Annonce Banner Banner Banner

Når arbejdslivet stopper

Pension Har du et klart billede af dine drømme og muligheder for at få en god og aktiv tilværelse som pensionist? Det gode råd er, at du skal være godt forberedt – begynd i god tid, før du påtænker at lade dig pensionere.

POLFOTO_16488168.jpg
Guide

Det kan blive en brat opvågning, når vækkeuret ikke længer hiver dig ud af sengen for at gå på arbejde. Hvad skal tiden bruges på som pensionist? Hvad er min nye identitet?

Mulighederne for et spændende pensionistliv er store. Men det kræver god forberedelse at få udnyttet mulighederne til det rigtige for dig. Derfor skal du begynde at overveje din fremtid, inden du pludselig står der og ikke ved, hvad du skal stå op til eller har lyst til.

Nu er du chefen

Begynd i god tid at planlægge og sætte mål for dit liv som pensionist. Hav drømme, og opbyg et netværk uden for arbejdet. Selv om der er flere år til, du skal pensioneres, er det en god ide at begynde at skrive mål, ønsker og drømme ned, og gør det eventuelt sammen med din partner eller en anden, du kan dele tanker og erfaring med.

Det er en god ide, at:

  • Tjekke op på helbredskontoen og sundhedsregnskabet. Find tid til afkobling, og brug en del af fritiden til noget fornøjeligt – noget du har rigtig meget lyst til – det giver energi.
  • Dyrke dine interesser – gamle som nye. Plej dine relationer, partner, familie og venner.
  • Få din nattesøvn – den er af afgørende betydning for vores sundhed og en vigtig trivselsfaktor.
  • Overvej, hvordan du ønsker at bo – skal du blive boende, hvor du bor, eller har du helt andre drømme? Ønsker du at flytte – så overvej, og planlæg også dette i god tid.

Bed om et møde med din pensionskasse, så du får et godt overblik over dine økonomiske muligheder. Få udarbejdet en plan for, hvornår du går på pension, og i hvilken rækkefølge du skal hjemtage og igangsætte dine pensionsordninger. De fleste af os har gode pensionsordninger. Det betyder, at når vi bliver pensionister, har vi både tid og råd til meget af det, vi ikke nåede, mens vi var på arbejde.

Eller som den fransk forfatter og filosof Simone de Beauvoir siger det: »Hvis vi vil undgå, at alderen bliver en latterlig parodi på vores tidligere tilværelse, er der kun én løsning, og det er at fortsætte med at forfølge mål, der giver vores liv mening: Engagement i mennesker, fællesskaber eller en sag, socialt, politisk, intellektuelt eller skabende arbejde«