En kold tirsdag i november tog DDD et emne op, der til tider kan skabe hed debat. Som færdiguddannet dyrlæge får man »license to kill«, som det udtrykkes i debataftenens indledende vendinger. Hvilke overvejelser dette indebærer, skifter dog med tiden og er ikke nødvendigvis noget, man får stor erfaring med på universitetet.
Hvornår er aflivning at foretrække fremfor behandling? Hvad betyder ejers økonomi? Og hvad hvis dyret er ungt og raskt? Ofte er der flere aspekter at tage hensyn til, og ikke altid peger de i samme retning.
Som nyuddannet kan det være vanskeligt at blive konfronteret med alle disse hensyn, og selvom én gang jo skal være den første, er der fordele ved at have overvejet nogle aspekter omkring aflivning forud for den dag, hvor man selv står med kanylen. Derfor inviterede DDD i samarbejde med VMF-event de studerende til debataften, hvor fire oplægsholdere fra forskellige dele af veterinærfaget stillede skarpt på problematikker omkring aflivning.
Europas uønskede heste
Fagdyrlæge Mette Uldahl, der er veterinærkonsulent for Dansk Rideforbund og formand for FEEVA (Federation of European Equine Veterinary Associations), lagde ud som aftenens første taler med etiske dilemmaer omkring avl og aflivning af heste i Europa. Som udgangspunkt står mange europæiske dyrlæger med den samme problematik. Heste, som engang var ejerens et og alt, men af forskellige årsager ikke er ønsket længere.
- Der bliver indimellem lavet heste, som alle synes er søde og hyggelige, men som meget nemt kan komme til at stå et sted i livet, hvor de er uønskede. Enten fordi de ikke har et specifikt formål, de skal bruges til, eller fordi de er svære at ride på, siger hun og viser et billede af en miniature-hest, der med sin bedårende, men ikke så ridevenlige størrelse, er et godt eksempel herpå.
Det kan også handle om ridehesten, der i en alder af 9 år er blevet kronisk halt og ikke længere kan bruges til den sport, ejeren købte den til, fortæller Mette.
- De her dyr får nogle gange behov for, at man finder en løsning til dem. Her kan det være aflivning, der er det mest ansvarlige valg for at sikre hestens overordnede livskvalitet.
Gennem sit arbejde rejser Mette ofte rundt i Europa, hvor hun taler med andre hestedyrlæger om dilemmaer omkring aflivning og dyrevelfærd. Som udgangspunkt er de ofte enige, og der er en klar fælles forståelse omkring, hvad der er til dyrets bedste. Andre forhold som lovgivning og religion kan dog variere, hvilket kan udfordre dyrlægens varetagelse af hestens velfærd.
- I Tyskland er der en guideline, der betinger, at inden en dyrlæge må aflive et dyr, skal der laves udvidet palliativ behandling. Problemet er, at heste kan blive over 30 år gamle. Dvs. hvis en hest bliver ubrugelig, når den er 7 år gammel, så er der potentielt 23 år, hvor ejeren skal sørge økonomisk for den, og det kan ofte ikke lade sig gøre. Samtidig er det en hest, man ikke kan komme af med, for hvem skal overtage den? Det er et kæmpe problem i Tyskland, fortæller hun.
På samme måde er der langt fra Danmark til Rumæniens kristen-ortodokse overbevisninger, forklarer Mette og viser et billede af en hest, der uden tvivl lider og efter danske standarder burde aflives.
- Her mener man ikke, det er i orden, at mennesker tager beslutning om af aflive dyr. Så de synes i stedet, at dyrene skal have lov at dø af sig selv, siger hun og fortsætter med fortællingen om, hvordan hun i mødet med andre kulturer har oplevet, at hendes holdninger omkring aflivning er blevet mødt med stærke følelser.
- Man kan overraskes over, at det, man synes er en fuldstændig selvfølge, nogle steder gør, at folk ser på en som en barbar, der går rundt med økse og kølle og slår heste ned.
Som dyrlæge fra Danmark er Mette overbevist om, at aflivning i mange tilfælde kan være det rigtige valg, og hun understreger, at man som dyrlæge ikke skal lade dyret leve for enhver pris.
- Der er jo værre ting end at dø. Jeg vil sige, at det er meget værre, hvis man mangler foder, pasning og omsorg. At dø naturligt er ofte meget lidelsesfuldt.
Dertil kommer, at aflivningen i sig selv kan kræve en række foranstaltninger for, at proceduren fungerer hensigtsmæssigt for både hest, ejer og for dyrlægen selv. Hertil viser Mette i ord og billeder, hvordan en aflivning kan fungere på en god måde, som skåner alle parter bedst muligt.
Hendes arbejde har bl.a. resulteret i rapporten »Unwanted horses: where does it all begin?«, og i FEEVAs officielle retningslinjer fremgår aflivning nu som en etisk forsvarlig løsning på problemet omkring uønskede heste.
Cancerpatienter i smådyrspraksis
Aftenens anden taler er Peter Maasbøl Skov, der er specialdyrlæge hos Anicura Odense Dyrehospital. Til salens mange studerende lægger han ud med at minde om de vigtige aspekter ved professionen, som er svære at læse sig til under studiet.
- Mange af os har valgt at blive dyrlæger, fordi vi har en særlig kærlighed til dyr og for den spændende medicinske faglighed. Men når man kommer ud i klinisk praksis, står vi overfor mange andre udfordringer, vi aldrig har lært noget om. Vi skal både være præster i aflivningssituationer, indimellem agere psykologer og også være familiens gode ven, når de kommer ned med deres børn. Det er en mangesidet affære at være smådyrsdyrlæge, fortæller han.
Ifølge Peter er især cancerdiagnosen hos vores familiedyr en, der virkelig kan vække stærke følelser. Som specialist i onkologi har han derfor måttet tage stilling til en række etiske spørgsmål omkring forsvarlig behandling og aflivning af cancerramte dyr.
Som udgangspunkt mener han, at det er etisk forsvarligt at kemobehandle dyr, men ved også godt, at det er en diskussion, der deler vandene. I hans oplæg præsenteres en række fagligt funderede pointer for, hvorfor kemobehandling kan være det rigtige valg.
- Jeg synes egentlig ikke, den adskiller sig så meget fra andre kroniske lidelser. Ligesom vi arbejder med kroniske nyrepatienter, hjertepatienter og dyr med gigt.
Men listen over spørgsmål, der skal besvares, før man som dyrlæge kan lade en patient indgå i et forløb med kemobehandling, er lang. Man skal desuden gøre sig klart, at der er tale om livsforlængende og ikke helbredende behandling, hvor den gennemsnitlige overlevelsestid for dyr i kemobehandling er 6-12 måneder. Det er der en grund til, fortæller Peter.
- En vigtig information omkring cancer og kemoterapi er, at man i veterinær praksis giver en meget lavere dosis, end man gør humant. Derfor kan vi ikke helbrede vores patienter, og vi får derfor en relativt kort overlevelse. Men vi kan forlænge deres liv med en god livskvalitet.
I denne sammenhæng er dyreværnsloven et vigtigt holdepunkt som onkolog, fortæller Peter. Der er bivirkninger, som man som menneske kan vælge at gennemgå i kampen for sit eget liv, som vi ikke bør udsætte vores dyr for, mener han. Ofte får dyrene slet ikke bivirkninger ved de doser, der anvendes veterinært, og kun yderst sjældent ses bivirkninger som vomitus og kritisk anæmi, forklarer han.
- Vi følger og monitorerer patienterne, så de ikke kommer i en situation, hvor de har det dårligt. Det fortæller vi også ejerne. Når vi kommer derud, hvor hunden bringes i en kritisk situation, hvis vi fortsætter, så stopper vi behandlingen, siger han.
Afklaring inden behandling
Som udgangspunkt skal man som dyrlæge besvare tre spørgsmål, før kemoterapi kan igangsættes – hvad er det? Hvor er det? Og hvor slemt er det? For der er nogle cancertyper, hvor man allerede tidligt i forløbet ved, at behandling ikke er en mulighed.
- Det skal være en diagnose, hvor jeg ved, at behandlingen er fornuftig, siger han og fortsætter.
- Der er rigtig mange cancerdiagnoser, vi ikke kan behandle med kemoterapi, fordi det er som at hælde vand på en gås. Det ved vi, siger Peter sikkert.
Selvom kemoterapi i veterinær praksis struktureres i et meget nøje monitoreret behandlingsforløb, der kun tilbydes udvalgte patienter, skal man være parat til, at omgivelserne reagerer.
- Som praktiserende dyrlæge står man på den ene side med ejere, der siger, at de vil gøre alt for, at deres dyr overlever. Her skal vi med vores faglighed og etik og med dyreværnsloven i hånden mange gang sige: »Det er her, vi stopper«.
- På den anden side har vi alle de her smagsdommere med en masse meninger. Selv nogle fagfolk udtrykker, at det er helt urimeligt, at vi påfører dyrene flere lidelser. Men det gør vi altså heller ikke, understreger Peter.
Begrænsede pladser i bussen
Fra klinikken bevægede aftenen sig videre mod zoo-dyrlægens arbejde med de store populationer, og hvordan aflivning af dyr i zoologiske haver også spiller en rolle for artsbevarelsen. Her udfordrede dyrlæge i København Zoo, Mads F. Bertelsen, ideen om, at et dyr skal fejle noget for at skulle aflives. For der er faktisk en vis logik i at aflive dyr, hvis man gerne vil redde flere af slagsen. Mads forklarer:
- Her skal vi som dyrlæger lære at træde et skridt tilbage, for vi er vant til at se på individet og kan sommetider af den grund ikke se populationen. Hvis vi tager giraffen som eksempel, så bliver der født ca. lige mange hanner og hunner, men den sociale struktur er, at én han går sammen med en række hunner. Hvad så med de andre hanner? Der står vi med et problem, for der er kun så mange pladser i bussen. Hvis vi bruger halvdelen af pladserne til dyr, vi har kastreret og i øvrigt har en stor gruppe af dyr, som er gamle og post-reproduktive, er der kun meget få pladser tilbage til det, som egentlig var vores formål - nemlig at bevare en truet art. Ironisk nok er det os selv, der er skurkene her, for hvem er det der holder liv i de gamle og kastrerer de unge? Det er dyrlægerne.
Et tankeeksperiment
Aflivning bidrager ifølge Mads også til at øge dyrevelfærden. For det første, mener han, at vi skal holde fast i, at det er et privilegium at kunne få lov til at ende et liv. Her viser han et billede af en bisonokse fra sin tid i praksis. Umiddelbart skulle man tro, at den var død, som den ligger der afmagret og med store åbne sår i mudderet, men den er levende på tidspunktet, fortæller Mads.
- Det her dyr er vi enige om, skal aflives. Det er sådan set ikke problemet i de zoologiske haver, det kan vi godt finde ud af. Mere kontroversielt er det, når vi kommer til de raske dyr.
Her skal man gøre op med sig selv, hvordan man vægter livskvalitet fremfor kvantitet, mener Mads, og beder publikum følge ham i tanken.
- Vi kan lave et tankeeksperiment. Det må være herligt som dyr at leve med 100 % dyrevelfærd i fx 10 år. Så dør man – puf! – og så har man haft det godt. Hvad hvis vi sammenligner dette med et dyr, der lever 20 år, men med 50 % velfærd eller med stadigt dalende velfærd, spørger han og fortsætter:
- Jeg mener, at dyrene i de zoologiske haver skal have så tæt på 100 % velfærd som muligt, så længe de lever. Men hvor længe, de lever, er ikke afgørende.
Overskud af raske dyr
I de zoologiske haver bliver dyrene fodret med deres foretrukne spise, de tilses af dyrlæger og dyrepassere og skal ikke vare sig for rovdyr og skytter. Til gengæld har de et andet problem: De keder sig.
Kedsomhed er de zoologiske havers største velfærdsudfordring, fortæller Mads, men her er aflivning faktisk en måde at øge velfærden på, mener han.
- Dér kommer magesøgning, redebygning, yngelpleje og »naturlige« flokstrukturer ind som et af de mest effektive redskaber til adfærdsberigelse. Ved at lade dyrene yngle tillader vi dem at udleve hele deres adfærdsmæssige repertoire. Resultatet er bedre velfærd og mere bæredygtige bestande, og prisen er overskud af unge raske dyr, som nogle gange må aflives.
Når det så er sagt, hvordan afgør vi så, hvilke dyr der har krav på hvad? Til formålet har Mads medbragt »Bertelsens Nutteindex«, som publikum med latter tydeligt tager til sig med det samme. Fra kakerlakker nederst på skalaen over fisk, høns og heste til gorillaen øverst i nutteindekset fordeler dyrene sig.
- Hvad er okay at slå ihjel? Er der forskel på en hest, som er brun, og en hest med striber? Spørger han og peger på zebraen. Er der forskel på en ko, og på en ko med meget lang hals og pletter? Og er det bedre at skyde én ko end 10 geder? Siger han og lader publikum summe over deres egne grænser.
At nogle aflivede dyr fremkalder flere protester hos den brede befolkning end andre, er der ingen tvivl om. Mads fortæller, at Københavns Zoo fik 47.000 e-mails, dengang historien rullede om den raske unge giraf Marius, der blev aflivet i 2014. Her kan forklaringen måske være, at giraffen rangerer betydeligt højere på nutteindekset end andre dyr, der hver dag må lade livet, uden at der bliver sendt så meget som en sms over den sag.
Mads F. Bertelsen forklarede, hvordan man vægter livskvalitet fremfor kvantitet i København Zoo.
Hvorfor skal jeg frygte døden?
Den sidste taler i debatten om aflivning er professor i bioetik Peter Sandøe. Allerede inden han begynder sin egen præsentation har han, på baggrund af den tilgang til livet og døden, som Mads Bertelsen i sit oplæg har fremlagt, udnævnt Mads til »Epikurerer«. Epikur, der i 341-270 f.Kr. formulerede sine tanker om døden i den tids Grækenland, har nemlig det til fælles med Mads Bertelsen, at de begge mener, at man ikke mister noget ved døden, konkluderer Peter Sandøe.
- »Hvorfor skal jeg frygte døden. Hvis jeg er her, så er døden her ikke. Hvis døden er her, så er jeg her ikke. Hvorfor skal jeg frygte det, som ikke kan eksistere, når jeg gør«, citerer professoren Epikur.
Selv er Peter Sandøe dog ikke enig. For med døden mister man som individ resten af sit mulige liv, og døden kan på den måde ikke siges at være omkostningsfri, heller ikke for et dyr. Hertil kan man spørge, om det så alligevel kan være etisk acceptabelt at slå dyr ihjel? Ifølge bioetikeren er der tre overordnede synspunkter.
- Det mest radikale svar siger, at det i princippet altid er forkert at slå et levende dyr ihjel, og at det kun kan forsvares, hvis det sker i nødværge. Det er et synspunkt, som med stigende kraft fremføres af dyrerettighedsbevægelser i hele den vestlige verden. Så kan man være lidt mere åben over for at slå ihjel og sige, at det grundlæggende er forkert at slå dyr ihjel, men kan være det mindste onde. Det er fx den amerikanske dyrerettighedsorganisation PETA, der er af den overbevisning, når det kommer til overskudsdyr på internater. Og så er der mit eget synspunkt. Jeg mener, det er acceptabelt at slå et levedygtigt dyr ihjel, hvis det samlet set fører til de bedste konsekvenser for alle, inklusive dyrene.
Peter forsøger således af formulere en mellemposition mellem ligegyldighed over for drab på dyr og absolutte dyrerettigheder. For ham har det levede dyreliv altid en værdi, så længe dyret har et leveværdigt liv, men han mener også, at drab på dyr i en del situationer er etisk acceptabelt.
Fra sin egen forskning kom Peter med to eksempler på områder, hvor der kan være rigtig gode grunde til at acceptere drab på dyr for at sikre, at de overlevende dyr har et godt liv. Det ene er forvaltningen af vilde dyr, hvor især populationer af hjorte, kænguruer og andre store planteædere mange steder kommer ud af kontrol. Dette kan have dramatiske konsekvenser for dyrevelfærd, miljø og vitale menneskelige interesser, fortæller Peter. Her mener han, at aflivning er nødvendigt, og er stærkt uenig med den dyrerettighedsbevægelse, der kalder sig »compassionate conservation«:
- Det er en bevægelse, som har rigtig meget vind i sejlene. Deres mål er for næsten enhver pris at undgå at dræbe vilde dyr. I stedet forsvarer de brug af kemisk kastration og lignende midler til at regulere voksende bestande af fx vildtlevende hjorte. Dette er ikke alene dyrt, men også ineffektivt og i sidst ende inhumant.
Det andet eksempel, Peter kommer med, vedrører hunde og katte på internater. Her har han stor respekt for det arbejde, der lægges i at genanbringe dyr, som i rigtig mange tilfælde kan fungere godt i nye hjem. Der er dog undtagelser, som man i velfærdsøjemed er nødt til at tage stilling til, fortæller Peter.
- Det er godt, når det lykkes. Men der er også hunde, som ikke egner sig til at blive omplaceret; og der er aflivning den rigtige løsning. Vi skal nødig ende i den situation, som vi i dag har i en række lande i det sydlige Europa, hvor man ikke må slå hunde ihjel, og hvor de overskydende hundene ender med at leve flere år på internater. Vi ved fra forskningen, at mange af disse hunde bogstaveligt talt ender som psykiske vrag.
Samlet set oplever Peter Sandøe et stigende negativt fokus på drab af dyr, som han frygter kan ende i en livsfornægtende holdning til dyr, hvor det bliver set som bedre, at dyr slet ikke lever, end at de ender med at skulle aflives. Selv står han et sted midt imellem yderpositionerne, hvorfra han mener at kunne nyde synet og smagen af de græssende lam og får på marken. For ham er det vigtige, at de har et godt liv, også selv om det ender med, at han tager livet af dem.
