Annonce Banner Banner Banner

Ny miljø-DNA-metode til forbedret overvågning af sneglebårne parasitsygdomme i Danmark

Figur 2 Dvk08 © Anna-Sofie Stensgaard
Notits

Gruppen af sneglebårne parasitter, der forårsager sygdom hos både mennesker og dyr, er et stigende problem i Europa, hvor særligt klimaforandringer medvirker til øget spredning og stigende forekomster1. Det drejer sig især om sygdommen fasciolose, forårsaget af den store leverikte Fasciola hepatica, der er et stort problem hos græssende husdyr2. Den europæiske kvægindustri lider årligt enorme økonomiske tab grundet nedsat mælke- og kødproduktion. Ikke bare husdyr smittes, men også vilde dyr som hjorte og harer er med til at opretholde parasittens livscyklus i naturen.

En anden sneglebåren parasitsygdom med øget fokus grundet de senere års varmere somre er »svømmekløe« hos mennesker. Sygdommen forårsages af blodikten Trichobilharzia sp., der fejlagtigt angriber badegæster i søer i stedet for deres egentlige mål svømmefugle. Parasitten gennemborer huden og giver et særdeles kløende udslæt (cercarial dermatitis). Fælles for mange af disse sneglebårne parasitter er, at de kan overføres fra dyr til mennesker, og de udgør derfor også et zoonotisk problem.

Smitte med sneglebårne parasitter sker typisk i søer, vandløb og vådområder, hvor parasittens sneglemellemvært lever. De små snegle (figur 1) sidder på bunden eller på vådt mudder lige over vandet og kan undertiden invadere drikketrug på marker. Parasitterne frigives fra sneglen ud i vandet som små halelarver, der enten borer sig ind i huden på dyr eller mennesker ved vandkontakt eller bliver spist med græsset langs vandkanten, hvor parasitterne klistrer sig fast.

Figur 1 Dkv08

Figur 1. En håndfuld af den lille pytsnegl, Galba truncatula, der er mellemværten for den store leverike F. hepatica og vomikten Calicophoron daubneyi, indsamlet fra et drikketrug på en strandeng ved Roskilde fjord.

© Anna-Sofie Stensgaard

Miljø-DNA-spor

En effektiv overvågning af lokal smitterisiko for sneglebårne parasitter i fx badevandssøer eller på afgræsningsarealer kan være vanskelig, da det typisk indebærer indsamling af store mængder vektorsnegle fra naturen, samt påvisning og artsbestemmelse af parasitterne inde i sneglen. Dette kræver både tid og specialiseret fagviden.
I det veterinære myndighedsberedskab har vi derfor i et forskningsprojekt – der havde til formål at kortlægge udbredelsen af danske vektorsnegle og parasitter – også undersøgt nye overvågningsmetoder for sneglebårne parasitter baseret på miljø-DNA (støttet af Augustinusfonden).

Miljø-DNA er de DNA-spor, som organismer efterlader i naturen via udskillelse af ekskrementer, celler osv., og som ophobes i områder, hvor dyret færdes. Ved at indsamle fx vandprøver fra søer (figur 2) kan miljø-DNA-spor fra parasitter og snegle påvises ved molekylære analyser. Metoden er allerede udviklet for den tropiske sneglebårne parasit, Schistosoma mansoni, der inficerer mere end 240 mio. mennesker globalt3.

I 2020 indsamlede vi vandprøver i danske søer og testede miljø-DNA-metoden for svømmekløe-parasitten. De foreløbige resultater viser. at miljø-DNA fra parasitten er fundet i vandprøver fra 5 ud af 11 undersøgte søer, hvilket betyder, at parasitten er til stede, og at der er risiko for smitte ved vandkontakt.

Perspektivet er en mere effektiv overvågning af svømmekløeparasitter i Danmark baseret på undersøgelse af vandprøver, hvorved de ressourcekrævende større snegleindsamlinger kan holdes på et minimum. Yderligere vil flere arter af parasitter og snegle kunne påvises i den samme vandprøve. Vi arbejder desuden på at videreudvikle miljø-DNA-metoden til overvågning af fasciolose og andre zoonotiske sneglebårne sygdomme i både Danmark og Afrika gennem et EU-finansieret Horizon2020-forskningsprojekt.

Figur 2 Dvk08

Figur 2. Indsamling af vandprøve fra en sø til efterfølgende laboratorieundersøgelse af miljø-DNA-spor fra parasitter og snegle, der måske er til stede på lokaliteten.

© Anna-Sofie Stensgaard