En stor flok sølvmåger kredser over en minkfarm i den nordjyske by Gjøl. Bag hegnet er arbejdet med at aflive tusindvis af corona-smittede dyr i fuld gang. Rundt omkring i byen viser indbyggerne deres støtte til de lokale pelsdyravlere med hjemmelavede skilte. Og ikke mindst deres utilfredshed med regeringens beslutning om ikke kun at sanere de smittede farme, men også de usmittede farme i en radius af 7,8 km. »Stop nedslagtningen af raske dyr«, lyder det i rød-hvide farver.
Ved indkørslen til farmen bliver alle uvedkommende standset af Beredskabsstyrelsens vagter. Ingen, ud over de dyrlæger, fangere og andre involverede, der deltager i selve aflivningen, får lov til at komme tæt på. Når dagens arbejdet slutter, transporteres mandskabet i busser til den centrale renseplads på Flyvestation Aalborg, hvor de får lov til at afklæde sig deres beskyttelsesdragter og få et bad.
Veterinærchef for Fødevarestyrelsens område Nord Flemming Kure Marker og Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Hanne Larsen står midt i den største opgave i deres respektive karrierer. - Ingen kan sige, hvor længe operationen kommer til at vare og hvor meget smitten endnu kan nå at sprede sig blandt de danske mink, erkender de.
Lidt længere sydpå, på Fødevarestyrelsens kontor i Aalborg, sidder veterinærchef for område Nord Flemming Kure Marker og Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Hanne Larsen, der er taget fra Glostrup for at være tæt på operationen. I skrivende stund er der også konstateret smitte i blandt andet Bording og Ringkøbing, hvor der i dag arbejdes med at aflive mink på yderligere to farme.
- Vi forsøger lige nu at inddæmme smitten ved at sætte massivt ind på de nysmittede farme i Midt- og Vestjylland samtidig med, at vi gør arbejdet med de påbegyndte besætninger i Gjøl færdigt, forklarer veterinærchef Flemming Kure Marker.
I sin lange karriere i Fødevarestyrelsen kan han ikke erindre en situation, der kommer i nærheden af den nuværende. Det kan veterinærdirektør Hanne Larsen heller ikke.
- Det, der kommer tættest på, må være udbruddet af mund- og klovsyge i 2001 – i England, stemmer hun i.
Med den nuværende smittespredning står mindst 200 af Danmarks 1.080 minkfarme overfor en sanering. Men tallet kan ende med at blive meget højere. Hver dag konstateres der smitte på nye farme.
- Vi kan ikke vide, hvor længe smitten vil florere blandt mink. Ligesom vi heller ikke kan vide, hvor længe vi skal leve med den i samfundet, konstaterer veterinærchefen.
Hvorfor også raske mink?
For mindre end et år siden havde ingen forestillet sig, at den næste smitsomme husdyrsygdom skulle indfinde sig på minkfarmene. Den største trussel i veterinærmyndighedernes bevidsthed var den afrikanske svinepest. En sygdom, der er velbeskrevet, og som myndighederne har haft god tid til at forberede sig på. Det står i skærende kontrast til coronavirus. Ud over at mennesker kan smitte mink og omvendt, og at smitten breder sig videre til de nærmeste farme, er det sparsomt med viden.
- Vi har undersøgt, om foderet kunne være en smittekilde, om syge mink kan være sluppet ud, om der har været handlet mink mellem farmene, eller om kæledyr kan have spredt smitten. Men intet af det kan forklare spredningen. Næste skridt er, at vi undersøger forskellige vilde dyr som mårhund, ræv og ilder, siger veterinærdirektør Hanne Larsen.
Beslutningen om også at aflive raske besætninger inden for en radius af 7,8 km har mødt stor kritik fra både avlere, minkdyrlæger og nogle politikere. Men det er ikke tilfældigt, hvorfor grænsen er landet på de 7,8 km, bedyrer Hanne Larsen.
- De 7,8 km er baseret på beregninger foretaget af forskere fra DK-VET, der viser, at hvis man havde saneret alle farme i en radius af 7,8 km fra den første smittede farm, kunne 19 ud af 20 smittetilfælde i området være undgået. Afstand betyder altså noget, det kan vi slå fast. Og det er det bedste data, vi har kunnet give regeringen.
Næsten umuligt at stoppe smitten helt
Det tager op til fire dage, før alle mink i en gennemsnitlig besætning er aflivet og afhentet af Daka.
Myndighederne arbejder så hurtigt, de kan, erklærer Flemming Kure Marker og forklarer, hvordan alt tilgængeligt mandskab i form af dyrlæger og fangere er hentet ind.
- Vi har hentet mandskab fra alle dele af Fødevarestyrelsen. På hver rensestation skal der være en koordinerende dyrlæge, der har den direkte kontakt til avleren. Derudover er der en dyrlæge inde i besætningen, som tilser, at aflivningerne med CO2 foregår korrekt, og at dyrene er døde.
På de raske farme er medarbejdere fra andre dele af Fødevarestyrelsen hentet ind. Her er det avleren selv, der står for aflivningerne - på samme måde, som når minkene skal pelses.
- Her er vores opgave primært at holde opsyn med, at alle mink aflives, og at tallene stemmer i forhold til ansøgningen om kompensation, uddyber veterinærchefen.
Men uanset hvor godt samarbejdet mellem de forskellige myndigheder og minkbranchen kører, vil operationen strække sig over flere måneder, hvis ikke mere. Det betyder også, at smitten kan cirkulere og risikere at vende tilbage til de allerede sanerede farme.
- Lige nu er der ingen politiske udmeldinger om, at man ikke må indsætte avlsdyr på de sanerede farme igen til foråret, når avlssæsonen går i gang, konstaterer veterinærchef Flemming Marker.
En måde at imødekomme den problemstilling på kunne være at benytte sig af avlsdyr, der allerede har været smittet med coronavirus. Teorien er, at de har opbygget immunitet og dermed ikke vil være modtagelige for smitten. Men det er langt fra en skudsikker metode, mener veterinærdirektør Hanne Larsen.
Med hjemmelavede skilte viser lokale indbyggere deres utilfredshed med regeringens beslutning om ikke kun at sanere de smittede farme, men også de usmittede farme i en radius af 7,8 km.
- For det første ved vi ikke, i hvor høj grad eller hvor længe minkene danner antistoffer. Den næste ubekendte faktor er, at hvis virus muterer, har de slet ingen virksomme antistoffer. Vi er åbne overfor spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening af lade nogle avlsdyr, som har overstået smitten, leve. Men det kræver yderligere undersøgelser.
Fra ubetydelig til høj risiko
Da de første mink blev smittet med coronavirus i juni 2020, lød meldingen fra Fødevarestyrelsen, at der ikke var grund til at slå minkene ned.
- Det var den rigtige beslutning på det tidspunkt, lyder det fra Flemming Kure Marker, der ikke ser nogen mening i at bedømme fortidens beslutninger baseret på nutidens viden.
- De almindelige foranstaltninger i forhold til at begrænse smitten, værnemidler, afspritning og så videre, skulle forsøges. Men det viste sig ikke at være tilstrækkeligt, siger han.
Jo flere farme, der smittes, jo større en risiko udgør minkene for folkesundheden. Og med den nuværende udbredte smitte, er frygten reel.
- Minkfarmene udgør et reservoir for coronasmitte, som skal tages meget alvorligt af hensyn til folkesundheden, siger Hanne Larsen.
Veterinærdirektøren er selv vokset op på en minkfarm og har stor forståelse for minkavlernes sorg og frustration over at se deres livsværk smuldre. Men i forhold til at løse den upopulære opgave med at inddæmme smitten, ryster hun ikke på hånden.
- Man ved, at for hver gang en virus passerer en art, øges risikoen for, at virus muterer. Hvis mennesker fortsætter med at smitte mink, og omvendt, som vi har set det ske, så risikerer vi, at en kommende vaccine ikke virker. Det ville være en forfærdelig situation.
