EVIDENSIA DYREHOSPITAL: Vi skal være der for dyrene
- Både Den Danske Dyrlægeforening og myndighederne har bedt os om at fortsætte arbejdet, så vi kan være der for dyrene. Selvfølgelig er jeg bekymret for, at personalet eller andre skulle blive syge, men vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå det, siger hospitalschef og fagdyrlæge Thomas Egelund.
Bilerne på parkeringspladsen ved Evidensia Karlslunde Dyrehospital fungerer nu som venterum. Ved indgangen mødes man af et skilt, der fortæller, at der er adgang forbudt for mennesker med symptomer på corona. Og inden for i receptionen er der sat afstandsmærkater på gulvet.
- Vi beder dyreejerne komme ind og melde deres ankomst og fortælle, hvilken bil de sidder i. Herefter kommer en af os ud og henter klienten ind. Kan vi nøjes med at tale sammen på parkeringspladsen, gør vi det. Og ellers sørger vi for, at kun én person fra husstanden følger patienten ind i konsultationen, forklarer Thomas Egelund.
De fleste dyreejere respekterer vilkårene, men enkelte protesterer.
- Vi har oplevet få episoder, hvor folk bliver vrede over, at hele familien ikke må komme med ind under fx en aflivning. Men vi går ikke på kompromis, slår han fast og understreger, at forholdsreglerne er gældende i hele veterinærkoncernen Evidensia.
Konsultationsrummene sprittes af efter hver konsultation. Alle håndtag og telefoner sprittes af hver halve time. Og under operationer, hvor samarbejdet mellem dyrlæge og veterinærsygeplejersken er tæt, bæres der mundbind.
- Vi bærer ikke mundbind under konsultationerne. Dyrene bliver simpelthen forskrækkede, så her er det afstanden til hinanden, der er afgørende. Og for at minde hinanden og klienterne om det, tager vi alle et skilt på tøjet hver morgen, hvor der står: Vis hensyn – hold afstand.
På et stort dyrehospital som Evidensia Karlslunde er det ikke blot forholdsreglerne og de fortsatte operationer og undersøgelser af patienter, der er i spil. For hospitalet råder også over 12 moderne, digitale respiratorer, der kan komme i spil, hvis mennesker får brug for dem.
- Det er første gang i mine 37 år som dyrlæge, jeg har oplevet, at myndighederne spørger os om hjælp, som de har gjort i forhold til værnemidler og respiratorer. Men vi har selvfølgelig indberettet, at vi om nødvendigt kan stille respiratorerne til rådighed, fortæller hospitalschefen.
Alt i alt glæder Thomas Egelund sig over at opleve, hvordan den danske dyrlægestand står sammen om at løfte opgaven i en svær tid. Han ser dog gerne, at dyrlægerne både i medierne og i hverdagen får mere anerkendelse for det arbejde, de udfører, og den risiko, de løber undervejs.
- Jeg har flere gange sagt til klienterne: Du skal smile venligt til vores personale. De er her for din skyld.
SUNDHEDSSTYRINGEN I SEGES: Godt at have travlt
De sidste mange uger har Tina Sefsiek Hansen passet sit job udelukkende fra sit hjemmekontor.
Som ansat i Sundhedsstyringen hos SEGES foregår Tina Sefsiek Hansens arbejde i høj grad foran en skærm, hvor hun behandler data og laboratoriesvar vedrørende sygdomme hos grise. Sammen med to andre dyrlæger og en koordinator er det hendes opgave at have overblik over sygdomsforekomsten i de 2.500 besætninger, der er med i SPF-ordningen.
- En del af jobbet er også at undervise og holde foredrag for både landmænd, SPF- transportører og praktiserende dyrlæger, men den del er selvfølgelig lukket helt ned, forklarer hun.
Overgangen til hjemmearbejde har været relativt let, synes Tina Sefsiek Hansen. For da afdelingen for sundhedsstyring for to år siden blev flyttet fra Vejen til Skejby fik hun og kollegerne, der alle var bosat i Vejen-området, mulighed for at arbejde hjemme tre dage om ugen.
- Vi er godt kørende med hjemmekontorer og er også vant til at holde møder på Skype, så omstillingen har ikke været så stor. Faktisk har vi delt ud af vores erfaringer til andre kolleger i SEGES, der ikke har været vant til at skulle få en arbejdsdag til at fungere på den måde.
Tina Sefsiek Hansen fremhæver blandt andet, at det er vigtigt at holde de elektroniske møder med kameraet tændt.
- Man skal kunne se hinanden i øjnene. Der ligger megen kommunikation gemt i vores mimik. Og især i denne tid er det vigtigt, at vi også holder øje med, om vores kolleger trives. Vi er meget opmærksomme på at passe på hinanden.
For selv om dyrlægen er en erfaren »hjemmearbejder«, kan hun godt mærke, at situationen er svær. Hun savner sine faste dage i Skejby og længes efter i højere grad at kunne pleje sine relationer til kollegerne i afdelingen.
- Det hjælper, at vi er en lille sammentømret flok, der passer godt på hinanden. Vi overlever på en god værkstedshumor. Jeg er også begyndt at gå nogle lange ture hver dag for at få afløb for noget frustration. Det er dejligt at kunne vinke til naboer og andre i landsbyen, selv om det er på afstand. At se, at der stadig er andre levende mennesker omkring mig.
Heldigvis, siger hun, har de travlt i sundhedsstyringen. For hvis der var alt for stille, ville det nok være endnu sværere at rumme de tvungne hjemmearbejdsdage.
- Det er en fordel, at man på den måde holder dampen oppe. Og jeg holder meget af de telefonsamtaler, jeg har med de praktiserende dyrlæger og landmændene, hvor man næsten kan høre grisene i baggrunden.
Tina Sefsiek Hansen regner ikke med, at hendes arbejdsforhold ændrer sig på denne side af sommerferien. Og skulle det ske, at Danmark i endnu højere grad må lukke ned, er afdelingen forberedt.
- Vi har stillet en række scenarier op og lavet planer for, hvordan vi griber det an. For eksempel i tilfælde af, at dyrlægerne ikke kan komme ud i besætningerne. Indtil nu har én landmand meddelt, at han har udsat dyrlægebesøg, da hans familie var i risikogruppen. Han har så valgt at få en betinget SPF-status, indtil der kan tages blodprøver igen.
FØDEVARESTYRELSEN, KØDKONTROLLEN: Sammen om en vigtig opgave
For embedsdyrlæge Mette Bagger og hendes 40 kolleger i Kødkontrollen på Danish Crown i Sæby kører rutinerne på mange måder, som de plejer. Men hverdagen gribes an med større forsigtighed i en fælles ånd.
- Det er klart, at der jo i forvejen er en høj grad af hygiejne på en arbejdsplads som denne. Vi er vant til at vaske og spritte hænder, inden vi træder ind i produktionen, indleder hun.
Men der er også opstået nye måder at gøre tingene på og nye procedurer, som hun oplever, at alle på det 1.000 mand store slagteri gør deres yderste for at efterleve.
- Vi er alle afhængige af hinanden og af, at vi forbliver raske. Skrækscenariet er jo, at for mange må lægge sig syge, så man er nødt til at skære ned på antallet af slagtninger. Det ville være katastrofalt for landmændene og en uudholdelig tanke, at dyr skal slås ned blot for at blive destrueret. Jeg tænker også over det i fritiden og bliver hjemme på matriklen for at minimere risikoen for at blive syg yderligere, fortæller Mette Bagger.
For at være på forkant med en eventuel problematisk udvikling, har Fødevarestyrelsen oprettet et nødberedskab af medarbejdere, der kan træde til med kort varsel, hvis det skulle blive nødvendigt.
Blandt de tiltag, der er gjort i de lokaler, hvor kødkontrollen holder til, er to gange daglig rengøring af kontorer og opholdsrum. Den lange hyggesnak i frokoststuen er sat på pause og møder holdes per telefon eller Skype.
- Vi holder så meget afstand, som vi kan. Der er selvfølgelig visse steder i produktionen, hvor det er svært at holde to meters afstand. Men vi sørger for konsekvent at stå skulder ved skulder og ikke front mod front. Ligesom vi nu vender ryggen til, når vi skal passere hinanden i de smalle gange.
Alt i alt er Mette Bagger imponeret over den indsats, hun oplever. Ikke mindst det faktum, at de fleste tager det med et smil.
- Det er fortsat en positiv oplevelse at gå på arbejde, og der er en stemning af, at vi alle er sammen om at løse en vigtig opgave.
AARS HESTEPRAKSIS: Omstændeligt, men ikke umuligt
I ugen, da Danmark lukked ned, var telefonen stille hos hestedyrlæge Lisa Buus fra Aars Hestepraksis. Der var ingen bestillinger på tandbehandlinger, kiropraktiske behandlinger, vaccinationer eller andre af de ikke-akutte opgaver, hun ellers plejer at løse på daglig basis. Men så begyndte de første forespørgsler gradvist at tikke ind.
Lisa Buus er ene dyrlæge i Aars Hestepraksis, så hun har været taknemmelig for at kunne sparre med sine kolleger i regionens vagtsamarbejde for at finde ud af, hvordan hun bedst fortsætter sin gerning på en forsvarlig måde. Og hun er nu ganske tryg ved sine procedurer.
- Først og fremmest ringer jeg til hesteejeren 20 minutter inden, jeg ankommer. Tidligere plejede jeg at sende en sms om, at jeg var på vej. Men nu er der en række informationer, som jeg helst vil give lige op til besøget, så kunden ikke glemmer dem.
For det første beder Lisa Buus hesteejeren om at sætte en spand varmt vand, sæbe og et helt rent håndklæde i indkørslen eller på parkeringspladsen.
- Det første jeg gør, inden jeg overhovedet bevæger mig videre på matriklen, er at vaske og spritte mine hænder. Det samme gør sig gældende, inden jeg stiger ind i min bil igen. Jeg forsøger selvfølgelig også at undgå at røre ved ting i stalden som for eksempel håndtag og bokslåse, forklarer hun.
Dernæst instruerer hun hesteejeren i at holde afstand. De fleste opgaver kan heldigvis løses, mens dyrlæge og ejer befinder sig på hver sin side af hesten.
- Men der er visse kiropraktiske greb, som hesteejeren skal hjælpe med. Enten sker det på en måde, hvor vi står med ryggen til hinanden, eller også vælger jeg at droppe den del.
Når hestedyrlægen foretager tandbehandlinger, vil ejerne som regel gerne se med. Men det får de ikke lov til nu.
- I stedet beder jeg dem holde hesten i et langt tov, mens de selv befinder sig ved dens bagpart.
Når arbejdsdagen rundes af bliver alt udstyr både vasket og sprittet grundigt. I en tid med corona er det alt i alt mere besværligt at arbejde som hestedyrlæge, men til gengæld føler Lisa Buus, at hendes besøg i de nordjyske stalde er helt forsvarlige – både for hesteejeren og hende selv.
- Jeg føler mig faktisk mere udsat under en indkøbstur, end jeg gør, når jeg går på arbejde. Hesteejerne er gode til at følge reglerne, og ellers får de en høflig reminder.
