Lektor, dyrlæge, ph.d. Dorte Bratbo Sørensen blev i efteråret vinder af 3R-prisen, som Danmarks 3R-center hvert år uddeler til en person, der i særlig grad har gjort en indsats for de tre R´er, replacement, reduction og refinement. Dorte Bratbo er dermed den syvende i rækken, der får tildelt 3R-prisen.
Uddelingen af 3R-prisen foregår under det årlige 3R-symposium, men symposiet blev aflyst sidste år grundet COVID-19. Nu tidligere bestyrelsesformand Christine Nellemann troppede derfor i stedet op på Dorte Bratbos arbejdsplads på Københavns Universitet for personligt at uddele prisen til hende. I sin tale roste hun Dorte Bratbo for en imponerende og allestedsnærværende indsats indenfor dyreforsøg:
- Det har aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt Dorte Bratbo Sørensen skulle have tildelt prisen, men blot et spørgsmål om hvornår.
Videre i talen fortalte Christine Nellemann, at Dorte Bratbo gennem årene har lagt et kæmpe engagement i at sikre forsøgsdyrene bedre forhold. Dette har hun gjort gennem sin forskning, undervisning og siden 2009 tillige som medlem af Rådet for Dyreforsøg, som udsteder alle tilladelserne til dyreforsøg i Danmark. Dorte Bratbo er også med i instituttets lokale dyrevelfærdsorgan, og så er hun en drivende kraft i de to organisationer, CALAR og CeLAT, som henholdsvis forsker i anvendelse af forsøgsdyr og i træning af dyrene. Senest har Dorte Bratbo været hovedredaktør og medforfatter på bogen »Animal-centric Care and Management – enhancing refinement in the biomedical research«. Og emnet for denne bog er da også helt central for Dorte Bratbos egen indsats for forsøgsdyrene.
Refinement som fagområde
Dorte Bratbo fortæller, at det særligt er det sidste R, nemlig refinement, som hun har beskæftiget sig med de seneste snes år på sektion for eksperimentelle dyremodeller ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab.
- Jeg kommer typisk først ind der, hvor der allerede er replacet og reducet, og hvor jeg så igennem adfærdsstudier kan undersøge dyrevelfærden hos dyrene. Her lægger jeg det meste af min indsats.
Dette er ifølge Dorte Bratbo ikke nogen helt let opgave, da det kræver, at man er god til se på dyrene og forstå deres reaktioner.
- Vi kan jo ikke spørge forsøgsdyrene, hvordan de har det, så vi må i stedet være gode til at iagttage dem, og så må vi forsøge at tolke deres reaktioner så godt som muligt. Det forbliver kvalificerede gæt.
Eksempelvis har Dorte Bratbo designet og 3D-printet en holder til blodprøvetagning hos mus. Ideen er, at man anvender de samme rør til blodprøvetagning, som dem man bruger til at flytte musene fra kasse til kasse med. Så føler musene sig mere trygge, og derfor bliver de mindre stressede af at blive flyttet. Eller det håber Dorte Bratbo i hvert fald er tilfældet, for i første omgang vil hun blot lade nogle dyrepassere afprøve opfindelsen, og hvis de vender tilbage med gode erfaringer, regner hun med at lade en specialestuderende foretage de egentlige videnskabelige undersøgelser af dyrevelfærden hos musene.
Dette er et konkret eksempel på noget af den 3R-forskning, som Dorte Bratbo beskæftiger sig med. Den tager udgangspunkt i, hvordan vi giver forsøgsdyrene så gode liv som muligt.
Vi skal videre end blot klassisk 3R
Hvordan ser Dorte Bratbo på 3R-konceptet i dag – er det stadig tidssvarende?
- 3R-konceptet er da helt sikkert fine principper, men nu skal vi altså længere og stile efter at sætte barren endnu højere. Målet med 3R-principperne har siden Russell og Burchs bog været at reducere eller fjerne inhumanitet i dyreforsøg – altså at forhindre, at dyrene lider og har det dårligt. Selvom Russell and Burch selv nævner, at man bør stræbe efter så god velfærd som muligt, så har bogens titel mere end antydet, at målet var at undgå lidelse hos dyrene. Der har manglet et tilsvarende fokus på, at dyrene også skal have det godt.
Dorte Bratbo refererer her til Russell og Burchs berømte bog »The Principles of Humane Experimental Techniques« fra 1959, som introducerede 3R-conceptet, og som dengang var epokegørende og banebrydende. Bogen har selvsagt betydet en revolution i, hvordan vi udfører dyreforsøg i dag sammenlignet med for halvfjerds år siden, da bogen udkom. Dorte Bratbo peger dog på, at 3R-konceptet har sine begrænsninger.
- I bogen nævner Russell og Burch godt nok, at dyrevelfærd er et kontinuum, der spænder fra lidelse og til at have det godt. Men forfatterne lægger op til, at 3R foregår indenfor det setup, som allerede afgrænses af forsøgsdesignet. 3R-initiativer må altså ikke gå ud over forskningsresultaterne, som er det primære.
Dorte Bratbo ønsker at vende dette synspunkt helt på hoved, så dyreforsøget foregår indenfor de grænser, som den gode dyrevelfærd sætter, og ikke omvendt. Hun giver et eksempel:
- Et tænkt forsøgs-setup kunne være at udtage blodprøver og øremærke grise, som fikseres med trynebremse og fastholdes, mens disse procedurer udføres. Klassisk 3R-tænkning vil være at reducere lidelsen hos grisene under disse opsatte betingelser, hvilket typisk vil være tildeling af ekstra halm eller lignende som miljøberigelse. Man tilpasser så at sige dyrenes velfærd til et allerede fastlagt forsøgsdesign. Men i stedet for at anlægge denne vinkel på procedurerne, så kunne jeg tænke mig, at udgangspunktet i stedet var, at man ikke må stresse, fiksere og øremærke grise. Så kunne forsøgsdesignet i stedet planlægges efter, at grisene skal trænes til at få taget blodprøver fra ørevenen, og at de bliver trænet til at acceptere, at man håndterer deres ører, samt at de frivilligt går op på vægten, så man hver anden dag vil kunne mærke dyrene på ryggen med en farvespray. På denne måde tilpasses forsøgsdesignet til allerede fastlagte principper for optimering af dyrevelfærd i faciliteten. Det er en helt anden og bedre måde at tænke dyreforsøget på set ud fra et dyrevelfærdsprincip.
Hårbold eller levende væsen?
Tanken hos Dorte Bratbo er altså at tage udgangspunkt i hensynet til forsøgsdyret frem for hensynet til forsøget. Det vil selvsagt være godt for dyrevelfærden, men kan også – måske lidt paradoksalt – undertiden også føre til bedre forskningsresultater, ifølge Dorte Bratbo.
Ligesom vi på et hospital vil sikre, at patienterne har det så godt som muligt, får god mad og føler sig trygge under indlæggelsen, så skal vi også bestræbe os på at give dyrene lignende gode vilkår.
- Vores biomedicinske forskning skal jo i sidste ende kunne overføres til os mennesker. Her tænker jeg på Joseph Garner (Red.: lektor i dyrevelfærd på Stanford School of Medicine), som ville hævde, at forsøgsdyrene skal behandles på samme måde som patienterne. Ligesom vi på et hospital vil sikre, at patienterne har det så godt som muligt, får god mad og føler sig trygge under indlæggelsen, så skal vi også bestræbe os på at give dyrene lignende gode vilkår. Det vil give resultater, der lettere lader sig overføre fra dyr til mennesker.
Og her er det Dorte Bratbos pointe, at det gør vi bedst ved at se på dyrene som patienter eller kæledyr frem for simple redskaber i forskningen.
- Det gør en himmelvid forskel, om vi blot ser på en forsøgsmus som en hårbold, man skal tage en blodprøve fra, eller om vi ser den som et følende, levende væsen, som vi skal give så gode forhold for muligt.
Tidlig interesse for dyr og biologi
Dorte Bratbos tanker om 3R og dyrevelfærd er vokset frem igennem mange år som forsker og underviser. Ja, faktisk stammer interessen for dyrevelfærd helt tilbage fra, da Dorte Bratbo var barn. Hun er vokset op i en familie med hund og flere andre kæledyr omkring sig, og dyrene vakte tidligt hendes interesse for biologi og biologiske processer. Særligt når dyrene var syge, var det interessant at få dem på benene igen, og derfor søgte hun i 1986 ind på veterinærstudiet med biologi som anden-prioritet. Hun blev optaget, og efter sidste eksamen som dyrlæge i 1993 var hun først fire måneder på svineslagteriet i Ringsted, før hun kom til Adas dyrehospital i Hedehusene. Interessen for dyrevelfærd førte hende over i en delt stilling som bestyrer og dyrlæge for Dyreværnet i Rødovre. I 1996 begyndte hun som ph.d.-studerende hos adfærds-professor Jan Ladewig på det daværende KVL, hvor hun forskede i metoder til velfærdsvurdering med rotten som konkret eksempel. Efter afsluttet ph.d.-uddannelse i 2001 blev hun ansat på sin nuværende afdeling.
Meget af forskningen er stadig baseret på adfærdsstudier, og hun beskæftiger sig med, hvordan dyrene på en stressfri måde lader sig træne til at indgå i dyreforsøg. Foruden sin forskning underviser Dorte Bratbo også en hel del, blandt andet på de obligatoriske kurser i dyreforsøg. Her ville hun ønske, at man på kurserne gjorde brug af undervisningsdyr, som var gjort tamme og var vant til at blive håndteret.
- Hvis vi anvendte sådanne dyr, så kunne vi benytte dem fra kursus til kursus, og det ville også gøre det lettere at demonstrere flere forskellige dyrearter, såsom marsvin og ørkenrotter, for kursisterne. Det ville også stille krav til kursisterne om at tage en dyb indånding, før de håndterer dyrene. For dyrene skal jo også være tamme og tillidsfulde, når de næste hold af kursister får dem i hænderne. Hvordan det ville fungere, ved vi jo ikke, før det er afprøvet.
Dorte Bratbo mener, at en sådan tilgang også vil bibringe kursisterne yderligere respekt for dyrene. Det er klart, at man ved genbrug af undervisningsdyr måtte undlade de mere invasive øvelser, såsom at udtage blodprøver, på disse dyr. Det ser Dorte Bratbo dog heller ikke de store problemer i.
- Vi kommer ikke udenom at anvende nogle dyr, som aflives i forbindelse med kurserne. Dette er et krav i EUs guidelines for uddannelse af personer, som skal udføre dyreforsøg, at de fx kan aflive et dyr forsvarligt. Så i første omgang ville vi måske bruge lidt flere dyr, hvis vi indførte tamme undervisningsdyr. Men vi bør hele tiden overveje og afprøve, om der kunne være andre måder at lære kursisterne de ting, som kræves af EU – vel at mærke måder, som dels reducerer antallet af dyr, dels mindsker belastningen af de dyr, som bruges. Og her ville erfaring med brug af undervisningsdyr være interessant.
