Vi har allerede talt sammen i halvanden time. Jan Lund Ottesen kom lige fra sin have i Harreskovby, da vi satte os bag skærmene. Man skulle tro, at han helst bare gerne ville tilbage til forårssolen og de nysatte stauder, eller hvad han nu havde i hænderne, da jeg begyndte at stjæle hans tid på en fridag. Men der er noget vigtigt, han ikke har fået sagt undervejs i interviewet. Et spørgsmål, jeg havde sendt til ham, vi ikke er nået omkring, som skal med, mener han.
- Jeg synes, det er en vigtig del af historien. Men jeg grinede også lidt, da jeg læste spørgsmålet, siger han.
Forud for interviewet har jeg spurgt Jan, hvordan det dog er lykkedes Novo Nordisk at holde på ham i mere end 35 år.
- Det er nu nok også den anden vej, det gælder – at jeg er lykkedes med at holde på dem, smiler han.
- For det har været en fornøjelse af arbejde for Novo Nordisk. De har givet mig muligheden for at udvikle mig, så jeg har kunnet flytte mig fra, hvor jeg startede, til der, hvor jeg er i dag. Faktisk handler det ikke kun om, at jeg har kunnet det. Der er en forventning om, at medarbejdere udvikler sig hele tiden. Det, synes jeg, er en stor styrke på en arbejdsplads.
Den personlige og professionelle udvikling Jan Lund Ottesen har taget hos medicinalgiganten, der bliver ved med at vokse, har ligeledes ført til en udvikling i måden, vi holder forsøgsdyr på. Fra snævre bure med enkelte dyr i til stalde med store bure, hvor der er mulighed for aktivitet for forsøgsdyrene.
At det var Jan Lund Ottesen, der skulle stå i spidsen for denne udvikling hos Novo Nordisk, er faktisk ikke så overraskende, når man hører hans historie.
På den anden side af kateteret
Det, der i dag kaldes Novo Nordisk, blev Jan Lund Ottesens første arbejdsplads, sådan næsten. Som nyuddannet dyrlæge var han først et år forbi Landbohøjskolens Institut for Reproduktion. Her fik han det, der dengang hed et skolarstipendium, og som betød et ekstra år på SU og dermed en udsættelse af den løncheck, mange af Jans medstuderende var mere end klar til at modtage.
- Mange af dem ville hellere tjene penge, så der var ikke så mange ansøgere. For mig var det en gave, at jeg fik det.
Som stipendiat kom Jan til at arbejde under daværende professor Torben Greve, som dengang var en af pionererne indenfor ægtransplantationer på kvæg, fortæller han.
- Torben ville gerne have udarbejdet et setup for ægtransplantationer på mus og spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig at arbejde med det i et år. Min drivkraft havde jo altid været at komme til at forske. Nu kunne jeg endelig prøve at se, hvordan det var på den anden side af kateteret.
Jan havde vidst det lige fra starten. Det var i laboratoriet, han skulle ende. På den grønne græsplæne foran Gimle hørte han på dyrlægestudiets første dag sine medstuderende en efter en forudsige deres fremtid som dyrlæger:
- Hest, smådyr, stordyr, smådyr, smådyr, hest, stordyr, gengiver Jan dem fra rundkredsen.
Så blev det hans egen tur.
- »Jeg skal ind og forske«, sagde jeg. Og så blev der helt stille. De kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra en anden planet, griner Jan i dag bag skærmen.
En hel karriere inden for forskning senere.
Hvor langt kommer man med ærlighed?
Efter et år under Torben Greve var Jan klar til at springe rigtigt ud som dyrlæge. Sidder du som læser i Jans gamle sko og er på tærsklen til dit voksne arbejdsliv, kan det måske godt betale sig at læse med.
- Den her historie bruger jeg ofte, når folk spørger mig i forhold til jobsamtaler og karierrevejledning, lægger Jan ud.
- Man skal ikke sige, hvad man tænker, at de, der ansætter, gerne vil høre. Man må godt sælge den bedste version af sig selv, men man skal altid være ærlig omkring, hvordan man har det.
Tilbage i januar 1988 var Jan nemlig selv i tvivl. Her sad han til jobsamtale hos medicinalvirkomheden Nordisk Gentofte, og så spurgte den ansættende dyrlæge ham, hvordan han havde det med smådyrspraksis?
- Så er det rigtige vel at sige, at det ikke interesserer mig. Men det gjorde det jo også! Så jeg endte med at sige, at jeg også godt først kunne være havnet i en smådyrsklinik i et par år.
Det viser sig, at dyrlægen i ansættelsesstolen også har en lille privat praksis ved siden af sit arbejde i medicinalvirksomheden, og her kunne Jan passende træde til, når chefen var bortrejst. Om det var det, der landede jobbet, vides heller ikke af Jan selv. Men sådan startede rejsen for Jan Lund Ottesen i 1988 i medicinalvirksomheden, der i dag hedder Novo Nordisk.
»Den dårligste beslutning, jeg har taget i mit liv«
Efter 10 år som forsøgsdyrsdyrlæge og projektleder på et stort forskningsprojekt havde Jan det egentlig ret godt med sin tilværelse. Så en dag bankede hans chef på døren.
Med fire forskellige dyreafdelinger, der hver havde sin afdelingsleder, så chefen en pointe i at gøre Jan Lund Ottesen til leder for dem alle sammen.
- Tak for tilbuddet, det lyder spændende, men jeg kan godt lide det, jeg går og laver lige nu, sagde Jan.
Chefen insisterede og bad Jan om at bruge weekenden til at tænke over det. Mandag vendte Jan så tilbage med »den dårligste beslutning, jeg har taget i mit liv«, fortæller han med et glimt i øjet.
- Jeg ville gerne have jobbet, men kun på betingelse af, at jeg også kunne beholde det job, jeg sad i ved siden af. Så jeg ville både have linjeansvaret og projektlederansvaret. Så min chef smilte lidt og sagde; det får du så.
Chefens smil var måske en slet skjult hentydning til den uoverkommelige opgave, Jan havde taget på sig.
- Altså, jeg synes generelt, jeg arbejder ret meget. Men jeg har aldrig nogensinde arbejdet så meget som i det halve år, hvor det stod på.
Efter et halvt år måtte Jan indse, at ingen af de to parter, han var leder for, var helt tilfredse med at nøjes med halvdelen af hans tid. Til gengæld var Jan blevet sikker på, at lederansvaret for de forskellige forsøgsdyrsafdelinger faktisk var det, han syntes bedst om at arbejde med.
- Nu havde jeg på godt og ondt fået blod på tanden i forhold til personaleansvaret, selvom det ikke var lige nemt altsammen. Men jeg havde fået smag for at styre et område gennem at lede andre, og det har jeg arbejdet med lige siden.
Jan Lund Ottesen er fortaler for en betydelig reduktion i antallet af anvendte dyr og understreger vigtigheden af kontinuerlige forbedringer af vilkårene for de dyr, der stadig anvendes.
Som leder for forsøgsdyrafdelingen har Jan Lund Ottesen cirka 40 medarbejdere under sig og skal sørge for, at velfærden for cirka 50-70.000 forsøgsdyr lever op til både Novo Nordisks egne standarder samt EUs krav til opstaldning af forsøgsdyr.
Når en mus bygger rede
Mus, rotter, grise, kaniner og hunde er ikke mål i sig selv i medicinalindustrien. De er midler til at opnå et større gode for mennesker, og hos Novo Nordisk midler til udvikling af sikker behandling af kroniske lidelser. Samlet set er dyrene potentielt med til at forbedre livet for millioner af mennesker.
Jeg kan indimellem godt forstå deres frustrationer, når jeg kommer og stiller nogle krav til, hvad de kan og ikke kan.
Står man som forsker med et præparat under udvikling, kan det derfor være ret frustrerende, når kravene til dyrenes velfærd øges, og gør processen mere besværlig. Jan har prøvet at stå på begge sider i det dilemma.
- Jeg har både arbejdet med forsøgsdyr som forsker og har nu med dyrene at gøre, hvor jeg skal servicere forskerne. Så jeg kan indimellem godt forstå deres frustrationer, når jeg kommer og stiller nogle krav til, hvad de kan og ikke kan. Jeg forstår godt, at deres drivkraft er at lave god forskning. Det er min også. Men samtidig arbejder jeg for, at vores forsøgsdyr har gode forhold undervejs.
I forsøgsdyrsafdelingen er hovedfokus på »Reduction« og »Refinement«. Jan og hans team forsøger altså løbende at reducere det relative antal af dyr per forskningsprojekt og at forbedre velfærden for de dyr, der er nødvendige at anvende for at udvikle lægemidler.
Men hvordan finder man lige på det næste skridt til at forbedre forsøgsmusens liv i laboratoriet? Jan har et konkret eksempel, der endte ud i en publikation i 2019.
- Nysgerrigheden kan starte med, at man vil prøve at finde andre metoder til at vurdere, om en mus har det godt. Kan man fx gøre noget, så man ikke skal ned og tage en blodprøve fra den og måle stresshormonerne? Kunne den fx være dårligere til at bygge sin rede, hvis den er stresset, end når den har det godt?
- På den måde forsøger vi at finde metoder, hvor vi ikke behøver at håndtere dyrene, men måske bare kan kigge ned i kassen. Så er det ikke altid, man når frem til et brugbart svar, men sådan er forskningens natur.
Fra forsøgsdyrets perspektiv
Det antropocentriske udgangspunkt er udbredt – også når det kommer til forsøgsdyr. Der er derfor masser af litteratur at finde om, hvordan man bedst anvender dyr i forsøg ud fra de fordele, det giver os som mennesker.
For et par år siden forsøgte Jan Lund Ottesen og en række af hans kollegaer sig med et andet sæt briller. Det blev til bogen: »Animal-centric Care and Management - Enhancing Refinement in Biomedical Research«.
- Ønsket med den her bog var at se det fra dyrenes synspunkt. Det står i titlen »Animal-centric...«. Udgangspunktet er, hvordan vi kan gøre det bedre for dyret og dermed for forskningen og ikke den anden vej rundt.
Til bogen har Jan bidraget med tre kapitler om de forsøgsdyr, han ved meget om.
- Hunden, grisen og kaninen har hver deres måde at være interessante på, smiler Jan og lægger an til en gennemgang.
- Hundene er jo oplagte at træne, ligesom man gør derhjemme. Men på et tidspunkt skulle vi ikke bruge så mange hunde. Så spurgte nogle af vores dyrepassere, hvorfor vi ikke trænede grisene...? Det havde vi bare ikke tænkt på!
Førhen havde man brugt »plader« til at drive grisene fra sti til vægt og retur. Men med mange af de samme træningsmetoder, man havde anvendt til hundene - som blandt andet positiv forstærkning - kunne både gris og dyrepasser få en sjovere arbejdsdag. Jan fortæller, hvordan pladen blev erstattet med en »target stick«, som grisen lærer at følge.
- Efter noget tid går du bare med pinden, og så går grisen efter pinden hen til vægten og bliver vejet og går tilbage igen – og du har overhovedet ikke skubbet den.
Et andet aspekt af dyrenes velfærd handler om staldene og de udfoldelsesmuligheder, de giver for dyrene. Her er kaninen et af de forsøgsdyr, der har fået et noget mere spændende liv siden 90’erne, fortæller Jan.
- Vi gik fra sådan nogle små bure, som nogle folk har stående hjemme i deres dagligstuer, og som ved gud ikke er en særlig inspirerende måde at opstalde en kanin på, til at have dem i løsdriftsbokse, hvor de kan gå nogle flere sammen.
Når Jan Lund Ottesen ser tilbage, har han sjældent fået nej til at lave den type forbedringer for dyrene. For ham er der ingen tvivl om, at det er fornuftige investeringer.
- Mine kollegaer rundt om i verden fortæller mig ofte, at sådan nogle projekter er alt for dyre og urealistiske. Så plejer jeg at spørge dem, hvad budgettet har været for markedsføringen af deres seneste produkt – det er dyrt! Det her er jo en engangsinvestering.
Human-on-a-chip
Jan elsker sit arbejde og er stolt af det, han laver hver dag. Alligevel ville han til enhver tid gøre sig selv overflødig, hvis det var muligt.
- Hvis vi kunne undvære at bruge forsøgsdyr, så skulle vi da gøre det.
De forsøgsdyr, vi bruger flest af, er yderst komplekse multicellulære organismer, som ikke lige sådan lader sig genskabe af mennesker. Men teknologien er hurtigt rykket tættere på, og det med en hastighed, Jan ikke havde forudset.
- Hvis jeg var blevet spurgt for bare 10-15 år siden, om jeg troede, man ville nå til en fremtid uden forsøgsdyr, så ville jeg have sagt nej. Men med den udvikling, jeg har set, er jeg ikke længere i tvivl om, at det vil ske en dag. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej derhen.
På såkaldte »chips« kan celler eller væv holdes levende og mime fysiologien, som den arbejder i den levende krop. Allerede med denne teknologi er det muligt at reducere antallet af forsøgsdyr.
- Først kan vi måske få information om påvirkningen af leveren fra et in vitro-system, på en såkaldt »liver-on-a-chip«. Så kan vi have svaret på mange flere spørgsmål, inden vi når hen til at skulle bruge forsøgsdyret.
Bliver det med tiden muligt at sammensætte flere in-vitro systemer, så kan det godt være, at dyrlæger som Jan Lund Ottesen skal finde sig et andet slags arbejde.
- Man kan sagtens forestille sig en fremtid, hvor man bliver bedre til at sætte de her systemer sammen. Så har du både »liver-on-a-chip« og »lung-on-a-chip«, og i princippet kan du til sidst få »human-on-a-chip«, hvor du har alle organsystemerne sammensat in vitro.
Vi fortsætter med at arbejde for, at det kan gøres lidt bedre, end vi gjorde i går.
Selvom man forsøger, er der ingen bekymring at spore hos dyrlægen, der har arbejdet med forsøgsdyr i hele sin karriere. Kun begejstring for fremskridtet. Mens forsøgsdyrene stadig er her, er der masser at gøre.
- Jeg vil gerne fortsat se en reel nedgang i antallet af dyr, der bliver brugt per projekt, og så skal vi blive ved med at forbedre forholdene for de dyr, vi bruger. Hvorfor skulle det ikke være bedre om 10 år? Jeg tror ikke på, at det står stille. Vi fortsætter med at arbejde for, at det kan gøres lidt bedre, end vi gjorde i går.
