I de sidste 15 år er produktionen af grise i Danmark steget med hele 30 %. Denne vækst er ifølge John Haugegaard sket uden tilsvarende investeringer i nye stalde eller tilstrækkelig opgradering af de eksisterende faciliteter, der skal kunne rumme de flere dyr. De nye stalde, der ikke bliver bygget, savnes af de mange grise, der bliver født. Resultatet er overfyldte stalde.
- Vi producerer simpelthen for mange grise på for lidt plads. Problemet er, at der ikke er blevet bygget nye stalde til at rumme det større antal grise. Jeg taler om den gennemsnitlige grisebonde, for der er nogle, der bygger nye stalde, og nogle, der reducerer antallet af søer, men hovedparten fortsætter med det samme antal søer, som de har haft i årevis, uden at justere faciliteterne og pladsen i staldene. Det betyder, at strategien med at fravænne grisene ved 28 dage eller senere er blevet ændret til 21-24 dage.
Ifølge lovgivningen er det tilladt at fravænne grisene så tidligt, hvis de bliver fravænnet sammen med grise i samme aldersgruppe og derefter sat i en stald, hvor der ikke er andre grise. For at håndtere de flere grise er det en udbredt praksis at blande grise fra forskellige kuld, når de flyttes til nye stier.
- Det er en procedure, som kan gentage sig flere gange i grisens liv, men det er ikke uden konsekvenser. Hver gang grisene blandes, skaber det stress og øger sygdomsspredningen. Det er et kæmpe problem, og når du samtidig har et system, hvor grise fravænnes tidligere for at skabe plads til flere, så bliver situationen endnu værre, siger han.
Overbelægning og manglende dyrevelfærd
Dyrlægeforeningen har flere gange påpeget, at de danske grises leveforhold ikke lever op til moderne dyrevelfærdskrav, og at det er et problem, at den nuværende lovgivning tillader at holde grise på alt for lidt plads til, at de kan udfolde sig. Virkeligheden i mange danske grisestalde underminerer fx kravet om, at alle grise skal have permanent adgang til halm eller andet materiale, der opfylder deres behov for at beskæftige sig samt udføre rodebevægelser.
Overbelægningen i staldene gør det svært at overholde de eksisterende krav om plads og rodemateriale.
- Overbelægningen i staldene gør det svært at overholde de eksisterende krav om plads og rodemateriale, og det betyder, at mange grise lever under forhold, der øger risikoen for skader og aggressioner blandt dyrene, selvom lovgivningen overholdes. Når du har så mange grise på så lidt plads, vil der altid være en øget risiko for, at dyrene bliver skadet.
Halebid hører med i den kategori og er ofte et symptom på utilstrækkelig dyrevelfærd, hvor grisene ikke har tilstrækkelig plads, ro eller beskæftigelse til at opfylde deres naturlige behov. Griseformanden påpeger, at når grise holdes under trange forhold uden mulighed for at udføre deres naturlige rodeadfærd, bliver de stressede og frustrerede. Mangel på plads og beskæftigelse forværrer problemet, da det øger konkurrencen om de få ressourcer, der er til rådighed, og kan have smertefulde konsekvenser.
- Jeg har lige været ude ved to søer, hvor deres rygsøjler var knækket. De var fyldt med bylder, og det skyldes, at de havde haft halebid som polte og ikke var blevet behandlet i tide, siger Haugegaard.
Ammesøer erstatter manglende patter
En typisk dansk so har 14-16 patter, men får i gennemsnit 19 grise per kuld. Det betyder, at mange søer får langt flere grise, end de kan tage sig af, og for at kompensere for dette bruges ammesøer i produktionen. Men det er ikke uden problemer.
- Der er forskel på søer. Nogle accepterer let nye grise, mens andre slår sig i tøjret de første par dage. I nogle tilfælde giver man dem »guldbajere« for at berolige dem og dæmpe deres reaktioner.
- Det er almindelig praksis, at man fravænner alle grise på en gang og flytter dem ud på staldgangen, hvorefter de fordeles uden hensyn til, hvilken so der er deres mor. Vi ved, at immunitet også overføres cellulært, og det er kun til eget afkom, immuniteten overføres. Derfor er der også problemer som diarré hos grisene de første par dage efter at have skiftet so. Man kan sige, at det er en konsekvens af at flytte rundt på dem, og det bidrager til, at sygdomme som svineinfluenza, der nu er endemisk i 70-80 % af de danske besætninger, ofte blusser op efter fravænning og gør grisene mere modtagelige over for sekundære bakterieinfektioner.
John Haugegaard betoner, at hver gang man flytter grisene og overbelægger dem, selvom det er inden for lovens rammer, bliver de stressede, og det øger risikoen for smitte med fx svineinfluenza.
- Især i de store besætninger, der er blevet voldsomt store. Der er henved 1.000 søer i en gennemsnitsbesætning, hvilket gør det svært at få bugt med smitstoffer. Der er altid en so med nedsat immunitet, og når du har en, so som opformerer en smitte, og blander alle grisene fra soen, bliver smitten spredt.
Lovlig pladsmangel
Hvis det stod til John Haugegaard, skulle lovgivningen sætte en grænse for antallet af smågrise pr. so.
- I dag overlever en stor del af grisene ikke. Det ville være bedre at fokusere på færre, men sundere grise. Hvis det stod til mig, skulle ingen gris veje under 5,5 kg ved fravænning. Man burde indføre et begreb, der hedder »levendefødte, ikke livskraftige grise«, og disse grise skulle man simpelthen aflive, i stedet for at 50 eller 80 % af dem bliver lagt ihjel, dør af sult eller noget andet. I øjeblikket er det kun et sted mellem 20 og 30 % af de levendefødte, ikke livskraftige grise, der overlever – og det er dem, grisebonden går efter.
Han mener også, at praksissen med at blande grise bør stoppes af hensyn til grisenes sundhed og velfærd.
- Man kunne overveje enten at forbyde blanding helt eller i det mindste at sikre, at der er mere plads til grisene, hvis man fortsætter med at blande dem. Vi kan ikke fortsætte med at presse systemet, som vi gør nu. Det er nødvendigt at tage dyrevelfærden alvorligt og sikre, at grisene har plads til at udfolde sig. Det vil ikke bare forbedre deres sundhed, men også reducere vores afhængighed af antibiotika, siger han.
John Haugegaard mener også, at sodødelighed er et stort problem, som hænger sammen med både avlen og belægningsgraden.
- I Faggruppe Gris mener vi, at pladskravene skal revideres fuldstændigt for de store dynamiske flokke. Søerne skal have meget mere plads. Vi ser mange klovbylder og klovskader, og de opstår, fordi de bliver tvunget til at opholde sig på for lidt plads. Der er to muligheder: Enten et forbud mod at blande søerne, eller man sikrer, at søerne i ugehold forbliver i samme gruppe resten af deres liv. Alternativt kan man øge pladsen med 50 % og tillade blanding, så der ikke er så stort pres på fx foderstationerne.
Slagtegrisene skal også have mere plads.
- Vi er det griseproducerende land i Europa, der har de absolut laveste krav til pladsen til slagtesvinene. Tyskernes, hollændernes og spaniernes krav er blevet forbedret og ligger nu 13-18 % over vores. Svenskerne og finnerne har i mange år haft strengere regler. Vi har i mange år gået og sagt, at dansk dyrevelfærd er den bedste i verden, men det passer simpelthen ikke længere, og det må vi være ærlige om, siger han.
Vi har i mange år gået og sagt, at dansk dyrevelfærd er den bedste i verden, men det passer simpelthen ikke længere.
John Haugegaard mener, at de danske producenter er alt for fokuserede på omkostninger.
- Jeg forstår ikke, at man stadig har besætninger, hvor man opdager Lawsonia, men vælger ikke at vaccinere, fordi det er for dyrt. Det koster kun 1,5 kr. at behandle med antibiotika, men 8 kr. at vaccinere, og derfor fravælges vaccinen i en del besætninger. Det er uforståeligt for mig, fordi vaccinen på sigt kunne reducere både sygdommen og omkostningerne, siger han med frustration.
- Det er på tide, vi indser, at vores produktion har brug for en alvorlig opdatering, hvis vi vil tage dyrevelfærd alvorligt. Hvis vi virkelig ønsker at være verdens bedste på dyrevelfærd, må vi stoppe med at producere grise på for lidt plads, slutter John Haugegaard.
