Annonce Banner Banner Banner

Tema: Transport af levende dyr

Lange transporter i lastbil belaster velfærden hos spædkalve

Dyretransport Lav immunitet, udfordret energi- og væskebalance og manglende flokadfærd øger risikoen for sygdom og stress hos spædkalve under og efter lange transporter. EU-organet EFSA anbefaler derfor tidligst at udsætte kalve for lange transporter, når de er mindst fem uger gamle og vejer 50 kilo.

Shutterstock 621345248 © Shutterstock
Indblik

I de første leveuger er spædkalve særligt modtagelige for belastninger og nedsat velfærd under transport. Mælkefodrede spædkalve bør derfor tidligst transporteres over lange afstande, når de er fem uger gamle og vejer over 50 kilo.   

Sådan lyder den overordnede konklusion vedrørende kalvetransporter i rapporten »Welfare of cattle during transport«, som den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har udgivet i 2022. 

I rapporten har EFSAs panel for dyrs sundhed og velfærd udført en grundig gennemgang af den forskningsbaserede viden om transport af spædkalve og udmøntet det i en række anbefalinger.

En række faktorer belaster

EFSA-rapporten udpeger såkaldte »velfærdskonsekvenser« for spædkalve under transport, og ifølge seniorforsker Mette S. Herskin fra Aarhus Universitet, som er medforfatter til rapporten, dækker det over en række forskellige belastninger for kalvene.

- Kalvene bliver udsat for en periode uden adgang til mælk eller vand, som over tid belaster deres energi- og væskebalance. Og så er temperaturstress, især kulde, men også høje temperaturer, en anden belastende påvirkning. Det samme kan gælde håndteringen ved læsning af kalvene, og så vil bilens bevægelser i sig selv belaste dem, siger hun.

Også sammenblanding af kalve fra forskellige miljøer umiddelbart før transporten bliver udpeget af EFSA som en faktor, der belaster kalvene, og som øger risikoen for smitte og sygdom.

Spædkalve er ikke »followere«

Et andet betydeligt aspekt i forbindelse med transport af spædkalve er det faktum, at de er sværere at håndtere under på- og aflæsning end ældre kreaturer, fordi de endnu ikke har udviklet deres flokadfærd. 

- Spædkalve stresses derfor lettere under på- og aflæsning, fordi de ikke er »followere«. Det betyder, at de ikke følger efter hinanden på samme måde, som tilfældet er hos ældre kvæg, og det udgør let en ekstra belastning for de helt unge kalve, forklarer Mette S. Herskin.

Den manglende flokadfærd øger ofte behovet for fysisk håndtering, og samtidig stiger risikoen for udskridning, fald og skader under på- og aflæsning.

Problematisk mælkefodring

Som forberedelse til en lang transport påpeger EFSA, at elektrolytblandinger ikke opfylder kalvenes næringsbehov og derfor ikke kan erstatte mælkefodring.

For at undgå sult og energimangel anbefaler EFSA, at spædkalve ikke oplever længere intervaller mellem to mælkefodringer end cirka 12 timer.

Det er imidlertid problematisk at fodre kalve med mælk lige før transporten eller i pauser af fx en times varighed. En årsag hertil er, at spædkalve har brug for tre timers ro til at fordøje mælken effektivt. Så for at overholde de 12 timer og tiden til at fordøje mælken bør transporter ikke overstige otte timer, lyder anbefalingen fra EFSA.

Både det nævnte tre timers interval og mangel på tekniske løsninger til mælkefodring af kalve, mens de er på lastbilen, gør det svært at mælkefodre undervejs.

- Mig bekendt findes der ikke i dag tekniske løsninger, hvor kalvene kan blive tilbudt mælk eller mælkeerstatning under selve transporten, siger Mette S. Herskin.

Immunisering vigtig

En vigtig forberedelse til sammenblanding med andre kalve og en lang transport er en tilstrækkelig immunisering via råmælk i fødselsbesætningen.

Hos helt unge kalve er dyrenes eget immunsystem uger om at udvikles, og man taler om et såkaldt »immunitetshul«, som betyder, at kalvenes immunsystem, selv hvis de har fået tilstrækkeligt råmælk, er udfordret i de uger, hvor kalvene typisk udsættes for de lange transporter.

Endelig gennemgår EFSA en række yderligere forhold vedrørende kalves komfort under transporten – herunder krav til plads, strøelse og mikroklima i lastbilen.

Du finder hele EFSA-rapporten om transport af kvæg på linket nævnt nedenfor. EFSAs rapporter giver myndigheder og politikere uafhængig videnskabelig rådgivning om fødevareproduktion og bidrager til udformning af europæiske love, regler og politikker.