Annonce Banner Banner Banner

Tema: DDD i 175 år

Det jyske korps: Studentermedhjælperne i DDD

Studerende Sille, Tilde og Simon er glade for at være en del af en forening, der udelukkende er interesseret i at hjælpe dyrlæger og dyrlægestuderende.

DSC 8990

Studenterteamet (fra højre) Tilde Toft (årgang ’21), Simon Galsgaard (årgang ’21) og Sille Risgaard Suurballe (årgang ’22).

© Pia Rindom
Interview

Hvad er jeres primære ansvarsområder som studentermedhjælpere i DDD?

Vi har mange opgaver på vores skuldre. Vi aflaster primært i forskellige afdelinger. Lige nu hjælper vi fx med betaling af fakturaer, i kursusafdelingen med alt det praktiske omkring årsmødet, i kommunikationsafdelingen med nyhedsbreve, artikler og administration af Facebookgrupper, tage telefonerne for medlemsadministrationen samt Det Danske Katteregister – og nå ja, så er Sille og Tilde ansvarlige for DDDs TikTok! Simon, vores studenterkoordinator, koordinerer opgaver og arbejdsplaner.

Helt generelt er det spændende for os at udvikle kompetencer indenfor blandt andet økonomi, digitale systemer og ledelse. Derudover er en af vores fornemste opgaver at videreformidle de studerendes hverdag, ønsker og problematikker til alle de »ægte voksne« i sekretariatet. På grund af opgavernes mangfoldighed kommer vi bredt omkring i foreningen og får derved et bredt indblik i, hvad der foregår i dyrlægeverdenen.

Hvad er det sjoveste, I har været med til at tage ansvar for, i DDD?

Det må være deltagelsen i årsmødet 2023, hvor vi alle tre var i Odense i fire dage og hjalp med at afholde nogle magiske dage. Her fik vi lov til at opleve de mange udstillere, speakere og dyrlæger, og vi fik en masse indtryk og ny viden med hjem i bagagen. Derudover er det sjovt at deltage på vegne af DDD til arrangementer afholdt for de studerende som fx Input-messen, Fortovscafé til Smediefesten og studiestarten.

Hvorfor kalder I jer »Det Jyske Korps«? 

Lige nu består studenterteamet af tre jyder – én fra Nordjylland, én fra Østjylland og én fra Sønderjylland. På kontoret på Frederiksberg udgør vi en sjælden art, hvilket berettiger navnet »Det Jyske Korps«. Dette betyder dog ikke, at der ikke kan blive plads til en fra Djævleøen i fremtiden.

Har I fundet Georg igen?

Georg er fundet og hjemme i sekretariatet i god behold – takket være sit øremærke!

Georg er en kattebamse, som vi blandt andet bruger til oplysning på de sociale medier om vigtigheden i at mærke sin kat.

Hvorfor giver det mening at være medlem af DDD?

Den Danske Dyrlægeforening er den eneste brancheorganisation for dyrlæger i Danmark. I foreningen kredser alt og alle om dyrlægerne, og det udgør hele eksistensgrundlaget for DDD. ADO er eksperter i at rådgive ansatte dyrlæger og studerende om blandt andet løn og ansættelsesvilkår. Medlemskabet medvirker til at sikre en overenskomst for ansatte dyrlæger, hvilket styrker dyrlægens position. DA har deres ekspertise inden for virksomhedsejere med dyrlæger ansat, hvilket udgør en fremragende og specialiseret kilde til rådgivning. På denne måde favner DDD bredt, da vi har både ADO og DA på hver sin side af bordet, hvor de kan samarbejde om at fremme dyrlæger.

Vi er i hvert fald glade for, at vi har en enhedsforening, der udelukkende er interesseret i at hjælpe dyrlæger og dyrlægestuderende. Det kan være svært at føle sig repræsenteret i en af de store fagforeninger med mange forskellige brancher under paraplyen. Dyrlægebranchen er relativt lille i forhold til, hvor mange forskellige erhverv vi er repræsenteret i. Det gør det til en udfordring at konkurrere på pris i forhold til langt større fagforeninger, men hvis man ønsker at modtage ydelser og være en del af en forening, hvor dyrlæger står øverst på dagsordenen, er det vigtigt at opretholde sin støtte som medlem.

Vi glæder os i hvert fald fortsat til at være medlem af DDD, når vi engang er færdiguddannede dyrlæger.

Udover de traditionelle fagforeningsydelser skal man også huske alt det fagpolitiske arbejde, Dansk Veterinærtidsskrift og det ugentlige nyhedsbrev. Der strømmer en masse kommunikation gennem DDD, som videreformidles til landets dyrlæger og dyrlægestuderende. Dyrlægefaget er unikt, da der i høj grad er en kollegial stemning blandt dyrlæger på tværs af arbejdspladser, og efter uddannelsens afslutning er DDD en bevaring af netop dette fællesskab. Vi glæder os i hvert fald fortsat til at være medlem af DDD, når vi engang er færdiguddannede dyrlæger.

Kan I give eksempler på konkrete fordele, som studentermedlemmer kan nyde godt af?

Gennem et VMF-medlemskab er man automatisk også medlem af DDD. Som studentermedlem i DDD får man blandt andet rabat på forsikringer og mulighed for en god bankaftale. Derudover får man som færdiguddannet også det første år i foreningen gratis. Det bedste er dog adgangen til rådgivning omkring CV, job og løn fra jurister med stort branchekendskab, og som kan give konkrete og brugbare råd. Dette kan være en kæmpe hjælp både efter endt uddannelse, og mens man er under uddannelse!

Hvis I bestemte, hvad skulle DDD så se at få fingeren ud og få gjort? 

Vi vil gerne bidrage med nogle »to do’s« set fra tre optimistiske studerendes synspunkt. DDD bør i højere grad vise overfor de studerende, hvor meget de egentlig er til stede. Vi er blevet overrasket over den betydelige støtte, DDD yder for de studerende både under studietiden og VMF. Vi har taget initiativ til TikTok, hvilket helt klart har hjulpet, men det ville være fantastisk at blive endnu mere synlige.

For at styrke DDDs tilstedeværelse og hjælp til studerende foreslår vi en mere synlig tilstedeværelse, måske gennem en opdateret hjemmeside. Der er også et potentiale for at udnytte kommercielle muligheder bedre, især med tanke på den brede vifte af dyrlæger i forskellige erhverv. Disse tanker og idéer er blot vores perspektiv, men vi håber, det kan åbne op for en givende dialog.

Vi håber, at du har fået indsigt i det at være studentermedhjælper samt studentermedlem af DDD, og hvis du gerne vil høre mere om, hvad vi har på hjerte, så giv os et kald eller mød os på A-vej.