udvikle klinisk sygdom og med lave anmærkninger for brysthindear (3). Høje anmærkninger kan forekomme uden, at man kan detektere Ap (4). Derfor er det altid vigtigt at stille en korrekt diagnose i forbindelse med høje anmærkninger for brysthindear.

I den svenske nationale database for slagteregistreringer ses en tendens til et stigende antal registreringer af kroniske brysthindear hos slagtesvin, ungsøer og søer. Registreringerne, som fødevarekontrollens personale laver, ligger i dag på 15-17 %.

Alvorlige udbrud af Ap-infektion medfører et stort velfærdsproblem, øget antibiotikaforbrug og øgede udgifter. Der findes altså klare motiver for at forebygge Ap-infektioner. En måde at gøre det på er at starte en ny produktion med SPF-grise (svensk: serogrisar) fri for Ap eller gennem en medicinsk sanering. Begge dele kræver dog en ganske stor investering og anvendes derfor ikke så ofte, på trods af at tilbagebetalingstiden er relativt kort (5,6). Da de fleste besætninger er endemisk smittede med Ap, kan en anden måde være at udsætte de søer, som har den største risiko for at smitte deres smågrise. Målet med denne undersøgelse er derfor at se, om det er muligt at identificere disse søer.

Materiale og metoder

Tre integrerede besætninger med høj incidens af brysthindear registreret ved slagtning indgik i studiet. Fra de tre besætninger blev der indsamlet prøver fra 10 søer per besætning i forbindelse med slagtning. Gennemsnitsalderen for de undersøgte søer var 3,4 kuld.

Efter slagtning blev der indsamlet prøver med E-svaber fra tonsiller og luftrør. Disse prøver blev undersøgt med PCR-teknik for forekomst af influenza, Ap (Ap2 og Ap3), Mycoplasma hyopneumoniae (M hyo), Pasteurella multocida (Pm) og Mycoplasma hyorhinis (M hrhi) (7,8). For at undgå kontaminering af tonsillerne blev søerne slagtet uden skoldning. Desuden blev der taget blodprøver af alle søer. Prøverne blev undersøgt for serumantistoffer mod de nævnte agens, bortset fra Mycoplasma hyorhinis.

Derudover blev der udført en undersøgelse af lungerne (USK), og alle slagtedata fra besætningernes slagtesvin fra det seneste år blev indsamlet.

Tabel 1. Størrelse og system samt vaccinationsrutiner i tre forskellige gårde med høj andel brysthindear registreret ved slagtning.

Resultater

Tabel 2. Resultat af den udvidede slagtekontrol (USK) samt sygdomsregistreringer gjort ved slagtning.

Actinobacillus pleuropneumoniae

Totalt var 15 af 30 søer (50 %) serumpositive mod Ap2 og 13 (43 %) mod Ap3. Ap påvistes i tonsillerne hos 25 af de 30 søer (83 %), men ikke i luftrøret (0 %).

Mycoplasma hyopneumoniae

25 af 30 søer var serumpositive (83 %). M hyo påvistes i tonsillerne såvel som i luftrørene hos 2 af de 30 søer (7 %). Yderligere 2 søer var positive i luftrøret (14 %).

Pasturella multocida

15 af de 30 søer var serumpositive (50 %). Pm påvistes i tonsillerne hos 23 af de 30 søer (77 %) og hos 2 af disse 23 søer påvistes Pm også i luftrøret. Pm påvistes ikke i luftrøret hos andre af de undersøgte søer.

Influenza

21 ud af 30 søer var serumpositive (70 %), men influenza blev ikke påvist hos nogen af søerne, hverken i tonsillerne eller i luftrøret (0 %).

Forskelle mellem besætningerne

I besætning 1 var alle søer serumnegative mod Ap2 og kun tre var positive mod Ap3, men alle husede Ap i tonsillerne.

I besætning 2 havde fem af 10 søer antistof mod Ap2 og otte mod Ap3. Her påvistes Ap i tonsillerne på ni af de 10 søer. Den PCR-negative so var også serologisk negativ.

I besætning 3 var niveauet af antistoffer mod både Ap2 og Ap3 højere end i de øvrige besætninger. Her var alle søer serumpositive mod Ap2, og bare to søer var serumnegative mod Ap3. Ap blev påvist i tonsillerne på de seks søer, som havde de højeste serumantistofniveauer, men ikke på de fire søer med de laveste niveauer (en første læg, en anden læg og to tredje lægs søer).

I løbet af 2019 behandledes ingen voksne dyr mod luftvejslidelse i nogen af besætningerne.

Udvidet slagtekontrol (USK) og registrering af brysthindear

De fund som blev gjort ved USK vises i tabel 1. Som det fremgår af tabellen registreredes ingen lungeforandringer overhovedet hos to søer per besætning. Brysthindear registreredes hos 7-8 af de 10 søer per besætning, og af dem havde 2-4 en udbredelse på over 10 % af lungefeltet.

Tabel 1 viser også slagteskadestatistikken med hensyn til brysthindear hos slagtesvinene det seneste år inden undersøgelsen blev gennemført. Gennemsnittet i besætning 2 og 3 lå på mere end det dobbelte af gennemsnittet på slagterierne i denne periode. Andelen af brysthindear per besætning adskilte sig signifikant (p<0,001) mellem alle tre besætninger.

Diskussion

Undersøgelsen viste, at Ap-bakterier i stor udstrækning fandtes i tonsillerne hos søerne i alle tre besætninger, men ingen Ap-bakterier påvistes i luftrøret på søerne. En tydelig forbindelse mellem Ap-bakterier i tonsillerne og en høj antistoftitrer i blodet ved slagtning var det ikke muligt at påvise.

Ap2 og Ap3 er de to almindeligste serotyper i Sverige. På trods af de lave antistofniveauer mod Ap2 og Ap3 i besætning 2 og specielt i besætning 1, påvistes Ap med PCR-teknik i tonsillerne hos praktisk taget alle søer i disse to besætninger, hvilket beviser, at Ap findes i besætningerne. Påvisningerne antyder, at lave antistofniveauer øger risikoen for at Ap koloniserer tonsillerne, samtidigt med at de lave niveauer indikerer et lavt smittetryk.

En beskyttende effekt af høje antistofniveauer mod Ap skulle kunne styrkes af det faktum, at færre dyr (6 af 10) husede Ap i tonsillerne i besætning 3, som havde højere antistofniveau mod både Ap2 og Ap3. I besætning 3 var det dog de søer, som havde de højeste antistofniveauer, der var PCR-positive i tonsillerne. Dette viser, at høje niveauer af antistof i sig selv ikke forhindrer forekomst af Ap-bakterier i tonsillerne.

De negative fund af Ap i luftrøret samt det faktum, at ingen søer blev behandlet for luftvejsinfektioner, indikerer snarere, at søerne har udviklet en immunitet mod Ap-infektioner og lever i balance med patogenet. Det skal dog noteres, at 70-80 % af søerne på besætningsniveau havde skader, som blev registreret som Ap-relaterede ved USK, samt at Ap hyppigt fandtes i tonsillerne. Vi så således ikke en forbindelse mellem antistofniveauer mod Ap og tilstedeværelse af Ap i tonsillerne og ser dermed ikke nogen mulighed for at skelne mellem smitteførende og ikke smitteførende søer.

Konklusion

Lavgradig smitte med Ap er ikke ensbetydende med et problem i besætningen. I praksis bør alle søer i en Ap-besætning betragtes som potentielle smittebærere for Ap. Vaccination af soholdet kan være et godt værktøj i problemløsningen, men kan som regel ikke stå alene, da miljøet har stor påvirkning, særligt på den lille gris (9).

I og med at Ap aldrig blev påvist i luftrøret hos nogen so, virker trachealprøver ikke relevante på søerne, i modsætning til de voksende grise, hvor det kan give øget information om Ap-status i en besætning (10). Resultaterne viste, at smittetrykket med hensyn til Ap-infektioner er forskelligt i besætninger, og at hver besætning ser ud til at være unik og derfor bør behandles som sådan. Altså undersøges grundigt for at finde smittetidspunkt og disponerende faktorer.