Hvor farligt er det egentlig, når dyrlæger og andet personale i klinisk praksis tager røntgenbilleder?

8455?.Name Både veterinærsygeplejersker og dyrlæger deltager i røntgenfotografering af dyr og har samme interesse i at undgå at blive eksponeret for røntgenstråler i doser, der kan være farlige for kroppen. Og der er absolut ingen grund til bekymring, fortæller dr.med. Lars Thorbjørn Jensen, der er ledende overlæge på Afdeling for Nuklearmedicin, Herlev og Gentofte Hospital. - Veterinært personale er som helhed ikke mere udsat end baggrundsbefolkningen, siger han.

Røntgen3 © Pia Rindom
Interview

Serviceforbundet og Veterinærsygeplejerskernes Fagforening har skabt usikkerhed om, hvorvidt det kan være forbundet med helbredsmæssig risiko at arbejde i klinisk praksis og foretage røntgenfotografering af hunde, katte eller store heste. Senest med en video på de sociale medier, der efterlader indtryk af, at det er ret farligt.

For at få hold på, hvilke sundhedsmæssige risici der er ved at optage røntgenbilleder på den måde, man gør det i veterinær praksis, har jeg spurgt strålingsekspert dr.med. Lars Thorbjørn Jensen, der er ledende overlæge på Afdeling for Nuklearmedicin, Herlev og Gentofte Hospital.

- Det afhænger fuldstændigt af den situation, man er i, og hvordan man optager billedet – det vil sige, hvor man befinder sig i forhold til strålefeltet. Der findes ingen grænseværdi, under hvilken man kan sige, at stråledoser er helt ufarlige. Sundhedsmyndighedernes anbefaling er, at vi i udgangspunktet skal begrænse vores udsættelse for ioniserende stråling mest muligt, og vi skal tage de nødvendige forholdsregler, siger Lars Thorbjørn Jensen og forklarer, at det er meget bevidst, at man meget nødig vil have nagelfaste krav i lovgivning og i bekendtgørelser for, hvad der er nødvendige forholdsregler.

- Man skal altid kunne blive klogere – både den ene vej og den anden vej. Altså både hvor man skal anvende mere beskyttelse, men også hvor man kan undlade beskyttelse.

Som et eksempel på dette nævner han, at man stort set er gået væk fra gonadebeskyttelse, der er en særligt udformede blyposer til brug rundt om testiklerne, når man optager røntgenbilleder af mænd og drenge, fordi der ikke er evidens for, at beskyttelsen har effekt.

– Det viser, at nødvendige forholdsregler kan veksle over tid. Det samme gælder blyforklæder og halskraver – man skal bruge de værnemidler, der er nødvendige. Og så skal man overvåges med et dosismeter, så man kan holde øje med, hvor meget stråling man udsættes for.

Røntgen1

Alle, der tager røntgenbilleder i veterinær praksis, skal udstyres med et dosismeter, der måler, hvor mange røntgenstråler, den bliver mødt af. Den skal bæres inden for røntgenforklædet og indsendes til aflæsning hvert halve år og hyppigere, når man er gravid (hvert kvartal).

© Pia Rindom

200 gange mindre end øvre dosis

Sundhedsmyndighederne har sat en dosis på 20 milli-sievert (mSv), som er den dosis hver person, der arbejder med ioniserende stråling, maksimalt må udsættes for om året. Dette tal er mange gange højere end den middeldosis, der i 2020 blev rapporteret for veterinærmedicin – faktisk 200 gange højere (Tabel 1).

Tabel 1. Dosisovervågningen for veterinærmedicin og dyrlæger i 2020.

Kilde: Strålebeskyttelse – myndighedernes årsberetning 2020 

Hvad kan du sige om de sikkerhedsprincipper, der ligger til grund for den øvre dosis på 20 mSv?

- Der er mere end 100 års erfaring med ioniserende stråling, som løbende bliver fulgt af Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse (ICRP). Med 15-20 års intervaller udkommer institutionen med en samlet rapport – senest i 2007 – hvor al den viden, der er akkumuleret gennem alle årene, bliver gjort op, og på den baggrund kommer de med anbefalinger. Det er altså det, der ligger til grund for, at hvis man arbejder med ioniserende stråling, så må man maksimalt udsættes for en helkorpsdosis på 20 mSv pr. år, siger Lars Thorbjørn Jensen.

Selvom der er forskel på, hvor kraftigt man skyder på en hest og på en kat, har det ifølge overlægen ingen betydning, da det alene er den registrerede mængde, som dosismetret opfanger, man skal forholde sig til.

Han understreger videre, at grænsen på 20 mSv pr. år er med udgangspunkt i en vurdering for hele kroppen, hvilket også er grunden til, at man skal bære sit dosismeter inden under blyforklæde, men isoleret set tåler både arme og hænder mere stråling end resten af kroppen.

Med hensyn til øjenlinsen er det lidt mere komplekst.

- Ioniserende stråling kan udløse, at man kan få grå stær tidligere, end man ellers ville få det. Man kan sige, at grå stær er et aldringsfænomen, som man kan fremskynde med røntgen. Der er dog årligt 60.000 operationer for grå stær i Danmark, og det høje tal har altså intet med røntgen at gøre.

- Det, at man anbefaler blyforklæder og halskraver, er fordi bly er enormt godt til at dæmpe røntgenstråling. Hvis man er interesseret i det, kan man lægge et dosismeter uden på blyforklædet oppe i halsåbningen, og så vil man få et meget godt mål på, hvor meget stråling øjet og skjoldbruskkirtlen udsættes for, siger Lars Thorbjørn Jensen, der opfordrer Serviceforbundet og dyrlægerne til at gennemføre et sådant studie for at afmystificere, hvor udsat øjnene og skjoldbruskkirtlen er i den veterinære branche.

- Når det så er sagt, så forholder det sig sådan, at skjoldbruskkirtlen faktisk ikke særlig strålefølsom hos voksne modsat hos børn, fordi deres celler deler sig langt mere. Op til 20 års-alderen skal man være forsigtig med at give røntgenstråling til halsen, hvorefter strålerne har meget mindre effekt. Der er eksempelvis ikke fundet øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtlen hos flere en 75.000 radiografer i et kæmpestort studie i USA.

Rontgen 2

Den enkelte praksis skal udarbejde en sikkerhedsvurdering, der dokumenterer, hvilke risici der vurderes at være forbundet med virksomhedens arbejde med strålekilder og virksomhedens tiltag for at imødegå disse risici, således at arbejdet kan udføres sikkert.

© Pia Rindom

Hvilke typer af potentielle skader kan røntgenstråling forårsage?

Hvis man udsættes for ioniserende stråling, øges risikoen for at få kræft. Men ifølge Lars Thorbjørn Jensen skal der meget høje doser til – først ved doser over 300-500 mSv pr. år, begynder risikoen for kræft at øges så meget, så det kan ses i epidemiologiske studier.

- Det er vigtigt at slå fast, at røntgenstråling ikke giver en eller anden specifik form for kræft. Strålingen kan skubbe til en frekvens, der ligger i forvejen. Det vil sige, den øger risikoen for at give en kræftform, som i forvejen er i befolkningen. Er man fx japaner, så har man øget risiko for at få kræft i mavesækken, hvis man udsættes for store mængder ioniserende stråling, mens det samme ikke gælder hos danskere, fordi vi har ikke ret meget af den kræftform i Danmark.

Lars Thorbjørn Jensen fortæller videre, at der årligt er lidt over 300, der får kræft i skjoldbruskkirtlen, og at det i langt overvejende grad er kvinder. En del af tilfældene bliver fundet tilfældigt i forbindelse med, at en forstørret skjoldbruskkirtel bliver fjernet.

– Man ser den efter i mikroskopet, og så finder man tilfældigt celleforandringer. Det gælder i 10-12 procent af tilfældene, siger han og tilføjer, at det er celleforandringer, der måske/måske ikke ville være blevet til manifesteret kræft.

Hvis man er gravid

Hvis man er gravid, må kvinden i svangerskabet højest udsættes for 1 mSv, og ifølge Sundhedsstyrelsen vil det normalt ikke være nødvendigt at ændre den gravides arbejdsopgaver og dermed kategorisering.

- Der er cirka en 10.000 gange øget risiko for at få et barn med en skade som følge af arv, end der er som følge af ioniserende stråling, fastslår Lars Thorbjørn Jensen.

Men på trods af den meget lille risiko mener han ikke, at moren skal kunne bebrejde sig selv, at hun har arbejdet med røntgen, hvis hun får et barn med en skade.

- Så for morens skyld gør vi det i min afdeling, at vi sætter gravide til at arbejde med noget, der ikke har med ioniserende stråling at gøre, siger Lars Thorbjørn Jensen.

Samtidig lægger han vægt på, at arbejdsgiveren via dosimeter-målingerne fuldstændigt skal kunne redegøre for, at den gravide kvinde højest har fået en dosis på 1 mSv i graviditeten.

Rontgen

Det er et myndighedskrav, at røntgenudstyr serviceres og kontrolleres én gang om året, for at man kan få lov til at bruge det. Og det er den enkelte praksis, der selv skal sørge for, at det sker. Sundhedsstyrelsens enhed Strålebeskyttelse (SIS) kommer på kontrolbesøg og kontrollere blandt andet, om der er foretaget det pligtige tilsyn af udstyret.

© Pia Rindom

Tallene ser fornuftige ud  

Hvordan ser det så ud for veterinærmedicin som profession i forhold til andre brancher med hensyn til persondosimetri?

- Det er absolut inden for det fornuftige – det vil sige inden for det, vi kalder personale i kategori C, hvor man ikke får en dosis, der er højere end den, baggrundsbefolkningen må modtage. På min afdeling, hvor der er knap 100 ansatte, håndterer vi doser, hvor vi får mellem 2-5 mSv om året, og det er vi meget trygge ved, fordi medarbejderne er godt uddannet og ved, hvad ioniserende stråling er, og hvor man skal passe på, siger Lars Thorbjørn Jensen.

Han lægger vægt på, at der er en risiko for, at jo mindre man ved, jo mere bekymret bliver man. Så det gælder om at uddanne og oplyse hele vejen igennem.

- Hvis man ikke ved bedre og bruger udstyret forkert, så er der selvfølgelig en øget risiko. Så det gælder om, at alle er godt uddannet, siger Lars Thorbjørn Jensen.