Det er landmanden og hans medarbejdere, der har ansvaret for at føre tilsyn med og håndtere dyrene til daglig – og derfor er det helt essentielt, at medarbejderne har kompetencerne til at træffe de rette beslutninger af hensyn til dyrenes sundhed og velfærd. Tetyana Sydrovas undersøgelse viser desværre, at det langt fra forholder sig sådan i virkelighedens verden i svinebesætningerne.
Eftersom der ikke er uddannelseskrav for medarbejdere i svinebesætninger, er deres kompetenceudvikling den besætningsansvarliges direkte ansvar og desuden et meget vigtigt element i den praktiserende dyrlæges rådgivning. Besætningsdyrlægerne oplever i den løbende rådgivning, at der er en kæmpe udfordring i det store turn-over af ofte udenlandske medarbejdere med ringe forudgående kendskab til dyr og produktionsforhold – ikke bare i svinebesætningerne, men også i kvægbesætninger. Det betyder, at oplæring af nye medarbejdere er en konstant og meget vigtig opgave for besætningsdyrlægerne ved de forholdsvis sjældne obligatoriske rådgivningsbesøg.
Dyrlægerne oplever også sprogbarrieren som en udfordring i rådgivningssituationen. Det er derfor desværre ikke overraskende, at undersøgelsen her peger på det som en stor udfordring. Det er positivt, at SEGES har taget initiativ til at udarbejde undervisningsmateriale på medarbejdernes modersmål. Næste skridt er, at landmanden sikrer, at medarbejderne faktisk kommer på de udbudte kurser, og at deres udbytte af dem er tilstrækkeligt.
Dyrlægerne har erfaring med, bl.a. fra kurserne i medicinhåndtering og lokalbedøvelse før kastration, at det har stor betydning, at kurserne foregår fysisk, da det netop giver dyrlægen mulighed for at sikre, at deltagerne har forstået stoffet. Den sikkerhed er der ikke ved online-kurser, hvilket DDD også har påpeget i høringssvarene til forslag til indførelse af hygiejnekurset1 og ved den seneste revidering af retningslinjerne for kurset i behandling af kreaturer med mælkefeber og tilbageholdt efterbyrd2.
I høringssvaret til hygiejnekurset fremhævede DDD, at det kan være et problem, at der ikke er kontrol med, hvilke personer der reelt set tager kursetfordi det er et onlinekursus. Derudover tvivlede DDD på, at kursisterne efter et kursus af 1,5 times varighed ville kunne opfylde målsætningerne for hygiejnekurset. Denne undersøgelse tyder desværre på, at vores bange anelser er gået i opfyldelse.
I 2018 var de nuværende regler om uddannelseskrav til besætningsansvarlige indenfor dyrevelfærd i høring3. DDD rejste tvivl om, hvorvidt teoretiske kurser uden et praktisk element kunne bibringe deltagerne de nødvendige kompetencer. DDD foreslog, at der skulle indføres et uddannelseskrav indenfor dyrevelfærd for landbrugsmedhjælpere. Desværre fandt myndighederne, at det var mest hensigtsmæssigt, at der ikke indføres et decideret uddannelseskrav for landbrugsmedhjælpere, men at initiativet ligger i regi af branchen. Desværre, fordi forskning på Aarhus Universitet viste, ligesom denne undersøgelse, at medarbejderne efterlyser efteruddannelse4.
Det er ikke lang tid siden, at det obligatoriske kursus for medarbejdere i minkfarme blev afskaffet. Nu er hjemlen til at indføre kurser om dyrevelfærd for medarbejdere i landbruget også forsvundet i den nye dyrevelfærdslov. Det finder vi i DDD rigtigt ærgerligt, og endnu mere, da Tetyana Sydrovas undersøgelse tyder på, at de frivillige kursustilbud ikke bliver benyttet i tilstrækkelig grad.
Derudover er det også beskæmmende, at der er en høj andel af medarbejderne, der ikke har været på de lovpligtige kurser i fx medicinhåndtering og lokalbedøvelse ved kastration, selvom de udfører disse arbejdsopgaver. Artiklen melder ikke noget om, hvor længe medarbejderne har været ansat i besætningerne, men det er alligevel skuffende resultater. Landbruget har en kæmpe opgave i at sikre, at besætningsejerne sørger for, at medarbejderne modtager tilstrækkelig oplæring, herunder selvfølgelig de lovpligtige kurser.
Endelig er problemstillingerne oplistet her ikke unikke i svineproduktionen. Det er besætningsdyrlægernes klare oplevelse, at man vil finde lignende udfordringer i kvægbesætninger – fx vedr. medicinhåndtering og håndtering af syge og tilskadekomne dyr.
Myndighederne presser på for at gøre mælkefeber-kurset til et online-kursus, men der blev heldigvis lyttet, da det sidst var oppe at vende. Denne undersøgelse tyder også på, at det ikke vil sikre en bedre oplæring af de udenlandske medarbejdere.
Lang tid mellem rådgivningsbesøgene
Som reglerne er i dag, er der kun krav om, at den praktiserende dyrlæge kommer i slagtesvine- og slagtekalvestalde fire gange om året. Når først dyrlægen har stillet en diagnose og anvist en behandling, overtager den ansvarlige for besætningen behandlingen. Det betyder, at landmanden og hans medarbejdere er ansvarlige for at diagnosticere og igangsætte behandlinger for hyppige lidelser samt flytte syge dyr til sygestier, når dyrlægen ikke er der.
Når vi ikke kommer regelmæssigt i besætningen, mister vi momentum i rådgivning og uddannelse af besætningens medarbejdere. Vi møder mange dygtige medarbejdere i staldene, men mange steder er der stor udskiftning af medarbejdere, hvilket vanskeliggør dyrlægens rådgivning, når der går lang tid mellem rådgivningsbesøgene. Det giver risiko for alvorlige konsekvenser for sundhed og dyrevelfærd, hvilket Fødevarestyrelsens kontrolresultater fra 2018 desværre bekræftede.
Velfærdskontrollen i 2018 viste alt for mange overtrædelser af dyrevelfærdsreglerne i svinebesætninger som i den forudgående årrække. Der var samlet set overtrædelser i flere end hver tredje svinebesætning. Langt de fleste politianmeldelser skyldtes, at syge eller tilskadekomne dyr ikke fik fornøden pleje eller behandling. Nu kender vi endnu ikke kontrolresultaterne fra 2019, men det er et faktum, at de obligatoriske dyrlægerådgivningsbesøg er blevet færre fra 2018 til 2019.
