Annonce Banner Banner Banner

Veterinæren i life science: Forskning med dyret i centrum

Uddannelse Som den eneste kandidatuddannelse med dyrenes biologi og patologi som omdrejningspunkt er dyrlæger godt klædt på til arbejdet i life science-industrien.

DSC 9195 © Pia Rindom
Indblik

Medicinalindustriens vækst har skabt en stor efterspørgsel på fagfolk, der kan udføre og forstå dyreforsøg. Og lige præcis dyrlægen er godt klædt på til dette arbejde. Allerede på den veterinære bachelor erhverver de studerende kompetencer, der giver dem mulighed for at deltage i dyreforsøg – fx ved at have studiejob i en forsøgsdyrfacilitet. Derudover anerkendes den veterinære bachelor også af de danske myndigheder som tilstrækkelig til, at en dyrlægestuderende, med sin bachelor i hus, kan passe forsøgsdyr. Det er en funktion, som ellers kræver en uddannelse som enten dyrepasser, landmand eller veterinærsygeplejerske - alle med dokumenteret viden om de relevante dyrearter.

Senere i uddannelsen er det muligt at vælge biomedicindifferentieringen, hvor den studerende specialiserer sig inden for præklinisk forskning og udvikling – herunder forsøgsdesign, dyremodeller i sygdomsforskning og i lægemiddeludviklingen – og dyreforsøg med alt, hvad det indebærer.

Skulle man vælge en anden differentiering eller måske at sammensætte en alternativ differentiering, kan man tage et standardiseret stort forsøgsdyrkursus, som i øvrigt også udbydes til ph.d.-studerende.

På Københavns Universitet er det således muligt som dyrlæge at vælge frit på alle hylder, når det drejer sig om at kvalificere sig til at arbejde indenfor life science. Det være sig i medicinalindustrien eller i fødevare- og dyrefoderindustrien, der i disse år viser stigende interesse for at udvikle helsefremmende fødevarer og dyrefoder, eller i en af de mange virksomheder, der leverer forsøgsdyr, foder og udstyr til dyrestalde, reagenser til forskningslaboratorier eller konsulentbistand.

Dyrlægernes særlige kompetencer

Som uddannet dyrlæge med interesse for life science skal man konkurrere om jobbene, men også senere samarbejde med blandt andre humanbiologer, biologer med specialisering i molekylær genetik eller mikrobiologi, bioteknologer og molekylære biomedicinere. Det er derfor essentielt, at vi fokuserer på at styrke de veterinære kernekompetencer, og at vi gør det med et klart formål og med høj prioritet for vores faglighed.

Dyrlægens rolle i life science er absolut berettiget som den eneste kandidatuddannelse med dyrenes biologi og patologi som omdrejningspunkt, og det er svært at se andre bedre kvalificerede til at bedømme og varetage eksperimentelt arbejde med dyr. Hvis dyrlægerne fremadrettet skal være konkurrencedygtige, skal vores undervisning være gennemtænkt, målrettet og relevant. Det betyder også, at det er noget, som skal prioriteres og udvikles løbende.

De veterinære kernekompetencer – som vi ser dem – er forståelsen af det hele dyr både fra et anatomisk, et fysiologisk og et adfærdsmæssigt perspektiv kombineret med en grundlæggende patologisk forståelse, som ud over den basale patologi også indeholder immunologien, mikrobiologien, og hvordan kroppen reagerer på udefrakommende påvirkninger, hvad enten det er infektiøse agens, lægemidler eller toksiske stoffer eller stressende miljøpåvirkninger.

Disse veterinære kompetencer er fælles for alle kandidater, uanset senere specialisering. Gennem studiet lægges løbende til og bygges ovenpå eksisterende viden, så vi til sidst står med dygtige kandidater, som kan se dyret som en helhed og gennemskue komplekse biologiske sammenhænge. Dyrlægen i life science skal – og vil efter den uddannelse, de har fået – på samme måder som en praktiserende dyrlæge kunne vurdere, hvordan anatomi, fysiologi og adfærd påvirkes af udefrakommende interventioner.

Dyrlægen i life science skal have en forståelse for anvendelsen af dyr som modeller i forskning og udvikling, herunder hvordan resultater fra dyr kan oversættes til mennesker. Veterinærerne har qua en relativt bred uddannelse evnen til hurtigt og kritisk at kunne tilegne sig ny viden og ikke mindst kombinere viden fra forskellige fagområder til at løse nye problemstillinger – en færdighed der er god brug for i et dynamisk felt under stadig udvikling.

Dyrlæge Morten Malmberg underviser og vejleder bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende gennem det lovregulerede kursus om, hvordan man håndterer laboratoriedyr etisk og medicinsk korrekt på den bedst mulige måde. Kurset balancerer en blanding af anatomisk viden og håndværksmæssige færdigheder.

Den veterinære bachelor

Som en del af den veterinære bachelor får de dyrlægestuderende et »lille« forsøgsdyrkursus – et såkaldt EU function ad samt ministeriegodkendt mulighed for at varetage daglig pasning af forsøgsdyr. Med andre ord: Når den studerende har fuldført sin bachelor, kan den studerende – efter relevant oplæring – passe og arbejde selvstændigt med forsøgsdyr.

Selve forsøgsdyrkurset er en lidt særlig konstruktion, da det består dels af selvstudie på vores læringsplatform, dels af en praktisk øvelse med rotter og mus, som ligger på 2. år sammen med Veterinær Farmakologi og Toksikologi og sidst på 3. år en afsluttende eksamen, som ligger sammen med Retsmedicin.

Det, man skal huske, er, at de veterinære bachelorer også i løbet af deres bachelor har mange fag, som understøtter forsøgsdyrkursets indhold; fx veterinær etik, genetik, patologi, etologi og mange andre, som hver især har store berøringsflader med forsøgsdyrsvidenskaben. Det er derfor, vi har fået mulighed for at skrue dette lidt specielle kursus sammen på basis af eksisterende bachelorfag, selvstudie og to regulatoriske krav, nemlig de praktiske øvelser og eksamen.

DSC 9036

I 2025 er det forventningen, at den nye veterinære studieordning vil omfatte en opdatering af forsøgsdyrskurset på bacheloruddannelsen.

© Pia Rindom

I 2025 er det forventningen, at den nye veterinære studieordning udrulles, og i den forbindelse har forsøgsdyrskurset på den veterinære bachelor fået en lille opdatering. Vi planlægger at bibeholde de to lovmæssige krav, nemlig eksamen og de praktiske øvelser, men for at øge de studerendes fokus på anvendt dyreadfærd og vigtigheden af god håndtering og føling med dyrene, vil vi også indføre en adfærdsøvelse, som planlægges i tæt samarbejde med instituttets etologer med professor Bjørn Forkman i spidsen.

Biomedicindifferentieringen

Med udgangspunkt i dyr som det centrale, veterinære fokus, tager Biomedicindifferentieringen sit afsæt i dyrs anvendelse indenfor biomedicin med et særligt sigte på forskning og udvikling. Differentieringen er struktureret i moduler, der retter sig mod konkrete områder og bindes sammen, så der hele tiden bygges mere viden på. Evnen til selvstændig og kritisk reflektion over problemstillinger indenfor biomedicin (fx i hvilken grad en dyremodel afspejler en sygdom i mennesker, vurdering af forskningsdata, fejlkilder i forsøgsplanlægning og udfordringer i
lægemiddeludvikling) er et kerneområde, som også understøttes af et gennemgående case-arbejde.

Hovedparten af indlæringen vedrører emner af eksperimentel karakter, og hvor flertallet af dyrene er forsøgsdyr. Udover et tydeligt fokus på forskningsrettede aktiviteter og deraf følgende erhverv har vi på kurset opmærksomhed på dyrlægers arbejde blandt andet i råd og styrelser for på denne måde at synliggøre bredden og mulighederne i uddannelsen. Der har fra begyndelsen været en stor tilslutning til Biomedicindifferentieringen, og i dag er alle 36 pladser fyldt op med et overvejende flertal af studerende med biomedicin som første prioritet.

Dyrlægens rolle i life science er absolut berettiget som den eneste kandidatuddannelse med dyrenes biologi og patologi som omdrejningspunkt.

På Biomedicindifferentieringen får man en vifte af forskellige kompetencer indlejret i modulstrukturen. De forskellige elementer integreres gennem hele kurset, så man som studerende møder fag og metoder flere gange i forskellige sammenhæng for på denne måde at skabe relevans og et perspektiv. Undervisninger tager sit udgangspunkt i følgende fokusområder:

  • Dyr som modeller centreret om forsøgsdyrene, deres anvendelse og validitet som modeller for konkrete sygdomme i mennesker. Dette støttes af EU function abd-certificering og tydelig vægt på forsøgsdyrspatologi og patologien i dyremodeller for sygdomme i mennesker, hvilket ellers ikke er en del af det veterinære curriculum. Desuden indgår anvendelsen af genteknologi, bioinformatik og det underliggende etiske værdigrundlag for anvendelsen af dyr til forskning og forsøg.
  • Eksperimentelt design inklusive dataanalyse med vægt på biostatistik for dyreforsøg, herunder valg af konkrete analysemetoder og deres validitet (fx kilder til variation, confounding og bias). Tolkning af forsøgsdata og deres kommunikation – både til fagfæller og lægmand – samt kritisk metodetænkning og reflektion i forhold til fagspecifik litteratur er også komponenter.
  • Lægemiddeludvikling og –toksikologi, herunder aspekter af den regulatoriske toksikologi, er kerneområder, der sammen med bioinformatik, genetik, immunologi, virologi, mikrobiologi, parasitologi og praktiske øvelser med levende dyr tydeliggør, hvordan dyrlæger kan bidrage med en viden og biologisk forståelse, der ikke kan erhverves på andre kandidatuddannelser.

På denne måde vil vi med Biomedicindifferentieringen uddanne kandidater, der på et veterinærfagligt højt niveau kan bedømme dyremodellers fordele og ulemper (validitet), forstå principperne for at designe og udføre et dyreforsøg, udregne og tolke på forskellige typer af forsøgsdata og forholde sig kritisk til dem. Desuden skal de kunne reflektere over problemstillinger ved anvendelsen af dyr i biomedicinsk forskning og udvikling, herunder forholde sig til etiske og dyrevelfærdsmæssige aspekter.

Undervisningen er i høj grad forskningsbaseret og for at få så mange nuancer med som muligt, er der mange undervisere involveret – både fra vores eget institut, fra andre KU-institutter og fra eksterne samarbejdspartnere som Novo Nordisk, Lundbeck, Bavarian Nordic og Dyreforsøgstilsynet – sammenlagt 35-40 dedikerede og dygtige mennesker. De er allesammen nødvendige for at sikre, at ambitionerne for Biomedicindifferentieringen kan realiseres og bidrager med stor faglig viden og stort engagement. Som kursusansvarlige føler vi os virkelig privilegerede med sådan et effektivt bagland.

Fordi differentieringen ligger sidst på kandidatdelen har de studerende en meget stor basisviden, som vi i kurset forsøger at drage nytte af og bygge videre på. Samtidig indeholder kurset meget ny information og en forventning om aktivt engagement med vilje til at sætte sin viden i spil og reflektere over nye løsningsmodeller til en given problemstilling. Det er en svær øvelse og kræver en tydelige pædagogisk indsats med trygge rammer. Det kan være svært og frustrerende for nogle, især i starten, og der er en stejl læringskurve med et højt ambitionsniveau fra vores side.

Det veterinære kandidatspeciale

Siden årtusindeskiftet har alle veterinærstuderende brugt et semester på at udarbejde et speciale. Her planlægges, udføres, afrapporteres og forsvares et selvstændigt projekt. For en life science-orienteret veterinærkandidat er dette en lige så vigtig del af den færdige kompetencetræning, som klinikken er for klinikeren, da arbejdet i en life science-virksomhed ofte vil have karakter af, at man skal indsamle viden, gennemføre undersøgelser og formidle det til andre.

DSC 9129 (2)

Udover et tydeligt fokus på forskningsrettede aktiviteter er der også opmærksomhed på dyrlægers arbejde blandt andet i råd og styrelser for på denne måde at synliggøre bredden og mulighederne i uddannelsen.

© Pia Rindom

På veterinærstudiets forskellige fagområder kan der være større eller mindre valgfrihed omkring emnet, større eller mindre omfang af det eksperimentelle arbejde og forskelligheder i den fysiske placering af arbejdet. Den biomedicinske specialestuderende vil som oftest nok opleve, at de må vælge imellem nogle emner, som udbydes af specialevejlederne. Det skyldes, at biomedicinske projekter er kostbare, og der ikke bare kan laves dyreforsøg uden, at det tjener et højere formål. Derfor må specialeprojekterne som regel tages som en del af et større projekt, som vejlederen løbende skaffer ressourcer til.

Til gengæld er disse emner reelt arbejde, hvor den studerende for første gang kan sætte al sin viden i spil og opleve at være en del af en arbejdsplads, hvor omgivelserne har reelle forventninger til et resultat af arbejdet. Det er meget sammenligneligt med at have studerende gående i klinikken og behandle folks private hunde. Det er derfor ofte muligt at udføre en hel del eksperimentelt arbejde, og der er et netværk af ph.d.-studerende og post doc’er omkring én, der kan støtte, fordi de udfører de samme teknikker. Den specialestuderende vil blive placeret i forskergruppen, og det vil forventes, at den studerende møder på arbejde dagligt og i øvrigt tager del i gruppens aktiviteter. Den studerende får hjælp og vejledning, men gruppen har også en berettiget forventning til, at den specialestuderende skaber ny viden og deler den med de øvrige, så man lærer at være en ressource, inden man kommer ud i det virkelige liv. For nogle af de studerende foregår det i en virksomhed, så de får en slags lang praktik, og her fungerer universitetsvejlederen som en slags konsulent, der skal sørge for, at det hele ender med en veterinær kandidatgrad.

Undervisningen er i høj grad forskningsbaseret for at få så mange nuancer med som muligt.

Det veterinære speciale skal gennemføres over et enkelt semester, hvilket er meget kort set i forhold til andre kandidatuddannelser. Alligevel så udarbejder de fleste biomedicinske veterinærstuderende rigtigt gode speciale, der som oftest publiceres enten selvstændigt eller som en del af en større publikation. Her slår det nok igennem, at der stadig er benhård konkurrence om at blive optaget på veterinærstudiet, og at det er ambitiøse unge mennesker, vi har med at gøre. Derfor skal man også lære, at ens høje ambitioner ikke skal føre til stress, og at man også i et elitært miljø skal dyrke sine sociale kompetencer og hjælpe hinanden, selv om man senere skal konkurrere om de samme stillinger.

Det videre forløb

Der vil selvfølgelig være veterinære biomedicinere, der søger og får stillinger i praksis, men de fleste af de biomedicinske specialestuderende synes at drømme om en fremtidig karriere i life science-industrien uden nogen intentioner om at gå andre steder hen. Realiteterne er også, at det lykkes for rigtigt mange af dem. Et møde holdt i efteråret 2023 med et større aftagerpanel med repræsentanter fra blandt andet flere større medicinalvirksomheder, kontraktforskningsfirmaer, SSI, LIF og Fødevarestyrelsen bekræftede også, at der var god tilfredshed med de elementer, vi har i den nuværende differentiering.

Hvis kandidaten skal ind i de store virksomheders forskningsafdelinger, skal man som regel have en ph.d.-grad. På det biomedicinske område har vi været begunstiget af et stort antal industrielt finansierede ph.d.-stipendier, og vi rekrutterer mange dyrlæger til dem. Finansieringen er i stort omfang kommet fra Novo Nordisk og andre store virksomheder, men også Innovationsfonden har vist sig særdeles villig til at finansiere veterinære kandidaters ph.d.-forløb. De fleste af disse er meget attraktive for industrien til in vivo-farmakologi og andre former for dyreeksperimentelt arbejde, og de får stort set alle sammen ret hurtigt arbejde.

Ph.d.-projekter kan både være forløb på universitetet og i en virksomhed og ganske ofte i et blandet forløb. Interessant nok, har flere af de små underleverandører til de store aktører i life science-industrien ofte været med til at hjemtage bevillinger til veterinære ph.d.-forløb hos Innovationsfonden, men selvfølgelig har de helt store virksomheder også en interesse i at have ph.d.-studerende.

Der er dog også ganske mange stillinger, som ikke kræver en ph.d.-grad, og hvor man vil følge et andet efteruddannelsesforløb. De kliniske forsøgsdyrsdyrlæger har ofte, men ikke altid, en ph.d.-grad; til gengæld har de måske taget vores europæisk akkrediterede efteruddannelsesprogram for forsøgsdyrsdyrlæger, som beskrevet nedenfor. Andre områder som fx kvalitetssikring og marketing har også tradition for større efteruddannelsesprogrammer, ofte på masterniveau.

Veterinær efteruddannelse i life science

En virksomhed, der udfører dyreforsøg, skal have en rådgivende dyrlæge tilknyttet. EU har udgivet et 68 sider langt dokument med en lang række læringsmål for folk, der skal arbejde med forsøgsdyr, og modul 24 i dette dokument kommer med læringsmål for forsøgsdyrsdyrlægerne. Veterinære kandidater fra biomedicindifferentieringen på Københavns Universitet opfylder nogle af disse læringsmål, og i en virksomhed vil de jo fx ofte være dem, der som udgangspunkt kan noget basal kirurgi, anæstesi og smertebehandling. Selv for dem vil der dog være noget yderligere viden, de bør tilegne sig som fx selvstændigt at kunne opstille et relevant sundhedskontrolprogram.

Ude i Europa og i verden udenfor er der mange dyrlægeuddannelser, der ikke er begunstiget af en biomedicindifferentiering, hvilket betyder, at nyuddannede kandidater kan risikere at stå overfor emner, der er specifikke for forsøgsdyr, som de ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

I cirka 10 år har Københavns Universitet udbudt et 30 ECTS online-program kaldet LabVet Europe, der løfter alle dyrlæger op til at opfylde alle modul 24’s læringsmål. Programmet er akkrediteret af Federation of European Laboratory Animal Science Associations (FELASA). Ud over at være uddannet dyrlæge, skal man for at komme ind på uddannelsen have bestået det store forsøgsdyrskursus, og man skal, inden man afslutter, have to års relevant erhvervserfaring. Programmet består af 6 moduler (blok 2), og man skal bestå fem bedømmelser for at få godkendt hele forløbet. Man skal aflevere 3 rapporter, herunder en om den nationale lovgivning i ens eget land, en om etiske problemstillinger og en site visit-rapport baseret på en reel site visit i en forsøgsdyrenhed. Herudover er der en skriftlige eksamen, der dækker anæstesi, analgesi og forsøgsdyrssundhed, og en mundtlig eksamen, der dækker genetik, velfærd og dyremodeller.

Dyrlægerne er en vigtig brik i life scienceindustriens succes.

Alt kan tages i vilkårlig rækkefølge, og der er løbende omkring 30 dyrlæger, der aktivt følger programmet. I begyndelse var interessen størst for dyrlæger uden for Europa, fordi virksomheder fx i Asien ofte ser det som en vigtig værdi at leve op til europæiske standarder. I de seneste år er antallet af europæiske dyrlæger steget kraftigt, blandt andet fordi European College of Laboratory Animal Medicine (ECLAM) anbefaler det som en del af deres træningsprogram frem mod diplomatstatus. I dag er der også en del danske dyrlæger på programmet.

Den veterinære kandidat i life science

Life science-industrien i Danmark klarer sig godt, og dyrlægerne klarer sig godt i life science-industrien. Over de sidste år er Novo Nordisk vokset til at være Europas mest værdifulde virksomhed, men vi har også andre store virksomheder som Lundbeck, LeoPharma og Genmab. Mindre virksomheder som fx Gubra og Zealand er også buldret frem. Alle har de dyrlæger ansat.

Universiteterne har over de sidste 30 år ændret karakter fra at være en skov af små, underfinansierede forskningsgrupper til at bestå af tungt finansierede sektioner og centre, som også har mange dyrlæger i deres stab.

Et bærende element i at kunne drive højteknologisk virksomhed er, at man i takt med vækst i firmaet kan ansætte højt kvalificerede medarbejdere, der vil bo og arbejde i lokalområdet. Når man ser på, hvor mange dyrlæger, der er kommet ind i disse virksomheder over de sidste 10 år, og hvor mange dyrlæger, der i øvrigt er blevet forfremmet til bærende ledende stillinger, må man bare konstatere, at dyrlægerne er en vigtig brik i life science-industriens succes. Når virksomheder flytter deres forskning og udvikling ud af et land, har det store konsekvenser for nationaløkonomien, og en væsentlig årsag i vores nabolande har været, at man ikke har satset på at uddanne dyrlæger med biomedicinske kompetencer.

I Danmark har vi altid rekrutteret de dyrlægestuderende blandt de bedst kvalificerede fra gymnasierne, og derfor kan vi sætte os høje mål for, hvad de kan nå at lære i studietiden. For mange af kernekompetencerne svarer til behovet i industrien. I en stor del af grunduddannelsen er det i virkeligheden irrelevant om dyret, som den hele organisme, dyret er, skal kæles med, rides på, spises, pelses eller laves forsøg på. Men de sidste 15-20 procent, der er målrettet en fremtid i life science-industrien, giver både de studerende og Danmark en fordel. Det samlede pensum på en uddannelse kan selvfølgelig ikke ramme skiven for hver eneste virksomhed i Danmark, men dyrlægerne har en grundlæggende biologisk forståelse, der gør dem til ligeværdige, og samtidig unikke, konkurrenter med andre kandidater.