Hvad har drevet dig som formand?
»Mit drive ligger i medlemmerne. At sikre en sund og robust økonomi og hjælp til mennesker, der enten har haft et langt arbejdsliv eller har været ramt af uheld i deres liv – det er præcis det, der har givet mig energi og indhold i at stå i spidsen for PJD«.
Hvilke ændringer er du særlig glad for, at du har været med til at sætte dit præg på i din formandstid?
»Jeg har sammen med PJD-bestyrelsen altid haft fokus på at sikre et højt langsigtet afkast under hensyn til ansvarlighed, bæredygtighed og risiko, at fastholde et lavt omkostningsniveau og at sikre gode produkter, som passer til medlemmernes behov. Jeg har været med til at sætte præg på emner som valg af et robust og professionelt administrativt set-up, fx i Sampension Administrationsfælleskabet, digitalisering af service til medlemmerne med fokus på selvbetjening og individuelle løsninger, nye produkter som fx markedsrenteproduktet og en sundhedsordning, en komplet ESG-strategi, samt professionalisering af bestyrelsesarbejdet blandt andet med effektive møder og ved, at vi har fået tilført bestyrelsesmedlemmer, som er særligt sagkyndige. Samlet set har vi i bestyrelsen understøttet, at pensionskassen har levet op til sin formålsparagraf: At sikre medlemmerne økonomisk tryghed på et ansvarligt grundlag«.
PJD er medlemsejet – hvilken forskel gør det?
»Det gør en kæmpe forskel. Vi er der for én ting – medlemmerne. Mere konkret giver det medlemmerne indflydelse på deres pensionskasse, fx i form af at generalforsamlingen vælger bestyrelsen samt det forhold, at der ikke er eksterne interessenter som aktionærer, der skal have del i overskuddet. Alle opsparede midler går til medlemmerne, og både pensions- og forsikringsprodukter er designet til gavn for medlemmerne. Det er netop det faglige kollektiv, der binder os sammen og giver os styrken som en selvstændig pensionskasse«.
Hvordan har du kunnet afse tid og energi til at engagere dig i PJD ved siden af jobbet som prodekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet plus en lang række andre bestyrelsesposter?
»Jeg har været glad for, at medlemmerne har vist mig tillid ved at vælge mig til bestyrelsen, og at bestyrelsen har vist mig tillid ved at vælge mig til formand i mange år. Tilliden har været det hele værd for mig. Jeg har betragtet det som en spændende udfordring at bidrage til gode resultater i og en løbende udvikling af pensionskassen. Det har givet rigtig god mening, og derfor bruger jeg gerne fritid på det. Desuden har det været berigende at møde andre engagerede mennesker både i PJD-bestyrelsen, i de bestyrelser, vi har arbejdet sammen med, og i administrationen med kompetente medarbejdere, som har understøttet bestyrelsesarbejdet«.
Når du skal give stafetten videre til en ny formand, hvad er så dit gode råd?
»Hvis jeg må give tre råd: 1. Hold fokus på medlemmernes behov, og lyt til dem. 2. Få bestyrelsen til at fungere som et team, hvor alle har veldefinerede konkrete roller. 3. Spil sammen med administrationen på en måde, hvor man både kan være konstruktiv og kritisk. Det giver de bedste resultater. Det viser de senere år jo helt klart«.
Der holdes reception for Erik Bisgaard Madsen den 8. juni kl. 16-19. Det finder sted hos pensionskassen på Tuborg Havnevej 14 i Hellerup. |