Når en aktivitet lever op til samfundets standard for moral og norm, siges den at have en social license to operate (SLO). Inden for hestesport taler vi eksempelvis meget om SLO, hvor blandt andre dyrlæger er involverede i at hjælpe med en sund transformation af koncepterne for, hvordan vi betragter dyr som bevidste følende væsner. Det gør vi ved hjælp af fremlæggelse af evidens og empiri for, hvordan man objektivt kan vurdere, om et dyr trives og har det godt mv.
For nylig har Royal College of Veterinary Science (RCVS) i UK haft en sag, hvor et af deres medlemmer er blevet sanktioneret for at have sparket et dyr under behandling af dyret.
Læs også: RCVS DC reprimands the vet that kicked the horse
Over hele Europa er der øget fokus på, hvad man i professionelt regi kan tillade sig at gøre. Dyrlæger har traditionelt haft en bred og positiv opbakning som varetagere af dyr, men det er ikke givet, at det fortsætter, hvis vi ikke følger med udviklingen.
Mandatet, som garanter for og udviklere af dyrevelfærd, kan vi varetage som profession, da vi per definition antages at varetage dyrenes ve og vel (vi har »social license to operate«).
Hvis vi mister vores SLO, vil det være tiltagende svært at udøve dyrlægegerning.
Hvis vi mister vores SLO, vil det være tiltagende svært at udøve dyrlægegerning. Ved en manglende SLO vil man fx hele tiden opleve tvivl og mistænkeliggørelse, hvilket er tidskrævende og mentalt udmattende.
Hvordan mister man SLO?
Man kan miste SLO i en sammenhæng, hvis man ikke opretholder det omkringliggende samfunds forventning til, hvad man bør gøre i en given sammenhæng.
Der kan være flere årsager til, at man kommer skævt ind på SLO. Eksempelvis ændrer standarder og normer sig løbende i samfundet. Derfor er forventningen til, hvordan man behandler et dyr anderledes i dag, end den var for fem eller ti år siden.
Hvis man over tid oplever at miste grebet for, hvad der er socialt acceptabelt, er det ofte fordi, man i mange år har praktiseret at håndtere dyr på den samme måde. Man er her, et langt stykke hen ad vejen, ubevidst, om det problematiske i ens egen måde at varetage dyr på.
En anden måde at forbryde sig mod almindelig standard for behandling af dyr, som man varetager professionelt, er bevidst vold eller mangel på respektfuld adfærd i relation til dyr.
Norm og moral for begge kategorier udvikler sig hele tiden, idet viden om smerte og ubehag hos dyr, og deres markører for at signalere (adfærdsmarkører) løbende øges, samtidig med at samfundets syn på dyr ændrer sig på en måde, så »marginen« for, hvad der tolereres på dyrenes vegne, bliver mindre.
Udfører vi nogle procedurer, som objektivt set ikke er for dyrenes skyld?
I andre brancher ser man også nogle gange fænomener som »gaslightning« og »ethical green washing« blive benyttet som manipulation af den brede befolkning, hvis man har identificeret nogle områder, der kan risikere at presse SLO. Det er dog en farlig strategi, da man i virkeligheden mister troværdighed i de tilfælde, hvor det påvises.
Hvordan vedkommer det dyrlægebranchen?
Det vedkommer dyrlægebranchen på den måde, at vi må forvente, at skulle evaluere os selv på en ny og indgående måde over de kommende år.
Udfører vi nogle procedurer, som objektivt set ikke er for dyrenes skyld? Altså interventioner eller indgreb, hvor dyret ville kunne leve udmærket, uden at vi gjorde noget.
Udfører vi procedurer, hvor vi kan påvises at have en interessekonflikt, som ikke er i dyrets favør? Fx kosmetisk kirurgi, livsforlængende behandling, reproduktionsbehandling eller måske endda nogle typer halthedsundersøgelser med anlæggelse af diverse blokader uden bedøvelse, hvor dyret sagtens kunne leve udmærket uden.
Gør vi brug af forældede måder at håndtere dyr på, hvor vi i stedet burde henvise ejeren til (og forlange) træning af dyr til accept (uden angst) – baseret på evidensbaserede etologiske principper? Det kan være ved negleklip af hunde eller fiksering af en hest med en brems, hvor man i stedet med en mindre eller større indsats kan træne dyret til accept i en mental acceptabel tilstand.
Forekommer det, at dyrlæger, som er under pres af forskellige årsager, indimellem behandler dyr unødigt hårdt? Eller endda voldeligt? Måske er en dyrlæge bare medvirkende til, eller vidende om, en sådan situation?
Det forekommer desværre, og det gør det, fordi man som professionel nogle gange har svært ved at se sig ud af en situation. Man føler måske ikke, at man har mandat til at sige fra overfor at behandle et dyr, som åbenlyst reagerer mod behandlingen, og derfor opstår der frustration og afmagt.
Vi skal stille os selv spørgsmålene
Ovenstående kommer vi helt sikkert til at tale mere om de kommende år, og det er kun godt. Vi skal alle sammen rustes bedre til at føle, at vi har mandatet til at sige til og fra som professionelle, så vi ikke ender i situationer, som er urimelige for os og for dyrene. Det vil være medvirkende til at skabe et trygt miljø i branchen for alle.
Det bør altid være en del af vores mandat, at vi kan gøre det, når det er nødvendigt.
Vi skal samtidig også turde se på os selv og vores ydelser: Gør vi det for dyrene, »the human common good«, eller for at en industri kan tjene penge?
Jeg vurderer ikke, om det ene eller det andet er holdbart i et proportionalt etisk perspektiv, men anfører bare, at det er vigtigt, at vi som profession selv tager hånd om at se på os selv, opdatere og udvikle, så vi bibeholder professionens SLO og vores anseelse.
Man kan sagtens komme med eksempler på situationer, hvor man som dyrlæge kan være tvunget til at fastholde et reaktivt og/eller angst dyr, for dyrets egen skyld. Eksempelvis, hvis akut behandling er indiceret. Det bør altid være en del af vores mandat, at vi kan gøre det, når det er nødvendigt.
Pointen er, vi må forvente, at vi i fremtiden kun kan forcere dyr og/eller agere i strid med deres egenværdi/interesse, hvis vi kan argumentere professionelt for det etiske og moralske perspektiv i at gøre det.
