Vibeke Hansen holder øje med sin telefon. Som betjent på Pathobiological Sciences er det hendes ansvar at præparere de dyr, der skal bruges til dissektion. Nu venter hun på at høre fra sin kollega Jan Lykke Jensen, der er kørt mod Herlev Dyreklinik for at hente en nyligt aflivet hund. Hunden skal balsameres og lægges i sprit, så den kan indgå i anatomiundervisningen i efteråret 2020.
- Der må helst ikke gå mere end en time fra aflivning til fiksering, hvis fikseringen skal være vellykket. Så vi arbejder hurtigt og kan godt mærke en smule stress, hvis vi sidder fast i en kø på vej herind, forklarer betjenten, der oprindeligt er uddannet dyrepasser og har en fortid i København Zoo.
Endelig får hun opkaldet. Hunden er ankommet, og hun skynder sig over i Anubis – bygningen, hvor store dyr aflives, og organer og mindre dyr præpareres til brug på instituttet.
Vibeke Hansen og Jan Lykke Jensen arbejder hurtigt og rutineret med opgaven. De har ikke tal på, hvor mange hunde de har klargjort på denne måde. Men de dyrlægestuderende skal hvert eneste år bruge mindst 24 hele hunde til balsamering og dissektion alene.
- Jeg starter med at fritlægge åren, forklarer Vibeke, mens hun klipper en tot hår væk og lægger et par snit med skalpellen i hundens halsregion.
Herefter pumper hun i samarbejde med sin kollega balsameringsvæske ind i arterien, mens blodet strømmer ud af venen, og lemmerne sitrer som tegn på, at væsken fordeles, som den skal.
Tidligere benyttede betjentene formalin til opgaven, men nu består væsken af sprit, glycerol og sorbat – en blanding udviklet af Panum Instituttet.
- Ikke alene er blandingen mindre giftig, den gør også, at musklerne bliver blødere og mere naturlige, forklarer Vibeke tilfreds.
Også bugen skal fyldes med væske, så tarme og organer bevares, inden hunden lægges i et kar med sprit.
- Jeg drømmer om også at kunne fylde farvestof i årene, så de bliver lettere for de studerende at se. Men så skal vi have tilstrækkeligt med donerede hunde i rigtig god tid, inden de skal i brug, så vi kan være sikre på at nå dem alle, slutter betjenten.
Hun peger dermed også på de udfordringer, der er med at skaffe hunde nok. I år er det endnu en gang lykkedes med fynd, klem og lidt held. Og det er godt. For om en time samles 180 førsteårsstuderende i den store dissektionssal. Her deles de op i hold af syv-otte studerende. Hvert hold får udleveret en hund, som de skal dissekere på det næste år.
Grænseoverskridende lærerigt
Det summer af liv, da de 180 studerende strømmer ind i salen. 24 sorte sække hentes ind fra kølerummet og pakkes forsigtigt ud. »Det er årets første julegave«, lyder det humoristisk fra et af bordene. I midten af de forventningsfulde studerende og deres hunde i alle størrelser, fra terrier til schäfer, står lektor Esben Østrup klar med headset og instruktioner.
- I skal behandle hundene med respekt, for de er svære at få fat i, formaner han sine elever og løfter en sprayflaske op.
- Det er sprit til at douche med undervejs. Hvis I passer godt på hundene, kan de holde sig det næste år.
Flere studerende stryger deres hænder over hundenes ører, mens lektoren taler videre. »Heldigvis har den ikke halsbånd på«, lyder det sagte fra en af dem. Respekten for menneskets bedste ven hænger i luften. Men det gør ambitionerne også.
- Jeg har selv en hund derhjemme, og det er da lidt grænseoverskridende at skulle begynde på det her forløb. Men på den anden side brænder vi jo for faget. Vi glæder os til at lære og til at få det i hænderne, siger stud.med.vet. Sofie Frydendahl og åbner for sit skalpelsæt.
Som forberedelse har de studerende for få dage siden blot haft et par mindre øvelser, hvor de har dissekeret på en kat og et griseben. Men der er ikke megen tøven at spore ved Sofies bord, hvor de tre unge kvinder på skift kaster sig ud i at blotlægge hundens muskulatur fra det bagerste ribben, hen over skulderen og ned over overarmen på deres tildelte beagle.
Et uundværligt grundlag
For 20 år siden var det lektor Esben Østrup selv, der stod i den samme sal som ung studerende - med skalpellen i hånden og en hund på bordet foran sig.
- Jeg tror, at tæt på alle nulevende dyrlæger i Danmark har været igennem det. Det er en af de ting, der ikke er ændret på studiet, og som giver en følelse af sammenhæng i standen, vurderer han.
Lektoren kan af flere årsager næsten ikke understrege tydeligt nok, hvor vigtig en øvelse det er – uanset hvor de studerende ender i deres arbejdsliv.
- Øvelsen danner hele grundlaget for at lære om muskler og nerver. Anatomien handler om det tredimensionelle, og man lærer det bedst ved at kunne mærke og tage fat. Derfor er det her, de for alvor får forståelsen for den anatomiske sammenhæng. Samtidig danner det også grundlaget for hele kirurgien, så de har følelsen og teknikken i hænderne, når de senere skal arbejde på levende dyr, understreger han.
Af samme grund har det de senere år bekymret Esben Østrup, at det har været meget svært at skaffe hunde nok til øvelsen. I år er omkring 20 af de 24 hunde kommet ind via Herlev Dyreklinik, hvor medejer Kristian Kamstrup har en fortid som instruktør på instituttet og derfor kender til de studerendes behov for donerede hunde, fortæller lektoren taknemmeligt.
Han tør slet ikke tænke på, hvad han og betjentene skulle have gjort uden den hjælp.
- På et tidspunkt måtte instituttet købe præparerede hunde hjem fra USA. Men også i udlandet er der sket et fald i antallet af donerede hunde, så den løsning er ikke længere en mulighed.
Hvorfor kan Esben Østrup kun gætte på. Men han mener, at en stor del af årsagen, både i USA og i Danmark, sandsynligvis skal findes i det faktum, at det er blevet meget populært at få sin hund kremeret og asken lagt i en urne.
Husk muligheden
Esben Østrup håber, at en lille bøn til hans kolleger ude på klinikkerne kan skabe mere opmærksomhed omkring muligheden for at donere sin hund. Og at flere dermed finder anledning til at spørge ejerne, når de står med en hund til aflivning. For indsatsen går til et godt formål: At skabe fremtidens dygtige dyrlæger
- Det kræver, at den hund, der skal aflives, ligger størrelsesmæssigt mellem en dansk-svensk gårdhund og en schäfer. At den aflives i en radius af Frederiksberg Campus, der hedder Storkøbenhavn/Roskilde. Og at klinikken er indstillet på at bruge lidt tid på at ringe til os for at afklare logistikken, så vi kan komme ind og hente hunden med det samme, ejer har forladt klinikken, forklarer lektoren.
I sektionssalen arbejder de studerende fortsat med at fritlægge muskulaturen med forsigtige snit. Når hud, fedtlag og hår er fjernet, skal de kommende dage bruges på at fridissekere alle muskler på overarmen. Og det gælder selvfølgelig også på den beagle, som Sofie Frydendahl og hendes hold har fået at arbejde med.
- Skal den have et navn, foreslår en af de medstuderende.
- Nej, stemmer Sofie imod. Jeg vil ikke have et forhold til den, ingen følelser, kun koncentration, slår hun fast og fører skalpellen videre.
Til slut lægges hundene tilbage i de kraftige sorte sække og placeres i kølerummet. Her befinder de sig, når de ikke er i brug. Lige bortset fra den lange juleferie, hvor de for en sikkerheds skyld kommer tilbage i de store blå beholdere med sprit.
