Kan dyrlægen bygge bro til en ny svineproduktion?

På den anden side af valget og den langstrakte regeringsdannelse står dansk svineproduktion ved en skillevej.

Som det ser ud nu, er der sat midlertidigt stop for nye udvidelser af den konventionelle produktion, på sigt skal eksporten af levende grise reduceres markant, og der er nye regler for både avl, fiksering, plads, halekupering og fravænning i regeringsgrundlaget. Samlet set »en omfattende omlægning af den eksisterende griseproduktion«, som Mette Frederiksen selv formulerede det den 2. juni. Et skifte som trods valgkampens hårde retorik nok kom bag på de fleste, mener dyrlæge og professor i veterinær præventiv medicin Liza Rosenbaum Nielsen.

- Jeg tror simpelthen, de færreste dyrlæger eller landmænd havde set det komme og havde forestillet sig, at det vil ske så pludseligt og så voldsomt, som vi ser det nu, siger hun.

Mens støvet endnu hvirvler, står dyrlægen midt i krydsilden. I støvler, der både kender til staldens realiteter, grisens biologi og lovgivningens skiftende ordlyd. Men måske netop her, mellem de modsatrettede hensyn, kan man se klart gennem stormen?

Det mener dyrlæge Jørgen Kragsig Olesen, der udover sit arbejde som praktiserende dyrlæge er medejer af konsulentvirksomheden VetSalus.

- Vi har som dyrlæger en central rolle at spille, fordi vi så relativt ofte står ude i staldene med skidt på støvlerne. Ligesom en sundhedsplejerske har vi en grad af føling med de mennesker, der er direkte berørt, som andre fagfolk ikke har. Samtidig er vi også i stand til at begå os akademisk. Det giver os en unik mulighed for at få det her til at hænge sammen, siger han.

FOTO Kristian Brasen/Ritzau Scanpix

I det globale netværk arbejder VetSalus med at klæde dyrlæger fagligt på til at rådgive om komplekse emner som klimaforandringer, dyrevelfærd og One Health-principper. Selvom netværket også har andre faggrupper tilknyttet, beskæftiger VetSalus i overvejende grad veterinærer, der har specialiseret sig inden for produktionsdyr, epidemiologi eller dyrevelfærd.

Svineproducenternes »Licens to produce«

Stormen, der nu har ramt, kan siges at have været under opsejling, og i årene op til valget i 2026 har dansk svineproduktion forsøgt at rejse sig fra flere medieskandaler.

Første del af TV2’s »Hvem passer på grisene?« afslørede i 2024 alvorlige problemer med vanrøgt i danske svinestalde og kunne i anden del i 2025 dokumentere lignende forhold hos blandt andre formanden for Landbrug & Fødevarer Gris, Hans Christian Gæmelke.

I 2025 kritiserede Det Dyreetiske Råd erhvervet for et ensidigt fokus på produktionsmæssige interesser på bekostning af dyrenes velfærd og konkluderede et behov for »nytænkning« i dansk svineproduktion.

I april 2026 rettede Rigsrevisionen en skarp kritik af myndighedernes kontrol med erhvervet og påpegede i deres beretning blandt andet mangelfuld udvælgelse til kontrol, forældede vejledninger og for milde sanktioner. Konklusioner, der gav rygdækning til argumentet om et erhverv i krise.

Dyrevelfærd i de danske stalde er blevet et højaktuelt politisk emne, og erhvervet må i dag på ny kæmpe for den anerkendelse, det engang havde. Det er især en kommunikationsmæssig udfordring, mener Jørgen Kragsig Olesen.

- Det handler om velvilligheden fra det omgivende samfund og om løbende at genvinde erhvervets »licens to produce«. Det er jo efterhånden et forsvindende mindretal, som har en relation gennem familie eller venner til landbruget. Så hele den der indforståethed, der eksisterede for 30 år siden, findes næsten ikke mere. Der er et meget større behov for formidling nu.

Efter årtiers affolkning af landbruget står tomrummet i den fælles forståelse altså ubemandet hen. Men måske kan dyrlægerne spille en rolle her?

- Landmandens virkelighed og borgernes holdninger skal integreres med de politiske reguleringer. Der skal etableres forståelse og meningsfyldthed mellem parterne, og her skal vi som dyrlæger være bindeleddet, siger Jørgen Kragsig Olesen.

Den nye virkelighed, som dyrlægerne skal danne bindeled i, kræver dog et sprog, man ikke nødvendigvis er udstyret med endnu, fortæller Jørgen Kragsig Olesen.

- Vi skal anvende den kæde af argumenter, som starter helt fra FNs verdensmål, til der hvor de folder sig ud i landbruget. Det kan vi ikke automatisk som dyrlæger, men det må vi lære os for ikke at blive misforstået.

Et fælles sprog for velfærd

I regeringens initiativ til forhandling om en grise-firepartsaftale mellem landbruget, natur-, dyre- og miljøorganisationer, samt arbejdsmarkedets parter, er dyrevelfærden i fokus.

For Lise-Lotte Jacobsen, der til daglig arbejder som dyrlæge hos Porcus, som primært udøver veterinær rådgivning til svineproducenter, fylder dyrenes velfærd allerede mere. Det er nødvendigt, mener hun. Skal erhvervet genvinde sin berettigelse i samfundet, handler det om at gøre velfærd mere centralt i produktionen.

- Grundlæggende er det simpelthen noget, vi skal tale mere om. For vi skal have lov til at være her og tjene penge på det, vi laver. Det kræver, at vi får skabt et fælles sprog for velfærd og interesserer os mere for, hvilket velfærdsniveau vi selv ønsker. At vi spørger os selv, om der er ting, vi kan tage fat på nu og her, indenfor de økonomiske rammer vi står med.

At skabe et fælles sprog for velfærd kræver et blik, der har set mere end ét staldmiljø. For medarbejderne i den enkelte produktion bliver standarden nemlig ofte den, de er vant til, fortæller Lise-Lotte Jacobsen.   

- De ser jo for det meste kun deres egen stald. Og så kan det være svært at få øje på, at niveauet kunne være anderledes. Staldblindhed er en fuldstændig normal coping-strategi. Ligesom hvis du har renoveret hus og ikke har fået de sidste fodlister op med det samme, så holder du med tiden op med at lægge mærke til, at de mangler.

Skal velfærden løftes, spiller dyrlægen derfor en central rolle i forandringen, mener Lise-Lotte Jacobsen.

- Det er jo en af dyrlægens fornemmeste opgaver – at sige, hvordan det kan se ud. Vi kommer jo rundt og ser, hvordan det ser ud alle mulige steder og kan komme med løsninger til forskellige staldsystemer.

Viden må ikke strande hos dyrlægen

For Lise-Lotte Jacobsen handler grisens velfærd i høj grad om uddannelse af staldpersonale og om at skabe et forum for at tale om det daglige arbejde med dyrene. Hos Porcus uddanner hun selv staldpersonale til rollen som »Animal Welfare Manager« og beskriver uddannelsen som et vigtigt forum for både ejere og medarbejdere. 

- For rigtig mange er det vigtigt at kunne mødes, ikke bare for at tale om produktivitet og effektivisering, men faktisk for at få talt om de udfordringer, som personalet oplever. Hvad er de tidlige tegn på halebid? Hvordan forebygger vi bedst skuldersår? At få fundet den grundlæggende årsag til, at fx en so ikke bliver udtaget til sygesti tidligt nok. Er det fordi, kollegaen ikke kan se det? Er det fordi, opgaven er besværlig? Eller mangler der motivation, fordi de ikke oplever, at det virker at udtage til sygesti? Fx hvis de generelt udtager for sent – eller fordi sygestierne fungerer dårligt, og det så alligevel ender med en aflivning. Derfor taler vi også om ledelse og kommunikation.

Grundlæggende ønsker de kursister, Lise-Lotte Jacobsen har igennem Porcus, flere værktøjer til at udføre deres arbejde med dyrene. Hun understreger, at uddannelsen er med til at flytte fokus fra blot at opfylde minimumskrav til at skabe en reel forståelse for dyrenes behov.

Jørgen Kragsig Olesen er enig. Bedre velfærd handler i høj grad om at øge kompetencerne hos dem, der dagligt står med dyrene.

- Skal vi sikre dyrevelfærden, så skal vi også stille nogle højere krav til uddannelsen af medarbejdere ude på gårdene. Før i tiden havde de fleste af dem, der arbejdede på landet, jo været på landbrugsskoler. I dag har det store flertal af medhjælpere sparsom eller ingen faglig baggrund til at gå i gang på dag ét.

I samarbejde med rekrutteringsbureauet Bixter, som forbinder danske landmænd med udenlandske praktikanter og landbrugselever fra hele verden, er Vetsalus med til at udvikle og komme med kritik af det undervisningsmateriale, som praktikanterne skal igennem, før de lander i besætningerne.

- Derved overtager landmanden ikke en medarbejder, der ankommer direkte fra fx Indien eller Uganda, men en, der er introduceret til det land, vedkommende kommer til og til det erhverv, vedkommende skal ud og møde. På den måde bliver det også lettere og mere frugtbart for landmanden at fortsætte indlæring og forståelse af jobfunktionerne, og grundlaget for at sikre og styrke dyrevelfærden bliver også nemmere at indfri, fortæller Jørgen Kragsig Olesen.

Det er måske ikke sådan, de fleste dyrlæger er vant til at bruge deres viden – på at udvikle undervisningsmateriale. Men det er en vigtig pointe i sig selv, at dyrlægerne lærer at anvende deres specialviden på nye måder.

- Vi skal se vores egen fremtid som væsentligt bredere, end vi er vant til rent formidlingsmæssigt. Der er et hav af muligheder for, hvor vi kan formidle henne i forhold til at skabe kompetencer i landbruget.

Hos VetSalus efteruddannes dyrlæger i at navigere i et landbrug, der også på globalt plan står overfor store forandringer. Klimaforandringer og ressourceknaphed påvirker allerede forsyningskæderne, og som dyrlæge er det vigtigt både at kende til de klimavenlige virkemidler, der er med til at løse problemet, men også til, hvordan disse kan udfordre dyrevelfærden.

- De fleste dyrlæger har allerede stor viden om bæredygtighed og dyrevelfærd. Men VetSalus ser det som centralt at udbygge og modernisere kompetencerne. Det drejer sig om at styrke »helikopterblikket« og blive helt skarp på den tidsaktuelle terminologi og helt lavpraktisk at øge indsatsen gennem dialog og undervisning både ude i staldene og overfor det øvrige samfund, siger Jørgen Kragsig Olesen.

Trivsel for dyr og mennesker

Der er arbejdsdage, hvor faldefærdige bygninger og beskidte omgivelser får Lise-Lotte Jakobsen til at tænke, at »så godt smager bacon altså heller ikke«. I reglen er det dog ikke sådan at gå på arbejde, fortæller hun.

Når det forekommer, er det markant sværere for medarbejdere og ejere at bevare motivationen og overblikket til at træffe de rigtige valg i forhold til grisenes velfærd.

- Man kan jo ikke tude over, at der er ikke nogen, der gider at passe grise, når det ser sådan ud. De fleste, der arbejder med grise, har jo en kærlighed til dyrene og en glæde ved at få det til at lykkes. Så man er nødt til at skabe en attraktiv og spændende arbejdsplads, og det er uanset, om man rekrutterer danskere eller udlændinge.

Dyr og menneskers trivsel hænger sammen. Det er Lise-Lotte Jacobsen ikke ene om at mene. Ser man mere overordnet på landbruget som arbejdsplads, er det også professor Liza Rosenbaum Nielsens konstatering. Ved at kombinere veterinærmedicin, epidemiologi og tværvidenskabelige tilgange har hun i mange år beskæftiget sig med bæredygtig husdyrproduktion. Vejen frem er trivsel for de mange og ikke for de få. Men sådan har det i lang tid ikke set ud i dansk svineproduktion, mener Liza Rosenbaum Nielsen.

- Medarbejderne trives ikke. Dyrene trives ikke. Vores kystnære områder trives ikke. Måske er der nogle få, som trives, fordi de tjener millioner. Men det er jo ikke et samfund i trivsel, vi får ud af, at nogle få kan flyde ovenpå.

For længe har økonomi været den altoverskyggende parameter i svineproduktionen, hvilket har fungeret som en barriere for reel bæredygtig udvikling, mener Liza Rosenbaum Nielsen. Dette ensidige fokus skaber et systemisk problem, hvor både dyr, mennesker og miljø lider under presset for konstant optimering. Det betyder, at problemernes egentlig årsag ikke italesættes, og i stedet »innoverer« man sig ud af det enkelte problem, mener hun.

- I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved intensiveringen kan problemerne ligefrem blive til uforløste »business potentials« og en mulighed for at udvikle og innovere. Man udvikler produkter, som kan bruges til at løse nogle problemer, men mangler at arbejde med de overordnede forudsætninger for produktionen, som gør, at sygdom popper op igen og igen, og at dyrevelfærden bliver ved med at halte.

Ved skillevejen for dansk svineproduktion foreslår Liza Rosenbaum Nielsen at gå mere helhedsorienteret til værks og ikke kun tage god dyrevelfærd eller miljøhensyn som en forudsætning, der »nok er der«, men faktisk dokumentere og arbejde med det som en integreret del af produktionen.

Idéen om dyrlægen som formidler og brobygger mellem det gamle og det nye, gennem kurser som dem Lise-Lotte Jacobsen afholder i Porcus, ser forskeren derfor på med interesse.

- Det er jo lige præcis sådan noget, jeg efterspørger. At dyrlægen spiller en større rolle i at uddanne medarbejderne til at se dyrets behov. Men det er vigtigt, at det sker med en forståelse for helheden. En forståelse for folks perspektiver og behov på forskellige tidspunkter i forhold til at forandre sig.