Annonce Banner Banner Banner

Huld og halthed hos malkekøer er de to største risikofaktorer for sygdom de første uger efter kælvning

Malkekvæg Et nyt canadisk studie opdaterer ætiologien bag sygdomsproblemer hos nykælvere, og konklusionen er stadig, at både højt og lavt huld øger risikoen for sygdom. Det samme gælder halthed, der ifølge gennemgangen ofte er en overset årsagsfaktor bag problemer.

C6A3791
Undersøgelse

Skiftet fra en laktation til den næste – og specielt de sidste tre uger før og de første tre uger efter kælvning – bliver klassisk betragtet som en kritisk periode for højtydende malkekøer. Kommer koen godt igennem de fysiologiske udfordringer i transitionsperioden, er risikoen for ubalancer, stofskiftesygdomme, infektioner, nedsat reproduktion og tidlig udsætning stærkt reduceret.

For at opdatere ætiologi og risikofaktorer bag problemer i de kritiske uger rundt om kælvning har en canadisk forskergruppe gennemgået den publicerede viden på området og udgivet den i et nyt review.

Koens klassiske udfordring

Mange års selektion for højere ydelse har udviklet malkekoens evne til at styre energi og protein fra foderomsætning og væv i retning af yver og mælkeproduktion. På trods af at der i samme periode er sket store forbedringer i fodring og management, betyder yverets stærke træk på næringsstofferne, at koen ikke kan optage og omsætte foder nok til den høje ydelse. Det udløser et stærkt behov for, at nykælveren mobiliserer fedt fra kropsdepoterne.

Optagelsen af energi fra foderet topper således først adskillige uger senere end mælkeproduktionen. Og i den periode har koens stofskifte derfor en stor udfordring med at håndtere de store mængder mobiliserede fedtsyrer, uden der opstår ubalancer.

Stofskiftet ændrer sig tæt på kælvning

Især de sidste dage inden kælvning sker der stærke ændringer i koens hormonspejl. Et par af de afgørende ændringer er, at mængden af cirkulerende væksthormon stiger, og vævenes følsomhed overfor insulin falder.

Det ændrede hormonspejl trigger mobiliseringen af kropsreserver fra fedtvævene, og allerede inden kælvning kan en øget lipolyse måles i blodet som en stigning i cirkulerende ikke-esterificerede fedtsyrer (NEFA).

De mobiliserede fedtsyrer kan koen bruge i dele af stofskiftet, og når mælkesyntesen for alvor tager fart, kan det spare glukose, som i stedet bliver brugt i yveret til mælkeproduktion.

Samtidig med at næringsstofferne dirigeres i retning af yveret, sker der tæt på kælvning et fald i koens foderoptagelse, og hun bevæger sig derfor i løbet af få døgn ind i en stigende negativ
energibalance.

Pres på leverens kapacitet

I mobiliseringsfasen spiller leverens kapacitet for omsætning og eksport af NEFA en helt afgørende rolle i forbindelse med ubalancer i stofskiftet hos nykælvere. NEFA bliver således fjernet fra blodet gennem omsætning i leveren. Her kan de enten blive omsat gennem en fuldstændig oxidation, en delvis oxidation (med ketonstoffer som biprodukt), eller NEFA-fedtsyrerne bliver reesterificeret til triglycerider, som enten bliver eksporteret til blodet (VLDL) eller indlejret som triglycerider i leveren (fedtlever).

I de afgørende uger omkring – og især lige efter kælvning – mangler leveren ofte kapacitet til at gennemføre en fuld oxidation af fedtsyrerne. Den delvise oxidation af NEFA-fedtsyrer indebærer derfor, at koncentration af ketonstoffer som acetat, betahydroxybutyrat (BHB) og acetone stiger i blodet.

De dannede ketonstoffer kan i vis grad bruges som energi, men når niveauet af dem stiger for meget i blodet, indebærer det subklinisk og i næste niveau klinisk ketose. Både ketose og fedtlever udløser en nedsat appetit hos koen, og det igangsætter en negativ spiral, som udløser en yderligere mobilisering og negativ energibalance hos ramte køer. Fedtlever betyder samtidig, at leverens kapacitet og funktion bliver nedsat, og det går blandt andet ud over immunforsvaret.

Andelen af køer med subklinisk ketose varierer meget i forskellige undersøgelser og afhænger stærkt af køernes huld, fodring og besætningens opstaldning og management. Men i ramte besætninger ligger niveauet ifølge det canadiske review ofte på op til 25 procent af nykælverne. Langt de fleste subkliniske og flere tilfælde hos ældre end hos unge køer.

Fede goldkøer mobiliserer tidligere

Energioptagelsen de sidste uger inden kælvning er et afgørende tema for den højdrægtige ko. Undersøgelser viser således, at køer, som bliver syge efter kælvning, har haft et større og tidligere fald i foderoptagelse før kælvning end raske køer.

Faldet i foderoptagelse inden kælvning er størst hos køer i højt huld, mens foderoptagelsen hos køer i huld under 3,5 er mere stabil i ugerne frem mod kælvning og falder først i døgnene lige inden kælvning.

Forhold i fodring og management (gruppeskift, belægningsgrad, ædeplads mv.), som påvirker foderoptagelsen har stor betydning for risikoen for negativ energibalance allerede inden kælvning. Fald i foderoptagelse og mangel på energi før kælvning viser sig som forhøjet NEFA i blodet, og måling af drøvtygning viser sammemønster som foderoptagelsen.

Også goldperiodens længde bliver inddraget som en risikofaktor. Her har undersøgelser vist, at køer med lange goldperioder (>70 dage) typisk har højere huld ved kælvning og højere frekvens af ketose i laktationen.

Høj mobilisering af fedt nedsætter immunfunktion

I de senere år er der ifølge de canadiske forskere kommet mere viden om, hvordan en høj negativ energibalance påvirker immunforsvaret gennem transitionsperioden. Her viser de nye undersøgelser, at fede køer har en lavere aktivering af gener med betydning for immunresponset, og det kobler en høj mobilisering af fedt til nedsat immunfunktion.

Undersøgelser kobler også højt NEFA i blodet inden kælvning til lavere immunfunktion og flere tilfælde af børbetændelse.

Summen af begivenhederne i fedt- og levervæv og bør kan resultere i systemisk inflammation gennem transitionsperioden, og et stærkt immunsvar kræver her energi, som kan bidrage yderligere til koens negative energibalance.

Børbetændelse - en del af komplekset

Efter kælvning er der øget risiko for, at patologiske bakterier etablerer sig i børen, før den er genetableret, og børåbningen igen er lukket. Jævnfør ovenfor har køer, som afgoldes i huld over 3,5, en lavere foderoptagelse i goldperioden, og det øger huldtabet og risikoen for nedsat immunforsvar og betyder dermed mindre mulighed for at bekæmpe børrelaterede sygdomme.

Forekomsten af børbetændelse hos nykælvede køer på stald ligger i de undersøgelser, de canadiske forskere har haft fat i, i niveauet 20 procent.

Mens virkningsmekanismen for børbetændelse hos stærkt mobiliserende køer er godt belyst, har man ikke på samme måde påvist virkningsmekanismen bag, at køer i lavt huld (under 3 ved kælvning) har en højere frekvens af børbetændelse og tilbageholdt efterbyrd

Halthed - den oversete årsag

Halthed bliver ofte betragtet som en af de mest tabsgivende sygdomme hos malkekøer, og den canadiske undersøgelse påpeger, at ud over de direkte tab som følge af halthed er tilstanden ofte en undervurderet årsag bag de stofskifterelaterede nykælverproblemer.

Sammenhængen skyldes, at halte højdrægtige køer har en nedsat foderoptagelse, og derfor disponerer mere til subklinisk ketose og børbetændelse.

Reviewet har kun fundet få referencer, som direkte linker halthed til ketose, men nævner et amerikansk studie, som fandt, at køer som var halte 1 - 3 uger inden kælvning havde et højere niveau af BHB i blodet efter kælvning end tilsvarende raske køer.

Et andet nyere studie viste højere risiko for behandling de første 30 dage efter kælvning hos køer, som blev konstateret halte i goldperioden.

De samme forsøg fandt også, at halte ældre køer i ugerne inden kælvning ligger ned længere tid, og at de her tiere springer en foderoptagelse over for at prioritere liggetid.

Senlaktation og tidlig goldperiode bør have mere fokus

Reviewet peger på, at årsagen til sygdomme hos nykælvere i nogle tilfælde skal findes tidligere end den klassiske transitionsperiode (3 uger før til 3 uger efter kælvning). Indsatser, som skal forebygge nykælverproblemer, bør derfor også omfatte management i senlaktation og i tidlig goldperiode, hvor både huld og halthed kan påvirkes i positiv retning.