Annonce Banner Banner Banner

Stor andel af Labrador retrievere i Danmark bærer den nedarvede øjensygdom Stargardt disease

Hund Genet for Stargardt disease bæres af flere end 9 procent af danske Labrador retrievere. Bør gentestning for denne øjensygdom være et krav inden avl?

COLOURBOX38130390 © Colourbox
Undersøgelse

Delt førsteforfatterskab: Amalie Mørch, Liv Panholm og Karoline Ysbæk-Nielsen.

Stargardt disease (STGD1) er en autosomal recessivt nedarvet øjensygdom hos Labrador retriever. STGD1 leder til synsnedsættelse/blindhed hos de homozygotafficerede hunde. Sygdommen udvikler sig gradvist og indtræder sent i livet, omkring 10-12 årsalderen.

Indtil for nylig har man troet, at progressiv retina atrofi (PRA) og STGD1 var den samme sygdom, da disse ikke kan skelnes klinisk. Det har imidlertid vist sig, at der er tale om to genetisk forskellige sygdomme. STGD1 kendes også humant, hvor den leder til synsnedsættelse i en ung alder.

Diagnostik og klinisk præsentation

Ved mistanke om STGD1 skal den kliniske undersøgelse omfatte en fuld oftalmologisk undersøgelse, specielt med henblik på vurdering af øjets reflekser, synsevne og nethindens udseende. Hundenes Menace respons er til stede, men både pupil-og Dazzle-refleks afviger fra normalen. Vattot-test bør udføres under forskellige lysforhold, og indirekte oftalmoskopi bør udføres efter dilatation af pupillerne. Homozygotafficerede hunde har dilaterede pupiller i dagslys og lider af nedsat syn i både dagslys og dæmpet lys[1]. De har endvidere diffus retinal degeneration bilateralt og et reduceret antal fotoreceptorer. Der ses degeneration af både stav- og tap-fotoreceptorer, men stavenes funktion bibeholdes bedre end tappenes. Hundene vil ved indirekte oftalmoskopi have grå, hyporefleksive områder samt mild til moderat vaskulær attenuering diffust spredt over den tapetale fundus (Fig. 1). Disse forandringer er bilateralt symmetriske og er ikke mulige at skelne klinisk fra PRA[1].

Figur 1. Retinal morfologi in vivo hos en hund med Stargardt disease. Den tapetale fundus af højre øje fra en 11 år gammel ikke-afficeret Labrador retriever (øverst) og en 10 år gammel afficeret hund (nederst). De sorte pile viser områder med unormalt, gråligt, hyporefleksivt udseende. De hvide pile angiver udtynding af retinale blodkar. Billedet er gengivet, billedteksten er oversat fra [1] i henhold til CC BY 4.0.

ABCA4-mutationens opdagelse

STGD1 hos Labrador retriever blev opdaget ved en tilfældighed, da en svensk markprøvevinder fik foretaget øjenlysning forud for avl. Her blev symptomer svarende til PRA fundet klinisk, men sygdommen kunne mod forventning ikke diagnosticeres genetisk, da hunden var fri for den pågældende mutation. Dette førte til, at forskere på Sveriges lantbruksuniversitet, SLU, undersøgte hunden og dens slægtninge og derved kortlagde både arvegangen og den genetiske mutation.

Den genetiske baggrund for sygdommen blev undersøgt ved hjælp af helgenomsekventering af de to afficerede hunde og disses ikke-afficerede forældre. Herigennem identificerede man en mutation i det retina-specifikke transportprotein ABCA4, som førte til, at dette transportprotein ikke blev produceret[1,2].

Prævalensen af STGD1 er i Sverige estimeret til at være mellem 1 ud af 150 og 1 ud af 300 hunde.

Undersøgelse i den danske Labrador retriever-population

For at undersøge, hvor udbredt STGD1 er i den danske Labrador retriever-population, blev der etableret en DNA-test (TaqMan, Fig. 2), der kan diagnosticere, om en given hund er homozygot for henholdsvis den normale variant eller den muterede variant af ABCA4-genet, eller om den er heterozygot. Undersøgelsen tog udgangspunkt i en DNA-biobank etableret ved Sektion for Husdyrgenetik, Bioinformatik og Avl, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet. I alt 298 ubeslægtede Labrador retrievere blev tilfældigt udvalgt til genotypning fra biobanken. 

Af de 298 testede hunde var:

  • 2 (0,7 %) homozygote for mutationen (InsC/InsC)
  • 26 (8,7 %) heterozygote for mutationen (Wt/InsC)
  • 270 (90,6 %) homozygote for vildtype-allelen (Wt/Wt)

Allelfrekvensen af den mutante allel (InsC) er således 5 %.

I lighed med mange andre tests for arvelige sygdomme hos hunde tilbydes testen kommercielt af flere forskellige genotypnings-laboratorier. Testen kræver blot, at der udtages en blodprøve eller en svaberprøve fra mundhulen.

Bør danske Labrador retrievere testes inden avl?

Selvom prævalensen af homozygot afficerede Labrador retrievere i Danmark er lav, er prævalensen af bærere høj (over 8 %). Der er derfor en risiko for, at sygdomsallelen spredes yderligere. For at forhindre allelfrekvensen i at stige er det vigtigt at være opmærksom på genotyperne hos de hunde, der anvendes i avlen af Labrador retrievere. Det er vigtigt at pointere, at kliniske tegn hos de homozygot afficerede hunde med STGD1 indtræder sent, og at hundene derfor først viser tegn på synstab i en sen alder, hvor de allerede kan have været brugt til avl. Derfor er gentestning den eneste sikre måde at undgå videre avl på hunde med sygdomsallelen.

Figur 2. Modificeret fra »Applied Maths NV (2020)«[8]. Figuren viser, hvordan TaqMan-genotypningsprocessen foregår. Til venstre matcher TaqMan-proben perfekt, og DNA-polymerasen kløver proben en base ad gangen. Denne proces resulterer i udsendelse af et fluorescens-signal ved hjælp af farvestoffet VIC. Til højre matcher TaqMan-proben ikke perfekt, hvilket medfører, at der ikke sker nogen kløvning af proben. Der kommer derfor ikke noget fluorescens-signal i denne reaktion.

Når man skal vurdere, om gentesten skal gøres obligatorisk, er det vigtigt at tage de svagtseende/blinde hundes livskvalitet med i betragtning og samtidig forholde sig til konsekvensen af yderligere udgifter i forbindelse med at avle med stambog og risikoen for at fjerne fokus fra mere væsentlige sygdomme. Undersøgelser af livskvaliteten hos svagtseende og blinde hunde, inklusive en endnu ikke publiceret undersøgelse foretaget af forfatterne til denne artikel, viser, at størstedelen af de svagtseende og blinde hunde er gode til at tilvænne sig livet med nedsat syn[3-7]. Nogle ejere oplever en nedsat livskvalitet hos deres blinde eller svagtseende hunde, men en nedsat livskvalitet er ikke nødvendigvis ensbetydende med en dårlig livskvalitet.

Givet at mange hunde kan tilpasse sig den synsnedsættelse, som følger med Stargardts disease, kan der argumenteres for, at der anlægges en mere langsigtet strategi med det formål at fjerne eller minimere forekomsten af sygdomsallelen i populationen. Dette vil sikre, at man ikke behøver tilsidesætte andre hensyn i avlen. Det er dog vigtigt i overvejelserne ikke at negligere, at jo ældre hundene er ved indtræden af synstabet, desto flere ejere opfatter hundenes livskvalitet som værende forringet. Dette er specielt vigtigt, fordi denne sygdom indtræder sent i hundenes liv.

Efter vores opfattelse vil det derfor være tilrådeligt ikke at lade stå til og gøre gentestning for STGD1 helt frivillig. Dette kunne nemlig føre til en øget forekomst af en sygdom, der kan give problemer for hundene, og som mange ejere har det svært med. Det vil efter vores mening være fornuftigt, at gentestning for STGD1, som sikrer, at mindst ét af forældredyrene ikke bærer sygdomsgenet, fremover indføres som en avlsanbefaling.

En avlsanbefaling indebærer, at man ikke behøver at genteste Labrador retrievere for at få en Basis stambog i Dansk Kennel Klub, men at gentesten er påkrævet hos denne race for at opnå en Basis Plus stambog. Ved løbende at teste et antal avlsdyr vil man kunne holde øje med allelfrekvensen, og man vil have mulighed for at tage en beslutning om at gøre anbefalingen af gentest til en restriktion, hvis allelfrekvensen stiger.

Artiklen bygger på de tre førsteforfatteres veterinære masterspeciale med titlen: »Prevalens of Stargardt Disease in Labrador Retrivers and Quality of Life of Visually Impaired and Blind Dogs«. Specialeprojektet har fået økonomisk støtte af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd.