Tema: Zoonoser

Det er svært for dansk kvægbrug at få endelig has på Salmonella Dublin

Zoonoser Kvægsektoren har i næsten 15 år forsøgt at sanere for Salmonella Dublin. Men kampagnen har vist sig så vanskelig, at den næppe heller når helt i land indenfor de næste fem år.

COLOURBOX32386646 © Colourbox
Interview

Beslutningen om at iværksætte en sanering af dansk kvægbrug for Salmonella Dublin (S. Dublin) ligger tilbage til 2006. Og selv om antallet af smittede besætninger er faldet betydeligt, er ni procent af alle danske malkekvægbesætninger fortsat smittede med bakterien i slutningen af 2020.

Infektion med S. Dublin er relativt sjælden hos mennesker, men hvert år bliver der konstateret cirka 20 tilfælde, som til gengæld er alvorlige og ofte letale. Det har derfor høj prioritet hos både erhverv og myndigheder at få zoonosen saneret ud af kvægbesætningerne.

Dyrlæge Erik Rattenborg, som er specialkonsulent hos SEGES Husdyrinnovation, har været med hele vejen som en af erhvervets frontkæmpere i saneringen. Vi har derfor bedt ham forklare, hvad det er, som gør saneringen for S. Dublin så vanskelig.

Hvorfor er det så svært at sanere kvægbesætningerne i bund for S. Dublin?

- Det har vist sig særdeles komplekst at gennemføre saneringer på kvægbrug med succes, og mange faktorer spiller ind. Et af mine bud er, at en vigtig faktor er strukturudviklingen mod stadigt større og mere komplekse bedrifter. Mange bedrifter har multisite med dyr på flere faciliteter, og det betyder, at der flyttes dyr rundt i stort omfang. Nogle af de dyr kan være sunde smittebærere, som flytter smitten mellem lokaliteter.

- En anden vigtig faktor er jo nok også motiveringen. Landmænd med malkekvæg har mange andre ting i hovedet end netop sanering for Salmonella, og det kan derfor være svært at give saneringen den nødvendige prioritering.

Har S. Dublin særlige egenskaber, som gør den særlig vanskelig?

- Ja, Dublin er bare mere svær end de fleste andre salmonella-typer, som ofte »kun« er enteropatogene. S. Dublin er invasiv og kan persistere symptomløst i indre organer og i lymfeknuder ud over i miljøet. Der findes derfor raske smittebærere, som er svære at diagnosticere, fordi det et ikke er muligt til hver en tid at udtage en prøve, som viser, at dyret bærer smitten. Prøver udtaget af miljøet for at konstatere, hvor og om den er til stede her, har ligeledes relativt lav sensitivitet.

Vi har helt klart opbygget en masse viden her i landet, som bringer os i en førerposition på området.

Er metoderne til diagnostik gode nok?

- Det var ønskeligt, at vi kunne tage en prøve fra et dyr og teste, om det bærer S. Dublin. Men det kan vi ikke. Vi har relativt gode PCR-metoder og dyrkningsmetoder, men hvis dyret er intermitterende udskiller, kan følsomheden på dyreniveau være lav. Vi må derfor teste for antistoffer i blod og mælk med metoder, som heller ikke er 100 procent sikre. Vi ønsker os derfor endnu bedre metoder, som er mere specifikke og mere følsomme.

Hvad tænker du om de moderne kvægstalde, når vi taler S. Dublin?

- Mange stalde er ikke indrettede til at kunne håndtere en sanering. Det gælder flow af dyr og faciliteter til at adskille og isolere smittede dyr. Det er nok bare sådan, at rationelle stalde indrettet til effektive arbejdsgange ikke er særlig gode, når det handler at skulle sanere for en smitsom sygdom, som også handler om at kunne isolere dyr og opdele i sektioner. Og ikke mindst bemandet med passende mandskab til disse situationer.

Hvad er den største risiko for, at en besætning bliver smittet?

- Den største risiko for, at en rask besætning bliver smittet, er nabosmitte målt som antallet af smittede besætninger indenfor en radius på fem kilometer. Er der mange af dem, kan risikoen for at blive smittet være over 30 procent set over en 2-årig periode. Vi kender sjældent smittevejene og -kilderne. Men det er afgørende for saneringens succes, at vi får tyndet ud i antallet af smittede besætninger.

Hvad er de vigtigste faktorer internt på bedriften for at sanere?

- Det handler om de gode gamle dyder med hygiejne, management og staldforhold. Og så kræver det næsten altid ekstra tid at gennemføre tiltagene i en handlingsplan for sanering. Og den tid er ofte ikke til stede, fordi bedriften er optimeret med så lidt mandskab til pasning som muligt.

Har dyrlægerne de nødvendige kompetencer?

- Der er stor forskel på, hvor godt de enkelte kvægdyrlæger er klædt på til at rådgive om en sanering. Nogle har haft mange besætninger og har opbygget stor kompetence, mens andre har mindre erfaring, interesse og viden. Den sidste gruppe burde efter min mening oftere overgive opgaven til en anden med ekspertise på området.

- Vi kan se hele spektret af kvalitet på de handlingsplaner, vi møder, og de viser tydeligt, at nogle dyrlæger burde sælge en kollega ind til at løse opgaven med at lave den rigtige handlingsplan, som passer både til bedrift og personale. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at dyrlæger blev bedre til at sælge hinanden ind i den her sammenhæng uden frygt for at miste en kunde.

Hvilke discipliner er vigtige ud over de veterinærfaglige?

- Som i al rådgivning er dyrlægens evne til kommunikation og coaching afgørende for at vejlede rigtigt og for at sikre en handlingsplan, som passer til den aktuelle bedrift og personale.

- Dyrlægen skal også evne at sætte sig ind i landmandens sted og »profil« og foreslå tiltag, som passer til situationen og den indsats, bedriften er i stand til at yde. Dyrlægen skal på den måde agere som en slags antropolog og interessere sig for at forstå, hvorfor personerne på bedriften tænker og handler, som de gør.

Det er afgørende for saneringens succes, at vi får tyndet ud i antallet af smittede besætninger.

Hvad er Fødevarestyrelsens rolle i saneringen?

- Der bliver for tiden arbejdet på, at Fødevarestyrelsen skal have en større rolle i saneringen. Den vil indebære hyppige besøg på besætninger, som er under sanering og her skal Fødevarestyrelsen mod brugerbetaling kontrollere handlingsplanerne, og at de bliver fulgt.

- Vi forventer, at de konkrete aftaler om Fødevarestyrelsens nye, mere synlige rolle i saneringen kommer på plads i løbet af 2021.

Kan vi lære noget af vores naboer - fx i Sverige?

- Svenskerne har ganske vist meget få besætninger smittet med S. Dublin, men deres tilgang til sanering er meget forskellig fra vores. De praktiserer i højere grad slagtning af dyr, og det gør saneringen meget dyr for det offentlige og for den enkelte. Så jeg synes ikke umiddelbart, at vi skal gøre som svenskerne, men på et tidspunkt skal vi måske nok stramme op og lave dyrere tiltag for at komme i land.

- Også andre lande – som fx Holland – arbejder med sanering, og her har vi også gode kontakter og udveksling af viden. Jeg fornemmer samtidig, at andre lande kommer med. Men vi har helt klart opbygget en masse viden her i landet, som bringer os i en førerposition på området.

Hvornår kommer saneringen i mål?

- Det har vi ikke længere en fast slutdato for. Da vi startede saneringen, var vi optimistiske og troede, at vi var færdige i 2014. Men det viste sig jo så sværere, end vi troede.

- Med de tiltag, der sandsynligvis besluttes som næste skridt, bliver det nok ikke indenfor de næste fem år, at vi får has på zoonosen. Sådan lyder min bedste vurdering i dag. Men vi fortsætter arbejdet og slækker ikke på målet om udryddelse af S. Dublin i kvægbruget, siger Erik Rattenborg.