Annonce Banner Banner Banner

Årets lønstatistik har brug for dit bidrag – og det har du også

Løn Husk at udfylde spørgeskemaet om lønoplysninger, som Ansatte Dyrlægers Organisation udsender til alle ansatte medlemmer i slutningen af september. Det kan vise sig at være det bedst betalte stykke arbejde, du har udført i lang tid.

COLOURBOX7993077 © Colourbox
Kort nyt

Selv om du ikke bruger lønstatistikken, er dit bidrag vigtigt, da det hjælper alle til at få et mere klart billede af arbejdsmarkedet og dyrlægers markedsværdi i forskellige sammenhænge. Men du skal først og fremmest bidrage for din egen skyld. En dag er du måske en af dem, der har brug for statistikken. Det er lidt som at give blod – en dag er det måske dig selv, som trænger.

I flere år har det desværre kun været omkring hver tredje dyrlæge, der har svaret med lønoplysninger, og det betyder naturligvis, at det i visse sammenhænge kan være let for en arbejdsgiver eller chef at tilbagevise de elles rimelige lønønsker, som du kommer med på baggrund af tabellerne. Sådan må det ikke være. En stærk opbakning til en fælles lønstatistik er det helt nødvendige udgangspunkt for at sikre de bedste vilkår for løn- og ansættelse for alle dyrlæger i alle ansættelser. Altså også for dig.

Ved at sammenligne statistikkerne kan mange dyrlæger desuden få ideer til at vælge eller skifte branche eller måske overveje nye karriereveje. Derfor handler det ikke bare om lønoplysninger og statistik. Det handler nok så meget om at give næring til at få opfyldt den enkelte dyrlæges drøm og om at blive inspireret til at søge nye veje. Har du nået et lønloft, hvor du er, kan det være en ide at søge hen, hvor der er lidt højere til loftet. Læser du kun tabellen for dit ansættelsesområde, kan du gå glip af en verden af andre muligheder.

I år er det et helt specielt år at være aktiv med sine lønoplysninger. Der har været mange »coronabump«, hvor også dyrlæger er blevet berørt på en eller anden måde. Det er derfor i år særligt vigtigt også at bidrage til kortlægningen af, hvordan lønningerne er blevet berørt af det, der er sket.

Tabellernes værdi afhænger af, at så mange som overhovedet mulig bidrager.

For din og andre medlemmers skyld

Du skal huske på, hvorfor ADO samler disse tal ind. Det er alt sammen for din og andre medlemmers skyld. Du skal kunne være forberedt på årets lønforhandlinger eller være parat til sætte en fornuftig pris på din arbejdskraft ved en kommende jobsamtale. Sekretariatet skal være klædt på til at rådgive dig, når du har brug for det, og vi bruger derfor tabellerne hver eneste dag.

Men mange klarer sig på egen hånd og skal kunne finde frem til den helt rigtige værdi på vores arbejdstid, Ingen af os ved, hvornår der bliver brug for, at vi kender vores markedsværdi. Det kommer desværre ofte, før vi selv ønsker det.

Brug både lønberegneren og statistikkerne

Når lønstatistikkerne udkommer i slutningen af november eller i begyndelsen af december, er de nærmest pligtlæsning, hvis du føler dig forbigået og ønsker at få mere i løn. De årlige lønforhandlinger handler både om lønniveauer og lønstigninger. Du skal derfor orientere dig gennem mange forskellige tabeller, der samlet set kan afspejle din unikke situation. Du kan ikke nøjes med et enkelt opslag eller en hurtig tur i lønberegneren på ddd.dk. Med lønberegneren kan du til gengæld få en god fornemmelse af, om du er på et fornuftigt niveau. Nuancerne – det lille ekstra – får du ofte først på plads, når du bruger tid på tabellerne og kan argumentere for det man i gamle dage kaldte en ekstra plovmand – altså 500 kr. oveni hatten. Og for mange er det netop »nuancerne«, der giver lidt ekstra, som er med til at gøre livet lidt sjovere.

I sekretariatet oplever vi indimellem, at de medlemmer, der giver sig god tid til at gennemlæse relevante løntabeller, lykkedes med, at deres lønforhandling faktisk går lidt bedre, end for dem, der blot finder et tal, men egentlig mangler det store overblik og slet ikke kæmper nok for deres krav. De bliver derfor let sat på plads af chefen, som måske har fundet andre tal, der er lavere, men måske knap så relevante. Lønforhandling kræver, at man er godt forberedt til at kunne svare igen og argumentere for, at chefen tager fejl.

Viden er magt, og tabellernes værdi afhænger af, at så mange som overhovedet muligt bidrager. Derfor skal du huske at udfylde dit skema*. Vil du gøre dig selv og ADO en kæmpe tjeneste, kan du desuden spørge dine kolleger og dyrlægevenner, om de har husket at aflevere deres løndata, og minde dem om, hvor vigtigt det er. På forhånd tak.

* Hvis du af en eller anden årsag har fået en usædvanlig lav løn i september, skal du enten finde en lønseddel fra en helt normal måned (med samme løn) eller sørge for at korrigere for en eventuel usædvanlig reduktion. Det kan fx være fradrag for ferie uden løn.

Denne artikel er del af

DVT årgang 2020 nr. 8