Patologiske manifestationer hos svin og kvæg, der gjorde dem uegnede til transport

Introduktion

I EU er transport af dyr reguleret via Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, som fastslår, at »ingen dyr må transporteres, medmindre de er egnede til den påtænkte transport, og alle dyr skal transporteres under sådanne forhold, at de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse« (1). I teksten anføres det imidlertid også, at syge eller tilskadekomne dyr kan anses for egnede til transport, hvis de er »lettere tilskadekomne eller syge, og ikke vil blive påført yderligere lidelser som følge af transporten« (1).

EU-forordningen indeholder en liste over tre relevante patologiske tilstande og fysiologiske processer, som i særdeleshed gør et dyr uegnet til transport: 1) dyr med et alvorligt åbent sår, 2) dyr med en prolaps, og 3) dyr, som er ude af stand til at bevæge sig ved egen kraft uden smerter eller at gå uden støtte (1).

Tilstedeværelsen af en prolaps er veldefineret (1) – det er imidlertid ikke specificeret, hvad der betinger, at et sår er et »alvorligt åbent sår«, og formuleringerne i forordningen er forholdsvis uklare, idet det heller ikke er konkretiseret, hvordan »let tilskadekommet eller syg« skal tolkes. Disse uklare formuleringer har ført til individuelle fortolkninger med potentielle negative konsekvenser for dyrevelfærden (2).

I Danmark er der udarbejdet retningslinjer for vurdering af produktionsdyrs transportegnethed af både private interesseorganisationer (3–7) og offentlige myndigheder (8). I retningslinjerne gives der eksempler inden for forskellige kategorier af sygdomstilstande, fx halthed, brok, halebid og øresår hos svin samt illustrationer af, hvornår et dyr med diverse sygdomstilstande 1) er egnet til transport, 2) er egnet til transport under forudsætning af, at visse forhold er til stede såsom blødt strøelse og ekstra plads og 3) er ikke egnet til transport.

I Danmark er det yderligere specificeret, at svin med store brok (>15 cm i diameter), der har medført komplikationer såsom nedsat bevægelighed eller påvirket almentilstand, samt brok af enhver størrelse med sår, er uegnede til transport (9). Det fremgår endvidere, at svin med store brok uden komplikationer, herunder fravær af sår, kan transporteres, når de er adskilt i grupper på op til maksimalt fem dyr med samme tilstand, under forudsætning af, at de transporteres på blødt strøelse. Derudover er det en betingelse, at de ledsages af en attest fra en dyrlæge, der har vurderet dem egnede til transporten (9).

Udover de veldefinerede tilstande, der utvetydigt gør dyr uegnede til transport, kan det i mange situationer være vanskeligt at afgøre, om et dyr er egnet til en påtænkt transport (10,11). Især halthed udgør et betydeligt dyrevelfærdsproblem i forbindelse med transport og udgør en udfordring for de involverede parter ved vurdering af transportegnethed hos både kvæg og svin (2,10). I en undersøgelse af vurderingen af transportegnethed af halte kreaturer var enigheden inden for og mellem landmænd, transportører og dyrlæger højst moderat (12). Dette understreger klart behovet for mere specifikke retningslinjer til vurderingen af dyrs transportegnethed.

I nærværende undersøgelse blev alle forensiske sager vedrørende danske svin og kvæg, der i en 10-årig periode (2014–2023) var blevet erklæret uegnede til transport, gennemgået med fokus på karakterisering af de læsioner, der havde gjort dem uegnede til transport. Hensigten var på det foreliggende grundlag at klarlægge grænserne ved fortolkningen af et »alvorligt åbent sår« og »let tilskadekommet eller syg«, som ifølge EU-forordningen skal adresseres ved vurdering af transportegnethed af svin og kvæg (1).

Materialer og metoder

I Danmark undersøges alle veterinærforensiske sager på Københavns Universitet. I nærværende undersøgelse blev alle sager vedrørende svin og kvæg, der af myndighedsdyrlæger over en 10-årig periode (2014–2023) var blevet vurderet uegnede til transport, gennemgået. Dyrene var blevet vurderet uegnede til transport på baggrund af kliniske observationer, herunder indikationer på stress og smerte. Alle sager var blevet anmeldt til politiet efter transport til slagterier eller kontrolsteder over hele Danmark.

Alle sagsakter blev gennemgået, og dyrene blev grupperet efter de tilstande, som havde gjort dem uegnede til transport: 1) tilstedeværelse af rektal og/eller vaginal prolaps, 2) tilstedeværelse af udposninger ved navlestedet eller i lysken (dimensioner og +/− sår) hos svin, 3) tilstedeværelse af et »alvorligt åbent sår«, 4) halthed, der gjorde dyret ude af stand til at bevæge sig ved egen kraft uden smerter eller at gå uden støtte, og 5) dyr, der var vurderet til at være mere end »let tilskadekomne eller syge«.

På baggrund af oplysningerne i sagsakterne blev sår grupperet efter størrelse, alder og placering hos både svin og kvæg. Udposningerne ved navlestedet og i lysken blev grupperet efter type og årsag afhængigt af, om udposningen havde sår, var rumperet, eller om dets størrelse havde gjort svinet uegnet til transport. Desuden blev de hyppigste læsionstyper, der var årsagen til halthed, samt alderen på læsionerne fastlagt hos både svin og kvæg.

Resultater

I perioden var der i alt indsendt 327 sager, omfattende 428 dyr, heraf 373 svin og 55 kreaturer. Halvdelen af sagerne (50 %, 163/327) stammede fra perioden 2019–2021 (Figur 1), hvor det højeste antal indsendte sager var fra 2020 (19 %, 61/327). Sagerne var indsendt fra alle dele af landet, men de hyppigst involverede politikredse var beliggende i Jylland, herunder Nordjyllands Politi (38 %, 124/327), Midt- og Vestjyllands Politi (22 %, 71/327) og Sydøstjyllands Politi (18 %, 58/327). De dyr, der blev vurderet uegnede til transport, var anmeldt i forbindelse med transport til 25 forskellige slagterier og fire kontrolsteder.

Figur 1. Antal forensiske sager i en 10-årig periode (2014–2023) vedrørende svin og kvæg, der var blevet vurderet uegnede til transport.

Svin:

Størstedelen af sagerne vedrørte slagtesvin (87 %, 324/373), der overvejende var blevet transporteret i grupper på 150–250 dyr (63 %, 236/373). Sår var den hyppigste læsionstype, der gjorde svin (n = 249) uegnede til transport (Tabel 1), hvor der ved den kliniske undersøgelse var registreret i alt 253 sår på dyrene.

Tabel 1. Kliniske manifestationer, der gjorde svin uegnede til transport.

^{*Det samme dyr kan have flere kliniske manifestationer og præsentere med flere sår. †To sår rapporteret ved slagteriet kunne ikke genfindes ved den forensiske undersøgelse. Disse sår er derfor ikke inkluderet i tabel 2.}

Størrelsen af de sår, der gjorde svin uegnede til transport, afhang af placeringen. Når de var lokaliseret på en udposning ved navlestedet eller i lysken (Figur 2) og på haler (Figur 3) betingede sår under 3 cm i diameter (gennemsnit = 2,4 ± 0,6 cm), at dyrene var uegnede til transport. Derimod blev sår på andre lokalisationer (fx i skulderregionen og på lemmer; Figur 4) ikke betragtet som alvorlige åbne sår, medmindre de målte over 3 cm i diameter (Tabel 2). Langt størstedelen af sårene hos svin (90 %, 226/252) fandtes at være kroniske ved den patologiske undersøgelse.

Tabel 2. Placering og størrelse af sår, der gjorde svin uegnede til transport.

^{*Ved fire af de rumperede udposninger var det ikke muligt at bestemme størrelsen på såret.
†Under den forensiske undersøgelse fandtes et halesår hos et svin, som ikke var blevet rapporteret ved slagteriet. Dette sår er inkluderet.
‡Inkluderer skulderregion, bagpart, lemmer, ører, hoved, vulva, anus, flanken, axillen og klove.}

Hos 100 af de 106 svin (94 %) med en udposning ved navlestedet eller i lysken var den underliggende årsag tilstedeværelsen af en brok, et enterocystom eller en kombination af disse (hernierende enterocystom). I de resterende tilfælde skyldtes udposningerne en navle- eller lyskeabsces (4 %, 4/106) eller infarcering af en testikel (2 %, 2/106). Kun 6 ud af de 106 svin med udposninger blev anmeldt på grund af udposningernes størrelsen (dvs. at udposningen havde medført komplikationer som fx bevægelseshæmning), mens de øvrige 100 svin blev vurderet uegnede til transport på grund af tilstedeværelsen af et sår på udposningen (Figur 2).

Af udposninger med sår var seks rumperet med prolaps af abdominalt indhold ved ankomsten til slagteriet (Figur 5). Desuden kunne der hos to af de svin, der var blevet anmeldt på slagteriet på grund af et sår på udposningen, ikke identificeres noget sår ved den forensiske undersøgelse.

Hos dyr, der klinisk var vurderet uegnede til transport, fordi de var »ude af stand til at bevæge sig ved egen kraft uden smerter eller at gå uden støtte«, var de patologiske manifestationer primært lokaliseret til leddene (55 %, 69/125), der var sæde for artritis og/eller artrose (Tabel 3). Der blev registreret en række yderligere årsager til halthed hos svinene, fx frakturer og abscesser.

Læsioner, der forårsagede halthed, var i de fleste tilfælde kroniske (dvs. med tilstedeværelse af proliferative forandringer, herunder synovial hyperplasi, fibroseringer og eksostoser; 82 %, 102/125).

Tabel 3. Patologiske manifestationer hos svin, der havde gjort dem uegnede til transport på grund af halthed.

^{*Lidelser som klovdeformiteter, abscesser og subluksationer. †Det samme dyr kan have flere patologiske manifestationer.}

Ledlæsionerne blev oftest påvist i albue- eller haseled (63 %, 46/73) (Figur 6). Hos svin med artritis bestod de hyppigste læsioner af proliferation af synovialmembranen, samtidig med at synovialvæsken var opblandet med forskellige typer af ekssudat (fx fibrin, serohæmoragisk væske, pus eller en blanding heraf). Området omkring de afficerede led var typisk hævet på grund af omfattende periartikulær granulationsvævsdannelse, fibrosering og i flere tilfælde ossøs metaplasi, som i de mest alvorlige tilfælde havde medført ankylose af leddene. I nogle tilfælde fandtes endvidere periartikulære abscesser med fistulært opbrud til hudoverfladen. Desuden var erosioner og ulcerationer af ledbrusken ofte også til stede i leddene med primære artritiske forandringer.

Hos svin med artrose var de primære læsioner erosioner og/eller ulcerationer af ledbrusken, som ofte forårsagede dissekerende læsioner dybt ned i bruskbelægningen og blotlægning af det underliggende knoglevæv (Figur 7). I de fleste af disse tilfælde var årsagen osteokondrose, og ofte var flere led påvirket hos de afficerede dyr. Derudover blev der i flere af disse tilfælde også fundet sekundær proliferation af synovialmembranen samt periartikulære læsioner i form af fibrose.

De patologiske manifestationer, der gjorde svin uegnede til transport på baggrund af at være mere end »let tilskadekomne eller syge«, omfattede fx elefantiasis (n = 6), aurikulære hæmatomer (n = 6) og kronisk apostematøs dermatitis i mammae (yversvamp) (n = 3).

Kvæg:

Næsten halvdelen af de 55 kreaturer (45 %) var mellem 2 og 5 år gamle, mens resten var næsten ligeligt fordelt mellem under 2 år (29 %) og over 5 år (25 %). Kreaturerne var overvejende blevet transporteret i grupper på 10–30 dyr. Den hyppigste kliniske tilstand, der gjorde kvæg uegnede til transport, var halthed (64 %, 35/55) (Tabel 4).

Tabel 4. Kliniske manifestationer, der gjorde kvæg uegnede til transport.

^{*Det samme dyr kan have flere kliniske manifestationer.}

Ved den forensiske undersøgelse af kreaturer var det primært frakturer (48 %, 21/44), der havde gjort dem »ude af stand til at bevæge sig ved egen kraft uden smerter eller at gå uden støtte«. Af andre årsager til, at kreaturer var anmeldt som værende uegnede til transport, fandtes fx ledlæsioner (artritis; 20 % og artrose; 7 %), hofteledsluksation (7 %) og abscesser (5 %) (Tabel 5).

Ledlæsionerne var oftest lokaliseret i knæ-, hase- og klovleddene (71 %, 10/14). Læsioner, der havde forårsaget halthed hos kreaturer, var i langt de fleste tilfælde kroniske (93 %, 41/44).

Hos de 21 dyr med frakturer var mere end halvdelen (57 %, 12/21) lokaliseret til femur og ofte i den proksimale vækstlinje med deraf følgende epifysiolysis caput femoris (Figur 8). Af de resterende frakturer var 33 % (7/21) lokaliseret til ilium i bækkenet. Frakturerne var i langt de fleste tilfælde lukkede, komplette og kroniske med hård callusdannelse samt tilstedeværelse af omkringliggende granulationsvæv og fibrose.

Tabel 5. Patologiske manifestationer hos kvæg, der havde gjort dem uegnede til transport på grund af halthed.

^{*Lidelser som abscesser, digital dermatitis og forvoksede klove. †Det samme dyr kan have flere patologiske manifestationer.}

Ved den kliniske undersøgelse af de 21 kreaturer med frakturer var et asymmetrisk bækken et almindeligt fund hos 14 af dyrene (67 %).

I 14 tilfælde var kreaturer blevet vurderet uegnede til transport på grund af tilstedeværelsen af et eller flere sår. Ved den forensiske undersøgelse blev yderligere to kreaturer fundet med store sår lokaliseret til hovedet, som var forbundet med de kliniske manifestationer, der havde gjort dyret uegnet til transport. Dermed blev der i alt registreret 16 tilfælde, der blev betragtet som alvorlige åbne sår. Sårene var lokaliseret til følgende områder: Klove (2/16), lemmer (2/16), yver (2/16), hals (2/16), hoved (7/16) og hale (1/16). Bortset fra tre sår forårsaget af indgroede horn målte de resterende sår mindst 3 cm i diameter, og 94 % (15/16) af sårene var kroniske.

De patologiske manifestationer, der gjorde kvæg uegnede til transport på baggrund af at være mere end »let tilskadekomne eller syge«, omfattede fx indvækst af et horn (n = 8), afmagring (kakeksi) (n = 1) og en øjenskade (n = 1).

Diskussion

Landmænd og transportører har ansvaret for kun at transportere dyr, der er egnede til den påtænkte transport, og de deler det juridiske ansvar, hvis reglerne overtrædes (1). Det er derfor problematisk, at dyr stadig transporteres, selv når grænserne for deres transport klart overtræder den gældende lovgivning. I løbet af nærværende 10-årige undersøgelsesperiode (2014–2023) blev 16 svin og 3 kreaturer transporteret med rektal og/eller vaginal prolaps, selvom det er præciseret, at dyr med disse lidelser entydigt anses for uegnede til transport (1).

I en tidligere spørgeskemaundersøgelse svarede 94 % af kreaturtransportørerne, at de kendte reglerne vedrørende transportegnethed af malkekøer godt eller meget godt, men kun 52 % kunne besvare to spørgsmål korrekt om relevant lovgivning. Desuden havde 72 % accepteret at transportere en ko, selvom de mente, at den var uegnet til transport. Forhold som fornødent lys, plads og tid blev også angivet som lejlighedsvis utilstrækkelige til en optimal vurdering af transportegnethed af flere af de adspurgte (11). Derfor kunne de 19 dyr, der havde prolaps være blevet overset, transporteret på grund af manglende kendskab til lovgivningen eller accepteret til transport uanset deres tilstand.

De store gruppestørrelser af transporterede svin, de fleste mellem 150 og 250 dyr, er sandsynligvis også en medvirkende faktor til, at dyr med forskellige læsioner overses. Det er dog overraskende, at det er tilstedeværelsen af sår på udposningerne hos svin (98, 92 %), der gør størstedelen af svin med udposninger uegnede til transport, da denne kategori i Danmark er klart uegnede til transport. På seks af udposningerne var såret rumperet under transporten, hvilket understreger betydningen af denne patologiske tilstand ved vurdering af transportegnethed. Derudover har svin med sår på navleudposninger en høj forekomst (72 %) af intra-abdominale læsioner (fx hæmoragier, peritonitis og adhærencer), hvilket fremhæver, at disse dyr risikerer en forværring af deres tilstand under transport (13).

I EU-forordningen er definitionen af »et alvorligt åbent sår« ikke klart defineret, og der er heller ingen vejledning om, hvordan sår skal vurderes [1]. Ved vurdering af et sår bør den anatomiske placering, størrelsen, dybden, helingsstadiet mv. tages i betragtning. Bortset fra sår på haler og udposninger ved navlestedet eller i lysken hos svin målte alle sår, der havde gjort både svin og kvæg uegnede til transport, mindst 3 cm i diameter. Disse tærskler er i overensstemmelse med, at sygdomsprogression, inklusive sår, afspejler dyrets ubehag [14–16]. Fremover kan dette anvendes som referencepunkt (»tommelfingerregel«) af både landmænd og transportører, ved vurdering af sår i forbindelse med transportegnethed (dvs. generelt bør dyr med sår på 3 cm eller større i diameter ikke transporteres).

Især hos svin gør afstanden til det underliggende knoglevæv og led på halen denne lokalisation til en »risikoplacering« for sårkomplikationer (fx infektioner og osteomyelitis på grund af bid) [17]. Derfor kan mindre sår på halen (< 3 cm i diameter) i mange tilfælde gøre dyret uegnet til transport. Desuden gjorde mindre sår i kombination med et indgroet horn også kvæg uegnede til transport. Derfor bør alle sår vurderes omhyggeligt, når transportegnethed afgøres, med særlig opmærksomhed på sårets placering, bagvedliggende årsag mv.

Studier har vist, at halthed er en af de mest vanskelige kliniske manifestationer for landmænd og transportører at forholde sig til i forbindelse med vurdering af transportegnethed (10,12,18). Halthed var den tilstand, der hyppigst gjorde kreaturer uegnede til transport i nærværende materiale, og frakturer blev fundet hos 21 af de 35 halte dyr. Den mest almindelige placering af frakturerne var i den proksimale vækstlinje på lårbenet og i bækkenet. Alle frakturerne var lukkede og blev ikke umiddelbart diagnosticeret ved den kliniske undersøgelse af dyret, men et asymmetrisk bækken var ofte til stede. Derfor bør der især lægges vægt på bagbenene samt tilstedeværelsen af et skævt bækken ved vurdering af transportegnetheden hos halte kvæg, da dette ofte var sammenfaldende med tilstedeværelsen af en fraktur. Desuden bør forværring af halthed under transport også tages i betragtning, når et halt dyr undersøges i forbindelse med transport (19,20). Dette ses også i lyset af, at »ingen dyr må transporteres, medmindre de er egnede til den påtænkte forsendelse, og alle dyr skal transporteres under sådanne forhold, at de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse« (1).

Som nævnt kan retningslinjer fra private organisationer (3–7) og offentlige myndigheder (8) anvendes til at vurdere, om et dyr skal betragtes som 1) egnet til transport, 2) egnet til transport, hvis visse forholdsregler er til stede (fx blødt strøelse og ekstra plads), eller 3) ikke egnet til transport. Desværre varierer retningslinjerne i de eksempler, der gives, for at afgøre, om et dyr er egnet til transport, egnet til transport, når visse forholdsregler er foretaget, eller uegnet til transport. Artritis i haseleddet bruges som eksempel i flere af retningslinjerne, men uheldigvis med forskellige anbefalinger for transport af dyret. Artritis var også en hyppig årsag til halthed hos svin, og læsionerne var oftest til stede i albue- eller haseled. Dette understreger yderligere behovet for mere ensartede og specifikke retningslinjer vedrørende transport af dyr.

Konklusion

Afslutningsvis bør dyr med et sår med en størrelse på 3 cm eller mere i diameter ideelt set ikke transporteres; dog kan selv mindre sår ved »risikoplaceringer« gøre dem uegnede til transport. Patologiske manifestationer, der gør svin og kvæg uegnede til transport på grund af halthed, er forskellige; hos svin er læsionerne ofte lokaliseret til led, mens frakturer dominerer hos kvæg. Hovedkonklusionerne fra nærværende undersøgelse er nyligt publiceret internationalt i tidsskriftet Animals (21), og blev økonomisk støttet af The European Partnership on Animal Health and Welfare.