- Sytten procent af de danske malkekøer ender deres liv på DAKA, mens resten bliver slagtet og udnyttet til produktion af oksekød. En malkeko er således både mælkeleverandør og kødproducent, og de mange døde køer udgør derfor et stort spild af ressourcer, som kunne være udnyttet til produktion af fødevarer.
Sådan lød det fra dyrlæge og professor Peter Thomsen fra Aarhus Universitet på DDDs årsmøde i Odense den 6. oktober. Her gav han sammen med lektor Craig McConnel fra Washington State University indlæg på Faggruppe Kvægs temamøde om kodødelighed.
Kodødelighed rummer aspekter relateret til aktuelle dagsordener om klima, bæredygtighed, madspild og dyrevelfærd. Formålet med temamødet var derfor at gøre status, at afdække årsager og at pege på vigtige indsatsområder for at mindske problemer med kodødelighed.
Stabilt højt niveau i danske stalde
De sidste 10-15 år har dødeligheden blandt danske malkekøer ligget stabilt på godt fem procent. Udviklingen er vist i figur 1.
- Niveauet af døde køer ligger således ret stabilt mellem fem og seks procent i årlig dødelighed, og omregnet betyder det, at sytten procent eller cirka en sjettedel af de danske malkekøer ender deres liv til destruktion på DAKA, forklarer Peter Thomsen.
Han tilføjer, at cirka 40 procent af de døde køer er aflivet på gården, mens 60 procent er selvdøde. Samtidig er dødeligheden højest i august/september måned, mens den ligger lavest i april/maj måned.
Craig McConnel fortalte om typiske kodødeligheder i niveauet 6-7 procent i de større besætninger, hvor han virker som dyrlæge, i staterne Washington og Idaho. Som et hele for USA ligger kodødeligheden på 8-10 procent.
- Men der er meget stor forskel mellem bedrifter, og vi ser kodødeligheder helt fra kun to procent til over 15 procent. Og det er i høj grad relateret til det management, som foregår på bedrifterne, sagde han.
Under danske forhold kan en del af stigningen i kodødelighed i årene 1990 til 2005 måske knyttes til et stærkere fokus på transportegnetheden af køer til slagtning.
- Her vurderer jeg, at der i dag bliver aflivet flere køer end tidligere for at undgå bøder for transport af ikke-transportegnede dyr til slagteriet, siger Peter Thomsen.
Figur 1. Udviklingen i den danske kodødelighed fra 1990 til 2022 (Thomsen, 2023)
Høj ydelse betyder lavere kodødelighed
Høj ydelse og presset på malkekøerne bliver jævnligt nævnt som en mulig betydende faktor, der kan øge kodødeligheden.
- Men både på besætnings- og koniveau viser undersøgelser, at det modsatte er tilfældet. Der er således en statistisk sikker sammenhæng mellem en høj ydelse og en lavere kodødelighed, fortalte Peter Thomsen.
Studierne på AU har samtidig afdækket en række andre faktorer, som kan bidrage til en højere kodødelighed:
- Ældre køer, tvillingefødsler og racen Holstein er kendte faktorer, som på koniveau øger risikoen for dødsfald. Og på besætningsniveau finder vi, at større besætninger, konventionel drift, nul-græsning, højt celletal og en stor andel af indkøbte dyr alle er faktorer, som kan knyttes til en højere dødelighed, uddybede AU-professoren.
Han forklarede, at specielt koens alder også er en vigtig faktor, og at dødeligheden er dobbelt så høj hos køer med mange laktationer som hos førstekalvskøer.
De fleste køer har ukendt dødsårsag
Craig McConnel argumenterede for, at alle døde køer bør have en form for »døds-certifikat«. Tanken er, at de involverede på bedriften skal udfylde den skriftligt og derfor bliver nødt til at få afdækket koens historik og til at tage stilling til, hvorfor koen døde.
- Vi oplever således meget dårlig eller ingen sammenhæng mellem de afgangsårsager, der bliver indberettet til styringssystemet og den »sande« afgangsårsag, som vi kan konstatere gennem obduktioner, forklarede Cris McConnel.
- If you don’t look – you don’t find!, argumenterede han og understregede, at besætningerne langt tiere bør få gennemført obduktioner for at afdække de sande dødsårsager.
Også Peter Thomsen er fortaler for at gennemføre flere obduktioner for at finde de korrekte årsager til, at koen døde. Han gennemgik således resultater fra danske undersøgelser, som viste en meget lav sammenhæng mellem indberettede afgangsårsager og sygdomsregistreringer på bedriften og obduktioner gennemført på DAKA.
Lær af hver case
- En død ko er et totalt tab, hvis ikke man lærer af hændelsen og prøver at evaluere og justere for at forebygge flere tilfælde, argumenterede Chris McConnel.
Han mener derfor, det er vigtigt, at teamet på gården altid italesætter hver enkelt død ko og i fællesskab analyserer og diskuterer hændelsen og prøver at finde et mønster i, hvad der kan være af årsagssammenhænge.
- På mange store gårde er vejen mod en lavere kodødelighed at adressere problemet og at analysere og diskutere hændelsen med en død ko. Det styrker fokus på, hvad teamet på gården i fællesskab kan gøre omkring management og eventuel justering af protokoller, uddybede han.
Han tilføjer, at mange ansatte på store mælkegårde ikke har landbrugsfaglig uddannelse og derfor tit arbejder efter protokoller. En diskussion af årsager til døde køer vil derfor styrke bevidstheden hos den gruppe af medarbejdere om også at »se på dyrene« samtidig med, at de udfører arbejdet efter protokollen.
Også Peter Thomsen var stærk fortaler for at få italesat og at få læring fra de dødsfald, som sker.
- Ingen ko bør dø, uden at vi i det mindste bliver lidt klogere, lød det fra AU-professoren.
De tre vigtigste indsatsområder
Ifølge Peter Thomsen er årsagerne bag døde køer tit komplekse og sammenhængende, men alligevel er det vigtigt at vælge sine indsatser for at bruge kræfterne rigtigt. Det er derfor nyttigt at rangere, hvilke områder der har stor betydning, og hvilke der ikke betyder så meget.
Samtidig er det vigtigt, at indsatser på et område er realistiske og kan håndteres, at indsatsen har »impact« og gerne har afledte positive effekter på fx ydelse eller reproduktion.
Ud fra det gav han sit bud på de tre vigtigste fokusområder, som typisk har størst effekt på tværs af bedrifter:
- Klove/halthed
- Uheld
- Start på laktation.
- Vores undersøgelser på AU viser, at dødsårsagen i 25 procent af tilfældene relaterer til problemer med klove og halthed og 20 procent til uheld i stalden. Så det er bare to helt oplagte indsatsområder. Og så har opstart af laktation også tyngde som årsag, sagde Peter Thomsen.
Han fortalte, at uheld langt tiere rammer første kalvs køer end ældre køer, og data viser, at 45 procent af alle aflivninger blandt førstekalvskøer skyldes uheld.
En indsats vedrørende halthed vil typisk handle om klovbehandling og hurtig opfølgning på halte køer, mens indsatser til at forebygge uheld kan dreje sig om glatte gulve eller om fokus på uheldige indretning af stalden.
Omkring en tredjedel af alle dødsfald hos malkekøer sker indenfor den første måned efter kælvning, og det gør, ifølge Peter Thomsen, den periode særlig vigtig. Her kan en skånsom opstart – fx i form af nykælvergrupper – være en rigtig god løsning.
Craig McConnel var enig i Peter Thomsens rangering af de vigtigste indsatsområder, og han understregede, at stofskifteproblemer og relaterede sygdomme tit kræver fokus og indsatser i den såkaldte »transitionsperiode«, som dækker de kritiske uger fra tre uger før til tre uger efter kælvning.
Ingen ko bør dø, uden at vi i det mindste bliver lidt klogere.
Peter Thomsen
10 procent af Danmarks forbrug af oksekød
Som et ekstra argument for en indsats for at sænke kodødeligheden, havde Peter Thomsen til mødet lavet et overslag over, hvor meget tabet af 30.000 malkekøer til destruktion betyder for produktionen af fødevarer.
- Forestiller vi os, at de køer, vi leverer til DAKA, i stedet kunne bruges til produktion af oksekød, svarer det i runde tal til 11.000 tons oksekød hvert år eller rundt regnet 10 procent af hele Danmarks forbrug af oksekød. Så der er tale om et kæmpe spild af ressourcer, som i stedet kan bruges til produktion af fødevarer, argumenterede han.
