Det var, da Rebekka Johanne Knudsen fik job i et ministerium tæt på ledelsen, at tanken om at hun snød på vægtskålen for alvor holdt sit indtog. For det var mistænkeligt nemt at få det job, syntes hun. De havde på det nærmeste ikke testet hende. Hun gled jo bare gennem jobsamtalen og ind i stillingen, uden at de havde fundet ud af alt det, hun ikke kunne. Så nu kunne det da kun være et spørgsmål om tid, før hendes inkompetencer blev afsløret.
Hun havde altid haft svært ved at leve op til sine egne tårnhøje forventninger til faglige præstationer, men nu brød en nådesløs og benhård selvkritik ud i lys lue. Der lå en masse selvundervurdering i den, men paradoksalt nok også en god portion selvovervurdering. For hvorfor fortolkede hun ellers sine faglige præstationer, som vitterligt lå på mindst gennemsnittet, som store personlige nederlag? Og hvordan fik hun den tanke, at alle de andre ikke havde andet at lave end at gå og holde øje med, hvornår hun begik en fejl – som om hun var centrum for hele universet?
Det er utroligt lidelsesfuldt at have det på den måde, fortæller Rebekka Johanne Knudsen.
- De negative tankemønstre havde fat i mig de næste 10 år i en grad, så jeg mistede min tro på, at jeg overhovedet havde noget at bidrage med på arbejdsmarkedet. Det vendte først for mig, da jeg fik sat et navn på, hvad der var galt. Jeg led i svær grad af impostorfænomenet.
Bare det at læse et blogindlæg om »bedragersyndromet«, som fænomenet, der præcist beskrev hendes indre tilstand, også kaldes, var et vendepunkt, fortæller hun.
- Pludselig fik jeg en karakteristik af et fænomen, som svarede fuldstændig til mine egne oplevelser. Så kunne jeg jo se, at det ikke bare var mig, som brugte store dele af min vågne tid på at lede efter fejl og mangler ved mig selv. Vi er mange i impostorklubben. Helt op til 70 % af befolkningen har mærket tendensen i en eller anden grad.
Ud på den anden side
Rebekka Johanne Knudsen havde gået meget til psykolog, uden det havde hjulpet noget videre på hendes tilstand. Men nu kom hun hos konsulenten Ann C. Schødt, der var forfatter til det frisættende blogindlæg, i en form for »impostorterapi«, som var direkte rettet mod at slippe de negative tankemønstre.
Det førte alt sammen til, at de to i 2020 udkom med bogen »Impostorkomplekset« (Forlaget Mindspace). Det førte også til, at Rebekka Johanne Knudsen udforskede impostorfænomenet grundigt, og i dag er et levende eksempel på, at det er absolut muligt at komme ud på den anden side. Det kræver dog, at man vedholdende arbejder på først at gennemskue sit negative tankemønster, og derefter vender det til noget positivt, fortæller hun.
- Den første øvelse, jeg skulle lave, var at skrive 10 negative ting ned, som jeg gik og sagde til mig selv. »Kun 10?«, var min første tanke. Det bliver ikke noget problem. Lad os bare starte med »jeg er talentløs og doven«.
Derefter fik jeg så hjælp til at vende mine negative statements om til noget positivt. Og nu skulle man tro, at jeg uden videre kunne sige »jeg er genial og flittig«. Men ville jeg kunne tro på det? Not. For at lave nye stier oppe i hjernen, måtte jeg have hjælp til at finde sætninger, der var mere hjælpsomme, men uden at få en fornemmelse af, at jeg var i gang med at narre mig selv. Jeg begyndte at sige sætninger, som fx:
»Jeg øver mig, og jeg bliver bedre«, i stedet for »jeg er elendig til mit arbejde«.
»Jeg starter med det, jeg har mest lyst til« i stedet for »jeg er doven«.
Hvad er det egentlig jeg »kan«?
I masterprojektet »Drømmen om et liv i klinisk praksis«, som blev præsenteret på DDD Årsmødet i år, blev 51 studerende på dyrlægestudiets sidste år og 43 dyrlæger på deres første år i jobbet spurgt, om de føler sig usikre på, om de er gode nok. Det svarede 84 % af de studerende og 79 % af de unge dyrlæger bekræftende på.
Er du bekymret for at lave fejl? »Ja«, svarede 90 % af de studerende og 95 % af dyrlægerne.
Det, at ville dygtiggøre sig og at være omhyggelig med ikke at ville begå fejl, er der ikke noget mærkeligt ved – det kan være en driver, understreger Rebekka Johanne Knudsen.
- Men når så markant mange bliver i tvivl, om de er gode nok og er decideret bekymrede, så lugter det af impostortendenser.
Forskning viser, at meget ambitiøse mennesker i fag, hvor der ikke er et facit, er særligt eksponerede, fortæller hun.
- De unge kvote 1-dyrlæger, som er vant til at have præsteret nogle rigtig høje karakterer på studierne, har ganske vist et facit på jobbet, som er: Overlevede hunden, eller døde den? Men der er jo alle mulige mellemregninger, som ikke ligger fast. Fandt man den optimale behandling? Gav man dyreejeren den optimale konsultation? Hvad er det egentlig, jeg kan nu, hvor jeg for alvor skal bevise mit værd?
Rebekka Johanne Knudsen havde engang en nedsmeltning over noget, hun syntes, hun havde gjort forkert, hvor en kollega sagde: »Er der nogen, der er døde af det her?«
- Nej, det var der så ikke. Men det er jo den situation, som en dyrlæge lever med hver dag. Operationen lykkedes, men dyret døde. Jeg kan forestille mig, hvordan det arbejdsvilkår kan påvirke én, hvis man har en indre kritiker, der er på dagligt overarbejde.
De impostorramte dyrlæger kan altid sammenligne sig selv med nogen, der er bedre end dem selv, og de leder konstant efter dem, fortæller Rebekka Johanne Knudsen.
- Du er forsker, men ikke den af alle forskere, der har fået mest publiceret. Du er blevet dyrlæge ude på landet og behandler hunde og katte, men du ville da hellere have haft arbejde på den store klinik inde i byen. Du står på et griseslagteri, men ville hellere have arbejdet med heste. Det er endeløst, hvis man først går i gang. Så det gælder om at finde det rigtige at sammenligne sig med og på det rigtige grundlag, siger Rebekka Johanne Knudsen, som - selvom hun reelt føler sig ude på den anden side af et årelangt mareridt med sin indre kritiker - ved, at hun altid skal være klar med medicinen: At slå positive ting fast med syvtommersøm, når den indre kritiker i pressede situationer igen melder sig på banen.
Et baggrundstæppe man ikke lægger mærke til
Psykolog Mette Marie Gunnergaard får ofte færden af, at der er impostortendenser på spil, når hun sidder med sine klienter. »Er det sådan og sådan, du har det?«, spørger hun. »Ja, lige præcis«, siger klienten nogle gange. Men før hun konkluderer, at det er et impostortema, der skal arbejdes med, spørger hun ind til, om følelsen af manglende faglig selvtillid i virkeligheden er reel nok.
- Man skal ikke tage fejl af, at vi alle kan komme til at placere os i situationer, hvor vores erfaring eller kompetencer ikke er helt tilstrækkelige. Der er det jo meget vigtigt og grundlæggende et sundhedstegn, at vi har en indre kritiker, som siger »hov hov, du er altså ikke klar til den opgave. Så du må spørge om hjælp eller få en anden til at tage den«.
Jeg ved godt, hvem jeg helst vil sende min syge hund hen til, hvis valget står mellem en ung dyrlæge med en sund indre kritiker eller én, der er som de X faktor-deltagere, som - uden at have en tone i livet - ikke kan forstå, hvorfor de får skæld ud af Thomas Blachman. Jeg tager den første.
- Men du kan kende en indre kritiker, der er gået i selvsving på, at den siger noget dårligt om dig. Den siger ikke »av, det klarede jeg ikke godt«, men »ja, jeg er jo helt håbløs«. Den er oftest sort-hvid og fylder uforholdsmæssigt meget i tankerne.
Lider man af impostorfænomenet, så er der ikke belæg for ens lave selvvurdering, understreger Mette Marie Gunnergaard.
- Der er mange former for angst og lavt selvværd, og impostorfænomenet er en af varianterne. Den tilgang, jeg oftest benytter mig af sammen med en klient, er at arbejde med den indre kritiker. Hvad er det egentlig, at sindet siger til dig? De fleste er ikke rigtig klar over, hvor grimt de rent faktisk taler til sig selv. Det foregår ubevidst, for det er jo bare sådan, de ser verden og sig selv i den.
Ofte er en urimeligt hård indre kritiker en følgesvend, man har haft med sig siden barndommen. Så lyden af den er blevet et baggrundstæppe, man ikke lægger mærke til.
Træder man et skridt tilbage og formår at betragte sine negative tanker på bare en smule afstand, så har man taget det første skridt i den rigtige retning.
Det vigtige skift
Typisk kan impostorramte ikke tage imod den anerkendelse, som tilfalder dem på arbejdet, fortæller Mette Marie Gunnergaard.
- »Det burde være Birte, der fik den ros, ikke mig. Det er jo bare fordi, de ikke ved, hvad de snakker om«. Aha – det er altså dét, som den indre kritiker siger til dig. Men er det nu også rigtigt? Nu er man i gang med at skille sig selv fra sit eget tankeindhold. Det er ikke nødvendigvis en mirakelkur. Det kan fx være forbundet med sorg at opdage, hvor meget man har nedgjort sig selv – måske i mange år. Men stadig er der sket et meget vigtigt skift i det øjeblik, man opdager, at man ikke »er« sin egen indre kritiker.
Jo mere du er klar over, hvad den indre kritiker siger til dig, og jo mere du spotter den og kan se den for det, den er, jo mere mister den sit greb om dig."
Mette Marie Gunnergaard
Det er også en god idé at anerkende den indre kritiker for det, den har gjort for én, pointerer Mette Marie Gunnergaard.
- Den har jo passet på dig. Den har arbejdet for, at du ikke skulle blive udelukket af fællesskabet og miste dit job. Den har sørget for, at hvis nogen skulle komme og kritisere dig, så har den skam allerede selv kritiseret dig meget hårdere. Det er en slags beskyttelse mod det, som det som oftest handler om nede på bunden – frygten for, at de andre ikke kan lide dig og frygten for, at du bliver udelukket af fællesskabet. Men det er en beskyttelse, som ikke virker for dig mere. Den gode nyhed er, at jo mere du er klar over, hvad den indre kritiker siger til dig, og jo mere du spotter den og kan se den for det, den er, jo mere mister den sit greb om dig, siger Mette Marie Gunnergaard.
