Annonce Banner Banner Banner

Ny overenskomst på det offentlige ansættelsesområde

Overenskomst Det blev et stort ja til OK21-overenskomstaftalen på det offentlige område. Dermed er der lønstigninger og indsats for bedre arbejdsmiljø på vej til ADO’ere i staten, kommuner og regioner de kommende tre år.

C6A7162
Nyhed

Tidligere på foråret blev der indgået generelle overenskomstforlig på både det statslige og kommunale/regionale område og desuden specifikke forlig for AC-organisationer på de to områder.

Forligene har nu været til urafstemning hos ADOs medlemmer, hvor 93,4 procent af de deltagende har stemt ja til de nye overenskomster. ADO stemmer sammen med de øvrige organisationer i Akademikerne, og Akademikerne har samlet stemt ja til overenskomstforligene med en fordeling på 95,5 procent, der har stemt ja, og 4,5 procent, der har stemt nej. Stemmedeltagelsen for de akademiske organisationer var på 34 procent, hvilket er lavere end ved de meget omtalte overenskomstforhandlinger i 2018, men er en fremgang i forhold til den foregående forhandling i 2015.

ADOs bestyrelse anbefalede medlemmerne at stemme ja til overenskomstforligene. Bestyrelsen har lagt vægt på, at det er lykkedes at komme i mål med et godt og balanceret resultat i en meget vanskelig tid, hvor vi lever med de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Og derfor er sikringen af reallønnen et resultat, alle kan være tilfredse med, siger Anne Marie Lassen-Nielsen, der har repræsenteret forhandlingsudvalget for den offentlige sektor (FHO) under hovedorganisationen Akademikerne i forhandlingerne.

Forligene på statens, det regionale og det kommunale område er forskelligt sammensat, herunder i forhold til forventninger til den lokale lønudvikling og til udmøntningen fra reguleringsordningen i den treårige periode.

ADO har opnået lønforbedringer, der som minimum vil sikre reallønnen for alle medlemmer de næste tre år. Der er i perioden forventninger til en inflation på 4,4 procent, og der er aftalt generelle lønstigninger på statens område på 4,42 procent og 5,02 procent på det regionale og kommunale område.

Bredt felt af forbedringer

Udover sikringen af reallønnen er ADO også lykkedes med en række forbedringer af overenskomsten, der vil komme medlemmerne til gavn i deres arbejdsliv, trods små forventninger til dette. Blandt andet kommer der en ny seniorbonusordning, som giver mulighed for at vælge frihed frem for udbetaling.

- Vi skal sikre, at arbejdsmarkedet er indrettet på en måde, så man undgår nedslidning. Seniorbonussen er et skridt på vejen, og den åbner en dør til, at flere tiltag kan komme i spil ved fremtidige overenskomster, siger Anne Marie Lassen-Nielsen.

På universitetsområdet er der forbedringer i barselsvilkår for tidsbegrænset videnskabeligt ansatte, tillæg til lektorer i forfremmelsesprogram samt forhøjelse af tillæg til lektorer, seniorforskere og seniorrådgivere. Derudover er lønniveauet for chefer i løngruppe 1 (fx kødkontrolchefer og kontorchefer) hævet.

Der er også sikret en videreførelse af den statslige kompetencefond med en ramme svarende til rammen fra OK18, hvilket ifølge Anne Marie Lassen indikerer, at den offentlige arbejdsgiver anerkender, at der er brug for kompetenceudvikling på det offentlige område.

Det lykkedes desværre ikke at komme igennem med kravet om øget fleksibilitet i arbejdstiden og bedre hegn om arbejdstiden – her mødte ADO en meget stejl arbejdsgiver, både i forhold til den akademiske overenskomst og i forhold til spørgsmål, der kun vedrørte Fødevarestyrelsen.